Undskyld, at jeg ikke levede op til jeres forventninger!
Det var som hentet ud af et gammelt folkesagn eller en dramatisk novelle fra gamle dage, kan jeg huske. Dengang sad min mand, Anders, en sommeraften dybt fordybet i sin computer, mens jeg, Rigmor, gik og puslede med dagens gøremål i huset. Pludselig gik bilalarmen udenfor, og Anders fór straks ud på gårdspladsen, iført det, han nu havde på sig (heldigvis, at det var juni og lunt i vejret!). Jeg tørrede støv af på spisebordet og, uden tanke, skubbede jeg musen. Skærmen, som havde været sort, lyste op igen med et suk.
Jeg var aldrig den type, der gik og tjekkede min mands telefon, rodede i hans lommer eller lurede over hans skulder, når han sad ved computeren jeg syntes, det var under min værdighed. Men nu skete det altså, ganske tilfældigt.
Blikket gled ned over skærmen, og jeg nåede at se en samtale på et eller andet datingsite. Jeg blev straks forlegen og ville vende mig væk, men nåede alligevel at opfange ordet “elsker”. Jeg skammede mig, og tænkte, at det måske bare var “elsker min kone, fordi…” eller endda “det her er min yndlings-pålægschokolade!” Alligevel faldt mine øjne igen på siden.
“Ja, min elskede,” skrev min mand, uden at skamme sig over at have sat sit eget billede på kontaktannoncen. “Selvfølgelig mødes vi i morgen, som aftalt. Jeg tænker på vores sidste møde hver time. Du er fantastisk!” “Og du er en rigtig vildbasse, min bjørn,” svarede en spinkel, rødhåret kvinde. “Min krop værker stadig over det hele.”
Længere nede, kunne jeg se, hvordan samtalen blev nervøs, da han i hast var løbet ud: “Bjørn, hvor er du? Jeg savner dig allerede! Hvor er du blevet af?”
Med kluden stift klemt i hånden, sank jeg ned på sofaen. Så nu forstod jeg det hele. Anders havde fortalt, at der skulle være et vigtigt arrangement på arbejdet dagen efter, som han ikke kunne slippe udenom. Tidligere samme aften havde jeg dampet hans bukser, valgt slips til jakkesættet og strøget skjorten med omhu, så ærmerne lå skarpt uden folder. Nu så jeg klart, hvilket “arrangement” jeg sendte min mand til.
Anders kom tilbage, irriteret og ivrigt berettende om nogle unge bøller, hvis bold var ramlet ind i bilen. Han råbte og gestikulerede, men mens jeg lyttede og nikkede på de rigtige tidspunkter, var jeg slet ikke til stede hverken med tanker eller følelser.
Heldigvis havde han ikke lyst til romantik den aften, og vi lagde os til at sove. “Jeg tænker over det i morgen,” besluttede jeg, som Scarlett i de gamle romaner. Alligevel tumlede jeg rundt hele natten uden at få ro.
Tidligt næste morgen tog han afsted, og jeg kastede mig over rengøringen. Min mor skulle komme over med lille Holger, som havde været en hel uge hos mormor og morfar på landet. Rasende skurede jeg gulve og bad, men mine tanker kredsede hele tiden om: Hvad nu?
Alt var stadig som i en tåge, og jeg var ikke sikker på, om jeg helt troede, hvad jeg havde set. Alligevel dukkede flere og flere gamle minder op, vendinger og handlinger, der nu fik en helt ny mening. Mit fortrolige, trygge liv var styrtet i grus, og jeg måtte nu samle stumperne sammen.
Kun én ting vidste jeg med sikkerhed jeg kunne aldrig tilgive min mand. Aldrig. Ikke engang hvis han bad om det, eller påstod at det var et uheld, eller sværgede, at det aldrig ville ske igen. Måske ville smerten en dag blive mildere, men selve svigtet ville jeg aldrig glemme.
Samtidig var Holger kun knap tre. Der var lovet en vuggestueplads til efteråret, så indtil da ville jeg ikke kunne gå tilbage på arbejde. Skulle jeg leve af mine gamle forældre? Slås om børnepenge i retten?
Skulle jeg kaste mig ud i en smertefuld skilsmisse her og nu, midt i chokket? Havde jeg overhovedet kræfter til det hele? Eller skulle jeg bøje mig for Anders’ bønner om at “tænke,” “vente lidt,” “tilgive og forstå” bare for senere at fortryde det? Nej, skilsmisse var uundgåelig. Bare ikke lige nu.
Så jeg gemte mig inde i mig selv. Passede hjemmet og Holger, pressede skjorter og lagde slips klar. Jeg smilede, når han fortalte vittigheder, og grinede de få gange, han huskede på, at jeg var mere end blot legemlig hushjælp.
Men én ting kunne jeg ikke tvinge mig selv til jeg kunne ikke mere røre ham, som en kone gør. Jeg fandt på undskyldninger, og heldigvis virkede det som om, han åndede lettet op. Faktisk blomstrede han op: småsang for sig selv, begyndte at tage blomster med hjem uden anledning og gentog historier om forretningsrejser, møder og kursusdage. Jeg lod som om, jeg troede på det hele.
Da efteråret kom, fik Holger en plads i børnehaven. Jeg begyndte at arbejde igen, og samme dag søgte jeg om skilsmisse. Anders blev lamslået han havde været overbevist om, at jeg intet vidste. Da sandheden gik op for ham, skældte han mig ud og beskyldte mig for at tænke for meget på penge.
“Forræderiske kvinde! Du er ikke et hak bedre end dem, man ser på gaden. Så sad du her og lod mig forsørge dig, ventede til barnet kunne klare sig selv, og så farvel og tak! Jeg troede, min kone var noget særligt, men du er ligesom alle de andre kvinder!”
Alle vores fælles venner tog Anders’ parti og vendte ryggen til mig en beregnende heks havde ikke sin plads i ordentligt selskab. Selv min mor så bebrejdende på mig: “Hvordan kunne du? Hvis du ville skilles, skulle du have gjort det straks. Men nej du ventede, holdt din vrede skjult, nærede på hævnen… Jeg troede ikke, min datter var sådan.”
“Undskyld, at jeg ikke levede op til jeres forventninger,” svarede jeg alle men mit valg stod fast.
