Jeg vil ikke længere leve andres liv
Kirstine kom hjem sent om aftenen. Københavns lys glimtede allerede ude bag vinduerne. Hun stod i døren med en taske i hånden og sagde med en uventet beslutsomhed:
Jeg vil skilles. Du kan beholde lejligheden, men du skal betale mig min andel ud. Jeg har ikke brug for noget andet. Jeg smutter.
Hendes mand, Svend, sank sammen i lænestolen, chokeret.
Hvor vil du tage hen? spurgte han og blinkede forvirret.
Det rager dig ikke længere, svarede hun roligt, mens hun fandt en kuffert frem fra skabet. Jeg tager ud på landet til min veninde et stykke tid. Hvad der sker derefter, må vi se på.
Han forstod slet ikke, hvad der foregik. Men Kirstine havde allerede truffet sin beslutning.
Tre dage tidligere havde lægen nænsomt fortalt hende:
Dit sygdomsforløb ser ikke for godt ud. Otte måneder, højst Måske et år med behandlinger.
Hun gik ud fra klinikken som i en tåge. Byen summede, solen skinnede. Inde i hendes hoved kørte én sætning igen og igen: “Otte måneder jeg når end ikke min fødselsdag…”
På en bænk i Kongens Have satte en ældre mand sig ved siden af hende. Han sad musestille lidt, nød den lune efterårssol, før han pludselig sagde:
Jeg håber, min sidste dag bliver solrig. Jeg forventer ikke så meget mere, men solskin er en gave. Synes du ikke?
Jeg ville synes det, hvis jeg vidste, det var mit sidste år, mumlede hun.
Så lad nu være med at udskyde tingene mere. Jeg har haft så mange senere, at de kunne have udgjort et helt liv. Men sådan gik det jo ikke.
Kirstine lyttede, og pludselig forstod hun hele hendes liv havde været for andre. Et job, hun hadede, men ikke turde sige op. En mand, der havde været en fremmed i ti år affærer, kulde, ligegyldighed. En datter, der kun ringede for at bede om penge eller tjenester. Og til sig selv ingenting. Ingen nye sko, ingen ferier, ikke engang en kop kaffe alene på en café.
Hun havde sparet sammen til “senere”. Men det “senere” så nu ud til aldrig at komme. Noget inde i hende brast. Derhjemme sagde hun for første gang i livet “nej” til det hele, på én gang.
Næste dag bad Kirstine om orlov, hævede alle sine opsparede kroner og tog afsted. Svend forstod ingenting, datteren krævede hendes opmærksomhed men Kirstine svarede dem begge roligt og fast: “Nej.”
Hos veninden på landet ramte roen hende. Svøbt i et tæppe tænkte hun: Skulle alting virkelig ende sådan? Hun havde ikke levet. Hun havde bare overlevet. For andres skyld. Men nu var det hendes tur.
En uge senere fløj Kirstine til Skagen ved Vesterhavet. På et lille strandcafé mødte hun Henrik. Forfatter. Klog, mild. De talte om bøger, mennesker og meningen med livet. For første gang i mange år lo hun frit, uden at tænke på, hvad folk tænkte om hende.
Hvad siger du til at bo her? spurgte han en dag. Jeg kan skrive alle vegne. Og du… du kan være min muse. Jeg elsker dig, Kirstine.
Hun nikkede. Hvorfor ikke? Der var så lidt tid tilbage så måtte der da gerne være lykke, selv hvis det kun blev et glimt.
To måneder gik. Kirstine følte sig forunderligt let. Hun grinede, gik ture, lavede morgens kaffe, og fandt på små historier til naboerne i caféen. Datteren protesterede til at begynde med, men gav efterhånden slip. Svend overførte hendes andel. Alt faldt til ro.
En morgen ringede telefonen.
Kirstine Møller? spurgte en usikker stemme. Jeg må undskylde, men der er sket en fejl prøverne var ikke dine. Du er helt rask. Det er blot udmattelse.
Hun sad stille et øjeblik, før hun lo højt og inderligt.
Tak, doktor. Du har lige givet mig mit liv igen.
Hun så på Henrik, der stadig sov, og gik ud i køkkenet for at brygge kaffe. For foran hende lå ikke bare otte måneder men et helt liv. Og hun havde endelig lært, at hendes eget liv også var værd at leve, nu ikke senere.
Jeg vil ikke længere leve andres liv
Margrethe kom sent hjem. Københavns lys glimtede allerede i vinduerne bag hende. Hun stod i døråbningen med tasken i hånden og sagde med en uventet fasthed:
– Jeg vil skilles. Du må gerne beholde lejligheden, men du betaler mig min andel tilbage. Jeg skal ikke bruge den. Jeg går.
Viktor, hendes mand, sank sammen i lænestolen, chokeret.
– Hvor vil du hen? spurgte han forvirret og kneb øjnene sammen.
– Det vedkommer ikke dig mere, svarede hun roligt, mens hun tog en kuffert ud af skabet. – Jeg tager ud til min veninde på landet et stykke tid. Så ser vi videre.
Han fattede ikke, hvad der skete. Men det gjorde hun. Hun havde besluttet sig.
Tre dage tidligere havde lægen, mens han betragtede hendes prøver, sagt sagte:
– Prognosen er desværre ikke god. Otte måneder, højest… med behandling måske et år.
Hun var gået fra klinikken som i en tåge. Byen summede, solen skinnede. I hovedet blev sætningen ved at snurre: “Otte måneder… jeg når ikke engang at fejre fødselsdag…”
På en bænk i Kongens Have satte en gammel mand sig. Han sad stille lidt, nød den lune efterårssol, før han sagde uventet:
– Jeg ønsker, at min sidste dag skal være solrig. Jeg venter ikke på meget mere, men en solstråle – det er en gave. Synes du ikke?
– Det ville jeg måske synes, hvis jeg vidste, det var mit sidste år, mumlede hun.
– Lad være med at udskyde mere, sagde han. Jeg har haft så mange “senere”, at jeg kunne have fyldt et helt liv. Men sådan gik det ikke.
Margrethe lyttede – og forstod. Hele hendes liv havde været for andres skyld. Et job, hun hadede, for stabilitetens skyld. En mand, der var blevet en fremmed for ti år siden – kolde blikke, utroskab, ligegyldighed. En datter, der kun ringede, når hun ville have penge eller hjælp. Og til hende selv: ingenting. Ingen sko, ingen rejser, ikke engang en café latte alene i solen.
Hun havde gemt alt til “senere”. Nu så det ud til, at hendes “senere” måske aldrig kom. Noget indeni hende knækkede. Hun gik hjem – og for første gang sagde hun “nej” til det hele, med ét slag.
Næste dag tog Margrethe orlov, hentede sine opsparinger ud og rejste. Hendes mand forsøgte at forstå, datteren ringede og krævede – Margrethe svarede begge med rolig bestemthed: “Nej.”
Hos veninden på landet var der fred. Indhyllet i et tæppe tænkte Margrethe: Var det virkeligt sådan, det hele skulle ende? Hun havde ikke levet. Bare overlevet – for andres skyld. Nu skulle det være hendes tur.
En uge senere fløj Margrethe til Skagen. På en lille café ved Vesterhavet mødte hun Gerhard. Forfatter. Klog, blid. Sammen talte de om bøger, mennesker, livets mening. For første gang i mange år grinede hun frit – uden at tænke på, hvad andre tænkte.
– Hvad nu, hvis vi bosatte os her? foreslog han en dag. – Jeg kan skrive hvor som helst. Og du, du kan være min muse. Jeg elsker dig, Margrethe.
Hun nikkede. Hvorfor ikke? Hun havde så lidt tid. Så hvorfor ikke vælge lykken – selv hvis den var midlertidig.
To måneder gik. Hun havde det storslået. Hun grinte, gik ture, lavede morgenkaffe, fandt på historier til naboerne ved cafébordene. Datteren protesterede først, men gav hurtigt op. Manden overførte hendes del af lejligheden. Alt faldt til ro.
En morgen ringede telefonen.
– Margrethe Larsen? lød en nervøs stemme. – Undskyld, der er sket en fejl… prøverne var ikke dine. De er raske. Det er bare udmattelse.
Hun tav et øjeblik og brød så ud i et rigtigt, højt grin.
– Tak, doktor. Du har lige givet mig mit liv tilbage.
Hun så på Gerhard, der stadig sov, og gik ud i køkkenet for at lave kaffe. For nu havde hun ikke otte måneder – men et helt liv for sig.
