Jeg sidder i køkkenet i vores lille lejlighed på Nørrebro, med en kop kold te mellem hænderne og et raseri, der presser tårerne frem. Min kone og jeg, Anders, har bygget en familie op her. Udefra ser det idyllisk ud: hyggeligt hjem, en brugt bil, fast indkomst. Men vores lykke slår revner på grund af hendes søn fra et tidligere ægteskab, Mads på sytten, som nu bor mere og mere fast hos os. Han er egentlig tilknyttet sin far, men hans mor, Helle, bor alene i en rummelig treværelses i Vanløse. Alligevel kommer han her til vores trangere lejlighed, og gør hverdagen til et mareridt.
Jeg føler Mads er som en splint i hjertet. Han behandler mig som en slags tjenestekarl, sviner med sine ting, overlader alt opvask til mig, og hver gang jeg beder om hjælp, trækker han bare på skuldrene. Værst er det, at han går ud over min egen fireårige søn, Rasmus. Jeg har set ham daske Rasmus over hovedet, bare fordi drengen kom til at røre hans mobil. Min lille pige, Line, sover med min kone og mig, fordi der ikke er plads til en ekstra seng i den lille toværelses. Hvis Mads boede med sin far, kunne vi indrette et børneværelse til vores egne børn.
Men han bliver her. Hans gymnasium ligger lige rundt om hjørnet, og det bekvemme trumfer alt. Hele dagen sidder han fordybet i computeren, råber ind i sit headset, så Rasmus ikke engang kan få sin middagslur. Jeg er slidt op: madlavning, rengøring, ungerne og han løfter ikke en finger. Det er som om, et tungt gråt tæppe ligger over vores hjem og kvæler glæden.
Jeg har prøvet at tale med min kone om det, har tryglet hende om at overtale Mads til at bo mere hos sin far. Helle lever livet let god plads, ro og orden imens vi nærmest vælter rundt over hinanden. Det føles så uretfærdigt. Hvis bare Mads kunne finde ud af at tale pænt til de små, men han driller og irriterer dem ustandseligt. Rasmus begynder at efterabe ham, bliver flabet og krævende. Jeg frygter, at han vokser op og bliver lige så ligeglad med andre.
Min kone nægter at gøre noget. Det er min søn, jeg kan ikke smide ham ud, gentager hun, uden at ænse hvor hårdt det slår mig. Vi skændes flere gange om ugen altid på grund af Mads. Jeg føler mig som en arbejdsdreng, der trækker læsset alene, mens min kone lukker øjnene for sønnens opførsel. Jeg er ved at være træt af undskyldninger. Hvorfor skal vi allesammen bøde for en teenager, der splitter familien?
En dag kunne jeg ikke holde mere. Mads råbte af Rasmus, fordi han havde spildt saftevand, og jeg eksploderede:
Nu er det nok! Du bor altså ikke på hotel. Hvis du er utilfreds, så flyt hjem til din far!
Han grinede bare hånligt.
Det her er også mit hjem, jeg skal ingen steder.
Jeg rystede af frustration. Min kone, som hørte råberiet, tog straks Mads parti og sagde, at jeg ikke gjorde nok for fællesskabet. Jeg gik ind i soveværelset, satte mig på sengen og holdt grædende Line tæt frustreret og magtesløs. Hvorfor skal jeg bære det hele, når Mads far lever uden ansvar i Vanløse og slet ikke bekymrer sig?
Jeg overvejer at snakke direkte med Mads måske forklare ham, at det vil være lettere, hvis han boede hos sin far, og at han sagtens kan tage S-toget til gymnasiet? Men jeg er bange for, han bare vil gøre grin med mig, og min kone vil synes, jeg er grov og ubarmhjertig. Jeg drømmer, næsten desperat, om at Mads bare forsvinder, så vores børn kan vokse op uden skænderier. Men hver eneste kolde, ligeglade blik fra hans side minder mig om, at det ikke sker.
Nogle gange fantaserer jeg om at pakke tasker og tage hjem til min egen mor i Aalborg med ungerne, så kan min kone selv tage sig af sin søn. Men jeg elsker hende, og vil ikke splitte vores familie. Det eneste jeg ønsker, er et roligt hjem. Hvorfor skal jeg stå model til, at Mads tyranniserer mine børn, mens hans mor lever ubekymret videre? Jeg er så udmattet af vreden og frygten for børnenes trivsel. Jeg må finde en udvej men jeg ved ærligt talt ikke hvor.
