Dagbogsnoter: En uforglemmelig fødselsdagsaften
Jeg kom hjem fra restauranten sammen med min mand, hvor vi havde fejret hans fødselsdag. Det havde virkelig været en god aften. Der var mange gæster familie, kollegaer. Faktisk var det første gang, jeg mødte mange af dem, men hvis Mads havde valgt at invitere dem, måtte de vel være vigtige.
Jeg protesterer sjældent mod Mads beslutninger. Jeg hader drama og diskussioner. Det er nemmere bare at give ham ret end at argumentere for min egen sag.
Astrid, har du set nøglerne til lejligheden? Kan du finde dem?
Jeg rodede i min taske; pludselig jagede en skarp smerte igennem min hånd, og jeg trak den til mig, så tasken røg på gulvet.
Hvorfor skriger du?
Jeg blev stukket af et eller andet.
Din taske er jo proppet; ikke særlig overraskende.
Jeg diskuterede ikke. Jeg samlede tasken op og fandt forsigtigt nøglerne. Vi gik ind, og episoden var allerede glemt for mit vedkommende. Mine ben var tunge og ømme; jeg drømte kun om et langt varmt bad og at krybe under dynen. Næste morgen gjorde hånden ondt, min finger var rød og hævet, og først da kom jeg i tanker om stikket. Jeg ransagede tasken og fandt til min forbløffelse en stor, rusten synål i bunden.
Hvad i alverden?
Jeg forstod virkelig ikke, hvordan den var havnet der. Jeg smed den straks ud, hentede førstehjælpskassen og forbandt min sårede finger. Alligevel fik jeg det værre i løbet af dagen og da frokosten kom, havde jeg feber.
Jeg ringede til Mads og hørte min egen stemme skælve:
Mads, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre! Jeg tror, jeg har fået en infektion. Jeg har feber, hovedpine, min krop værker. Jeg fandt en rusten nål i min taske det var den, jeg stak mig på.
Måske du lige skulle tage til lægen. Vi skal ikke risikere at det er stivkrampe eller noget farligt.
Nu overdriver du. Jeg har renset såret, det skal nok gå.
Men timerne gik, og jeg blev kun dårligere. Jeg kunne knap holde ud til arbejdsdagens slutning, og måtte tage en taxa hjem. Offentlig transport var utænkelig. Da jeg kom hjem, faldt jeg om på sofaen og gled ind i søvnen.
Jeg drømte om mormor Edla, som døde da jeg var lille. På en eller anden måde vidste jeg bare, at det var hende. Hun havde altid været lidt skræmmende i andres øjne, men jeg følte kun varme fra hende.
Hun førte mig gennem marker, pegede på bestemte urter jeg skulle finde, og forklarede, at jeg skulle brygge en infusion for at rense min krop. Hun fortalte, at nogen ønskede mig ondt, og at jeg skulle kæmpe for at overleve min tid var ved at rinde ud.
Jeg vågnede plaskvåd af sved, og følte at jeg havde sovet i evigheder, men klokken havde kun rykket sig lidt. Jeg hørte døren Mads kom hjem. Svimmel gled jeg ud i entreen; han stirrede forskrækket på mig:
Hvad er der sket? Du må se dig selv i spejlet!
Jeg gik ud på badeværelset. I går var jeg smuk og glad; nu så jeg kun fortumlede øjne, blegt ansigt og viltert hår.
Hvad er det dog der foregår?
Jeg huskede drømmen og fortalte Mads:
Jeg drømte om mormor. Hun sagde, at jeg skulle …
Astrid, kom nu, vi skal på hospitalet.
Jeg går ingen steder. Mormor sagde lægerne ikke kan hjælpe.
For første gang havde vi et voldsomt skænderi Mads kaldte mig vanvittig, og han prøvede endda at slæbe mig ud.
Hvis ikke du tager på hospitalet frivilligt, tvinger jeg dig!
Men jeg strittede imod, faldt og slog mig. Mads blev rasende, tog min taske, smækkede døren og gik. Alt jeg kunne, var at sende en besked til min chef: “Jeg er ramt af virus bliver hjemme et par dage.”
Næsten ved midnat kom Mads tilbage og undskyldte. Jeg sagde kun:
Tag mig med til landsbyen, hvor mormor boede.
Morgenen efter lignede jeg mest et spøgelse. Mads tryglede:
Astrid, vær nu fornuftig, vi må til lægen. Jeg vil ikke miste dig.
Men vi kørte til landsbyen. Det eneste jeg huskede, var navnet jeg havde ikke været der siden mine forældre solgte mormors hus. Jeg sov hele turen. Da vi nærmede os, bad jeg Mads stoppe ved et bestemt sted.
Med møje og besvær faldt jeg ud i græsset, stadig udmattet, men jeg vidste at det var rigtigt. Jeg fandt de urter, mormor havde vist mig i drømmen vi tog hjem, og Mads lavede infusionen som beskrevet. Jeg tog små slurke og langsomt følte jeg en snert af bedring.
Da jeg kom på toilettet og tissede, var urinen sort. Men jeg blev ikke skræmt jeg huskede bare mormors ord:
Det onde forlader dig …
Den nat drømte jeg igen om mormor denne gang smilede hun.
Du blev ramt af en forbandelse via den rustne nål. Infusionen giver dig styrke, men det varer ikke. Vi skal finde ud af, hvem der gjorde det, og sende det onde tilbage. Jeg kan ikke se hvem men det har med Mads at gøre. Hvis du ikke havde kastet nålen ud, kunne jeg se mere. Men …
Nu skal du gøre følgende: Gå i butikken og køb et etui med nåle. Tag den største og sig denne besværgelse: “Natlige ånder, engang levende! Lyt nu, nattens skygger, afslør sandheden. Omring mig, vis mig, hjælp mig, find min fjende … ” Læg så nålen i Mads taske. Den der forbandlede dig vil stikke sig og vi får navnet, og kan sende det onde tilbage.
Så forsvandt mormor som tåge. Jeg vågnede, stadig svag men nu med vished om, at jeg ville klare det. Jeg vidste, mormor passede på mig.
Mads blev hjemme den dag og passede mig. Han blev forbavset, da jeg insisterede på at gå alene ud:
Astrid, vær nu fornuftig. Du kan dårligt stå. Jeg går med.
Mads, lav en suppe til mig, jeg er sulten efter den her virus.
Jeg gjorde som mormor havde sagt. Den magiske nål lå i Mads taske om aftenen. Før vi gik i seng, spurgte han:
Er du sikker på, du kan klare dig alene? Skal jeg blive oppe?
Jeg klarer mig.
Jeg fik det gradvist bedre, men jeg mærkede stadig noget ondt i min krop, som bød modstand til infusionen jeg havde drukket i tre dage.
Jeg ventede på Mads, da han kom hjem. Min første reaktion var:
Hvordan var din dag?
Fint … hvorfor spørger du?
Jeg troede, intet var hændt, indtil han sagde:
Du tror måske det er løgn i dag ville Grethe fra inde ved siden af hjælpe mig og finde mine kontornøgler i min taske, fordi jeg stod med armene fulde. Hun stak hånden ned og stak sig på en nål! Hun så på mig, som om jeg havde gjort det med fuldt overlæg.
Har du noget kørende med den Grethe?
Astrid, for pokker. Jeg elsker kun dig. Der er ikke noget med Grethe.
Var hun til din fødselsdag?
Ja, hun er kollega. Ikke andet.
Billedet samledes for mig. Nu forstod jeg, hvordan den rustne nål var havnet i min taske.
Mads gik ud for at spise min suppe. Jeg faldt i søvn igen og drømte om mormor, der forklarede hvordan jeg kunne sende al Grethes ondskab tilbage. Nu stod det klart: Grethe havde brugt sort magi, hun ville af med mig for at få Mads. Hvis hun ikke kunne få ham normalt, ville hun bruge magi. Intet kunne stoppe hende.
Jeg gjorde as mormor sagde. Kort efter fortalte Mads, at Grethe var sygemeldt og meget dårlig lægerne var målløse.
Jeg bad Mads tage mig med til mormors landsby og kirkegård i weekenden. Jeg købte en buket blomster, tog handsker på og rensede graven. Jeg fandt omsider Edlas gravsten med billede; hun, der havde reddet mig gennem drømmene. Jeg fjernede gamle planter, satte de nye blomster, og satte mig på bænken ved graven.
Mormor, undskyld jeg ikke har været her før. Jeg troede det var nok at mor og far kom. Jeg tog fejl. Nu kommer jeg også. Hvis ikke du havde hjulpet mig, havde jeg måske ikke været her mere.
I det øjeblik følte jeg hendes hænder på mine skuldre. Jeg vendte mig om, men der var kun en stille sommerbrise …
