– Holger, du er altså ikke en gentleman!
Frida skubbede forsigtigt det, der skulle forestille sig at være en kat, væk fra sit ansigt selvom den mest af alt lignede et kosmisk væsen med hale. Hun nøs voldsomt.
– Føj! Hvor har du været henne? Din hale er jo helt smurt ind i spindelvæv! Jeg indrømmer gerne, jeg ikke er den store husmor, men SÅ slemt står det dog heller ikke til! Hvordan har du fundet så meget skidt? Og kan du så komme væk fra min pude!
Katten reagerede ikke engang. Den blev bare siddende midt på Fridas hovedpude og kiggede overlegent ud over sin uglede ejer. Spidsen af dens orangerøde hale slog hende drillende på næsetippen, og Frida udstødte et frustreret hvin og sprang nærmest til loftet.
– Nå, godmorgen, siger du? Gå dig hellere til, allesammen, ellers kan jeg ikke love for noget!
Hendes unge nabos hamster, der boede til låns, da forældrene var på ferie, forsvandt prompte ind i sit lille træhus og besluttede, at morgenmad måtte vente. Imens gled Holgers pelsede skygge dovent ned på gulvet; han værdigede hende end ikke et blik. Ham havde Frida fundet på gaden for to år siden, udmagret og halvdød, men nu var han forvandlet til en magelig, tyndhudet dictator, der trofast var hendes levende vækkeur uden nogensinde at være blevet bedt om det.
Men netop i dag var Holger, opkaldt efter Fridas yndlingskarakter, faktisk for en gangs skyld i sin gode ret Frida kiggede på uret, udbrød et arrigt støn og fór ud på badeværelset, alt for sent på den.
– Kan det virkelig passe?! To vækkeure! TO! Og jeg har ikke hørt nogen af dem? Hvad bilder jeg mig ind?!
Med ét åbnede hun døren til brusekabinen og tændte for vandet.
Det skrig, der lød bagefter, fik hamsteren til at droppe alt håb om både frokost og aftensmad. Holger stak nysgerrigt hovedet ud for at se, hvordan Frida hoppede rundt på ét ben og klaprede tænder.
– Hvad nu?! IGEN ingen varmt vand!
Herefter kom en harmefyldt ordstrøm, som katten modtog med en uendelig ro i det rødbrune fjæs så rolig, at Fridas raseri langsomt tabte pusten.
– Jeg skriger lige lidt nu, så lad være med at gå i panik derude, okay? Vandet er jo ISKOLD!
Holger svarede ikke. Han sprang op på det lukkede toilet, duftede rundt og slog sig så ned til et langt studiede blik mod Frida, hvis dårlige humør straks vendte tilbage.
– Vend hovedet! Skam dig! Du kunne da i det mindste vise lidt blufærdighed!
Videre fulgte et sammenbrud af suk og udbrud, som katten valgte at overhøre efterhånden kendte han Frida og hendes temperament.
Han havde ikke altid været sådan. Engang var Holger en udstillingskat, fyldt med præmier og rosetter. Hans killinger blev solgt for flere tusinde kroner, og ejeren rankede ryggen af stolthed. Men kort efter en udstilling blev Holger syg ingen kunne finde ud af hvorfor. Dyrlægerne kiggede hjælpeløst på ham og sendte regningen videre. Ejerens begejstring forsvandt, da det stod klart, at Holger aldrig rigtig ville kunne bruges til avl igen.
Ja, sådan hed han faktisk dengang Herluf, endda med et langt, fornemt stambogsnavn, som aldrig helt lod sig udtale, selv ikke til udstillingerne. Altid skete der forviklinger, og ingen kunne alligevel finde ud af at udtale det korrekt.
Alt det navn, status, priser blev ligegyldigt, da ejeren indså, at Herluf var blevet umulig at sælge som avlskat. Herved blev han én dag til overs.
Det kunne han mærke lynhurtigt; kan godt komme igen senere, lød det tørt, da han en aften kom for at blive kløet bag øret. To uger senere blev han solgt.
Kvinden, der hentede ham, var bestemt noget for sig selv; hun havde lyserødt strithår og trak vokalerne så langt, at Holger mistænkte hende for at komme fra en helt anden planet. Hun pruttede som en professionel, og snart sad Herluf i en transportkasse, mens hans gamle ejer undgik at møde hans øjne og ingen opmærksomhed gav hans bedrøvede mjaven.
Rejsen, der fulgte, var lang. Til sidst blev kassen åbnet, og han blev løftet ud med de kærlige ord: Gør du dig det mindste, ryger du ud.
Det gjorde han naturligvis. Flere gange. For i det hjem var han uønsket.
Man må give hans nye ejer, at hun var mere tålmodig, end han lige havde fortjent. Hun smed ham ikke ud det samme. Et par gange tog hun ham endda til dyrlægen for at finde ud af, hvorfor han ‘var besværlig’. Men tilfældet ville, at de endte i netop den klinik, hvor Herluf tidligere var forsøgt behandlet. Hans diagnoser lagde pigen ned; regningen blev nævnt først på andet besøg for at skåne hendes skrøbelige psyke.
– HVOR meget?!
Samme aften blev kassen fundet frem igen, og Herluf endte bag nogle skraldespande på Nørrebro.
Ingen lagde mærke til, at transportkassen stod gemt bag affaldscontaineren. Herluf, nu mere sulten og alene end nogensinde, forsøgte forgæves at klø sig ud. Kløerne gled bare hen over det kolde metalgitter.
Han, der manglede mad og vand, lagde sig på plastgulvet og puttede sit hoved mod den tynde halestump. Han drømte kun om ét: at noget bekendt ville komme og tage ham hjem.
Men dagene gik, og folks indkøbspose-vandring omkring skraldet bragte ingen redning.
Frida, der havde overtaget rollen som midlertidig hundelufter for en syg nabo, stødte tilfældigt ind i ham tidligt om morgenen.
Bichon friséen, der lød det storslåede navn Kleopatra, satte straks et hyl i gang foran transportkassen, og Frida hvæsede forskrækket.
– Kleo! Slap af, klokken er alt for tidligt! Hvad lugter du? En rotte eller hvad?
Kleopatra gjorde det straks klart, at hun aldrig ville hidse sig sådan op over en sølle rotte men lagde sig demonstrativt foran kassen.
Fridas “Mis? Mis, mis!” blev ikke besvaret, og hun var tæt på at stille kassen tilbage, da et haletal blev trukket gennem sprækkerne.
– Du lever!
Det, der fulgte, glemmer Holger aldrig hvordan lille Frida, uanseelig og forbløffende højlydt, overvældede ham og straks badede ham i et kar fyldt med sæbevand, indtil hele hans beskidte pels var skrubbet væk.
Svøbt i et stort håndklæde, sitrende af chok, protesterede han ikke, da Kleopatra uden videre delte sit hundefoder med ham. Frida så spørgende på den afmægtige kat:
– Hvad? Det indeholder vel også kød, eller noget der minder om det må du kunne spise. Undskyld ven, jeg har ikke andet. Jeg er flad. Mor kommer først hjem søndag, så vi må klare os selv jeg har brugt hele min SU allerede. Nå, skal jeg vise dig det?
Blikket Frida sendte ham, da hun imponeret hev sine halvslidte højhælede sko frem, sagde ham ikke det fjerneste. Han stirrede kun på hende og tænkte på, om hun mon mindede om de mennesker, der havde dumpet ham.
– Kan du ikke lide dem? Jeg kan! Både til fest og hverdag, siger min mor altid og hun lyver aldrig!
Herfra gik samtalen hurtigt ind på, hvordan Fridas mor én gang i sit liv havde løjet: Hendes far havde aldrig været pilot, men bare en sørgelig sjover. Frida tog afsløringen med bemærkelsesværdig ro og erklærede, at hun altid var glad for kun at have sin mor for mødre har en særlig evne til at skabe tryghed.
Fridas mor, Anna, havde klaret sig på præmissen: Vil du noget? Så gør det!. Det havde bragt hende langt i blomsterbranchen og givet Frida frihed til at vælge sit eget liv.
Frida, som gik til guitar og elskede at synge, valgte at læse til dyrlæge hun kunne ikke lade være med at hjælpe dyr i nød, uanset hvor de kom fra.
Anna havde reddet alt fra små killinger til svaner og firben gennem Fridas barndom. Husets menageri havde været uendeligt, men ét var sikkert: Frida havde besluttet sig for, at hun ville gøre en forskel for dyrene. Én episode, hvor et firben slap sit nyudvoksede hale i hendes hænder, havde sendt hende på hospitalet med feber den oplevelse blev afgørende.
Nu arbejdede Frida på en af Københavns bedste dyreklinikker, selvom hun konstant frygtede at blive fyret for sine forsinkede morgener.
Jobbet og nødvendigheden af at klare det hele selv formede hende og over tid levede hun efter devisen: Ingen redder dig, Frida! Du må hjælpe dig selv og dine dyr og så går det nok.
Holger havde ikke noget valg han måtte komme sig og begynde at spise. Frida udviste en tålmodighed, der overraskede hende selv, når hun barbere pelsen, gjorde klar til drop, eller nussede hans ører aftenerne igennem.
– Bare hold ud, ikke? Det er svært, men vi klarer det. Jeg lader dig aldrig i stikken, Holger. Du er min!
Der gik næsten tre måneder, før Holger var sig selv derefter blev det tid til at give ham et officielt navn. Frida, der var i gang med vinduespudsning, standsede pludseligt og sagde til sig selv:
– Du har jo ikke noget rigtigt navn
Mødet blev indkaldt: Anna, hendes nye mand Henrik, og så hamsteren på lånt ophold.
– Nu skal katten have et navn.
Moren fniste først, men Frida var stædig. Henrik, som havde plejet kat og hjem, når Frida deltog i kurser i Aarhus, nussede Holger, der tog imod både kælen og navneforslag med stoisk overskud.
– Han opfører sig jo som en vaskeægte gentleman! sagde Henrik.
– Han skal hedde Holger! fastslog Frida.
Katten accepterede navnet hurtigt, reagerede dog stadig kun af og til. Til gengæld begyndte Frida med tiden at kalde ham lille gris, når hans opførsel blev for fræk. Men det var svært at holde på formerne i en lejlighed, hvor Anna boede ude med Henrik, og Frida nu havde det hele for sig selv måske for meget. Nogle aftener gik hun rundt med høretelefoner, opslugt af musik, mens Holger slentrede tavs ved hendes hæl. Til slut satte hun sig på gulvet, trak ham ind til sig og sukkede:
– Jeg kunne godt snart tænke mig noget mere ro Et ægte familieliv. Men hvor finder man nogen, der vil det med mig, Holger? Serien om mænd, der kigger på mig, render jeg aldrig ind i!
Holger kunne ikke hjælpe. Selv om han kunne tale, var Frida ikke typen, der lyttede. Hun bemærkede ikke blikke i S-toget eller hvordan klienterne tøvede med at gå, bare for at se hendes klare blå øjne og krøllede hår under den arbejdsuniform, hun selv havde valgt med små grinende mopser på.
Ideen om uniformen blev så populær i klinikken, at chefen uddelte en præmie pengene brugte Frida på en luksusseng til Holger, som han straks vragede til fordel for hendes skød.
Således led Frida, mens Holger bare kedede sig solidarisk. Anna bekymrede sig, Henrik prøvede at trøste. Hamsteren levede lykkeligt uforstyrret, bare Holger ikke fik lyst til at more sig med den.
Efterhånden kunne Holger mærke Fridas nedtrykthed så tydeligt, at han overvejede at blive syg igen for at gøre noget. Det satte straks gang i Frida, der slæbte ham til klinikken for at tage en blodprøve. De løb af sted, Frida stadig forfrossen uden at have fået vasket hår, håret sat op i en rodet knold, fastholdt med et kuglepen, fordi hårnålen var stukket under sofaen af Holger.
– Luk alle inde lad ingen slippe ud! Vi er hurtigt tilbage!
Holger blev ufrivilligt fanget, skabte ballede, men Frida fik ham hurtigt ned i transportkassen.
– Det havde været billigere at købe en halv bil, Holger! Hør nu op, en smule overdrivelse må du tåle!
Ved ankomsten til klinikken myldrede det med dyr og ejere. Frida hilste på alle, nåede ind i undersøgelsesrummet, og så gik det pludselig stærkt.
En lille hunkat, der ventede på sin tur, forvandlede sig til en furie, da hun så Holger bed sig fast i lægen, vred sig fri fra ejeren og fløj ind i slagsmål.
Holger, i lige så dårligt humør som Frida, lamslog direkte sin modstander og holdt hende fast, før nogen fattede, hvad der skete.
– Imponerende! udbrød den lavstammede, stærke fyr, der var ejer af hunkatten. Tror du, din kat vil lære min det trick?
Frida snappede efter luft, bøjede sig for at samle kuglepennen under bordet, og skulle netop til at give ham et svar, da han pludselig standsede, stirrede dybt på hende og mumlede:
– Sig mig er du single? Vær sød at sige, du er single!
Flere år senere, i et lille, hyggeligt hus i udkanten af Roskilde, lyder pludselig et frustreret energisk brøl:
– Holger! Gør du det igen?!
Noget blødt og varmt næsten levende rammer Fridas kind, og hun slår hånden for munden for ikke at larme. Hendes mand, stadig med lukkede øjne, griber ud efter Frida.
– Hamster? mumler han.
– Mmm Åh Gud, hvornår holder det op? Frida prøver at vriste sig fri for at indfange den undslupne hamster, der måske er tip-tip-oldebarn af den første, der var så bange for Holger.
Men hun får ikke held til det. En lille sort kat familiens nyeste medlem kaster sig over hamsteren, får fat i den, og spæner af sted, forbi Holger, som uforstyrret troner i døren.
– Din kat!
– Din hamster! Og Holger har intet med det at gøre, og du skældte ham ud alligevel
Frida driller sin mand og nusser sig ind til ham.
– Men det er da ikke normalt!
– Hvad da? Katten gør jo bare sit arbejde.
– Og ødelægger mit humør! Er det virkelig nødvendigt at få smidt en hamster i sengen hver morgen?
– Vi får jo aldrig mus i huset
– Gud forbyde vi har nok dyr! Sig mig, hvordan åbner den kat buret hver eneste morgen?
– Jeg ved det godt du gad bare ikke se det i går.
– Nej, jeg badede tvillingerne!
– Netop, og mens du gjorde dét, fandt jeg ud af noget om Holger.
– Hvad nu?
– Se her!
Frida tager telefonen og griner snart så tårerne triller, da hun ser videoen: Holger løfter låsen på buret, mens hans makker venter utålmodigt, og bagefter sætter sig majestætisk som Sfinxen selv for at overvære jagten.
Holger lytter opmærksomt nede fra døren, og Frida smiler: Nå, du er vågen? Kom, skat vi kommer nu!
Den store røde kat marcherer ind til børneværelset, åbner døren med en pote, og hjemmet fyldes af hans hæse mjaven flankeret af to børnestemmer.
– Godmorgen! hilser Frida, klapper katten bag øret og smiler til sine sønner.
