Hvordan jeg fik stoppet min svigermors overraskelsesbesøg: En uventet hævn
Da jeg giftede mig med Anders, troede jeg ærligt talt, at det sværeste var ovre brylluppet, flytningen og alle forandringerne, der følger med det. Men jeg havde ikke forudset, at den største udfordring i vores ægteskab slet ikke ville være hverdagens trummerum, økonomien eller uenighederne mellem os. Nej, det var hans mor, Birgitte Sørensen. En kvinde, der uden at blinke mente, det var hendes pligt at minde os dagligt om, at hun var den vigtigste person i sin søns liv.
I starten virkede det næsten harmløst: Hun dukkede op uanmeldt på vores lejlighed i Aarhus med bare lige en hurtig ting en portion frikadeller, et styk hindbærsnitte eller for at fortælle, at hun ikke havde sovet godt om natten. Men det der hurtige blev til timer, og besøgene som først kom et par gange om ugen blev så hyppige, at vi til sidst havde hende på besøg hver dag. Når ringeklokken lød, vidste jeg, at roen var forbi, og nu skulle Birgitte til at kommentere selv min måde at trække vejret på.
Hun sagde sjældent noget direkte negativt. Tværtimod hun overdængede mig med komplimenter, dog med en snert af ironi. Nina kan lave mad så godt! Hvilken drøm af en svigerdatter!, sagde hun foran alle, især når andre hørte det. Men så kom tilføjelsen: Men min krebinetter har nu altid haft mere smag nå, hun skal nok lære det.
Det, der virkelig kunne tænde mig af, var ikke så meget kommentarerne, men at hun kom uden at give besked. Hun stod op, tog bussen på tværs af byen og bankede på vores dør, ofte præcis når vi havde gæster. Og så startede hendes lille show: Klagede over, at jeg endnu ikke havde budt hende på te, eller udspurgte mig om, hvorfor håndklæderne på badeværelset ikke havde den rigtige farve altid mens mine venner eller mine forældre var der.
Værst var det den dag, jeg kom hjem fra arbejde og fandt hende i gang med at tømme mit klædeskab, hvor hun, med sit fornemme blik, demonstrerede, hvordan man vasker undertøj ordentligt. Den skam jeg følte, havde jeg ikke oplevet siden teenageårene. Jeg ville bare forsvinde. Men jeg blev tavs Anders havde gjort det klart, at der ikke skulle skændes med hans mor, for alt kom jo fra hjertet.
Hun vil bare os det bedste! sagde han. Min mor taler kun godt om dig, hvad er problemet?
Godt? Du hører kun halvdelen. Du ser ikke, hvordan hun er, når du ikke er hjemme.
Vi boede sammen i kun ét år, men det føltes, som om jeg var blevet ti år ældre på den tid. Skænderier, irritation, træthed. Jeg elskede min mand, så at blive skilt var ikke oppe at vende men at tie stille var ikke længere en løsning.
Så skete der det, jeg ikke havde troet var muligt: Birgitte blev forelsket. I en alder af tres mødte hun en enkemand og forsvandt ud af vores hverdag. Jeg må indrømme, jeg følte både lettelse og mærkeligt nok skyldfølelse over at være så glad for hendes fravær. Men freden varede ikke længe.
Snart meddelte hun, at hun skulle giftes. Mine følelser var blandede: Underlig lettelse, men også irritation, for hun gik bare videre, mens jeg stadig måtte gå på tåspidser hjemme hos mig selv. Det var der, idéen opstod hvis hun elskede at invadere mit liv uden varsel, kunne jeg jo gøre det samme.
Dagen kom, hvor kæresten var hjemme hos hende. Jeg ringede på, og før hun kunne sige noget, trådte jeg ind som om, det var mit hjem.
Hej Birgitte, hvor er her hyggeligt! Og de gardiner? De er fantastiske! Jeg må have sådan nogle selv. Hvad gør du egentlig rent med? Alt skinner så meget, at man bliver helt rundtosset! sagde jeg, mens jeg vandrede rundt i alle rummene med påtaget begejstring.
Jeg gjorde, præcis som hun gjorde hos os: Gik ind i soveværelset uden at banke, snusede til duften i køkkenet, puffede aflange puder på sofaen på plads. Og foran hendes kæreste slyngede jeg ud:
Vi må altså ses oftere! Du inviterer mig aldrig, og jeg elsker at være sammen med dig!
Jeg så hendes blik flakke og vreden bygge sig op. Kæresten anede ikke, hvad der skete, mens jeg fortsatte min forestilling. Jeg blev hængende til ud på aftenen, helt uden skam. Forlod lejligheden som en dronning, med et spor af akavet stilhed bag mig.
Siden da har Birgitte aldrig besøgt os uden at ringe først. Anders forstod ikke, hvorfor hans mor endda takkede nej til hans egne invitationer. Jeg trak bare på skuldrene:
Måske er hun træt. Eller måske har hun opdaget, at vi faktisk har vores eget liv.
Nogle gange skal man give folk deres egen medicin, før de hører, hvad man siger. Først da mærker de, hvor surt det smager.
