Jeg indså mine fejl og ønskede at vende tilbage til min ekskone efter 30 års ægteskab, men det var allerede for sent…

Jeg forstod først hvor meget jeg havde dummet mig, da det var alt for sent at vende tilbage til min ekskone efter 30 år sammen
Mit navn er Henrik Møller, og jeg bor i Sorø du ved, hvor de flade marker og de stille villaveje lidt for let føles tomme og grå. Jeg er 52 år nu. Jeg har ingenting. Ingen kone. Ingen familie. Ingen børn omkring mig. Intet job. Kun et hulrum, som vintervinden i et gammelt, forladt murstenshus. Det er kun min egen skyld. Jeg har selv splittet det hele ad og sidder nu tilbage og glor stift ned i min egen hjemmegravede afgrund.
I 30 år var jeg gift med Anne-Sofie. Jeg var forsørgeren tog på arbejde og sørgede for økonomien. Hun gik hjemme, fik det hele til at køre. Jeg kunne egentlig godt lide at hun var der, og jeg behøvede ikke dele hende med hele verden udenfor. Men efterhånden begyndte jeg at brokke mig over småting måden hun spurgte om man ville have kaffe på, hendes rutiner og hendes stemme. Følelserne forsvandt, måske bare gled ud i hverdagens trummerum. Jeg troede, det var normalt. Det var trygt og kedeligt men jeg tog det som normalt. Så kom livet og smed en kæp i hjulet, som jeg slet ikke kunne håndtere.
En aften sad jeg på café og mødte Lærke. Hun var 32 altså hele 20 år yngre end mig. Smuk, sprudlende, noget helt andet end min egen hverdagsgrå tilværelse. Det føltes som et friskt vindpust midt i min verdens monotoni. Vi begyndte at ses. Jeg levede et dobbeltliv i næsten to måneder, før jeg mærkede: jeg ville ikke hjem til Anne-Sofie længere. Jeg troede, jeg var forelsket i Lærke eller måske bare forelsket i at bruge min sidste ungdomsgnist. Jeg var sikker på, det skulle være hende.
Til sidst tog jeg mig sammen satte mig ned og sagde det til Anne-Sofie. Der var ingen skænderi, ingen kopper der røg gennem stuen. Bare et tomt blik fra hendes øjne og et stille nik. Jeg bildte mig ind, at hun var ligeglad at hun var lige så færdig som jeg. Nu ved jeg hvor ondt jeg gjorde hende. Vi blev skilt. Vi solgte lejligheden, hvor børnene Frederik og Emil havde løbet rundt, og hvor hver sprække gemte på minder. Lærke pressede hårdt på for at jeg ikke skulle lade Anne-Sofie få noget med sig fra det gamle liv. Jeg gjorde bare som Lærke sagde. Jeg tog min halvdel og købte en lækker 3-værelses til Lærke og mig. Anne-Sofie endte i en lillebitte 1-værelses, og jeg hjalp hende ikke økonomisk selv om jeg vidste at hendes jobsituation var svær. Børnene kaldte mig for forræder og vendte mig ryggen. Dengang var jeg ligeglad. Jeg havde Lærke, og troede det var lykken nok.
Lærke blev gravid, og jeg gik og glædede mig til vores lille baby. Men da hun blev født, lignede hun hverken mig eller Lærke. Mine venner sagde det, min bror hintede men jeg nægtede at lytte. Livet med Lærke blev hurtigt til et mareridt. Jeg knoklede for at holde sammen på økonomien, mad på bordet, men hun ville bare have flere penge, var væk hele nætter, kom hjem stinkende af alkohol. Rod overalt, ingen mad, diskussioner om ingenting. Jeg mistede jobbet slid og frustration sled mig op. Det holdt i tre år, før min bror pressede mig til at få lavet en faderskabstest og resultatet ramte som et godstog: barnet var ikke mit.
Jeg gik på rådhuset og skred fra Lærke samme dag. Hun pakkede alt hun kunne bære og smuttede uden et ord. Pludselig stod jeg helt alene. Uden kone, uden børn, uden noget som helst. Så prøvede jeg at vende tilbage til Anne-Sofie. Jeg kom med blomster, en flaske rødvin og kage nærmest som en hundehvalp der håber på at blive taget ind igen. Men der var allerede flyttet en anden ind i hendes lejlighed. Den nye ejer gav mig hendes nye adresse. Jeg tog derhen og bankede på, helt rystende af håb. En mand lukkede op. Anne-Sofie har fået arbejde, fundet sammen med en kollega. Hun så glad ud levende og smilende som jeg aldrig havde set hende før. Hun havde bygget sit liv op igen, uden mig.
Senere stødte jeg på hende på en café. Jeg satte mig på knæ, tiggede hende om at tage mig tilbage. Hun kiggede bare på mig, som om hun så på en ynkelig stakkel så gik hun, uden et ord. Jeg forstår nu, hvor stor en idiot jeg har været. Hvorfor ødelagde jeg et liv på 30 år med hende? For en ung hunulv, der bare snød mig og trak mig ned? Jeg er 52 år og har ingenting. Mine børn tager ikke telefonen, jobbet er væk som sand mellem fingrene. Alt hvad der betød noget, har jeg selv kastet væk, og jeg kan kun skyde skylden på mig selv.
Nætterne drømmer jeg om Anne-Sofie hendes rolige øjne, hendes blide stemme, trygheden i at være tæt. Men jeg vågner op til den stivfrosne ensomhed og ved: det var mig, der sendte hende væk. Hun venter ikke, hun tilgiver ikke, og jeg har ikke fortjent det. Min fejl brænder, som et mærke i sjælen. Ville ønske jeg kunne spole tiden tilbage, men det er for sent. Helt for sent. Nu går jeg rundt i Sorø som en skygge i egne ruiner, på jagt efter det, jeg selv smadrede. Jeg har ingenting kun fortrydelse, der hænger over mig som en tung dyne, og jeg ved, at det aldrig bliver anderledes. Jeg ødelagde mit hjem og min familie, og nu er jeg den eneste, der kan bære det tab.