Ej, hvor skal du hen? Og hvem skal lave mad nu?
Hvad sker der? Hvor skal du hen? Og hvem laver så mad til os? spurgte Erik, bekymret, da han så hvad Anne var i gang med efter den heftige diskussion med sin svigermor…
Anne kiggede ud af vinduet. En grå tristhed prægede landskabet, selvom det var tidligt forår. I den lille by nordpå i Danmark var solskinsdage sjældne. Måske derfor virkede folk ofte lukkede og reserverede.
Anne begyndte at bemærke, at hun sjældent smilede, og at furen i panden gav hende år, hun ikke havde.
Mor, jeg går en tur sagde datteren, Freja.
Det er fint nikkede Anne.
Det er fint? Kan jeg få penge?
Nu koster det også penge at gå en tur? sukkede Anne.
Mor! Hvorfor så mærkelige spørgsmål?! spyttede Freja utålmodigt ud. De venter på mig! Kom nu, hurtigt! Og hvorfor så lidt?
Det rækker til en is.
Du er nærig mumlede Freja og smuttede ud, inden Anne nåede svare.
Anne rystede på hovedet og kom til at tænke på, hvordan Freja var så mild, dengang hun stadig var barn før teenagetiden.
Anne, jeg er sulten! Hvor lang tid tager det? råbte Erik, lettere opgivende.
Tag noget at spise sagde hun koldt og satte tallerkenen på bordet.
Kan du ikke komme herind med maden?
Anne var ved at tabe grydelåget. Hvordan kunne han bede om det…
Vi spiser i køkkenet, Erik. Tag det ellers må du gå sulten sagde hun og satte sig alene til bords.
Et kvarter senere kom Erik ud i køkkenet.
Maden er kold… ad!
Du tog jo så lang tid.
Jeg bad dig om at komme! Ikke en smule omsorg ikke engang det! Du ved, jeg ser fodbold nu! sagde Erik, mens han tyggede på kyllingen. Den er nu ikke særlig god.
Anne himlede med øjnene. Fodbolden havde forvandlet hendes mand. Odds, udstyr, dyre billetter… Han var blevet bidt af det, selvom sport intet sagde ham som ung.
Uden at sætte sig, greb Erik en Dåse Tuborg og et par chips og forsvandt ind til TVet. Anne stod tilbage og vaskede op.
Madlavning forgæves. Ingen sætter pris på det.
Hun var træt ledende sygeplejerske på hospitalet. Patienterne havde altid problemer og frustrationer. Sådan gik dagene stress på arbejde, og hjemme ventede kun pligter. Vask, stryg, gør rent.
Er der mere? Erik ledte efter endnu en øl i køleskabet. Hvorfor er der ikke flere?
Du har drukket det hele! Skal jeg så skaffe flere til dig? Skam dig, Erik! eksploderede Anne.
Følsom type… brummede han og smækkede køleskabsdøren, før han hastede ud for at opfylde lageret inden næste kamp.
Anne besluttede sig for bare at gå i seng morgendagen truede med opgaver. Men hun kunne ikke falde i søvn. Hun tænkte på Freja hvor var hun, med hvem? Natten var sort, og Freja var stadig ikke kommet hjem. Anne prøvede at ringe, men datteren blev vred.
Du pinligt, ringer foran mine venner! Lad være! skreg Freja i telefonen. Anne stoppede med at ringe, trøstede sig med, at Freja lige var fyldt 18. Hun ville ikke arbejde, ikke læse. Hun havde afsluttet gymnasiet og besluttede sig for at tage et sabbatår.
Efter at have døset kort vækkede Eriks jubelråb Anne. Nogen havde nok scoret. Han diskuterede kampen med naboen, der var kommet forbi, og senere kom nabokonen også, så de sad tre og heppede. Senere, langt ud på natten, kom Freja hjem, lavede larm i køkkenet og smækkede døren til sit værelse. Da alt endelig blev stille, og Anne ville sove, begyndte katten, Misser, at skrige om mad.
Er der virkelig ingen andre end mig, der kan fodre den kat? råbte Anne, udmattet af hovedpine og søvnmangel. Hun gik ud af soveværelset, men Freja havde hovedtelefoner på og viftede bare irriteret med hånden. Erik snorkede foran fjernsynet med en halvdrukket dåseøl.
Træt… hvor er jeg bare træt af alt det her, tænkte Anne.
Næste morgen ringede svigermor, Ingrid, for at vække hende.
Anne, søde, husker du at det er tiden til at plante grøntsager? Vi skulle jo til landsbyen og gøre rent.
Jeg husker det sukkede Anne.
Så lad os tage af sted i morgen.
På sin eneste fridag arbejdede Anne i haven under svigermors tilsyn.
Ikke sådan! Du skal bruge kosten på en anden måde! beordrede Ingrid, mens hun sad på bænken.
Jeg er snart halvtreds, Fru Ingrid, jeg ved godt hvordan man gør Anne prøvede at svare.
Erik
Hvor er din Erik? Hvorfor er det ikke ham, der er med? Hvorfor sad vi alene tre timer i en bus? Og du nævner kun Erik, Erik
Han bliver jo så træt.
Og mig? Synes du jeg ikke bliver træt?
Anne fortrød straks sine ord. Ingrid var snakkesalig og elskede retfærdighed. Men retfærdigheden omfattede aldrig Anne. Hele livet havde Ingrid kun elsket sin søn, Anne var bare med på sidelinjen.
På hjemvejen sad de i hver sin ende af bussen. Næste dag klagede Ingrid til Erik over svigerdatterens opførsel.
Hvordan kunne du tale sådan til min mor?! vrissede Erik. Hvis ikke det var for hende
Hvad så? spurgte Anne med armene over kors. Hun vidste, hun ikke længere ville finde sig i denne utaknemlighed.
Du havde været på sundhedscenter. Han mindede Anne om at Ingrid havde hjulpet hende ind på regionshospitalet. Lønnen var højere, men Anne betalte med sine nerver og grånede hår. Flere gange havde hun fortrudt, hun havde byttet roen på lokalcenteret for stresset på hospitalet. Hvad laver du? Erik blev stille, da han så hvad Anne var i gang med.
Men hvad Anne foretog sig, ville Erik aldrig have forudset!
Og netop da Anne troede, hun ville bryde sammen, indså hun: Hvis ingen værdsætter ens arbejde og man kun eksisterer for at opfylde andres behov, må man selv tage ansvar for sit velvære og lære familien betydningen af respekt og fællesskab. Kun sådan kan man bevare glæde og værdighed i hverdagen.
