Mads kom hjem til Århus efter at have arbejdet i Sverige hele vinteren, og det var allerede mørkt da han ramte byen. Som altid gik han direkte hjem til sin mor. Fru Ingrid omfavnede ham så det knagede:
Åh, hvor har jeg savnet dig, min dreng! Har du fået sparet noget op derovre?
Det sædvanlige, sagde han og forsøgte at smile. På vejen tænkte jeg: hvorfor leje fremmede lejligheder, når jeg alligevel er væk størstedelen af året? Hellere betale af på min egen også selvom det skal lånes.
Det giver god mening, sagde mor. Du er jo 27 nu, det er på tide at få styr på dit eget og så kommer børnene måske engang. Uden eget tag over hovedet, kommer man ikke langt.
To måneder senere havde Mads købt sig en et-værelses lejlighed i et nybyggeri og indrettet det hyggeligt efter sin egen stil. Han gav ekstra nøgler til mor for en sikkerheds skyld og tog af sted igen ud i verden for at arbejde.
Knapt var han ude af landet, før Ingrid gav nøglerne videre til storesøster, Kirstine. Hun var et par år ældre, havde aldrig haft fast arbejde, og rodede altid med kviklån og drømme om at blive gift.
Hun kan spare lidt op, få fodfæste tænkte mor. Hvad gør det et par måneder?
Men det gik helt skævt. På fire måneder fik Kirstine ikke styr på noget som helst, hun fik bare flere regninger. Da hun skulle flytte ud, skiftede hun sågar låsen så ingen, ikke engang Mads, kunne smide hende ud.
Da Mads endelig kom retur og skulle ind, passede nøglen ikke. Han stod målløs.
Hvad pokker!? Hviskede han og skyndte sig hen til mor.
Ingrid indrømmede tøvende, at hun havde ladet Kirstine blive men skiftet lås, det vidste hun ikke noget om. Mads spruttede:
Det er én ting at hun bor der uden at jeg ved det noget helt andet at skifte låsen! Og nu vil hun ikke ud?
Jeg sagde hun kunne komme hjem til mig forklarede mor. Men hun nægtede.
Næste dag kontaktede Mads politiet. De fik døren op med magt. Mads valgte ikke at anmelde Kirstine, men samtalen var benhård.
Du kunne da bare bo hos mor, sagde Kirstine koldt. Du rejser jo igen. Jeg har brug for mit eget liv.
Det var ikke derfor jeg købte lejlighed, afbrød Mads. Tag dine kærester med til et fremlejet sted. Få dig et arbejde, og betal din gæld selv.
Jeg styrer mit liv uden din hjælp! Gå nu og bliv gift, så kan du komme med gode råd!
Hun pakkede sine ting og smuttede. De to havde ikke kontakt siden. Mads tog det roligt nok han vidste jo godt: hun ville bare have penge fra familien.
Nogle måneder efter var Ingrid i gang på sin kolonihave. Mads var hjemme på ferie og hjalp med jorden. Men pludselig stod Kirstine der i haven.
Nå, så du kom til Danmark for at hive kartofler op! sagde hun sarkastisk.
Det vil jeg faktisk hellere vide hvad laver du her? Du skal vel låne penge igen?
Mor har købt mig en lejlighed, sagde hun uden at blinke. For min indsats.
Hvad?! Hvilken lejlighed?
En to-værelses i et nybyggeri. Indrettet, det hele. Mor tog lånet i sit navn.
Mads var ved at tabe både kæben og havespaden. Han huskede timerne på byggepladsen i Sverige, hvordan han havde lagt penge til udbetalingen Og til Kirstine? Alt foræret!
Han sagde ikke noget. Hjalp færdig i haven og gik. Men det nagede, selvfølgelig.
En uges tid senere skrev Kirstine. Hendes altandør var gået i stykker hun bad om hjælp. Mads sagde ja; han var nysgerrig. Hendes lejlighed var helt almindelig, ikke noget prangende.
Låsen er knækket, sagde han. Du skal have en ny.
Det må du selv købe og spørge mor om penge, sagde hun helt køligt.
Er du seriøs? Mor har købt dig lejlighed og indrettet den, og du kan ikke engang fikse sådan noget her?
Du er bare misundelig. Mor elsker mig mest. Du kan gå nu!
Mads gik uden at sige mere, og samme dag blokerede han hendes nummer. Han skulle ikke høre mere fra den kant.
Lad dem bare leve deres liv, tænkte han. Jeg ved, hvor jeg står. Og jeg giver aldrig mine nøgler ud igen.
Engang imellem lærer familien os, at kærlighed ikke skal måles i penge, men i ærlighed. Og somme tider må man trække sig væk, for at bevare sin egen ro.
