Tågen lå som et blødt tæppe over Gudenåens stille vand. Else Sørensen sad på hulen til den lille sommerhytte ved søen og så solen stige. For hende begyndte sommeren altid med denne ro: stilheden, den kølige luft, de første solstråler og duften af bål fra nabohytten. Hvor mange morgener hun havde set i sit liv, kunne hun ikke tælle, men denne var speciel – den sidste.
– Bedste, hvorfor er du stadig vågen? – spurgte min niece, Maja, mens hun gabte ved døren.
– Bare nyder udsigten, – svarede Else kort. – Kom og kig, hvor smukt det er.
Maja smed sig ned på trappen ved siden af hende og lagde hovedet på hendes skulder. Hun var kun fjorten, og teenagere i hendes alder ville normalt slæbe sig ud af sengen, især i ferien. Men siden hun havde hørt, at sommerhuset skulle sælges, havde hun lært at værdsætte hver eneste lille ting her.
– Bedste, kan du måske ombestemme dig? – spurgte Maja igen, som om det var den hundredte gang.
– Skat, jeg ville elske det, men du ved, jeg kan ikke holde hytten længere. Mine hænder er ikke længere, ryggen gør ondt, og jeg har ingen penge til hjælp. Højen er ved at blive til skov, huset trænger til renovering.
– Men vi kan hjælpe med far og mor… – begyndte hun.
– Dine forældre er jo allerede på arbejde hele sommeren. De holder endda ferien med telefonen i hånden, så de altid er på forbindelse med kontoret.
– Det er ikke sandt! – protesterede Maja ivrigt. – Sidste år malede far hegnet!
– Malede, – bekræftede Else. – Så lagde han tre dage på ryggen og lovede, at han aldrig ville tage en hammer igen. Din mor kan kun finde et par fridage, så hun plukker løg, men om aftenen er hun helt udslidt.
– Men…
– Ingen men, – afbrød Else blidt. – Jeg har besluttet mig. Det er min sidste sommer på hytten. Lad også din blive noget særligt. Lad os ikke sørge på forhånd, men nyde dagene så de bliver husket for altid.
Else strøg blidt Maja over håret og rejste sig.
– Jeg går og sætter kedlen på. Der er meget at gøre i dag – onkel Jens kommer med tante Anne.
Maja lyste op. Besøget af slægtninge betød altid historier, et lækkert måltid og tid med tante Anne, som på sine halvtreds år forstod de unge bedre end mange af deres jævnaldrende.
Ved middagstid fyldtes hytten med stemmer.
– Else, vi har medbragt frø! Tre sorter tomater, som du bad om, – råbte onkel Jens, da han bar ind i huset store kasser.
– Hvad skal vi have frø til, hvis hytten skal sælges? – mumlede Anne.
– Men se de tomater, vi får i høst! – smilede Else og omfavnede gæsterne.
– Det er trist, at du sælger, – sagde Jens. – Vi har kørt her i tredive år. Så mange højtider, så mange grillfester…
– Lad være, Jens, – afbrød Anne. – Vi har snakket om det hundredvis af gange. Hvor vil du have kasserne stå?
Mens de voksne pakkede frøene ud, gik Maja rundt på grunden og rørte ved hvert enkelt træ og hver busk, som om hun sagde farvel. Det vilde æbletræ, hvor hun faldt og slog sit knæ for tre år siden. De sorte solbærbuske, hvor hun og fætter Emil gemte sig for Else og spiste så meget, at de fik ondt i maven. Den krøllede drivhus, som de fik forbud mod at gå i, men som de alligevel listede ind i. Hvert hjørne var fyldt med minder.
– Hey, drømmer, – kaldte Anne, – kom og hjælp med at skrælle kartoflerne!
Til frokost snakkede de om alt mellem himmel og jord. Jens fortalte om naboen i etagebygningen, der gik i gang med en renovering klokken tre om natten. Anne delte sine tanker om en ny kostplan, og Else mindedes, hvordan hun og Georg første gang så denne jord.
– Der var engang en vild skov her, – sagde Else, mens hun skar agurker til salaten. – Georg sagde: “Else, dette skal blive vores sted. Her skal der stå et hus, en have, og ved vandet en lille lysthus til aftenkaffe.”
– Lysthuset er aldrig blevet bygget, – bemærkede Jens, mens han hældte te.
– Vi nåede ikke, – sukkede Else. – Vi troede, vi havde al tid i verden, men så var han væk, og nu er hytten ved at forsvinde.
Stilheden lagde sig. Kun summen fra bierne udenfor og klokken på væggen kunne høres.
– Så, hvem er køberne? – brød Anne først.
– En ung familie med et lille barn, – svarede Else, og hendes øjne lyste. – De vil bo her permanent, leje deres lejlighed i København ud, mens de nyder naturen. Manden er programmør, så han kan arbejde hjemmefra.
– Hvornår er handlen klar?
– I slutningen af august. De har set huset, efterladt et depositum.
– Måske ombestemmer de sig, – håbede Maja.
– De vil ikke, – sagde Else trist. – De har allerede planer og viser en udbygning. Her begynder et nyt liv.
Efter frokost gik mændene i gang med at reparere den slidte veranda, mens kvinderne bleve i køkkenet og forberedte den første syltetøj til vinteren.
– Hvor lægger du alle de glas? – spurgte Anne, mens hun fyldte en flaske med hindbærkompot.
– Jeg deler dem ud, – svarede Else. – Til dig, børnene, naboerne. Jeg kan ikke spise dem alle selv.
– Måske skal vi holde hytten, i stedet for at sælge? – foreslog Anne. – Vi kan samle penge til renovering…
– Vi har snakket om det, – afbrød Else. – Jeg har besluttet mig. Det handler ikke kun om penge eller min styrke. Det er på tide at give slip. Tredive år har jeg og Georg haft her, så mange år har jeg vendt tilbage for at mærke hans tilstedeværelse. Men nu er tiden inde til at gå videre.
– Hvor skal du hen i din ottende årti? – spurgte Anne skeptisk.
– Det får du se, – svarede Else med et gådefuldt smil.
Om aftenen, da solen gik ned, samledes familien omkring den gamle pæ
