Mikkel når lige akkurat at springe ind i bussen i sidste øjeblik. Han har måttet blive ti minutter længere på kontoret for at færdiggøre noget akut arbejde. Alle andre er gået, men han tænker, at han nok kan nå bussen og det gjorde han, ellers ville han skulle fejre nytårsaften på gaden.
Han har forladt kontoret sammen med deres chefingeniør fra byggefirmaet, og på parkeringspladsen tilbyder chefen ham et lift til busstationen. Mikkel siger farvel, ønsker ham godt nytår, og spæner derefter mod bussen. Alle pladser er optaget undtagen én; ved siden af sidder en højgravid kvinde. Mikkel sætter sig ned, hilser og spørger:
Kommer jeg til at genere dig? Jeg kan også bare stå.
Nej nej, det går fint, sæt dig du bare, svarer hun og vender sig mod vinduet.
Mikkel døser hen. Han skal ikke særlig langt, og han er ikke bekymret for at falde i søvn, for det er hans egen landsbybo, Onkel Verner, der kører bussen og plejer at vække ham, når de når frem til Helsinge.
Han er allerede faldet i søvn, da kvinden pludselig begynder at stønne svagt. Forvirret vågner Mikkel.
Er der noget galt? spørger han bekymret.
Åh, jeg sagde jo til dem, at jeg bare skulle blive, ellers ville jeg aldrig nå frem igen nu er det jo lige op til nytår. De sagde, at det ikke var tid endnu, så jeg tog hjem. Men åh, åh, det er vist allerede ved at ske. Hvad gør jeg nu, jeg skal jo tilbage til hospitalet… åh, åh…
Alle vender sig. Mikkel farer op til føreren.
Onkel Verner, hvad skal jeg gøre? Der er en gravid kvinde, hun… Altså, jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det!
Onkel Verner vender straks bussen og spærrer vejen mod byen. Han springer ud af bussen og går ud mod vejen. En bil nærmer sig hurtigt; Mikkel følger efter.
Hun skal på hospitalet nu og det er meget akut, siger Onkel Verner og vender sig mod bilisten. Mikkel, hjælp hende ud!
Ej nu må I stoppe, det er snart nytår, og nu skal jeg bringe en fremmed kvinde på sygehuset? Bag mig holder bilerne allerede og dytter.
Onkel Verner tager sin mobil:
Fint, jeg tager lige bilnummeret, kør du bare… Hvis der sker hende eller barnet noget, har jeg min samvittighed ren. Passagererne har set mig tale med dig, og én hørte det ogsåMikkel, ikke?
Jo onkel, vi hjælper hende, der er kun den gamle farbror og en teenager tilbage i bussen. Vi skal nok klare det.
Bilisten sukker, lægger et tæppe på bagsædet og siger modvilligt:
Fint, jeg er klar.
De kører nu med fart mod Hillerød Sygehus. Mikkel ringer til sin mor:
Mor, min nytårsaften bliver noget forsinket, skal du vide… og han forklarer situationen.
Godt, min dreng. Men husk at få fat i kvindens families nummer, så de ikke leder forgæves efter hende.
Det skal jeg nok.
Du er da ikke hendes mand? spørger bilisten.
Nej, jeg sidder bare ved siden af hende i bussen.
Bilisten kaster et lettet, nervøst blik bagud. Mikkel forklarer:
Vi mødtes i bussen.
Bilisten griner skævt. De når hurtigt frem til hospitalet. Mikkel og bilisten hjælper kvinden ud.
Om hjørnet til højre ligger skadestuen, siger bilisten.
Mikkel støtter hende hen til indgangen og overlader hende til personalet. Selv bliver han siddende i forhallen, for han har ingen steder at tage hen nu. Han bor til leje med en ven, men denne har gæster nytårsaften og har inviteret sin kæreste til en romantisk aften.
Nå, jeg kan vel sidde her. De kan vel ikke kyle mig ud i kulden.
En sygeplejerske spørger:
Hvorfor er du her stadig?
Jeg har ikke andre steder at gå hen, håber I ikke smider mig ud.
Hvem er du for kvinden?
Ingen, vi sad bare sammen i bussen.
Sygeplejersken nikker og ser venligt på ham.
Kom, du kan sidde herinde. Ved midnat fejrer vi nytår, du fejrer det bare sammen med os, griner hun. Vi har en Victor Grønbæk, men vi kan godt bruge én til. Du må tage en lur på sofaen her. Giv mig bare din jakke, så hænger jeg den i garderoben. Døren er låst, så du skal ikke være nervøs.
Mikkel falder hurtigt i søvn og drømmer, at han er på skøjtebanen i Helsinge, sammen med en glad pige uden hue; de suser rundt om juletræet midt på isen han føler sig lykkelig…
Han vækkes pludselig:
Vågn op, den er kvart i tolv! En sød pige står over ham og smiler. Kom med, vi holder nytår inde hos oversygeplejersken, der er hyggeligst. Der er børnechampagne. Men ingen alkohol, griner hun.
Du behøver ikke tænke på mig, svarer Mikkel.
Jo, jeg skal hente dig, du er udnævnt til festens Victor Grønbæk nr. to!
Hun fanger ham under armen, og han følger hende og tænker:
Tænk, at jeg skal fejre nytår på hospitalet. Folk vil grine! Endda mine forældre men jeg har da hjulpet et barn til verden.
Jeg hedder Mikkel hvad med dig?
Jeg hedder Gertrud, siger hun smilende.
Ved du, hvordan det gik kvinden?
Det blev en dreng på 3.900 gram.
Er det godt?
Det er rigtig godt! Hvis du vil, kan jeg prøve at vise dig ham i morgen.
Må man det?
Det plejer man ikke, men I to er vel undtagelsen. Hun ler.
Jeg har faktisk ingen steder at tage hen, forklarer han. Min ven har inviteret sin kæreste hjem, de skal fejre noget særligt. Jeg skulle egentlig til Helsinge til mine forældre, men sådan blev det ikke. Han har planlagt at fri til hende.
Hvor romantisk! udbryder Gertrud, åbner døren og råber: Så er vores kavaler her endelig, piger!
Snart drikker de børnechampagne, hygger og danser. Mikkel og overlægen Victor Grønbæk underholder personalet. Tidligt næste morgen viser Gertrud ham babyen lille, hjælpeløs og rørende. Moderen er lykkelig:
En dreng, forstår du glæden? Vi har to døtre, min mand har altid drømt om en søn. Jeg er så glad. Tak, unge mand hvad hedder du?
Mikkel, siger han.
Jeg hedder Alexandra Kristensen.
Jeg fik fat i din mands nummer i går; han kommer hjem fra arbejde d. 4., så vent på ham. Kender du den gamle film “Nat på museet”? Min “nat” var her på hospitalet og jeg fejrede sågar nytår her.
Undskyld, at jeg forpurrede dit nytår.
Åh, dér er masser af nytår med forældre i vente dette vil jeg aldrig glemme.
Sammen med Gertrud forlader han sygehuset. Natten har trukket et tyndt lag sne over fortovet, og Gertrud er glad:
Endelig frost, så skøjtebanen snart åbner igen!
Mikkel tænker på drømmen, hvor pigen lo Gertrud smiler mere genert.
Gertrud, skal vi ikke bytte numre og måske tage på skøjter sammen?
De gemmer hinandens numre.
Der er to timer til hans bus går. Han følger Gertrud hjem, hun bor tæt på stationen, og bagefter trasker han mod bussen, så glad at han næsten ikke kan kende sig selv.
Hvorfor er jeg så glad? Jeg kan ikke holde op med at smile som om jeg kunne flyve.
I bussen går han hen til Onkel Verner:
Godt nytår, Onkel Verner! Jeg fejrede det faktisk på hospitalet!
Ja, det var en nat, vi altid vil huske, Mikkel. Jeg er glad for, at du fik hende sikkert frem den slags er faktisk sket for mig før, også nytårsaften.
Bagerst i bussen tænker Mikkel på, hvordan han skøjter med Gertrud på isen.
Snart er ferien ovre. Efter et opkald til Gertrud står Mikkel ved hospitalets port. Gertrud kommer løbende ud, finder ham med blikket, og løber ind i hans favn. De står længe og holder om hinanden.
Næste aften venter han på hende ved skøjtebanen. Der går næsten et år. Mikkel og Gertrud står sammen ved stationen i Helsinge og venter på bussen. En bil stopper ud for dem.
Hej, redningsmand! råber en stemme indefra.
Mikkel genkender straks kvinden, Alexandra. Hun smiler bredt.
Så du kunne kende mig, men jeg genkendte straks dig og sygeplejersken du er Gertrud, ikke?
Ja, svarer de begge forlegent.
Jeg hedder Alexandra Kristensen og her, det er næsten jeres gudbarn!
På bagsædet sidder en lille dreng i barnestol og lytter nysgerrigt.
Jeg kan slet ikke kende dig du ser så godt ud nu.
For et år siden var jeg i panik, midt i veerne og bange for at blive efterladt på landevejen. Min mand Svend er her også Svend, det her er Mikkel og Gertrud; de hjalp mig den nat. Hvor skal I hen?
Helsinge.
Vi skal samme vej på besøg?
Ja, til mine forældre med den gode nyhed: Vi har meldt os til vielse i slutningen af januar.
Jeg er så glad på jeres vegne jeg bidrog jo lidt til jeres møde, griner Alexandra.
Svends stemme lyder op: Så er vi straks i Helsinge sig bare, hvor vi skal dreje, Mikkel.
Fem minutter senere holder de ved Mikkels barndomshjem.
Alt godt til jer, I fortjener det! lyder det glad fra Alexandra.
Mikkel tager Gertrud i hånden og fører hende ind, hvor hans forældre venter lykkelige, nysgerrige og klar til at høre nyt fra deres søn og hans nye livs kærlighed.
