TO SØSTRE… Der var engang to søstre. Den ældste, Valentina, var smuk, succesfuld og velhavende. Den yngste, Sofie, var en fortabt alkoholiker. Skønhed var der ikke mere at tale om: da denne historie udspiller sig, er 32-årige Sofie mere som en gammel, udtæret kone – mager, ansigtet opsvulmet og blåligt, så øjnene næsten ikke kan ses, det fedtede hår stritter i totter, og hun har for længe siden glemt alt om kam og sæbe. Valentina kunne ikke bebrejdes for noget; hun havde brugt både tid og penge på at redde sin søster fra sprutten: indlagt på dyre klinikker, ført til alternative behandlere – alt sammen forgæves. Hun købte en lille hyggelig lejlighed til Sofie, men lod den stå i eget navn, så Sofie ikke solgte den for flaskepenge. Et halvt år efter var der kun en snavset madras tilbage – her lå den døende søster, da Valentina kom for at sige farvel, for hun skulle ud at bo i udlandet. Sofie kunne ikke længere tale, kun svagt åbne øjnene og se et sløret omrids mod det beskidte, umælte vindue. Tomme flasker lå overalt, delt gavmildt af kvarterets drankere. Valentina kunne ikke efterlade sin søster til skæbnen – hvordan skulle hun kunne leve med det? For samvittighedens skyld besluttede hun at tage Sofie med til moster Olga ude på landet. Søstrene havde aldrig haft tæt kontakt til Olga, kun vidst, at mors søster engang havde været på besøg med hjemmelavet syltetøj, sprøde æbler og tørrede svampe. Valentina huskede navnet på landsbyen: Smørhøje. Da man ikke havde indkaldt til begravelse, mente hun, tanten næppe var død. Med hjælp fra en bekendt bar de Sofie ind i bilen, pakket ind i tæpper, og kørte til Smørhøje – fire huse, så ikke svært at finde tanten. Sofie kom i sengen, og Valentina lagde penge på bordet: “Hun er døende, jeg må afsted, tante Olga – pengene er til begravelsen. Måske kommer jeg en dag for at finde graven. Her er nøgle til lejligheden.” Valentina takkede nej til te og kørte. 68‑årige Olga, stadig rank og stærk, pakkede Sofie ud, konstaterede at hun levede, og satte straks samovaren over. Hun skar urter i termokanden, tilsatte bær, lod det trække og tvang de første tre døgn langsomt honning-te i Sofie med teske – også om natten. Den fjerde dag fik hun hjemmemælk fra gedekvinden Mille, så kom grøntsagsvand og hjemmelavet hønsebouillon af egne høns. En måned senere kunne Sofie selv sidde op; Olga trak hende hver dag på slæde til landsbyens lille sauna (det var vinter), pakkede hende ind i uld og te, og vaskede hende med urte-essens. Hun kæmmede Sofies hår, der nu dufter af sommer og sol. Den ensomme tante Olga gav al den ubrugte kærlighed til sin niece – en teske ad gangen med urtedrikke og sin sjæls omsorg. De dyre klinikker og alternative behandlere kunne ikke redde Sofie – men det kunne hendes moster. Sofie overlevede, blev stærk af Milles kløverduftende mælk og friske morgenomeletter. Hendes hår blev blankt, kinderne fik glød, og det viste sig, at hun stadig var smuk med sine blå øjne. Hun begyndte at hjælpe i huset og i stalden, lærte at malke Mille, samlede friske æg. Alt blev lavet fra bunden, de levede af haven og dyr. Sofie tænkte aldrig på sit gamle liv – hun elskede det nye. Hun så solen stå op, skyer drive, blomster springe ud om foråret. Ved åens bred dukkede en and op med ællinger, som hun fodrede med brød. Og hun opdagede et særligt talent – Olga lærte hende at hækle. Først duge, så store, bløde sjaler med fantastiske mønstre. Bestillinger væltede ind, Sofie begyndte at tjene godt. Efter tre år tog smukke Sofie sin kære tante med væk fra Smørhøje til en rolig by ved det lune danske hav, hvor de slog deres opsparede penge sammen og købte et hyggeligt lille hus med have. Om morgenen står Mille, hvis transport Valentina havde betalt, under æbletræet, gumler langsomt på et æble og kigger drømmende mod vandet, hvor to kvinder, hun elsker, bader i det lune hav. Og ved I, hvad det mest utrolige ved denne historie er? Den er sand.

TO DAGLIGE SØSTRE…

Jeg sidder og tænker tilbage på livet, mens jeg skriver disse ord et forsøg på at forstå alt det, vi har gennemlevet, min søster og jeg.

Vi var to søstre, hver vores vej her i livet. Den ældste, Helene, var smuk, vellykket og havde penge, der ikke smagte af Matas kvitteringer. Mig Ida ja, sandheden var, at jeg drak mig dybt væk i København. Skønheden forlod mig hurtigt; som 32-årig lignede jeg mere en forpjusket kone fra en glemt tid. Jeg var magert op, ansigtet opsvulmet af blå mærker og rødvinsnætter, øjnene kunne knapt åbnes mellem de hævede øjenlåg, håret hang som gammelt tov mere beskidt end man skulle tro muligt, uden at have set hverken shampoo eller børste i ugevis.

Men Helene, min kloge og kærlige storesøster, hun gjorde alt, hvad der stod i hendes magt for at redde mig. Hun brugte sine opsparede kroner på klinikker på Frederiksberg, kontaktede alternative behandlere på Sydfyn forgæves. Hun købte endda en lille lejlighed til mig på Nørrebro, men lod skødet stå i sit navn, så jeg ikke byttede den for næste flaske Gammel Dansk. Seks måneder senere var der kun en ulækker madras på gulvet, hvor jeg lå for døden, da Helene kom for at tage afsked. Hun skulle flytte til Spanien for at starte forfra med en ny karriere. Jeg havde hverken kræfter til at sige farvel eller løfte stemmen kunne kun knibe øjnene op og se hendes silhuet ude foran det beskidte vindue, mellem tomme flasker, som byens andre drankere villigt havde delt med mig.

Men Helene kunne ikke få sig selv til at efterlade mig. Hun kunne ikke bære den skyld. Så som et slags bodsarbejde kørte hun mig indhyllet i et tæppe til vores moster i landsbyen Hesselbækgård på Lolland. De havde aldrig haft tæt kontakt, men Helene huskede, hvordan moster Ingrid engang kom forbi, da vi var små, og havde æblesyltetøj, røde Gråstenæbler og tørrede kantareller med under armen.

Helene kendte kun bynavnet. Til begravelsen blev vi aldrig inviteret, så hun håbede, Ingrid stadig levede. Hun fik hjælp af en bekendt, de pakkede mig ind og anbragte mig i bagsædet, og så bar det mod Hesselbækgård. Der var let at finde frem; fire små huse, så var man fremme. Helene lagde nogle tusinde kroner på bordet og sagde knebent: Hun dør snart, moster Ingrid, og jeg må afsted. Her er penge til begravelsen. Måske kommer jeg tilbage for hendes lille grav. Der er nok både til hegn og en mindesten. Hun gav også nøglen til min lejlighed til moster, for hvem skulle ellers have den.

Jeg sagde nej tak til te og forsvandt ud ad døren.

Moster Ingrid, 68 år og stadig livsmodig, pakkede mig ud og tjekkede, at jeg stadig trak vejret det gjorde jeg. Så gik hun i gang med at koge vand i kedlen. Mens den boblede, fandt hun urter i lærredssække frem, lagde tørrede hyben og brændenælde i termokanden, hældte kogende vand over og lod det trække. I tre døgn tvang hun mig urtete med honning med en teske hver halve time. Selv om natten. På fjerdedagen begyndte hun at give mig mælk fra sin egen ged, Mette også med en ske. Så kom grøntsagsvand og hendes egne hønsebouillon på menuen. Der var kun syv høns, men Ingrid lod to gå til kødgryden for min skyld.

Efter en måned kunne jeg selv sidde op i sengen. Ingrid kørte mig om vinteren på kælk ud til hendes gamle brændefyrede sauna, pakkede mig ind i et uldtørklæde og tæppe. Inde i varmen dampede hun endnu flere urter til vask, og hun kæmmede forsigtigt mit hår, hvorefter det duftede af timian og sommer.

Hun gav mig al sin kærlighed og omsorg skefuld for skefuld, sammen med te og urter, gav hun mig også stumper af sit eget gode hjerte. Ingen dyre klinikker, ingen Karl Mikkelsen-helbredere fra Fyn kunne redde mig, men min moster kunne. Jeg overlevede. Jeg blev stærk af den milde, kloverduftende mælk fra ged Mette, af sure æbleomeletter af gårdens friskeste æg. Mit hår blev silkeblødt, mine kinder fik kulør. Og folk begyndte at kalde mig køn, med klare blå øjne.

Langsomt begyndte jeg at hjælpe til på gården, først blot lidt, siden også i stalden: jeg lærte at malke Mette, samlede friske æg hver morgen. Vi lavede enkel mad, næsten alt var fra egen have. Jeg tænkte ikke på fortiden; jeg elskede dette nye, rene liv. Jeg opdagede, hvordan solen stod op, hvordan hvide skyer sejlede over himlen, og blomsterne sprang ud om foråret.

Ved åen så jeg en andemor dukke op med sine ællinger, og jeg gik dagligt ned for at fodre dem krummer. Moster Ingrid lærte mig at hækle. Først små servietter, siden tog vi til Maribo og købte garn. Jeg begyndte at hækle store sjaler med vilde mønstre. Folk i området hørte om mig, og snart strømmede bestillingerne ind. Jeg begyndte at tjene rigtigt gode penge.

Tre år senere flyttede jeg sammen med moster Ingrid til en stille havneby ved Østersøen. Jeg lagde hendes opsparede pension og mine indtjente penge sammen, og vi købte et lille hyggeligt hus med en lille have. Om morgenen så man ged Mette stå og gumle efter æbler, som hun hejsede ned fra de nederste grene, mens hun tænkte længe og kiggede ud på havet. Der, i det stille vand tæt på kysten, badede Ingrid og jeg sammen.

Det mærkeligste? Det hele er sket det er ikke et eventyr, men mit eget liv.