Forældre-kærlighed.
Trine sukkede træt, men lykkeligt, da hun fik børnene ind i taxaen. Alberte var fire, og Villum halvandet. De havde haft det herligt hjemme hos mormor og morfar småkager, kram, eventyr og glæder, som lige var en tand mere tilladt end derhjemme.
Trine havde også virkelig nydt turen. Forældre, søstre, niecer og nevøer den slags familiehygge hvor intet skal forklares, og alt bare føles naturligt. Morens frikadeller, som det simpelthen var forbudt at sige nej til. Juletræet, glimtende med gamle, underlige og rørende pynteting, som hang der bare fordi. Fars taler ved middagsbordet altid lidt for lange, men ægte og fra hjertet. Mammas julegaver gennemtænkte, praktiske og pakket ind med kærlighed.
Lige et øjeblik føltes det for Trine, som om hun selv var barn igen. Og hun havde bare så meget lyst til at sige:
Mor, far, tusind tak fordi I findes!
Trine og ungerne satte sig til rette i taxaen. Køreturen forløb roligt, og børnene blev hurtigt matte, så de faldt i søvn der, trygt lænet op ad hinanden, mætte og glade på bagsædet.
På vej hjem bad Trine chaufføren holde ind ved en lille bager for enden af vejen.
Jeg skal bare hurtigt ind efter bleer og lidt vand, sagde hun.
Fem minutter efter var hun tilbage, satte sig ind og… Fik hjertet i halsen.
Der var ingen børn!
Taxachaufføren sad og hyggesnakkede med en fremmed pige på forsædet.
Undskyld? sagde Trine langsomt med al tydelighed.
Pigen vendte sig om med et sæt:
Hvem ER du?! Hvorfor sidder du hér?!
Chaufføren trak bare på skuldrene:
Aner det ikke! Han vendte sig mod Trine: Hvem er du? Hvad vil du?
Er I tosset?! Hvor ER mine børn?!
Aha! Så du har også børn! Typisk! skreg pigen og begyndte at dask’ ham med håndtasken.
Mener du virkelig, du bare lukker hvem som helst ind i din bil?! råbte Trine nu også. Hvor er mine børn?!
I et par minutter var der det rene kaos i kabinen: råben, bebrejdelser, fagter og følelsen af total universel uretfærdighed.
Pludselig gik døren op, og ind kiggede en ældre mand helt roligt:
Undskyld, men du har sat dig ind i den forkerte bil. Din står længere fremme.
Hele universet stoppede. Trine smækkede døren, fór ud og løb direkte hen til en identisk lys taxa, der holdt et par meter foran.
Bagsædet. Der lå hendes børn og sov så fredeligt, som to små engle der aldrig havde været ude for drama.
Trine pustede ud, som var hun lige undsluppet dommedag. Hun satte sig ind, smækkede døren og gryntede:
Bare kør
Og så kom latteren væltende. Højlydt, befriende, totalt ukontrolleret. Chaufføren kunne heller ikke holde masken, tårerne trillede mens han lo og mumlede, at det var turen for livet ingen sørgmodig ende, blot en anekdote til familiefesten.
Trine betragtede sine sovende børn og forstod pludselig noget fundamentalt: Normalt er forældre bløde, trætte, med latterbobler og lejlighedsvise overspringshandlinger. Men så snart der truer fare, vågner løven i dem!
Ingen betænkningstid, ingen frygt eller tøven. Bare ét instinkt:
At beskytte!
Sådan fungerer kærlighed. Roen, når alt er fryd. Urokkelig, når ens børn har brug for det.
