Forelsket i en Hjertevarm Kvinde, eller Lad Folk Snakke! – Går du virkelig fra mig til den der jyske bondepige? – min kone kiggede vantro på mig. – Kald venligst ikke Gitte det, Ida. Det er besluttet. Jeg flytter ud, undskyld – jeg samlede hurtigt mine ting sammen. – Jeg håber, du snart besinder dig. Ellers bliver du til grin hos kolleger, naboer. Hvem faldt du for? En helt almindelig, uprætentiøs kvinde. Hvad skal vi sige til børnene? At deres dannede far smuttede over til en halvgammel landkone? – Ida vred nervøst sit lommetørklæde. – Til børnene? De er voksne nu. Lise drømmer om bryllup, og Rasmus er gået sine egne veje. De klarer sig. Hvad angår naboer, kollegaer, tilfældige forbipasserende … Jeg er ligeglad. Det er mit liv. Jeg blander mig ikke i andres soveværelser – jeg prøvede så nænsomt som muligt at få Ida til at forstå min beslutning. Det lykkedes ikke. Når et ægteskab slutter, gør det ondt på begge. Ida sad opgivende i køkkenet og stirrede tomt ud ad vinduet. Jeg havde ikke ondt af hende. Ikke det mindste. Indvendigt var der helt tomt. …Ida var min tredje kone. Da jeg så hende første gang, bankede mit hjerte, sjælen åbnede sig for lykken. Smuk, velplejet, ovenpå. Jeg var heller ikke værst – som en dansk Alain Delon. Jeg kunne vælge og vrage. I min ungdom giftede jeg mig straks, når jeg blev forelsket, men skyndte mig også hurtigt væk, skuffet over hverdagen. Børn fik jeg kun med Ida. Jeg troede, Ida var mit sidste anker. Men som man siger: Man kan ikke se på en melon eller på en kone, hvordan de er, før man åbner dem. Med årene skrumpede kærligheden ind og blev tør og kedelig. Udadtil spillede vi den perfekte familie, naboerne så op til (eller fnøs de?). Når vi passerede de gamle damer udenfor, lød hvisken bag ryggen på os, men vi gik bare arm i arm, som på den røde løber. Derhjemme ændrede alt sig. For Ida havde aldrig været nogen husmor. Køleskabet gabte tomt, vasketøj hobede sig op, støvet rullede rundt i hjørnerne. Men neglene var nymalede, håret sat, makeuppen frisk. Verden skulle dreje om hende. Ida nøjedes med at lade sig elske. Hun mente selv, hun var stjerne i galaksernes centrum. Dørene til hendes sjæl var lukket for både mig og børnene. Min mor boede hos os. Hun var længe tavs, men begyndte efterhånden at opdrage børnebørnene: Lise og Rasmus lærte at lave mad, rydde op, passe sig selv. Ida, som så sig selv som det bedre borgerskab (hvor det nu kom fra?), brugte kun de fulde navne – aldrig kælenavne og aldrig kram til børnene. De trak sig fra hende, søgte min milde mors nærhed. Ida så helst, jeg ikke snakkede med naboerne – “det er jo bare tomt sludder.” Selv sagde hun kun et hurtigt “hej”. …I de første år så jeg det ikke. Jeg elskede bare, levede, glædede mig over hvert øjeblik med familien. Lise var stræber, Rasmus gad ikke skole. Dét undrede mig. To børn, samme opdragelse, modsat resultat. Rasmus ville ikke lære, og til sidst hadede han søsterens flid. Tit måtte jeg stoppe slagsmål mellem dem. …Det var i 90’ernes Danmark. Da Rasmus forlod skolen, rodede han sig ud i noget kriminelt og forsvandt. Vi så ham ikke i tre år – efterlyste, forgæves. Vi sørgede – sådan er det jo. Min mor sagde med et blik på Ida: – En rytter vælter, hvis moren sætter ham skævt i sadlen. Ida fnyste og låste sig inde på badeværelset, hvor vi hørte hende hulke. Håbet om hans hjemkomst var lille. Men pludselig var Rasmus tilbage, mærket for livet, bleg og forslået – og han havde en ligeså forslået kone med. Vi tog dem forsigtigt ind. Rasmus snakkede næsten ikke, var på vagt. …Lise flyttede snart ud – ikke fordi hun blev gift, hun blev bare boende hos sin halvskøre kæreste. Ingen børn. Hun kom hjem med blå mærker, men nægtede alt. “Tingene er fine!”, sagde hun til min gamle mor, der tryglede hende: “Smid ham ud, søde, ellers ender det galt. Den, der vil plages, finder sin plageånd.” “Det går over, mormor, Tim elsker mig. Jeg faldt bare på trappen.” Lise var ikke til at kende. …Og så blev jeg, på trods af årene, ramt af kærlighed som et lyn. Pludselig følte jeg mig ung igen. Jeg begyndte at undgå hjemmet efter mit arbejde på fabrikken. Skænderier med Rasmus, kulde fra Ida, mors ironiske bemærkninger om mine fejlslagne ægteskaber, de rodløse børn, den uduelige kone … …Hos os på fabrikken arbejdede Gitte i kantinen – altid glad, ligefrem, hjertevarm. I årevis havde jeg mødt hende hver dag uden at lægge mærke til hende, men nu lyste hun op for mig. Gittes latter boblede som en forårsbæk. Hun var altid klar med en joke og et smil – helt nede på jorden. Hun var tre år ældre end mig, havde været enke, hendes mand druknede engang. Sønnen var voksen og flyttet. Gitte var det stik modsatte af Ida – ingen fancy hår, korte negle, ingen makeup – kun lidt oranget læbestift. Men Gitte udsendte varme og glæde. Man blev i godt humør af hende. Hos Gitte duftede der altid af hjemmebag og mad. Hun bød gerne naboer og venner på noget. Jeg kunne ikke undgå at forelske mig i hende. Jeg begyndte at opføre mig galant overfor Gitte – blomster, biografture, cafébesøg. Gitte var skeptisk: – Per, du er gift. Hvordan har dine børn det med mig? Jeg vil ikke være hende, der ødelægger noget. I starten var jeg forvirret, som så mange mænd, der ikke kan tage det afgørende skridt. Isen under mig var tynd. Indimellem overnattede jeg hos Gitte. Ida havde på fornemmelsen, at jeg havde en affære. “Venner” sladrede om alt: hvem, hvor, hvornår – vores forhold blev hvermandseje. Ida gik amok, udskældte “den ufine bondekone”, truede med at gøre en ende på det hele. Efter et halvt år flyttede jeg til Gitte. Hun kunne næsten ikke få armene ned, men sagde: – Per, efter en måned vil jeg se skilsmissepapirerne. Ellers fungerer det ikke. Jeg gjorde som hun sagde, og vi blev gift. Jeg har aldrig fortrudt. Lise og Rasmus kommer på besøg – Gitte forkæler dem med god mad. Lise har vist forladt Tim, og Rasmus er blevet menneske igen: har lagt fortiden bag sig, ser sund ud, skal snart være far. Gitte har fået dem til at holde sammen: – I er af samme blod! I skal støtte hinanden – ikke drive rundt hver for sig. Nu står søskende sammen. Min mor er gået bort. Ida… blevet gammel, har mistet sit glans, undgår mig. Vi bor i samme kvarter, men jeg besøger aldrig gamle adresser. Måske bliver jeg dømt – men det er mit liv, mine valg. For dem står jeg ved. Jeg nægter at indrette mig efter andres meninger …

15. marts 2012

Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde i dag. Måske begynder jeg bare her:

Du forlader mig for den bondepige? spurgte min kone med vantro i stemmen.
Kald nu ikke Henriette sådan, Anna. Det er afgjort. Undskyld, sagde jeg og samlede hurtigt mine ting sammen.
Jeg håber, du snart kommer til fornuft. Det kan ikke være anderledes. Dine kollegaer og naboer vil jo bare grine af dig. Hvem løber du efter? En kejtet, jordbunden kvinde. Hvad skal jeg sige til børnene? At deres dannede far stak af til en kartoffelknold? Anna vred næverne om sit lommetørklæde.
Børnene? De er voksne, har for længst fundet deres egen vej. Mette skal nok snart giftes, og Anders gør, hvad han vil. Vi bestemmer hverken over dem eller hinanden. Hvem gider bekymre sig om naboernes sladren eller kollegaernes fnisen? Jeg lever mit eget liv nu. Jeg kigger da heller ikke ind i andres soveværelser, jeg prøvede at overbevise Anna på den mest nænsomme måde, men det lykkedes ikke. Når et ægteskab går i stykker, lider begge, rædselsfuldt.

Hun sad på køkkenstolen og stirrede ud af vinduet, helt fraværende. Jeg følte intet. Ikke vrede, ikke sorg kun tomhed.

Anna var min tredje kone. Da jeg mødte hende, følte jeg, at noget nyt og lykkeligt ventede på mig. Smuk, velplejet, sikker på sig selv og jeg var heller ikke helt ueffen, syntes jeg den gang. Jeg vidste, at kvinder fik øje på mig. Dengang giftede jeg mig hurtigt, hver gang jeg blev forelsket men så blev jeg hurtigt træt af dagligdagens grå rutine og gav op. Kun i ægteskabet med Anna fik vi børn sammen.

Jeg troede, Anna var mit sidste holdepunkt. Men hvor både melon og kone ikke straks kan måles, gælder det samme for kærlighed, der med årene tørrede ud, som en rosineret skive. Ud ad til spillede vi drømmeparret på første række det perfekte københavner-ægtepar. Naboerne beundrede os eller måske foragtede de? Mødte jeg gamle koner ved opgangen, kiggede de og hviskede. Anna og jeg marcherede forbi med rak ryg, som på den røde løber.

Hjemme, med døren låst bag os, var det anderledes. Anna var ikke nogen husmoder. Køleskabet var ofte tomt, vasketøj hobede sig op, støvet samlede sig overalt men Anna gik op i sin manikyre, håropsætning og makeup. Hun mente, hele verden skulle dreje sig om hende; hun tillod bare, man elskede hende. Selv børnene holdt hun på afstand, og de trak tættere på min mor, som boede hos os. Mor indførte stille orden, lærte Mette og Anders at lave mad, gøre rent og tage ansvar. Anna kaldte dem altid Mette og Anders aldrig kælenavne. Deres mor var så distanceret, og de søgte i stedet trøst hos deres varme bedstemor.

Anna forbød mig at falde i snak med naboerne det var overflødigt sladder, mente hun, og selv sagde hun sjældent andet end dav.

I de første år opdagede jeg ingenting. Jeg elskede bare, og nød vores hverdag. Mette var mønsterelev, Anders var skolens ballademager. Hvordan to børn under samme tag kunne ende så forskelligt, forstod jeg aldrig. Især Anders nægtede at studere, og inden gymnasiet var han fyldt af vrede mod sin søster.

Det var i 90erne. Efter gymnasiet stak Anders af til en eller anden rockerbande i Aarhus, tror jeg, og vi så ham ikke i flere år. Han var efterlyst, savnet, opgivet. Min mor sagde altid med sit jyske sind:
Den der tvinger sin søn på hesteryg, må forvente han falder af.

Anna blev sortseende og gemte sig i badeværelset, hvor man kunne høre hende græde stille.

Forhåbningen levede, men tiden gik. En dag dukkede Anders op. Han lignede en, der havde mødt uheldet selv mager, arret, udkørt. Hans nye kone var heller ikke glansfuld: bleg, træt, uden gnist. Vi var alle lidt nervøse for ham, Anders var mistroisk, lyttede uroligt og sagde næsten ingenting.

Mette flyttede også hjemmefra ved først givne lejlighed. Hun flyttede sammen med en lidt suspekt type børn kom der aldrig. Når hun kiggede forbi, så hun altid forslået ud, men sagde aldrig et ord om sin samlever.
Mette-pigen, du skal gå fra ham, min mor tryglede med tårer i øjnene.
Det er okay, farmor. Søren elsker mig. Blå mærker? Jeg faldt bare på trappen. Det går over, men den gamle flittige Mette fra skoletiden var væk.

Midt i alt det, begyndte jeg dumt nok at blive forelsket. Jeg var selv overrasket: Gamle mænd og nye drømme, siger man. Efter arbejde på Carlsberg-fabrikken gad jeg ikke hjem til brok og kulde.

I kantinen arbejdede Henriette. Hun var altid smilende, rundkindet, lidt buttet aldrig lagt mærke til hende før. Men hendes latter lød som et forårsbekk altid kvik, altid et smil. Hun var tre år ældre, havde været enke i mange år, hendes mand druknede i Limfjorden. Hun opfostrede sin søn alene, han flyttede til Norge.

Henriette var alt, hvad Anna ikke var. Hendes hår var rodet sat op, hænderne korte negle aldrig set manikyr. Hendes makeup bestod kun af en orange læbestift. Hjemme hos hende duftede der altid af nybagte boller; køleskabet var fyldt med frikadeller, kål og leverpostej. Og hendes gæstfrihed var uhørt. Hun spredte varme, fik folk til at føle sig velkomne. Jeg kunne ikke andet end at forelske mig.

Jeg begyndte at forkæle hende: blomster, tur i biografen, cafébesøg.
Men hun holdt på sit:
Erik, jeg kan godt lide dig, men du har en kone. Hvad siger dine børn? Jeg vil ikke være skurken.

Jeg vaklede længe, men til sidst turde jeg tage skridtet som når isen brister under én; risikabelt.

Indimellem overnattede jeg hos Henriette, og Anna fandt hurtigt ud af sagen. Nogen fortalte hende alt hvem Henriette var, hvor hun boede, og hvordan det hele var startet. Skandalen var i gang, Anna råbte, kaldte Henriette bondeknold og truede med både det ene og det andet.

Halvt år senere pakkede jeg mine ting og flyttede ind hos Henriette. Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre af sin glæde, men sagde dog:
Erik, om en måned skal jeg se en skilsmisseattest. Ellers er jeg ikke med.

Det ord holdt jeg. Vi blev senere gift, og jeg har ikke fortrudt et sekund. Mette og Anders kommer på besøg, Henriette laver mad til dem, som var de egne børn. Det lader til, Mette har forladt sin voldelige kæreste, og Anders er begyndt at ligne et menneske igen, klar til at blive far. Livet har hårde bagsider, men nu træder det lyse frem.

Henriette har fået Mette og Anders til at finde hinanden; nu hjælper de hinanden, som familie bør.

Min mor er her ikke mere.
Anna Hun er blevet ældre, fortidens selvsikkerhed er væk. Hun hilser aldrig. Vi bor stadig på samme vej, men jeg kommer aldrig på gamle adresser.

Måske dømmer nogen mig. Men det er mit liv. Mine valg mit ansvar. Jeg tilpasser mig ikke længere andres forventninger.