Det var for mange år siden, Ida flyttede ind i en lille lejlighed i hjertet af Aarhus sammen med sin fire måneder gamle søn, Viggo. Hun var alenemor, udmattet og følte sig frygtelig ensom i en fremmed by.
Lejlighedens vægge var så tynde, at man næsten kunne høre naboerne trække vejret.
Allerede den første nat begyndte Viggo at skrige. Han havde mavekneb, og hans gråd var ubønhørlig. I tre lange timer travede Ida frem og tilbage med ham på armen, vuggede, hysjede og græd i afmagt sammen med sin søn.
Pludselig, dunk, dunk, dunk!
Der blev hamret hårdt på væggen fra nabolejligheden.
Hold nu op derinde! lød en brummende, vred stemme. Nogle af os skal op og arbejde i morgen!
Ida stivnede af skræk. Hun greb en pude og prøvede febrilsk at dæmpe lyden af Viggos gråd. Vær sød, Viggo, vær sød at holde op, hviskede hun mellem tårerne.
Sådan gik det hver nat den næste uges tid. Viggo græd utrøsteligt, og naboen en ældre herre ved navn Hr. Hansen bankede på væggen og råbte ildevarslende. Ida levede hele tiden med frygten for at blive smidt ud. Hun følte sig som verdens dårligste mor.
Tirsdag aften, der hvor Viggo skreg mere end nogensinde, sad Ida ned på det slidte køkkengulv, svøbt om den lille dreng, mens hun tudbrølede af udmattelse og fortvivlelse.
Så blev der banket hårdt på hoveddøren.
Det rungede og rystede i dørkarmen.
Hjertet holdt næsten op med at slå. Ida var sikker på, at det måtte være Hr. Hansen, som endelig kom for at skælde hende ud ansigt til ansigt.
Med bævende hænder åbnede hun døren på klem, parat til straks at undskylde.
Hr. Hansen stod der en storvoksen mand med alvorlig mine. I den ene hånd havde han en værktøjskasse, i den anden en stor papirspose fra Brugsen.
Undskyld, det er ham. Han er syg. Jeg prøver virkelig, stammede Ida.
Hr. Hansen betragtede det lille barn, der græd, og Idas opsvulmede, røde øjne. Han sukkede dybt.
Flyt dig, sagde han kort.
Før hun nåede at reagere, gik han forbi hende og ind i lejligheden. Han satte posen på bordet og åbnede den. Inde i posen var der en beholder med hjemmelavet hønsekødssuppe og et lunt franskbrød.
Du ser ud som om, du ikke har spist ordentligt i flere dage, sagde han med brummende stemme. Du kan kun tage dig af ham, hvis du også passer på dig selv.
Han åbnede derefter værktøjskassen og gik direkte hen til den gamle, knirkende gyngestol i hjørnet.
Jeg har hørt den stol knirke hele natten igennem væggen. Det driver mig fra forstanden, sagde han.
Han smurte hængslerne og strammede skruerne. Efter fem minutter var stolen helt lydløs.
Nu, sagde Hr. Hansen, og rakte sine store hænder frem. Giv mig drengen.
Hvad? hviskede Ida.
Giv mig ham. Du skal have noget at spise.
Stille rakte Ida sin lille søn over til ham, der engang havde virket så skræmmende.
Hr. Hansen lagde Viggo ind til sin brede brystkasse og begyndte at nynne en lav, rungende vuggevise. Han vandrede roligt rundt i stuen, og pattede Viggos ryg med en sikkerhed, kun en erfaren far besidder.
Efter to minutter var al gråd forstummet. Fem minutter senere sov Viggo trygt.
Min hustru døde for ti år siden, hviskede Hr. Hansen, mens han kiggede kærligt på barnet. Vi fik fire drenge sammen. Jeg genkender straks en udmattet mor.
Han så Ida i øjnene. Jeg bankede ikke på, fordi jeg var vred. Jeg bankede, fordi jeg følte mig magtesløs. Jeg ville gerne hjælpe, men vidste ikke hvordan.
Fra den nat forandrede alt sig. Hr. Hansen blev til Bedstefar Hans. Hver aften kom han over og vuggede Viggo blidt, så Ida kunne få et bad og spise i fred. Han viste, at dem, vi frygter, nogle gange bærer det blødeste hjerte bag en hård facade.
