Den dag gik Katja tur med sine børn i Fælledparken. Pludselig kom en ung, smuk kvinde hen til hende: – Hej, sikke nogle skønne børn du har! Jeg gad også godt have børn… – Nå, har du ikke fundet kærligheden? – Jo, men han er gift. Men han vil skilles. Vil du se et billede af ham? Katja tog imod telefonen – og så… ham – Katja! Kom nu ud, vi skal i biografen! – råbte Mads, mens Katja løb hen til ham, helt opslugt af forelskelse. Naboerne ved opgangen mumlede: – Hun er vist lidt skør… Men Katja var ligeglad – hun var stormende forelsket i Mads… De blev uadskillelige straks efter gymnasiet, var sammen overalt, og ingen kunne forestille sig dem hver for sig. Hverken Mads eller Katja kunne forestille sig livet uden hinanden… Det overraskede heller ikke nogen, da de en dag blev gift. Mads begyndte at læse jura, mens Katja – selvom hun gerne ville have læst videre – måtte gå på barsel. Det var hårdt for hende, både at føde og at komme sig… og kun 19 år gammel. Alt husarbejdet var på Katja, for Mads skulle jo læse. Han skiftede til fjernstudie og fik et job. Han havde brug for at slappe af. Men Katja tænkte, at sådan skulle det bare være. Hun ignorerede sig selv, gik altid i de samme shorts og gamle t-shirt, og hår og makeup var der ikke tid til. Katja blev mere nervøs, tabte sig… – Katja, hvad sker der? For mig er du stadig den smukkeste i verden! – Mads trøstede hende, velfriseret og succesfuld som altid. – Når Gustav bliver lidt større, får du tid til det hele! Katja nikkede kun. Hun havde besluttet, at hun ville læse videre – så snart Gustav blev større… Men så skete der noget uventet. Da Gustav fyldte 2, blev Katja gravid igen. Hun vidste ikke, om hun skulle være glad eller ked af det. Mads var lykkelig og beroligede hende: – Hvor er det dejligt – nu får vi både en dreng og en pige! Studierne blev skubbet i baggrunden, uden nogen slutdato i sigte… Det var hårdt. Katja anede ikke engang, hvad dag det var. Efter Sofies fødsel kom der bleer, sutteflasker, vask og madlavning på programmet døgnet rundt… Alt husholdning og børnepasning… Katja troede aldrig, det ville få en ende. Hendes mor hjalp så meget hun kunne og havde ondt af hende. – To børn er hårdt, men sådan er det, sagde hun. Da børnene blev større, blev det lidt lettere. Gustav begyndte i børnehave, og en dag nævnte Katja, at hun måske skulle genoptage studierne. Mads reagerede koldt: – Studere? Hvornår havde du tænkt dig, det skulle kunne lade sig gøre? Gustav skal i skole, Sofie er stadig lille – børnene har brug for deres mor. Mangler du penge? Jeg forsørger jer jo! Katja argumenterede forsigtigt om, at hun også gerne ville have en uddannelse, et arbejde, måske en karriere… Hun havde jo altid været en god elev. Mads lo bare: – Karriere, Katja? Du er allerede tæt på de tredive. Sæt dig nu bare ned og slap af. Så Katja sad. Det eneste, der kunne glæde hende, var at det var blevet lidt nemmere – hun kunne endda bruge lidt tid på sig selv, købe nyt tøj, ordne håret og neglene. – Ser du slet ikke noget mærkeligt, skat? – spurgte hun Mads om aftenen. – Hvad da? – svarede han distræt, uden at fjerne blikket fra computeren. – Jo ser du, jeg har købt nyt tøj, fået frisuren ordnet, fået lavet negle… Skal vi ikke tage i biografen eller bare en tur i parken og mindes de gamle dage? Du er jo aldrig hjemme, jeg savner dig… – Park? Negle? Hvem skal tage sig af børnene? Jeg arbejder, så vi har penge. Nå ja, jeg skal i øvrigt på forretningsrejse i tre uger igen. – Tre uger? Du har jo rejst hele det sidste år, nærmest… – Sådan er det, penge tjener ikke sig selv, svarede Mads, kyssede hende på kinden og gik i seng. Katja sukkede og gik ind til børnene. Da de sov, gik hun tilbage til soveværelset. Mads sov allerede, vendt mod væggen. Hun indså pludselig, at de havde ligget sådan i lang tid – vendt bort fra hinanden… Nede i gården var der en dejlig legeplads med gynger og rutsjebaner, og lige i nærheden lå Fælledparken med bænke og en lille sø. Katja gik tit derover med børnene. Tog en bog eller et blad, satte sig på en bænk og så til Gustav og Sofie, mens de legede. Nogle gange så hun en ung og køn kvinde i parken – velklædt, smart frisure, flotte sko – en vaskeægte skønhed, der sad på bænken eller gik rundt. De mødtes så tit, at de begyndte at hilse. Denne dag smilede kvinden til Katja, og i stedet for at gå videre, kom hun hen til bænken. – Ved du hvad, vi ses jo hele tiden her, så jeg synes, vi skal lære hinanden at kende, sagde hun. – Hvis du altså har lyst? – Selvfølgelig, hvor hyggeligt! Jeg hedder Katja, og det her er Gustav og Sofie. – Jeg hedder Kirstine. Hold op, dine børn er så skønne! Jeg drømmer selv om at få børn med min elskede… – Hvorfor har du ikke fået børn? Har du ikke fundet den rette, eller… undskyld mig! Jeg snakker bare… – Nej nej, det er fint. Jeg har mødt min elskede… der er bare et problem. Han er gift. Men han vil skilles – jeg må bare vente lidt. Så kan vi få børn sammen, og alt bliver godt… sagde Kirstine og sukkede. – Selvfølgelig, det skal nok gå for dig, nikkede Katja. – Vil du se et billede af ham? Han ser så godt ud. Har et meget flot job og tjener godt. Vi har lige været i Italien, og om få dage rejser vi til Grækenland, sagde Kirstine og rakte telefonen frem med et billede fra Rom. Katja tog telefonen – og stivnede. På billedet smilede hendes egen mand, Mads… Hun stak nærmest mekanisk telefonen tilbage til Kirstine og råbte sine børn op. Tårerne pressede sig på, hun kæmpede for at holde dem tilbage… Kirstine forsvandt diskret. Det virkede som om, hun havde forstået alt. Katja så det slet ikke. Foran sig havde hun kun billedet af sin mand, der smilede og omfavnede en anden kvinde… Katja huskede ikke engang, hvordan de kom hjem. Børnene sad roligt og så til, mens mor hurtigt smed tøj og ting i kufferter… Katja satte sig på gulvet ved siden af børnene. – Lyt til mor, Sofie og Gustav… Nu tager vi ud til mormor lidt. Er det ok? – Mor, hvad med far? Kommer han også ud til os? spurgte Gustav. – Ja, selvfølgelig. Lidt senere. Det lover jeg. Hun ringede efter en taxa. Da de ankom til hendes mors bolig, sendte Katja børnene ind foran fjernsynet og lod tårerne få frit løb. – Mor, kan du forestille dig, jeg sidder herhjemme med to børn, mens han… han er i Italien… I Grækenland… Med hende! – Katja græd og græd. – Jeg har ofret alt for ham – uddannelse, karriere, alt jeg drømte om! Hvordan kunne han gøre det? Hvad skal jeg gøre nu?! – Katja græd ukontrolleret. – Du må leve videre. Jeg hjælper dig, hvis du vil skilles. Dine år er ikke forbi. Børnene er en glæde… Da hun var faldet lidt til ro, ringede Katja til Mads og fortalte ham alt. Til sidst sagde hun, at de skulle skilles. Mads blev meget overrasket, var stille et øjeblik, men da han hørte, at det var Kirstine, der havde afsløret det, sagde han: – Nå… Du ville alligevel have fundet ud af det før eller siden. Ok, skilsmisse. Lejligheden står i dit navn, så der kan du bo. Og Kirstine har du jo set. Hun er en drøm, og du er… en hjemmegående uden uddannelse. Men jeg er jo en succesfuld mand, svarede han og lagde på. Katja sad med telefonen i hånden i lang tid. Det var, som om hun ventede på, at Mads ringede igen og sagde, det hele var en dårlig joke… Men der kom ikke noget opkald… Hun måtte prøve at glemme det hele. Nu skulle livet begynde forfra. Men hvordan? Hvordan skulle hun kunne stå op uden ham? Men måske havde hun fået øve sig længe. Hun havde bare ikke villet se det…

Den dag gik Karen tur med børnene i Kongens Have. Pludselig nærmede en ung, smuk fremmed kvinde sig:
Goddag. Sikke nogle yndige børn du har! Gad vide om jeg nogensinde får mine egne
Nå, hvorfor det? Har du ikke fundet kærligheden?
Jo, jeg har Det er bare det, at han er gift. Men han vil skilles. Vil du se et billede?
Karen tog hendes telefon og så Ham.

Kom nu, Karen! Skynd dig ud! Vi skal i biografen, råbte Simon, mens Karen løb mod ham, uden at bemærke noget på vejen.

Nabokonerne ved opgangen mumlede:

Sikke en vildbasse…

Men Karen var ligeglad hun elskede Simon grænseløst.

Efter gymnasiet var de stadig uadskillelige. De gik overalt sammen. Ingen kunne forestille sig dem hver for sig. Hverken Karen eller Simon kunne drømme om et liv uden hinanden.

Ingen blev overrasket, da de pludselig en dag giftede sig.

Simon begyndte at studere jura. Karen ville egentlig også læse, men måtte gå på barsel i stedet. Det var svært svær fødsel, hård tid efter. Hun var kun 19.

Alt i hjemmet hvilede på Karen, for Simon skulle stadig tage sin eksamen. Han gik over til et deltidsstudie og fandt et job. Han skulle jo kunne slappe af.

Karen syntes, det var, som det skulle være. Hun begyndte at se mindre til sig selv, gik i de samme gamle shorts og en slidt t-shirt. Frisuren så hun ikke til. Karen blev nervøs og tabte sig.

Karina, du er den smukkeste i verden for mig! beroligede Simon hende, altid velklædt, velplejet og succesfuld. Når lille Jesper bliver større, får du tid til andet igen!

Karen nikkede kun. Hun lovede sig selv, at når Jesper blev lidt ældre, så skulle hun begynde at læse.

Men det uventede skete. Lige da Jesper fyldte 2, blev Karen gravid igen. Hun var usikker glæde eller sorg?

Lykkelige Simon sagde endnu engang:
Hvorfor bekymre dig? Det er jo fantastisk snart har vi både en søn og en datter!

Studierne blev udskudt. Nu på ubestemt tid.

Det blev tungt. Karen vidste knap, hvilken ugedag det var Med Camilla kom der flere bleer, sutteflasker og vuggeviser. Den ene havde ondt i maven, den anden fik tandsmerter

Alt husarbejdet oveni. Støvsuge, lave mad til manden, stryge skjorter, vaske børnetøj Karen tænkte, det aldrig ville slutte.

Moderen hjalp, som hun kunne, og havde medlidenhed.

Hva regnede du med, min pige? To små børn er hårdt…

Men det gav Karen ikke ro. Hun ville helst glemme det hele bare for et øjeblik.

Børnene blev større. Camilla voksede til, Jesper begyndte i vuggestue. Endelig blev det lidt nemmere.

Karen bragte engang ønsket om at læse op. Simon reagerede dårligt, kiggede skævt på hende:

Læse? Hvordan forestiller du dig det? Jesper skal i nulte, og Camilla er stadig lille. Mangler du penge? Skal børnene undvære dig? Jeg synes, jeg giver mere end nok…

Karen protesterede; hun ønskede også en uddannelse, måske en karriere. Hun elskede at læse, havde gode karakterer i gymnasiet.

Simon lo bare:

Karriere, Karina? Du har jo din alder. Bliv nu hjemme snart passerer du de tredive.

Så Karen blev bare hjemme. Det eneste opmuntrende var, at hverdagen var blevet nemmere. Hun kunne tage lidt tid for sig selv, købte nyt tøj, fik håret klippet og neglene lavet.

Ser du slet ikke noget, elskede? præsenterede hun sig foran ham en aften.

Hvad? Hvorfor? spurgte han uinteresseret uden at vende sig fra computeren.

Hvad mener du “hvorfor”? Jeg har jo både ny bluse, nyt hår, og neglene fixet Kan vi ikke gå ud sammen i aften, som dengang? Gå en tur i parken eller i det mindste i biografen. Vi plejede at sidde og kysse på bænken under stjernerne Men nu er du næsten aldrig hjemme. Jeg savner dig

Hvilken park? Hvilke negle? Hvem skal passe børnene? Du ser mig sjældent, fordi jeg tjener penge til os. Og forresten jeg skal på forretningsrejse igen snart. Tre uger væk.

IGEN? Endnu et år er gået på den måde Vi ser dig næsten ikke, hverken børnene eller jeg.

Sådan er livet, skat. Penge kommer ikke af sig selv, Simon kyssede Karen på kinden og gik i seng.

Karen rystede på hovedet, sukkede og gik ind for at lægge børnene. Da de sov, gik hun i soveværelset. Simon sov allerede, vendt mod væggen. Karen gik i stå og indså pludselig sådan havde de sovet længe nu, væk fra hinanden…

Foran deres opgang lå en dejlig legeplads og lige ovre på den anden side et smukt grønt område med små bænke og en lille sø.

Karen gik ofte derhen med børnene. Hun satte sig med et blad eller en bog og lod Jesper og Camilla lege.

En dag så hun i parken en kvinde, stilfuldt klædt, voksent hår og flotte sko virkelig smuk. Hun sad på bænken eller gik lidt rundt.

De så hinanden så tit, at de begyndte at hilse.

Den morgen hilste kvinden, som om de havde kendt hinanden for evigt. Denne gang satte hun sig også ved karen.

Goddag. Vi støder jo så tit på hinanden, at jeg måtte præsentere mig ordentligt, sagde den fremmede med et smil. Hvis det er i orden?

Ja da! Selvfølgelig! Jeg hedder Karen. Det er min søn Jesper og min datter Camilla.

Jeg hedder Herdis. Hold op, hvor er dine børn fantastiske Hvis bare jeg kunne få børn med min elskede Hun så ned på sine sko og sukkede.

Hvad er der galt? Du ser så sød ud Ikke fundet kærligheden eller Undskyld, jeg spørger måske for meget

Nej nej, det er fint. Jeg har en kæreste Men der er et men han er gift. Men han siger, han vil skilles. Lidt tålmodighed til! Så får jeg børn, familie og alt Herdis sukkede tungt igen.

Selvfølgelig går det det tror jeg på, Karen nikkede empatisk.

Må jeg vise dig et billede af ham? Han er så flot! Han har et godt arbejde, tjener pænt. Forkæler mig med gaver. Sidste uge var vi i Italien, nu tager vi snart til Grækenland. Her det her billede er fra Rom, Herdis rakte hende sin telefon.

Karen tog telefonen og stivnede. For ud af skærmen smilede Simon til hende…

Hun rakte hurtigt telefonen tilbage, råbte på sine børn og kæmpede for ikke at bryde sammen i gråd.

Herdis gled stille væk fra parken. Det virkede som om, hun havde forstået alt. Men Karen så det ikke for hendes blik var fyldt af billedet af hendes mand, smilende med en fremmed kvinde.

Hvordan hun kom hjem, huskede Karen ikke. Jesper og Camilla sad stille og så til, mens moren tossede rundt og hurtigt smed ting i kufferter.

Karen satte sig foran børnene.

Lyt nu, Camilla, Jesper Nu skal vi på en lang tur til mormor. Går det?

Mor Kommer far også? spurgte Jesper.

Ja, det gør han sikkert bare lidt senere. Okay?

Karen ringede efter en taxi. Chaufføren så undrende på den grædende kvinde med børn og uordentlige tasker, men hjalp høfligt.

Hos sin mor sendte hun børnene ind for at se fjernsyn, så hun for første gang kunne give slip.

Mor hulkede hun. Kan du forestille dig, jeg sidder derhjemme med to børn, og han han er i Italien i Grækenland med hende! Forstår du?! Jeg har opgivet ALT for ham studier, karriere, hele mit liv Hvordan kunne han? Mor! Hvad gør jeg nu?! Tårerne vældede frem.

Hvad skal du gøre Du lever videre. Jeg hjælper, hvis du vil skilles. Livet stopper ikke. Du er stadig så ung. Børnene er din lykke

Da hun havde færdiggrædt, ringede Karen til Simon. Hun fortalte alt og tilføjede, at hun ville skilles.

Simon var overrasket, tav et øjeblik. Da han hørte, at Herdis havde fortalt det hele, blev han hård:

Nå. Jamen… Du havde fundet ud af det før eller siden. Skilsmisse, så skilsmisse. Lejligheden er i dit navn, du kan blive. Du har set Herdis se på dig selv, så på hende. Husmor, ingen uddannelse, og hun er en drøm. Jeg er en respekteret mand, og han lagde på.

Karen sad længe og stirrede på telefonen. Som om hun ventede, Simon ville ringe, sige det hele var for sjov, at alt var okay…

Men telefonen forblev stille.

Hun måtte glemme det hele Begynde forfra. Men hvordan? Hvordan skulle hun vågne op uden ham? Men hun havde jo været uden ham længe hun havde bare ikke villet se det.