Mor har ondt i hjertet – Irina, mit hjerte… Irina, blodtrykket… – Nadja Paulsen lød svag og skælvende i røret, så Irina måtte trykke telefonen hårdt mod øret… Irina lod straks den halvspiste rugbrødsmad falde tilbage på tallerkenen. Klokken var halv otte. Præcis som altid. – Jeg kommer, Nadja! Hun greb medicinkassen, der altid stod klar på køkkenbordet, og løb over til svigermor – heldigvis boede Nadja kun to opgange væk… Nadja Paulsen lå med hånden dramatisk mod brystet blandt sine høje puder, øjne rullet op – som en vaskeægte tragedie på Det Kongelige. – Pillerne… Hurtigt… Jeg har det så slemt… Jeg brænder op… Irina rakte hende et glas vand. Svigermor tog imod med en grimasse. – Vandet smager gammelt. Har du taget det fra hanen? – Det er kogt, Nadja. Som altid. – Kogt… Hvis du ellers vidste, hvilket anfald jeg havde i nat! Jeg troede det var slut. Døden nær… Irina satte sig på sengekanten og mærkede pulsen hos Nadja. Stille. Stærk. Som en ung atlet. – Skal vi ringe 112? – Nej! Aldrig! – Nadja Paulsen satte sig brat op. – Ingen ambulancer! Jeg kender de sløve danske læger! …Om formiddagen stod Irina igen i svigermors lejlighed, nu med spand og klud. Det var onsdag. Ugedagens anden hovedrengøring… – Støvsug ordentligt under sofaen, – dirigerede Nadja fra sin lænestol med Familie Journalen. – Sidst fandt jeg en tot støv. Jeg har allergi, forstår du! Irina tav og kravlede ind under møblet. Knæene værkede. Ryggen ligeså. Hun var bogholder på fuldtid, men det havde svigermor tilsyneladende glemt. – Og fodlisterne! Tør dem også af! Godt kaldet svigerdatter – men gøre rent, dét kan hun ikke! Irina tørrede fodlister. Så vinduer. Så lysekronen. Nadja Paulsen fulgte efter, med pegende fingre. – Stiber. Her! Gør det om. Hjemme om aftenen tog Irina den sidste rest suppe frem fra køleskabet. Roman kom sent, træt men i godt humør. – Irina, mor ringede. Hun mener, vi bør komme forbi lørdag. Hun har det rigtig skidt. – Romas, vi havde jo planlagt at tage ud til sommerhuset… – Nej, vi kan ikke tage væk. Mor har problemer med hjertet, du forstår vel… Irina forstod det. Hun havde forstået det i to år. To år var alle planer knust af ét telefonopkald og en dramatiseret stønnen. – Roman, vi er nødt til at tage en snak. En alvorlig en. – Om hvad? – Om din mor. Roman blev stiv i ansigtet. Det emne fik ham altid til at forvandles fra en sød bamse til en mur af beton. – Hvad nu? – Hvad nu? Roman, det er ikke “nu igen”. Jeg gør rent tre gange om ugen hos din mor. Jeg laver diæt-mad til hende. Jeg dropper alt og kommer løbende. Og hun… – Hun er syg, Irina. Hun har hjerteproblemer! – Hendes hjerte er af stål. Har du set hvordan hun springer op, når hun har brug for det? Hvordan hun selv løber rundt og kontrollerer mit arbejde? – Du overdriver. – Jeg er slidt op. Roman vendte sig bort. – Mor har gjort så meget for mig. Jeg kan ikke svigte hende. Det er mit ansvar. Irina så på sin mand og genkendte ham ikke mere. Hvor var den glade fyr, som tog hende med til koncerter? Han var blevet til den skyldplagede søn, der sprang for hvert kvæk fra moren. Tankerne om skilsmisse dukkede hyppigere op. Om natten, når Roman snorkede. Om morgenen, når svigermor ringede. Midt på dagen, når Irina vaskede andres gulve i stedet for at leve sit eget liv. …Hver dag startede med et telefonopkald. Nadja Paulsen forlangte bouillon. Så dampede frikadeller. Så blendet suppe. Menuen skiftede, men uforanderligt var én ting – det var altid Irina der stod i køkkenet. – Mor sætter meget pris på din omsorg, – sagde Roman. – Virkelig? Hvorfor har hun så aldrig sagt tak? – Hun… Hun har svært ved at vise følelser. Irina trak på smilebåndet. Følelser manglede svigermor ikke. Utilfredshed – let. Krav – hele tiden. Sår – med fornøjelse. – Roman, jeg kan ikke mere. – Hun prøvede igen, en anden aften, efter endnu en skænderi om usaltet suppe. – Irina, mor er syg… – Hvor er diagnosen? Hvor er dokumentationen? Hvor er bare ét brev fra en læge? Roman blev tavs. – Mor hader læger. – Bekvemt, ikke? At være syg, men nægte at gå til læge? – Hvad foreslår du? – Undersøgelse. Grundigt og privat. Vi må finde ud af, hvad hendes hjerte fejler – rigtigt. Roman tog forslaget op med moren. Svaret kom øjeblikkeligt. – Undersøgelse?! – Nadja Paulsen greb voldsomt til brystet, som om hun var oppe til casting på Det Kongelige. – Jeg overlever ikke de procedurer! Irina kan ikke engang lave dansk mad, og så vil hun bestemme over syge folk, hvordan de skal leve! Nu vidste Irina det. Ville svigermor ikke til læge, skyldtes det én ting: hun havde noget at skjule. Og nu måtte cirkusset stoppes. Irina bookede tid på privathospitalet. Uden advarsel. Uden diskussion. – Jeg tager ikke nogen steder! – svigermor klamrede sig til dørkarmen, da Irina dukkede op næste morgen. – I vil slå mig ihjel! Roman! Roman, sig dog noget! Roman trippede blegt i gangen. – Mor, måske er det bedst du bliver undersøgt? For ro i sindet… – Hvilken ro?! De vil pine mig ihjel! Mit hjerte kan ikke klare det! Irina greb hende blot under armen. – Nadja Paulsen, bilen venter. Enten går du frivilligt, ellers ringer jeg 112 og rapporterer om dine daglige anfald. Så indlægges du. Svigermor blev bleg. I hendes øjne lyste nu ægte angst – ikke bare teater. Under køreturen jamrede Nadja vedvarende, greb sig til brystet, truede med dommedag. Irina kørte tavs, tænderne sammenbidte. I bakspejlet så hun vrede blikke blive kastet mod sig. Undersøgelsen tog fire timer. EKG. Ultralyd. Blodprøver. Blodtryk, døgnmåling og alt det der følger med… Lægen kom ud med resultaterne og bladrede forbløffet i papirerne. – Nadja Paulsen, jeg har kun godt nyt. Dit hjerte er i top. Dit blodtryk er fint. Ingen forsnævringer. Du er usædvanligt frisk for din alder – faktisk kunne mange unge misunde dig dine tal. Irina vendte sig mod svigermor. Hun sad ildrød, forpjusket og sunket sammen i stolen. – Det kan ikke passe. Jeg får anfald hver morgen… – Nok psykosomatisk, – trak lægen på skulderen. – Jeg anbefaler en snak med en psykolog. På turen hjem herskede tung tavshed. Og hjemme kunne Irina endelig sige det hele: – To år, Nadja Paulsen. I to år har jeg løbet, hver gang du stønnede. Mad, rengøring, ingen ferier! Og du… – Irina rystede af raseri – Du har løjet. – Jeg har ikke løjet! Jeg har det altså dårligt! Lægerne forstår ingenting! – Nu stopper det! – Roman lød pludseligt fast, så begge kvinder stivnede. – Mor, nu er det nok. Jeg har set det sort på hvidt: du ER rask. Nadja Paulsen brød grædende sammen. Ikke scenegråd, men grimt, med snøft og løbende mascara. – Romas, jeg… Da du blev gift, glemte du din mor! Jeg ville bare have du kom noget mere… – Og derfor har du gjort min kone til stuepige? Smadret vores ægteskab? – Det var aldrig meningen… – Var det ikke? Du vidste præcis hvad du gjorde. Hvert opkald klokken syv. Hvert “anfald”, når vi havde planer. Det handler ikke om sygdom. Det handler om egoisme. Nadja brast helt sammen. Lidelsens maske faldt – nu så Irina bare en bange kvinde grebet på fersk gerning. Irina og Roman gik. Svigermor sad alene tilbage med sine knuste illusioner. I bilen sagde Roman længe ingenting. Så tog han Irinas hånd. – Undskyld. Jeg burde have forstået alt noget før. – Ja, – sagde Irina, – det burde du. – Jeg har været så dum. En rigtig mors dreng. Irina sagde ikke mere. Han havde endelig fattet det hele. Opkaldene fra svigermor stoppede. Ingen jammer, ingen krav om suppe. Nadja Paulsen forsvandt nærmest – og for første gang i to år trak Irina vejret frit. En uge senere ringede Roman og satte nye grænser: Vi elsker dig, men reglerne er ændret. Ikke flere manipulationer. Ikke flere påståede sygdomme. Vil du ses, må det være ærligt. Nadja mumlede noget om utaknemmelige børn, men svarede ikke igen. Ægteskabet tøede langsomt op. Som en dansk å om foråret. Først en lille strøm, så mere og mere. Irina og Roman tog endelig deres længe ventede ferie. Gik hånd i hånd, spiste is, lo som i de gode gamle dage. – Ved du, – sagde Roman en aften, mens han holdt om sin kone, – jeg var så bange for at skuffe mor, at jeg næsten mistede dig. – Næsten – men kun næsten, svarede Irina. Hun smilede og krammede ham tættere på sig. Fremtiden ventede med nye planer, måske børn, et rigtigt hverdagsliv uden teatertårer og manipulerende opkald. Frihed – ærligt fortjent. Nadja Paulsen blev tilbage – sund som en fisk og uden sit yndlingsvåben. Og nu var Irina og Roman endelig rigtigt sammen. Kære læsere! Hvis I ikke vil miste mig og mine fortællinger, så hop ind og følg min fortællekanal “Ensomhed bag skærmen” på Telegram. Her kan I læse mine historier først og chatte med mig. På opfordring har jeg nu også samme kanal på Max. Har du dårlig forbindelse i Telegram, så kig forbi dér!