Hvad Mangler Hun? Veronika gik en tur ud på legepladsen med sin fireårige søn, Arshja. Han løb straks hen til en lidt yngre dreng — det viste sig at være treårige Anton, hvis mor hurtigt præsenterede sig: “Hej, vi er jeres nye naboer, bor i opgangen ved siden af,” sagde hun og pegede. “Anton er tre, og jeg hedder Katrine.” “Hej, jeg hedder Veronika, og min Arshja blev fire for en uge siden.” Sådan blev Veronika og Katrine veninder. De fulgtes ad med børnene på legepladsen og gik også ofte i parken i nærheden. Katrine var meget snakkesalig og elskede at fortælle om sit liv. Det var tydeligt, hun kom fra landet, selvom hun gerne ville fremstå byagtig. Veronika lagde egentlig ikke mærke til det — hvis altså ikke Katrine selv ofte påpegede det og kommenterede andre kvinder: “Hvad har hun dog taget på, ren bondekone,” kunne hun fnise om en nabo. Katrine lagde især ikke skjul på, at hun var tilflytter. Allerede kort efter de havde mødt hinanden, fortalte hun om sit liv på landet: “Min svigermor er svær. Vi skændtes meget, lige fra Mikkel og jeg blev gift. Og da Anton kom til, sagde hun lige ud, at han ikke kunne være Mikkels søn — at jeg sikkert havde fået ham med en anden.” “Hvordan det? Bedstemødre elsker da deres børnebørn,” undrede Veronika sig. “Se dog på ham. Han er min kopi!” sagde Katrine grinende. “Ja, Anton ligner dig meget … Men hvorfor sagde din mand ikke fra? Ikke alle børn ligner deres far,” indvendte Veronika. “Mikkel har aldrig turdet sige noget imod sin mor,” sukkede Katrine. “Hun ville ikke have, at vi flyttede til byen, men jeg sagde, at hvis vi ikke gjorde det, så gik jeg fra ham og han så aldrig mere sin søn. Han elsker Anton. Hvis jeg ikke havde presset ham, boede vi nok stadig på landet, og han havde ikke turdet tage et lån.” Veronika støttede hende: “Der findes bare nogle mænd, der lever efter deres forældres vilje. Jeg synes heller ikke, det er ok. Har man en familie, skal man tage ansvar.” Med tiden mødte hun også Mikkel, og deres mænd blev venlige. Børnene blev venner, men Veronika blev lidt irriteret over, at Katrine ofte nedgjorde Mikkel offentligt: “Mikkel, du kan bare lade være, bonderøven stikker ud på dig,” kunne hun sige, mens han tog det pænt. Veronikas egen mand, Elias, var ikke altid engageret med sønnen — han slappede hellere af, når han kom fra arbejde, nogle gange opstod der skænderier, og så tog han ud til vennerne. Men Veronika havde lært at acceptere ham, han arbejdede trods alt godt og overlod økonomien til hende. Hun syntes, hun havde fundet en vej, og satte pris på ham uden at ydmyge ham, som Katrine gjorde med sin Mikkel. Efterhånden flyttede der en ny familie ind over for dem: en velhavende familie, hvor Rasmus var forretningsmand, og Sofie gik hjemme med deres 8-årige datter, Dorte. Katrine så misundeligt på dem og bemærkede tørt til Veronika, at “de manglede vist aldrig noget”. Hun havde hurtigt taget kontakt med Rasmus og vidste, hvor han arbejdede. Sofie inviterede snart Veronika, og de blev gode venner. Sofie var venlig og stilfuld — og rigtig god til aldrig at tale dårligt om nogen. Efter mere end et år lagde Veronika dog mærke til, at Sofie blev mere stille og trist. En dag, hvor Veronika skulle låne en blender, gik hun over til Sofie. Døren var ikke låst, og inde sad Sofie og græd. Veronika spurgte venligt til hende, og efter et øjeblik brød Sofie sammen og fortalte det hele: “Katrine har en affære med min mand. Jeg ser hende stå og vente om morgenen, hun tager med ham på arbejde, og i går så jeg et frækt billede i hans telefon, som hun havde sendt. Ved du hvor svært det er?” sagde hun grædende. Veronika var chokeret, men Sofies mand lovede at bryde kontakten og bad om tilgivelse. Sofie tilgav ham — han havde trods alt tilstået — og besluttede at bevare familien. Senere tog Veronika samtalen med Katrine: “Katrine, hvorfor gør du det? Mikkel er en god mand og far, hvad mangler du? Hvorfor ødelægge en andens familie?” Katrine trak på skuldrene: “Huset, det stabile, Mikkel gør alt rigtigt, men jeg savner spænding — passion, eventyr. I andre klukker bare over jeres børn og mænd. Jeg nægter at leve så kedeligt.” Veronika svarede: “Lever du for spændingen, så gør det — men lad være med at ødelægge andres familier. På andres ulykke bygger du ikke lykken. Hellere være en hønemor end at svigte den, man elsker.” Derefter trak Katrine sig væk, hun undgik både Veronika og Sofie og nøjedes med at hilse. Tak for at du læste med — og for din støtte. Held og lykke med livet!

Hvad mangler hun egentlig?

Katrine gik ud på legepladsen med sin fireårige søn, Asger. Straks løb Asger hen til en yngre dreng, som viste sig at være den treårige Emil, og kort efter kom Emils mor over til Katrine.

Hej, vi er jeres nye naboer, vi bor i opgangen lige ved siden af, sagde hun og pegede. Emil er tre, og jeg hedder Anna.

Hej, jeg hedder Katrine, og min dreng, Asger, fyldte fire for en uge siden.

Sådan blev Katrine og Anna venner. De gik ofte ud sammen med børnene på legepladsen eller i den nærliggende park. Anna var meget snakkesalig og åbenhjertig. Hun fortalte gerne om sit liv og var rar og ligefrem. Katrine kunne hurtigt mærke, at Anna kom fra landet og bare prøvede at fremstå byagtig.

Egentlig lagde Katrine ikke mærke til det, før Anna selv begyndte at kommentere og tale om andre kvinder. Anna lagde ikke skjul på, at hun var tilflyttet.

Prøv lige at se, hvordan hun går klædt total bonderøv, hviskede Anna undertiden om en nabo eller en forbipasserende.

Anna fortalte ret hurtigt Katrine om sit liv på landet.

Min svigermor havde et frygteligt temperament. Vi skændtes ofte efter jeg blev gift med Jens. Og da Emil blev født, sagde hun direkte, at han ikke var Jens barn, at jeg havde fået ham med en anden.

Hvorfor det? De fleste bedstemødre elsker da deres børnebørn, undrede Katrine sig.

Du kan jo se, hvor meget han ligner mig, lo Anna.

Ja, Emil ligner dig virkelig meget Men hvorfor forsvarede din mand dig ikke? spurgte Katrine forarget. Børn ligner jo ikke altid deres far.

Jens kunne aldrig sige sin mor imod, sukkede Anna. Hun kunne skælde ham ud for hvad som helst, og han stod bare der tavs. Svigermor ville ikke have, at vi flyttede til København. Til sidst truede jeg Jens: hvis vi ikke flyttede, så ville jeg skilles og han ville ikke se sin søn igen. Han elsker virkelig Emil. Hvis ikke jeg havde presset ham, var han aldrig gået med til at tage et boliglån.

Katrine støttede sin veninde.

Ja, der er altså nogen mænd, der altid går med på forældrenes vilje. Men når man stifter familie, så skal man altså stå op for dem også selv om det betyder man må trodse sin mor.

Efterhånden lærte Katrine også Jens, Annas mand, at kende. Da deres opgange lå side om side, begyndte de at besøge hinanden. Min egen kone, Malene, havde det fint med deres selskab.

Børnene legede sammen, men én ting brød Katrine sig ikke om Anna hånede ofte sin mand offentligt.

Jens, du kan da bare tie stille, det er jo tydeligt du kommer fra landet, sagde hun ofte til ham, også selvom han var en dygtig mand og vidste meget.

Malene og jeg syntes det var besynderligt, men vi sagde ikke noget. Jens følte sig dårligt tilpas, men sagde heller ikke sin kone imod, særligt ikke hos os. Senere fortalte Anna:

Jens er nem at have med at gøre, han tjener godt, sørger for Emil og mig, selvom han altid er på arbejde. Han køber selv ind, jeg skal ikke slæbe tunge poser hjem. Han leger altid med Emil, så jeg får tid til madlavning og rengøring, og hjælper sågar selv til derhjemme. I weekenderne går han altid i parken med Emil.

Anna, du har virkelig en god mand, sådan én skal man altså passe på, sagde Katrine tit med et smil.

Malene var ikke nær så flittig til at gå ud med Asger. Hun ville hellere ligge på sofaen og klage over arbejde, og nogle gange skændtes vi, og så gik hun over til vennerne for at få en øl. Jeg havde dog lært at acceptere det; hun var nu engang sådan, og vi havde fundet vores egen måde at være sammen på.

Det vigtigste for mig var, at Malene tjente godt, hun gav mig altid penge, og blandede sig ikke i, hvad jeg brugte dem på. Jeg havde vænnet mig til selv at passe husholdningen. Til gengæld stod hun altid for reparationer i lejligheden og det tunge løft, og hvis Asger gerne ville i parken, sagde hun aldrig nej.

Jeg klagede aldrig over min kone, satte pris på hende og nedgjorde hende ikke, sådan som Anna gjorde. Vores børn gik i børnehave, vi arbejdede begge to, og så hinanden mest på legepladsen. Vi inviterede hinanden til fødselsdage og nogle gange også til højtiderne.

En dag så Katrine, at der var flyttet nye naboer ind i den store lejlighed overfor et ægtepar og deres cirka otteårige datter. Det var tydeligt, at familien havde det godt, manglede ingenting. Far, Christian, var forretningsmand, og hans kone, Sofie, gik hjemme.

Christian kørte i en dyr bil, og Sofie i en anden, lidt mindre. Hun kørte datteren, Marie, til musik og svømning. Sofies dag gik med at bringe og hente Marie, hjælpe med lektier og tage imod sin mand om aftenen med middag.

Anna så nærmest misundeligt på dem.

Det er da tydeligt, at de ikke mangler penge, sagde hun til Katrine. Se bare, hvor flotte de altid ser ud, alt er luksus og selvfølgelig arbejder Sofie ikke.

Katrine så overrasket på hende.

Hvordan kender du ham egentlig?

Jeg løb ind i Christian en dag, vi skulle alligevel ind samtidig.

Kort tid efter mødte Katrine også Sofie, som en aften ringede på døren, pænt klædt med en kage i hånden.

God aften, sagde Sofie lidt genert, vi har snart boet her en måned, men vi har jo ikke hilst på hinanden endnu. I dag er det et år siden min mor gik bort vil du hjælpe med at mindes hende over et stykke kage?

De faldt i snak over te i køkkenet, indtil Malene kom hjem. Siden holdt de kontakt og hjalp hinanden, men Sofie gik aldrig med ud om aftenen. Hun var travlt optaget af Marie, som var en dygtig pige, og hun kørte hende hver dag til svømning og forskellige aktiviteter.

Anna blev også introduceret for Sofie. Katrine syntes godt om sin nye nabo, som var venlig, ordentlig og aldrig talte dårligt om andre. Christian og Marie var altid velklædte.

Efter at have været naboer lidt over et år, bemærkede Katrine, at Sofie var blevet mere stille og sjældent smilede.

Sofie, hvad er der galt? Du virker bekymret er der sket noget?

Nej, Katrine, det går fint, svarede hun, men Katrine kunne mærke noget var galt. Hun vil nok ikke udsætte familien for unødig uro, tænkte Katrine.

En dag ville Katrine bage kirsebærtærte, men hendes blender var gået i stykker.

Jeg låner en hos Sofie, indtil jeg får købt en ny, tænkte hun og gik over, men ingen åbnede. Da hun prøvede håndtaget, gik døren op Sofie havde vist glemt at låse. Inde i stuen sad Sofie på sofaen og græd, servietten i hånden, og så overrasket på Katrine.

Hej, Katrine, hvordan kom du ind?

Din dør var åben, sagde Katrine stille. Jeg kan se, der er noget galt. Du må altså ikke holde det hele for dig selv, Sofie

Længe tøvede Sofie, men til sidst sukkede hun og sagde:

Din veninde Anna har et forhold til min mand. Engang imellem ser jeg dem sammen om morgenen, hvor hun hopper ind i hans bil, og de kører afsted. Jeg har ikke sagt noget til Christian, men i går, mens han badede, tikkede beskeder ind på hans telefon. Jeg har aldrig snaget i hans ting, men det ringede nærmest uafbrudt. Jeg kunne ikke lade være og kiggede. Det var Anna, og beskederne var meget direkte, hun sendte endda et billede af sig selv i undertøj. Kan du forestille dig, hvordan jeg havde det?

Gud, Sofie jeg er i chok havde aldrig ventet det af Anna Hvad sagde Christian?

Han opdagede mig med mobilen og forstod straks situationen. Vi har aldrig oplevet sådan noget før der blev et skænderi.

Christian, hvad foregår der? spurgte jeg.

Det er ikke noget at tænke på, Sofie, svarede han.

Hvordan kan det ikke være noget, når hun sender dig billeder i undertøj? Det er gået alt for vidt. Jeg kan ikke tilgive sådan noget, det forstår du da.

Sofie, lad os kalde det en fejltagelse måske bare en forbigående flirt

Hvad? En fejltagelse? Jeg vil ikke have, at Marie skal opleve alt det her, det eneste der holder mig tilbage, er hvor ondt det vil gøre hende, hvis vi bliver skilt.

Sofie, vi skal da ikke skilles, han mente det oprigtigt. Tja, Anna lagde selv an, jeg lod mig rive med, men nu bombarderer hun mig med beskeder. Undskyld mig, Sofie, jeg kan ikke tåle at miste dig og Marie I betyder alt for mig, det var en fejl

Med det samme, foran Sofie, skrev Christian til Anna, at hvad end de havde haft, nu var forbi. Han fortrød det hele og var for glad for sin familie til at ødelægge noget.

Måske bør du tilgive ham, Sofie, især når han indrømmer det åbent og ærligt. Jeg har aldrig troet det om Anna, sagde Katrine.

Ja, Katrine, jeg har allerede tilgivet ham i hjertet, selvom han ikke ved det endnu, indrømmede Sofie. Jeg kender min Christian, han har det svært med det og jeg tror på ham.

Sofie tilgav sin mand, og han gjorde alt for at rejse sig, reparere skaden og havde besluttet sig for aldrig at lade det ske igen. Hans familie betød alt.

Katrine valgte ikke at skjule noget for Anna og deltog hende:

Anna, hvorfor har du brug for det her? Vi er naboer, og Jens er en god far og mand, han arbejder, elsker jer og hjælper med alt. Hvorfor rager du op i en andens familie og sårer Sofie?

Anna udviste ingen skyldfølelse.

Åh, Katrine, villa, hamsterhjul, en ukompliceret mand, alting så forudsigeligt jeg er træt af det. Jeg mangler passion, kærlighed, spænding I digter begge om jeres mænd og dårer om jeres børn som skruk høns. Det gider jeg simpelthen ikke, jeg vil da have noget ud af livet, mens jeg er ung og pæn!

Anna følte sig ikke spor skyldig.

Anna, vil du leve sådan, så gør det for din egen skyld men hold dig væk fra andres familier, split dem ikke ad. Hvad hvis din mand får det at vide hvor finder du en som Jens igen? Man finder ikke lykke på andres ulykke. Jeg er hellere en hønemor end en forræder mod min familie, svarede Katrine.

Anna så ud til at blive lidt bange for, at Jens skulle høre om det, og hun trak sig fra kontakten til Christian og talte kun kort, hvis hun mødte Sofie eller mig.

Tak fordi du læste med pas på hinanden og held og lykke!

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

12 + seventeen =

Hvad Mangler Hun? Veronika gik en tur ud på legepladsen med sin fireårige søn, Arshja. Han løb straks hen til en lidt yngre dreng — det viste sig at være treårige Anton, hvis mor hurtigt præsenterede sig: “Hej, vi er jeres nye naboer, bor i opgangen ved siden af,” sagde hun og pegede. “Anton er tre, og jeg hedder Katrine.” “Hej, jeg hedder Veronika, og min Arshja blev fire for en uge siden.” Sådan blev Veronika og Katrine veninder. De fulgtes ad med børnene på legepladsen og gik også ofte i parken i nærheden. Katrine var meget snakkesalig og elskede at fortælle om sit liv. Det var tydeligt, hun kom fra landet, selvom hun gerne ville fremstå byagtig. Veronika lagde egentlig ikke mærke til det — hvis altså ikke Katrine selv ofte påpegede det og kommenterede andre kvinder: “Hvad har hun dog taget på, ren bondekone,” kunne hun fnise om en nabo. Katrine lagde især ikke skjul på, at hun var tilflytter. Allerede kort efter de havde mødt hinanden, fortalte hun om sit liv på landet: “Min svigermor er svær. Vi skændtes meget, lige fra Mikkel og jeg blev gift. Og da Anton kom til, sagde hun lige ud, at han ikke kunne være Mikkels søn — at jeg sikkert havde fået ham med en anden.” “Hvordan det? Bedstemødre elsker da deres børnebørn,” undrede Veronika sig. “Se dog på ham. Han er min kopi!” sagde Katrine grinende. “Ja, Anton ligner dig meget … Men hvorfor sagde din mand ikke fra? Ikke alle børn ligner deres far,” indvendte Veronika. “Mikkel har aldrig turdet sige noget imod sin mor,” sukkede Katrine. “Hun ville ikke have, at vi flyttede til byen, men jeg sagde, at hvis vi ikke gjorde det, så gik jeg fra ham og han så aldrig mere sin søn. Han elsker Anton. Hvis jeg ikke havde presset ham, boede vi nok stadig på landet, og han havde ikke turdet tage et lån.” Veronika støttede hende: “Der findes bare nogle mænd, der lever efter deres forældres vilje. Jeg synes heller ikke, det er ok. Har man en familie, skal man tage ansvar.” Med tiden mødte hun også Mikkel, og deres mænd blev venlige. Børnene blev venner, men Veronika blev lidt irriteret over, at Katrine ofte nedgjorde Mikkel offentligt: “Mikkel, du kan bare lade være, bonderøven stikker ud på dig,” kunne hun sige, mens han tog det pænt. Veronikas egen mand, Elias, var ikke altid engageret med sønnen — han slappede hellere af, når han kom fra arbejde, nogle gange opstod der skænderier, og så tog han ud til vennerne. Men Veronika havde lært at acceptere ham, han arbejdede trods alt godt og overlod økonomien til hende. Hun syntes, hun havde fundet en vej, og satte pris på ham uden at ydmyge ham, som Katrine gjorde med sin Mikkel. Efterhånden flyttede der en ny familie ind over for dem: en velhavende familie, hvor Rasmus var forretningsmand, og Sofie gik hjemme med deres 8-årige datter, Dorte. Katrine så misundeligt på dem og bemærkede tørt til Veronika, at “de manglede vist aldrig noget”. Hun havde hurtigt taget kontakt med Rasmus og vidste, hvor han arbejdede. Sofie inviterede snart Veronika, og de blev gode venner. Sofie var venlig og stilfuld — og rigtig god til aldrig at tale dårligt om nogen. Efter mere end et år lagde Veronika dog mærke til, at Sofie blev mere stille og trist. En dag, hvor Veronika skulle låne en blender, gik hun over til Sofie. Døren var ikke låst, og inde sad Sofie og græd. Veronika spurgte venligt til hende, og efter et øjeblik brød Sofie sammen og fortalte det hele: “Katrine har en affære med min mand. Jeg ser hende stå og vente om morgenen, hun tager med ham på arbejde, og i går så jeg et frækt billede i hans telefon, som hun havde sendt. Ved du hvor svært det er?” sagde hun grædende. Veronika var chokeret, men Sofies mand lovede at bryde kontakten og bad om tilgivelse. Sofie tilgav ham — han havde trods alt tilstået — og besluttede at bevare familien. Senere tog Veronika samtalen med Katrine: “Katrine, hvorfor gør du det? Mikkel er en god mand og far, hvad mangler du? Hvorfor ødelægge en andens familie?” Katrine trak på skuldrene: “Huset, det stabile, Mikkel gør alt rigtigt, men jeg savner spænding — passion, eventyr. I andre klukker bare over jeres børn og mænd. Jeg nægter at leve så kedeligt.” Veronika svarede: “Lever du for spændingen, så gør det — men lad være med at ødelægge andres familier. På andres ulykke bygger du ikke lykken. Hellere være en hønemor end at svigte den, man elsker.” Derefter trak Katrine sig væk, hun undgik både Veronika og Sofie og nøjedes med at hilse. Tak for at du læste med — og for din støtte. Held og lykke med livet!
Jeg tager ham med mig – Mor, se den pige der! – Hvilken pige? Hvad mener du, Alice? – Jo, den hvis mor kommer på besøg hos far. Kan du ikke huske, jeg fortalte dig om hende? Karina drejede hovedet mod børnene, der legede i sandkassen. Hjertet slog en kolbøtte, men hun lod selvfølgelig ikke mærke noget. Hun smilede endda beroligende til sin datter. – Solstråle, det betyder jo ikke noget. Far har mange kunder, han er kunstner… – Ja, men den pige sagde, at hun snart tager vores far! – jamrede Alice. Karina satte sig på hug, så hun var i øjenhøjde med sin datter. – Ingen tager vores far! Jeg kan lige gå hen og tale med hende og finde ud af, hvorfor hun siger sådan noget. Er det ikke okay? – Jo! – Vil du vise mig, hvem det er? Alice pegede på en pige i en lyseblå jakke. Hun var ældre end de andre børn og holdt sig lidt for sig selv. – Hej! – Karina satte sig i kanten af sandkassen med et smil. – Hvad hedder du, søde? Pigen blev et øjeblik overrasket, men satte hurtigt et selvsikkert ansigt op. – Jeg er ikke din søde! Hvad vil du? Ellers kalder jeg min mor! – Du skal ikke være bange. Jeg vil bare tale med dig, som voksne gør. Alene, øje til øje – forstår du? Pigen overvejede det og nikkede til sidst. – Dolly… Jeg hedder Dolly. – Dolly? – Karina så overrasket ud. – Det er et usædvanligt navn! – Det siger alle… Hvad vil du? – Alice bliver meget ked af det over det, du har sagt. Kan du fortælle mig, hvad I talte om, så jeg kan finde ud af, om det bare er en misforståelse? – Jamen så hør! – råbte pigen pludselig. – Min mor tager snart din mand! Så har jeg en far, og din Alice har ingen! Vi kommer til at bo lykkeligt sammen, og du kommer til at græde alene. Forstår du!? Karina blev paf. Flere i sandkassen kiggede måbende derover mod dem. – Dolly, hvorfor siger du sådan? – Fordi din mand elsker min mor! Og hun elsker ham! Sådan er det! Pludselig mistede Karina alt sit selvværd. “Hun lyver ikke, hvorfor skulle hun gøre det? Gud, Tim… Hvordan kunne jeg ikke have set det ske…” – Tankerne fløj vildt rundt i hovedet. Hun rejste sig op og gik hurtigt væk fra sandkassen, men stoppede pludselig. – Jeg forstår, Dolly. Undskyld, fordi jeg forstyrrede dig. – Mor, går far ingen steder? Tager hende pige ham? – spurgte Alice og så bekymret op på sin mors ansigt. – Græder du? Mor… Karina tørrede kinden – der var et vådt spor. – Nej, skat… Jeg fik bare noget i øjet, det er nok blæsten. – Du græder! – råbte Alice. – Så går far fra os, gør han ikke? Så havde hun ret! Havde hun ikke, mor?! Svar! Alice brød helt sammen og løb grædende hjem. Karina tog sig sammen, styrtede efter og prøvede at tørre mascaraen og tårerne væk fra ansigtet… *** – Jeg hader at male i atelieret! – En midaldrende mand smed jakken over en stol. – Hjemme i værkstedet er det noget andet. Jeg kan mærke inspirationen, når jeg er her… Karina tabte tallerkenen, hun havde stået og gnubbet på. Den gik i stykker med et brag i vasken. – Karina, er du okay? Skar du dig? – Jeg har det fint… Hun prøvede at smile, men kunne ikke se sin mand i øjnene. – Undskyld, jeg er bare træt. Har arbejdet med børn hele dagen, du ved hvor udmattende det er. Har flere kunder igen i morgen. – Hvem? – En fra udlandet. Jeg maler hendes portræt i klassisk stil. – Hende med de lange lyse lokker og den perfekte talje? Tim så overrasket på sin kone. Karina prøvede at holde masken, men hendes tone røbede hende. – Hvor skulle jeg vide, hvordan hendes talje ser ud. Jeg maler da kun hendes ansigt. Men ja, hendes hår er vistnok lyst. Altså, det gør ingen forskel – hun betaler godt og taler ikke for meget. Hun er lidt passiv… – Passiv… – mumlede Karina. – Ja, i depression, tror jeg. En gang bad hun om en pause for at tage medicin. Jeg googlede det – på recept… – Men du siger du ikke ved noget om hende. – Jeg blev bare nysgerrig. Almindelig nysgerrighed. Tim rejste sig, gik hen og lagde armene om hende bagfra. – Du skal ikke være ked af, at vi ikke har meget tid sammen nu… Når portrættet er færdigt, tager vi på ferie. – Lover du? – spurgte Karina forfjamsket og nød nærværet. – Selvfølgelig, min elskede Karina. Min lille, besværlige, mistænksomme pige, som jeg elsker så højt, – svarede Tim, mens han krammede hende endnu tættere… Næste dag besluttede Karina at blive hjemme for at se kvinden, Tim arbejdede for. Da dørklokken lød, begyndte hendes hjerte at hamre vildt. “Nervøs nu… det er længe siden sidst. Tag dig sammen,” tænkte hun og gik ud for at åbne. – Goddag! Jeg hedder Karina, jeg er Tims kone. Kom indenfor! Kunden nikkede og trådte ind over dørtærsklen. lige da Karina var ved at lukke døren, så hun en lille pige bagved – samme pige fra sandkassen i går. – Hun sidder bare stille og roligt. Hun forstyrrer ikke nogen, – sagde kvinden, mens hun tog overtøjet af. – Er det ikke rigtigt, Dolly? Pigen nikkede, men så ikke på sin mor. Kvinden gik ubesværet forbi Karina og hen til Tims værksted. “Hun går rundt, som om hun ejer huset!” tænkte Karina, men prøvede at ryste tanken af sig. – Nå, Dolly, skal vi lære hinanden at kende én gang til? Er du sulten? Kom, jeg sætter vand over til te. Men pigen satte sig bare tavst på skohylden og stirrede ned i gulvet. – Det er da varmt, vil du ikke have jakken af… skal jeg hjælpe dig? Dolly svarede ikke. Karina blev forlegen, men undlod at vise det. Hun satte sig på hug, lagde forsigtigt hånden på Dollys skulder. – Er der noget galt, Dolly? Er du ked af det? Stadig tavshed. Men da Karina så hende i øjnene, opdagede hun, at de for længst var blevet våde. Tårene løb ned ad hendes kinder. – Undskyld… – hviskede pigen. – Jeg løj for dig. – Dolly, lille skat… Hvad mener du? – Ingen vil tage din mand. Jeg… Jeg ville bare så gerne have en far… Nu begyndte Dolly for alvor at græde. Hendes stemme rystede, og til sidst hulket hun. – Min mor er syg. Hele tiden syg. Hun har endda opkaldt mig efter sin sygdom. Jeg hader mit navn! Dolores – sorg, tristhed… Hun er aldrig glad! Men onkel Tim gav mig mad, viste mig farver… Jeg så, hvor sjovt han legede med Alice! Men jeg… jeg er altid alene. Altid! Karina blev chokeret. “Stakkels barn… Hvis hun åbner sig så hurtigt nu, må hun føle sig tryg – kun her hos os. Gud, hvad sker der dog med denne verden?” tænkte hun, mens hun omfavnede den grædende Dolores.