Jeg tager ham med mig – Mor, se den pige der! – Hvilken pige? Hvad mener du, Alice? – Jo, den hvis mor kommer på besøg hos far. Kan du ikke huske, jeg fortalte dig om hende? Karina drejede hovedet mod børnene, der legede i sandkassen. Hjertet slog en kolbøtte, men hun lod selvfølgelig ikke mærke noget. Hun smilede endda beroligende til sin datter. – Solstråle, det betyder jo ikke noget. Far har mange kunder, han er kunstner… – Ja, men den pige sagde, at hun snart tager vores far! – jamrede Alice. Karina satte sig på hug, så hun var i øjenhøjde med sin datter. – Ingen tager vores far! Jeg kan lige gå hen og tale med hende og finde ud af, hvorfor hun siger sådan noget. Er det ikke okay? – Jo! – Vil du vise mig, hvem det er? Alice pegede på en pige i en lyseblå jakke. Hun var ældre end de andre børn og holdt sig lidt for sig selv. – Hej! – Karina satte sig i kanten af sandkassen med et smil. – Hvad hedder du, søde? Pigen blev et øjeblik overrasket, men satte hurtigt et selvsikkert ansigt op. – Jeg er ikke din søde! Hvad vil du? Ellers kalder jeg min mor! – Du skal ikke være bange. Jeg vil bare tale med dig, som voksne gør. Alene, øje til øje – forstår du? Pigen overvejede det og nikkede til sidst. – Dolly… Jeg hedder Dolly. – Dolly? – Karina så overrasket ud. – Det er et usædvanligt navn! – Det siger alle… Hvad vil du? – Alice bliver meget ked af det over det, du har sagt. Kan du fortælle mig, hvad I talte om, så jeg kan finde ud af, om det bare er en misforståelse? – Jamen så hør! – råbte pigen pludselig. – Min mor tager snart din mand! Så har jeg en far, og din Alice har ingen! Vi kommer til at bo lykkeligt sammen, og du kommer til at græde alene. Forstår du!? Karina blev paf. Flere i sandkassen kiggede måbende derover mod dem. – Dolly, hvorfor siger du sådan? – Fordi din mand elsker min mor! Og hun elsker ham! Sådan er det! Pludselig mistede Karina alt sit selvværd. “Hun lyver ikke, hvorfor skulle hun gøre det? Gud, Tim… Hvordan kunne jeg ikke have set det ske…” – Tankerne fløj vildt rundt i hovedet. Hun rejste sig op og gik hurtigt væk fra sandkassen, men stoppede pludselig. – Jeg forstår, Dolly. Undskyld, fordi jeg forstyrrede dig. – Mor, går far ingen steder? Tager hende pige ham? – spurgte Alice og så bekymret op på sin mors ansigt. – Græder du? Mor… Karina tørrede kinden – der var et vådt spor. – Nej, skat… Jeg fik bare noget i øjet, det er nok blæsten. – Du græder! – råbte Alice. – Så går far fra os, gør han ikke? Så havde hun ret! Havde hun ikke, mor?! Svar! Alice brød helt sammen og løb grædende hjem. Karina tog sig sammen, styrtede efter og prøvede at tørre mascaraen og tårerne væk fra ansigtet… *** – Jeg hader at male i atelieret! – En midaldrende mand smed jakken over en stol. – Hjemme i værkstedet er det noget andet. Jeg kan mærke inspirationen, når jeg er her… Karina tabte tallerkenen, hun havde stået og gnubbet på. Den gik i stykker med et brag i vasken. – Karina, er du okay? Skar du dig? – Jeg har det fint… Hun prøvede at smile, men kunne ikke se sin mand i øjnene. – Undskyld, jeg er bare træt. Har arbejdet med børn hele dagen, du ved hvor udmattende det er. Har flere kunder igen i morgen. – Hvem? – En fra udlandet. Jeg maler hendes portræt i klassisk stil. – Hende med de lange lyse lokker og den perfekte talje? Tim så overrasket på sin kone. Karina prøvede at holde masken, men hendes tone røbede hende. – Hvor skulle jeg vide, hvordan hendes talje ser ud. Jeg maler da kun hendes ansigt. Men ja, hendes hår er vistnok lyst. Altså, det gør ingen forskel – hun betaler godt og taler ikke for meget. Hun er lidt passiv… – Passiv… – mumlede Karina. – Ja, i depression, tror jeg. En gang bad hun om en pause for at tage medicin. Jeg googlede det – på recept… – Men du siger du ikke ved noget om hende. – Jeg blev bare nysgerrig. Almindelig nysgerrighed. Tim rejste sig, gik hen og lagde armene om hende bagfra. – Du skal ikke være ked af, at vi ikke har meget tid sammen nu… Når portrættet er færdigt, tager vi på ferie. – Lover du? – spurgte Karina forfjamsket og nød nærværet. – Selvfølgelig, min elskede Karina. Min lille, besværlige, mistænksomme pige, som jeg elsker så højt, – svarede Tim, mens han krammede hende endnu tættere… Næste dag besluttede Karina at blive hjemme for at se kvinden, Tim arbejdede for. Da dørklokken lød, begyndte hendes hjerte at hamre vildt. “Nervøs nu… det er længe siden sidst. Tag dig sammen,” tænkte hun og gik ud for at åbne. – Goddag! Jeg hedder Karina, jeg er Tims kone. Kom indenfor! Kunden nikkede og trådte ind over dørtærsklen. lige da Karina var ved at lukke døren, så hun en lille pige bagved – samme pige fra sandkassen i går. – Hun sidder bare stille og roligt. Hun forstyrrer ikke nogen, – sagde kvinden, mens hun tog overtøjet af. – Er det ikke rigtigt, Dolly? Pigen nikkede, men så ikke på sin mor. Kvinden gik ubesværet forbi Karina og hen til Tims værksted. “Hun går rundt, som om hun ejer huset!” tænkte Karina, men prøvede at ryste tanken af sig. – Nå, Dolly, skal vi lære hinanden at kende én gang til? Er du sulten? Kom, jeg sætter vand over til te. Men pigen satte sig bare tavst på skohylden og stirrede ned i gulvet. – Det er da varmt, vil du ikke have jakken af… skal jeg hjælpe dig? Dolly svarede ikke. Karina blev forlegen, men undlod at vise det. Hun satte sig på hug, lagde forsigtigt hånden på Dollys skulder. – Er der noget galt, Dolly? Er du ked af det? Stadig tavshed. Men da Karina så hende i øjnene, opdagede hun, at de for længst var blevet våde. Tårene løb ned ad hendes kinder. – Undskyld… – hviskede pigen. – Jeg løj for dig. – Dolly, lille skat… Hvad mener du? – Ingen vil tage din mand. Jeg… Jeg ville bare så gerne have en far… Nu begyndte Dolly for alvor at græde. Hendes stemme rystede, og til sidst hulket hun. – Min mor er syg. Hele tiden syg. Hun har endda opkaldt mig efter sin sygdom. Jeg hader mit navn! Dolores – sorg, tristhed… Hun er aldrig glad! Men onkel Tim gav mig mad, viste mig farver… Jeg så, hvor sjovt han legede med Alice! Men jeg… jeg er altid alene. Altid! Karina blev chokeret. “Stakkels barn… Hvis hun åbner sig så hurtigt nu, må hun føle sig tryg – kun her hos os. Gud, hvad sker der dog med denne verden?” tænkte hun, mens hun omfavnede den grædende Dolores.

Jeg tager ham

Mor, se den pige derovre!
Hvilken pige? Hvad mener du, Alberte?
Hende derovre, hvis mor besøger far en gang imellem. Kan du huske, jeg har fortalt dig om hende?

Katrine vendte sig og kiggede hen mod børnene, der legede i sandkassen. Hendes hjerte snørede sig sammen og sank tungt ned i maven… Men hun lod ingenting mærke, smilede endda til sin datter.

Skat, og hvad så? Far har jo mange kunder, han er kunstner…

Ja, men den pige sagde, at hun snart tager vores far! begyndte Alberte at smågræde.

Katrine satte sig på hug, så hun kunne se Alberte i øjnene.

Ingen tager vores far fra os! Skal jeg ikke lige snakke med hende og finde ud af, hvorfor hun siger sådan nogle ting? Er det ikke en god idé?

Okay!

Vil du vise mig, hvem det er, Alberte?

Alberte pegede på en pige i en lyseblå jakke. Hun var lidt ældre end de andre børn og holdt sig lidt for sig selv.

Hej! Katrine satte sig på kanten af sandkassen og smilede venligt til pigen. Hvad hedder du, min ven?

Pigen så forvirret ud et øjeblik, men hævede hurtigt hagen og forsøgte at virke vigtig.

Du er ikke min ven! Hvad vil du? Jeg kan kalde på min mor!

Bare rolig, det behøver du ikke. Jeg vil bare gerne snakke lidt med dig. Som voksne, bare os to, forstår du?

Pigen tøvede, så nikkede hun.

Ditte Jeg hedder Ditte.

Ditte? Katrine smilede overrasket. Det er et sødt navn!

Alle siger sådan… Hvad ville du?

Alberte bliver meget ked af det over det, du siger til hende. Kan du fortælle mig, hvad I taler om? Så kan jeg bedst forstå det hele. Det kan jo være, I har misforstået hinanden.

Fint! råbte Ditte pludselig. Min mor skal være sammen med din far! Og så får jeg en far, men din Alberte har ingen! Så skal vi bo sammen og være glade, og I bliver bare triste! Forstået?!

Katrine tabte mælet. Andre voksne vendte sig og kiggede undrende over på dem.

Ditte, hvorfor siger du sådan?

Fordi din mand elsker min mor! Og hun elsker ham tilbage! Sådan er det!

Alle kræfter forlod Katrine med ét. “Hvorfor skulle hun lyve? Herregud, Thomas… Hvordan har jeg kunnet overse det…” Tankerne flyver forvildet rundt i hendes hoved. Hun rejser sig op og begynder at gå væk fra Ditte, men stopper et øjeblik.

Jeg forstår, Ditte. Undskyld, jeg forstyrrede.

Så mamma, vores far går ikke fra os, vel? Han bliver ikke taget fra os af den dumme pige? spurgte Alberte, mens hun kiggede på det bekymrede udtryk i Katrines ansigt. Græder du, mor…?

Katrine førte håndryggen op til kinden og mærkede uventet, at den var fugtig.

Nej, skat. Der er bare lidt vind, jeg fik noget i øjet…

Du græder! råbte Alberte. Det betyder far forlader os! Hun har ret! Hun har ret, ikke mor? Sig det!

Alberte løb grædende væk mod opgangen. Katrine vågnede op af sine tanker, løb efter hende og forsøgte at tørre de sorte tårer og mascara væk fra kinderne…

***

Jeg hader at male i atelieret! En midaldrende mand lagde sin jakke over en stol. Derhjemme, i mit eget værksted, får jeg altid energi og inspiration…

Katrine tabte en tallerken, hun havde stået med længe. Den splintredes i vasken med et højt klir.

Katrine, er du okay? Skar du dig? spurgte Thomas bekymret.

Det går fint

Hun forsøgte at smile, men kunne ikke få sig selv til at se ham i øjnene.

Nå Undskyld skat, jeg er bare træt. Har haft børn i atelieret hele dagen, du ved hvordan det er. I morgen kommer der nogle flere kunder.

Hvem kommer?

En udenlandsk kunde. Jeg maler et klassisk portræt af hende.

Er det hende med det lange lyse hår og den perfekte talje?

Thomas så overrasket ud. Katrine forsøgte at tale roligt, men hendes stemme dirrede.

Jeg ved ikke, hvordan hendes talje ser ud. Jeg maler jo kun ansigtet! Men ja, hun har vist lyst hår. Det gør jo heller ingen forskel Hun betaler godt, stiller ingen krav og siger ikke for meget. Ret passiv faktisk.

Passiv hviskede Katrine.

Ja, tror hun er deprimeret. Hun bad mig engang holde pause, så hun kunne tage noget medicin. Jeg slog navnet op, det fås jo kun på recept…

Men du siger, du ikke rigtig kender hende?

Jeg blev bare nysgerrig.

Thomas rejste sig fra bordet, gik over og omfavnede Katrine bagfra, mens han hviskede:

Du må ikke være ked af, vi ikke har så meget tid sammen lige nu Når jeg er færdig med portrættet, tager vi på ferie sammen.

Lover du det? spurgte Katrine tøvende, mens hun nød, at han holdt om hende.

Selvfølgelig, min lille Katrine. Min stædige, jaloux pige, som jeg elsker så højt, sagde Thomas og holdt hende tættere ind til sig.

Næste dag beslutter Katrine sig for at blive hjemme. Hun vil bare se den kvinde, der arbejder med Thomas. Da det ringer på døren, slår hendes hjerte kolbøtter. “Jeg er jo helt nervøs Hvornår har jeg sidst været det? Nu må jeg tage mig sammen,” tænker hun, mens hun skynder sig ud og åbner.

Goddag, jeg hedder Katrine, jeg er Thomas hustru. Kom indenfor!

Bestilleren nikker og kommer ind ad døren. Katrine er i gang med at lukke, men ser pludselig en lille pige bag kvinden. Den samme pige, hun talte med på legepladsen dagen før.

Hun sidder helt stille og forstyrrer ingen. siger kvinden, mens hun tager overtøjet af. Er det ikke rigtigt, Ditte?

Pigen nikker, men ser ikke på sin mor. Kvinden går direkte ind i atelieret. “Hun opfører sig jo, som om hun bor her,” tænker Katrine, men skubber tanken væk.

Nå, Ditte, skal vi ikke lære hinanden at kende igen? Er du sulten? Tag jakken af, så laver jeg lidt te.

Men Ditte sætter sig tavst på skohylden og stirrer ned i gulvet.

Men det er jo varmt, skal jeg hjælpe dig? prøver Katrine venligt.

Ditte svarer ikke. Katrine bliver forlegen, men prøver ikke at lade det mærke udadtil. Hun sætter sig på hug ved siden af Ditte og lægger forsigtigt sin hånd på hendes skulder.

Er der noget, der går dig på, Ditte? Er der sket noget?

Der er stille igen. Men da Katrine ser ind i pigenes øjne, opdager hun, at de er helt blanke af tårer. Små strømme løber ned ad hendes kinder.

Undskyld hvisker Ditte. Jeg løj for dig.

Ditte, min skat Katrines hjerte snører sig sammen. Hvad mener du?

Ingen vil tage din mand. Jeg… Jeg vil bare også gerne have en far…

Ditte begynder at græde. Hendes stemme bæver, og snart tager gråden helt over.

Min mor er syg. Hun er altid syg. Hun kaldte mig Ditte, fordi hun mente, det passede til alt det triste. Hun er aldrig glad! Men Thomas, han gav mig mad, han viste mig farver… Jeg har set ham lege med Alberte på legepladsen! Og jeg… jeg er altid alene. Altid!

Katrine er paf. “Stakkels barn… Hun åbner sig sådan op for mig, fordi hun føler sig tryg lige nu… Kun sammen med os. Hvad er det dog for en verden?” tænker hun, mens hun omslutter den grædende Ditte i sine arme.