Søren gik ud af døren, mens Freja bare smilede.
– Åh, jeg er så træt af det her! – mumlede Søren, mens han gik rundt i køkkenet som om han målte hver eneste skridt. – Hver dag det samme! Kommer hjem fra arbejde og mødes af den samme lukkede stemning.
– Hvad mener du? – stod Freja ved komfuret og rørte i suppen. Hun vendte sig ikke om, kun hendes skuldre spændtes en anelse.
– Hvad jeg mener? – gentog han spydigt. – Din kulde! Du er altid optaget af dine egne ting, dine tanker, din egen lille verden, hvor der ikke ser ud til at være plads til mig!
– Jeg har bare meget arbejde, du ved jo det – sagde hun med en træt og ligegyldig stemme.
– Arbejde, arbejde! Hvad med mig? Hvad med os? – slog Søren hånden hårdt ned på bordet. – Hvornår har du sidst vist interesse for mine ting? Hvornår gik vi sidste gang ud sammen?
Freja vendte langsomt hovedet mod ham. På hendes ansigt var der ikke et glimt af uro, kun en let skygge af udmattelse i øjnene.
– Vi gik i biografen for to uger siden – svarede hun roligt.
– Og du sad bare og stirrede på din telefon gennem hele filmen! – fuget han med håret på hovedet. – Ved du hvad? Jeg kan ikke holde det ud længere. Jeg går.
Freja stod stille, skeen i hånden hængte over gryden.
– Hvor skal du hen i nat?
– Ikke i aften. Jeg går helt ud. Fra dig. Fra alt det her… – han gestikulerede med armen over køkkenet. – Fra hele dette.
Freja lagde langsomt skeen på tallerkenen. Hun havde ventet på disse ord i lang tid, men de ramte stadig som torden på en klar himmel.
– Jeg har fundet en anden – sagde Søren, som om han var bange for at ændre mening. – Hun værdsætter mig, spørger til mine ting, griner af mine dårlige vittigheder.
Freja stirrede på ham et øjeblik og så… smilede. Det var et mærkeligt smil – hverken bittert eller ondt, men befriende.
– Sådan, – sagde hun enkelt. – Hvornår vil du flytte ud?
Søren så forbløffet ud. Han havde forventet tårer, skrig, anklager – alt muligt, men ikke denne ro.
– Vil du slet ikke kæmpe for ægteskabet? – udbrød han.
– Har vi noget at kæmpe for? – gik Freja hen til vinduet og så ud på den aftensolbelyste gård. – Vi er blevet fremmede for hinanden. Du har ret – jeg lever i min egen verden, og du ser ud til at trives dårligt i den.
Søren var i chok. Han troede, han havde alle kortene, men hans eget kort – at gå – viste sig ikke at være så stærkt som han troede.
– Jeg henter mine ting i morgen, mens du er på arbejde – mumlede han.
– Som du vil – svarede Freja og vendte tilbage til suppen. – Skal vi have aftensmad?
Søren smækkede døren i. Freja hørte ham samle sine sager i entréen, så døren smækkede igen.
Hun sad alene, slukkede komfuret, skubbede gryden til siden og gik hen til bordet. Stuen blev pludselig stille. Hun greb sin telefon, åbnede en ulæst besked fra en veninde og brød ud i gråd – ikke af sorg, men af lettelse. Et smil brød frem gennem tårerne.
På skærmen stod: “Nå, Freja, har du sagt det til ham?”
Freja sagde ingenting til Søren. Det var ham, der sagde det først. Og det var nok.
En uge efter Søren var gået, sad Freja på en café med Anja, en gammel veninde. Anja så bekymret på hende.
– Så du bare lukkede ham ude? Du forsøgte ikke at redde det?
Freja trak på skuldrene, mens hun rørte i kaffen.
– Hvad skulle jeg redde? Du ved jo, de sidste to år har vi levet som naboer.
– Men ti år sammen! – protesterede Anja. – Betyder det ingenting?
– Det betyder noget, men ikke nok til at holde fast i hinanden, når det kun er en smertefuld rutine.
Anja rystede på hovedet.
– Jeg kender dig ikke længere. Du ville have kæmpet.
– Ja, før – så Freja ud af vinduet. – Nu vil jeg bare have ro. Det føles som om en tung sten er faldet fra mine skuldre.
– Så du er ikke ked af det? – lænet Anja sig frem.
Freja tøvede.
– Jeg er ked af det, men ikke fordi han gik. Jeg er ked af, at jeg så længe ventede med at tage skridtet. Jeg havde endda skrevet en tale til ham den aften, men han gik forud for mig.
– Hvorfor sagde du ikke, at det gik så dårligt?
– Jeg ville ikke indrømme det for mig selv. Jeg var faktisk jaloux på hans nye kæreste. Ikke på ham, men på hendes mod. Hun vidste, hvad hun ville, og gik efter det. Jeg ventede på… jeg ved ikke engang på hvad.
– Hvad nu? – spurgte Anja.
– Livet, – sagde Freja for første gang på lang tid oprigtigt. – Jeg har fået et nyt projekt på arbejdet, mere kreativt, mere af min egen smag.
Anja stoppede hende med hånden.
– Først manden, så arbejdet… Du vil da ikke vende hele dit liv på hovedet?
– Ikke vende, men starte på ny, – svarede Freja og kiggede på sit ur. – Jeg har et møde med projektlederen i dag.
– Er du sikker på, at du har det godt? – sagde Anja bekymret. – Jeg holder bare af dig.
Freja rørte ved Anjas hånd.
– Jeg har det fint. For allerførste gang i lang tid.
Om aftenen gik Freja tilbage til den tomme lejlighed. Søren havde hentet sine ting, men efterlod et mærkeligt tomrum i skabe og på hylder. Hun gik gennem værelserne og bemærkede hans barbermaskine i badeværelset, den bærbare computer på skrivebordet, de spredte sokker.
Telefonen ringede. På skærmen stod hendes svigermors navn.
– Hej, Inge, – sagde Freja og satte sig på sofaen.
– Freja, skat, hvad sker der? Søren forklarer ingenting, han siger bare, at I er splittet!
– Det er sandt, – svarede hun roligt. – Vi er enige om, at det er bedst for os begge.
– Men hvordan kan det være? I så så perfekte ud! Kan I ikke rette op på det?
Freja sukkede. Hun elskede sin svigermor, men ville ikke gå i detaljer.
– Inge, vi har begge besluttet det. N
