Kommer han tilbage jag ham ikke væk
Astrid husker kun svagt sine forældre, de gik bort med korte mellemrum, da hun stadig var lille. Først blev hendes far syg; hun mindes, hvordan hendes mor sad ved hans seng, og han lå der, uden at kunne rejse sig. Efter lidt tid var han væk. Kort efter svigtede hendes mors hjerte, og hun døde også. Sådan mistede hun dem begge.
Astrid blev taget hånd om af naboerne, Anna og Zakarias, som altid havde været gode venner med Astrids forældre. De blev plejeforældre, for Astrid havde ingen andre familie. Hos dem boede også deres søn, Mads, der var tre år ældre end Astrid. Da Astrid blev voksen og til en smuk ung kvinde, blev Mads forelsket i hende, og hun var heller ikke modstridende. Det var på en måde naturligt hun voksede op i huset og blev siden Mads’ hustru.
De blev gift og købte Astrids barndomshjem, hvor de lavede nye gulve og malede vægge. Snart ventede de deres første barn.
Astrid, hvor er jeg glad! Vi får en søn, slægten fortsætter, jeg vil elske ham, og dig selvfølgelig, sagde Mads begejstret.
Astrid fødte en dreng en kold efterårsnat. Det var en hård fødsel, og Astrid lå udmattet med lukkede øjne og sukkede:
Nu er det gjort min søn er født, nu må jeg hvile.
Næste morgen blev Astrids stuekammerat bedt om at amme sit barn, men Astrid fik ikke sin. Hun blev nervøs:
Hvor er min søn? Han skal vel også have mad.
Bare rolig, svarede sygeplejersken roligt, han sover. Når han bliver sulten, siger han til.
Næste dag kom der heller ingen baby til Astrid, og hun begyndte at græde.
Hvor er min søn? Hvad sker der?
Den omsorgsfulde rengøringsdame fru Mie sagde, mens hun vaskede gulvet:
Åh, min pige, han ser ikke stærk ud, kan knap græde.
Men fru Mie, hvad mener du?
Jeg har arbejdet her i mange år og har set det hele, svarede hun trist.
Men da kom sygeplejersken ind og sagde med rolig stemme:
Din dreng er meget svag, han får vitaminer gennem drop nu. Det skal nok gå bare rolig.
Endelig kom den lille til Astrid, og hun blev urolig. Han var så lille, hovedet syntes større end kroppen, og han peb kun svagt. Da hun og barnet kom hjem, tog Mads imod.
Da Astrid tog tæppet af ham, blev Mads forskrækket. Drengen var lille, hovedet stort, øjnene flakkede, og lyden var kun svag.
Min lille Valdemar, min skat, sagde Astrid kærligt. Du skal nok vokse dig stor, vi skal nok klare os.
Mads stod rystet. Han havde ikke forventet sådan en søn.
Hvem har du født? råbte han, det ligner ikke en normal dreng, han er jo så mærkelig! Er du sikker på, han er vores og ikke blevet byttet?
Mads, hvad siger du dog? Selvfølgelig er det vores Valdemar. Han blev bare født sådan, det bliver bedre, sagde lægen også på hospitalet.
Astrid badede sin lille søn med kærlig omsorg, mens Mads holdt sig på afstand. Faktisk kom han ikke nær sit barn, og en uge senere sagde han:
Jeg har sagt op og rejser til Jylland jeg vil ikke engang se ham mere. Jeg har brug for et normalt og sundt barn. Farvel, lød det hurtigt, så hurtigt hun ikke nåede at svare, han havde pakket sine ting forinden.
Astrid nåede kun lige at se ham forlade gården, han gik ikke engang ind til sine forældre, men direkte mod busstoppestedet. Det var Astrid, der måtte fortælle Anna og Zakarias om Mads. Hun kom med Valdemar og græd.
Mads har forladt os han sagde, han ikke ville have en dreng som Valdemar og er rejst til Jylland.
Åh Gud, hvad sker der dog, klagede Anna, og Zakarias svarede alvorligt: Det går nok, datter, vi skal nok klare det.
Astrid var alene med sin søn og sine svigerforældre, som boede tæt på. Sådan hjalp de hinanden lidt. Anna lavede urte-te og hjalp med at bade Valdemar i den. Zakarias gik dårligt, benene gjorde ondt, men han bragte brænde og vand fra brønden i små portioner. Sådan gik det, med ro og humor, når de sad over te om aftenen.
Valdemar voksede, blev stærkere, og til sidst var han en vidunderlig lille dreng. Han elskede bedstefar Zakarias og rakte altid ud mod ham. Og Zakarias forgudede barnebarnet og gav aldrig slip, når Astrid kom forbi. Da Valdemar tog sit første skridt, begyndte Astrid at græde af lykke, og da hun satte sig med åbne arme, vimsede han lige ind i favnen. Hun løftede ham og dansede rundt med ham.
Min skat, min dyrebare Valdemar, jeg vidste, det ville gå! Du er min elskede.
Astrid gik til svigerforældrene og satte Valdemar på benene, han smilede og trippede henover gulvet.
Anna blev rørt, og Zakarias smilede:
Så kom det barnebarnet går! Han ville sige noget mere, men tav. Astrid vidste godt, han i sit stille sind skældte Mads ud.
Hun turde ikke tro, Mads ville komme tilbage.
Fem år gik. Meget var sket siden Mads rejste. Anna og Zakarias hjalp, men desværre ikke længe. For næsten to år siden døde Zakarias, og et år efter gik Anna bort uden at have set sin søn igen. Inden døden græd Anna og bad Astrid:
Tilgiv os, datter, tilgiv Mads han forlod jer. Men jeg beder dig, hvis Mads nogensinde vender tilbage, jag ham ikke væk. Lov mig det…
Astrid havde ikke troet, Mads ville komme tilbage, men hun lovede svigermor af hensyn til Annas fred. Hun begravede Anna, og nu var Astrid og Valdemar alene. Valdemar voksede op kvik og snakkesalig, som en lille voksen. Når Astrid bar brænde ind, tog han også en lille kævle og blev rost.
Min lille herremand, min hjælper, sagde hun, og han smilede stolt.
Valdemar var ved at fylde seks, da porten en dag blev åbnet forsigtigt, og Mads trådte ind i gården. Valdemar løb rundt og fangede sommerfugle, men kom nysgerrigt hen.
Goddag, sagde Valdemar høfligt, hvem er du? Jeg kender dig ikke…
Jeg… jo, jeg er Mads Zakariassen… Zakarias søn…
Jeg hedder Valdemar, min mor kalder mig Valde, svarede drengen.
Mads satte sig målløs på bænken.
Sagde du Valdemar… er du Valde, hans øjne blev blanke.
Den skønne dreng svarede:
Du skal ikke græde, mor siger altid, mænd græder ikke. Hvem er du? Er du min far?
Mads brød sammen, det rørte ham dybt, som Valdemar sagde: far.
Da kom Astrid ud på trappen og sank ned af overraskelse.
Er det dig, Mads?
Mor, er det min far? Jeg vidste, han nok ville komme.
Astrid tog sin søn i armen og sagde:
Ja Valde, det er din far.
Astrid, min egen, tilgiv mig, jeg har svigtet dig, tilgiv. Jeg blev bange og svigtede jer, sagde Mads og knælede på trappen foran dem.
Valdemar gik ned og tog ham om halsen. Astrid tav. Men Mads kunne se i hendes øjne, at hun nok ville tilgive, hans hjerte sagde ham det.
Hvordan har mine forældre det, jeg gik direkte herhen og har ikke været hos dem endnu.
De har det godt nu, vi begravede dem derovre, sagde hun og pegede mod kirkegården.
Efter lidt tid stod alle tre ved graven for Anna og Zakarias. Mads brød sammen, han græd højt og smed sig på græsset ved morens grav.
Tilgiv mig, mor, far… tilgiv.
Astrid og Valdemar tav, og på vejen hjem gik de hånd i hånd, Valdemar så op.
Far, græder du ikke mere?
Nej, min dreng, ikke mere jeg lover.
Kære Astrid, hvordan har I klaret jer?
Åh, på mange måder, svarede hun. Tak til dine forældre, de svigtede os aldrig, hjalp hvor de kunne, og vi hjalp også dem.
Ja, far, sagde Valdemar, mor sagde altid, tak til bedstemor Anna og bedstefar Zakarias. Jeg var jo svag som baby, men bedstefar sagde altid noget godt. Se, jeg er stor nu! Jeg skal begynde i skole næste år, siger mor. Ja, mor, sagde han og gav hende et lille nap. Jeg gav endda bedstefar mad med ske, da han var syg, og bedstemor også, og sagde de skulle spise.
Mads sad og bed sig i læben:
Jeg, stor og stærk, løb fra problemer, slap ansvaret det blev for tungt… Men min søn klarede det hele og blev sund og stor. Og Astrid! Det er hendes fortjeneste, hun bar det hele. Og da det blev svært for mig, vendte jeg hjem – og nu har jeg både min dreng og min kone.
Mads anede ikke, hvad der gik gennem Astrids sind.
Tilgive eller ikke tilgive… Glemme alt, tage ham ind? Hvad skal jeg gøre? Men Valdemar holder så fast i sin fars hånd, vi må leve som familie, stå sammen. Jeg lovede jo også svigermor.
Senere, da Valdemar var faldet i søvn, sad Astrid og Mads ved køkkenbordet. Mads tænkte:
Smider hun mig ud?
Men Astrid sagde stille:
Din mor sagde til mig før hun døde:
Kommer han tilbage jag ham ikke væk… Jeg lovede det.
Mads åndede lettet op.
Tak, Astrid, jeg vil aldrig svigte dig eller Valdemar mere. I er mine allerkæreste.
Senere fortalte Mads til Valdemar:
Valde, hvad siger du til at få en lillesøster?
Tja, jeg glæder mig, sagde han alvorligt, men kan I klare det? Jeg får jo travlt med skole.
Vi klarer det, min dreng.
Tusind tak for at læse med tak for støtte og følgeskab. Al mulig lykke til dig!
