Veninden bad om at overnatte et par dage – og begyndte straks at diktere sine egne regler – Hvorfor har I håndklæder, der er så stive? De føles jo som sandpapir, ikke som frotté! I går efter badet skrubbede jeg nærmest huden af mig, mens jeg tørrede mig. Len, du er da kvinde – kunne du ikke bare købe en ordentlig skyllemiddel? Eller sparer I virkelig på komforten? Olga stod frosset med kaffekoppen i hånden og stirrede på sin gamle veninde, Lise, der sad ved køkkenbordet i en silkerobe – i øvrigt Olgas egen, som hun ellers kun brugte til særlige lejligheder. Lise smurte et tykt lag smør på et stykke rugbrød og kiggede kritisk rundt i køkkenet, som om hun var sundhedsinspektør. – Lise, det er nye håndklæder, – svarede Olga afmålt og prøvede at holde irritationen tilbage i stemmen. – De er af bambusfibre og skal være lidt kraftige. Og mit skyllemiddel er allergivenligt, uden duft. – Netop derfor! – Lise løftede formanende pegefingeren med sin store ring med en violet sten. – Ingen duft betyder ingen sjæl. Et hjem bør dufte af renhed, lavendel, alpeenge! Her lugter det bare… ja, jeg ved ikke, klinisk rent. Kedeligt, Olga, I lever kedeligt. Du mangler fantasi! Olga vendte sig tavst mod komfuret, hvor der stod havregrød og simrede til hendes mand, Victor, som stadig sov, men snart skulle på arbejde. Hans tålmodighed var allerede på bristepunktet, og Olga bad til, at morgenen ville forløbe roligt. Lise dukkede op på trappen til deres lejlighed for tre dage siden. Hun ringede sent om aftenen med panik og gråd i stemmen: “Olga, hjælp! Overboen har oversvømmet mig, mit hjem er én stor vandskade. Det er fugtigt, og svampene kommer! Må jeg bo hos jer et par dage, indtil håndværkerne får tørret det hele? Please!” Olga, som altid havde hjertet på rette sted, sagde selvfølgelig ja – hvordan kunne hun nægte barndomsveninden, selvom de ikke havde set hinanden ofte de seneste år, når de nu havde delt så meget? “Et par dage” var blevet til den fjerde, og Lise viste ingen tegn på at ville flytte ud. Til gengæld var hun begyndt at “indrette” sig. – Apropos havregrød, – sagde Lise med et fortrydeligt ansigtsudtryk og så ned i gryden. – Koger du den der tapetklister igen? Victor har brug for proteiner! En mand skal spise kød, æg, ikke det der klistrede rod. Du kører ham mod mavesår eller impotens. – Lise, Victor elsker havregrød, han har gastrit, lægen har givet ham diæt, – Olga lagde grød på tallerkenen og forsøgte ikke at larme med skeen. – Læger ved ikke noget, de får penge fra medicinalindustrien! – konstaterede Lise, mens hun bed højlydt ned i rugbrødet, så det knasede i hele huset. – Jeg følger en kostvejleder, han siger, at alle sygdomme skyldes kulhydrater. Nå, du vil ikke høre – dit valg. Men jeg ville tænke over, hvorfor din mand ser så bleg ud. Victor kom ind i køkkenet. Han så ikke så meget bleg ud som udmattet og sottent. Han mumlede “godmorgen”, satte sig og rakte ud efter sin yndlingskop – stor, mørkeblå med teksten “Bedste lystfisker”. Men koppen var væk. – Hvor er min kop? – spurgte han og kiggede rundt. – Åh, Victor, godmorgen! – sang Lise. – Jeg satte den væk. Den er så dyster, udstråler dårlig energi. Her, se, jeg har fundet en fin kop med blomster, meget glad – fra porcelænssættet i vitrineskabet. Ting skal bruges og ikke bare stå og samle støv! Foran Victor stod en lille, fin kop med lyserøde pæoner, næppe 150 ml stor. Victor så på koppen, så på Olga. I hans blik stod der ordløst: “Hvorfor?” – Lise, – sagde han stille, – det er koppen fra min oldemors sæt. Den rører vi aldrig. Og min kop kan altså rumme en halv liter te. Giv mig den, tak. – Hvor er I konservative! – Lise bredte armene ud. – Kedelige, snæversynede! Jeg prøver bare at gøre det pænere. Din kop havde jo en revne! Jeg smed den ud. Der faldt larmende stilhed. Olga fik kuldegysninger. Koppen var en gave fra Victors afdøde far. Revnen var ægte, men Victor passede på den som sin øjesten. – Hvad har du gjort? – sagde Victor med en isnende rolig stemme. – Jeg smed den ud, – gentog Lise uden at registrere stemningen. – Man må ikke drikke af skår, det bringer uheld og fattigdom. Sig tak, jeg passer på jeres karma. Victor rejste sig langsomt, gik over til skraldespanden og begyndte at rode i affaldet. Olga stod lammet. Efter et minut hev han sin kop frem, lidt beskidt af kaffegrums, skyllede den af og satte sig. Han hældte te direkte i koppen, uden at blande sig om kaffe- eller temaskinen. – Hvis du rører mine ting igen, – sagde han og så Lise i øjnene, – så er din karma ødelagt på stedet. – Hvilken grovhed! – gispede Lise, da Victor tog morgenmaden med ud af køkkenet. – Olga, så du det? Det er ren psykisk vold! Han trykker dig ned, han er aggressiv! Hvordan kan du leve sådan? Du må til psykolog og lære grænser! Olga drak sin kolde kaffe. Hun havde ikke lyst til psykolog. Hun havde lyst til at smide Lise ud – med hendes kuffert fuld af kosmetik og “rigtige” bøger. Men hendes pæne opdragelse lod hende ikke lave et morgenskænderi. – Lise, hvornår er håndværkerne færdige med din lejlighed? – spurgte hun. – Du sagde et par dage. I dag er fjerde. – Åh, det er mere kompliceret, – viftede Lise af. – Der skal skiftes etageadskillelser. Måske en uge endnu. Men vi er jo veninder! Jeg hjælper jer endda, skaber mere hygge. Jeg har fri i dag og laver aftensmad – det er synd at se jer kaste pølser i mikroen! Olga gik på arbejde med tungt hjerte. Hele dagen snublede hun rundt. Hun forestillede sig Lise rode rundt i hendes lejlighed, og hun fik det fysisk dårligt. Om aftenen mødte hun naboen, fru Møller. Den gamle dame så bebrejdende på Olga. – Olga, jeg forstår, I har gæster og fest, – sagde hun. – Men hvorfor spiller I musik så højt kl. to om dagen? Jeg har forhøjet blodtryk, skulle hvile – hos jer spillede Medina så højt, at min lysekrone rystede. – Undskyld, fru Møller, – Olga rødmede. – Det er min veninde… Jeg siger det til hende. Det sker ikke igen. På vej op ad trappen forberedte Olga en tale. En kontant, klar tale. Hun ville sige til Lise, at hoteller er en genial opfindelse, og hun vil endda betale for et par nætter, bare hun får fred. Men da hun trådte ind ad døren, tabte hun ordene. Der var ikke noget tæppe i entreen. I stedet lå der en mærkelig stråmåtte. Victor og Olgas sko, som ellers stod pænt på reolen, var smidt i en bunke. Reolen var fyldt med Lises sko, sorteret efter regnbuens farver. – Lise! – kaldte Olga. – Jeg er her i køkkenet! – lød Lise. – Kom ind, nu skal vi smage! Olga trådte ind og blev målløs. Hendes yndlingslinnedgardiner var væk. Vinduet stod bart. Blomsterne – violer, pelargonier, kalanchoe – som Olga plejede i vindueskarmen, var stuvet sammen på midten af bordet, og der var ikke plads til en tallerken. – Hvor er gardinerne? – fik Olga fremstammet. – I vask! – jublede Lise og rørte rundt i en stor gryde. – Der var så meget støv! Jeg smed dem i maskinen på 90 grader, så miderne dør! Olga mærkede benene blive som gele. Linnedgardiner. Ved 90 grader. – Lise… Du ved da, de krymper. Det er linned. De må kun vaskes på 30… – Åh, pjat! – Lise viftede. – Kvalitetsstof krymper ikke. Hvis de gør, var de noget bras, så køber vi nye. Jeg har allerede fundet dem på nettet – flotte med geometrisk mønster, meget moderne! Kom, jeg har lavet suppe efter tibetansk opskrift. Renser chakraer og maven. Olga så ned i gryden. Indeholdt en grønlig substans, der lugtede af kogt kål og mærkelige, stærke krydderier. – Jeg vil ikke have suppe, – sagde Olga fast. – Hvorfor rører du mine ting uden at spørge. Hvorfor flytter du blomsterne? De har brug for lys, på bordet visner de! – Lys får de rigeligt, men energien i køkkenet stod stille, – begyndte Lise og talte til Olga som til et barn. – Hjørnerne skal være frie. Jeg flyttede blomsterne for at aktivere rigdomsområdet. Du vil takke mig, når Victor får lønforhøjelse. Apropos Victor, jeg gik ind i jeres soveværelse… – Du gik ind i vores soveværelse?! – Olgas raseri boblede. – Ja da. Døren stod åben. Så tung luft, og jeg luftede ud og flyttede sengen. Man må ikke ligge med fødderne ud mod døren, det er en dødsmandsstilling. Jeg flyttede den med hovedgærdet mod øst. Den var tung! Olga forestillede sig, hvordan Lise skubbede deres dobbeltseng hen over gulvet, og hvordan hun rodede med sengetøjet. Det var mere end brudte grænser. Det var invasion. – Lise, sæt dig, – beordrede Olga. – Hvad nu? Du virker stresset. Vil du have baldrian? Jeg fandt en flaske i dit medicinskab, men den var ved at udløbe, så jeg smed den ud! Olga lukkede øjnene og talte til fem. “Smed ud. Flyttede. Vaskede.” – Hør nu godt efter. Nu går du ud på badeværelset og pakker dine ting. Alle sammen. Tuben, flasker, dit undertøj der hænger til tørre. Så pakker du din kuffert. Lise stivnede med grydeskeen i hånden. Smilet falmede. – Smider du mig ud? Om aftenen? Din veninde? Over gardiner og seng? Er du ved dine fulde fem? Jeg gør det jo kun af hensyn! Jeg lægger hele min sjæl i det! Her er mudder – jeg ville puste liv ind! – Du puster ikke liv ind. Du kvæler os, – sagde Olga. – Det her er mit hjem. Mit mudder. Og jeg elsker det. Jeg har ikke bedt om renovering, feng shui eller opdragelse af min mand. Du skulle bare vente på dit eget hjem, ikke lave “Room Makeover” på DR1. – Derhjemme kan jeg ikke bo! – hvinede Lise. – Det er fugtigt! Vil du se mig dø? – Jeg vil have ro, – sagde Olga. – Der er hoteller. Hostels. Andre veninder. Men her bor du ikke længere. Døren smækkede. Victor kom hjem. Han gik ind i køkkenet, så blomsterne, vinduet, den mærkelige suppe og sin røde kone. – Hvad foregår der? – spurgte han og snusede. – Hvorfor stinker det? Og hvorfor står sengen på tværs? Jeg var ved at falde over den. – Victor, sig noget! – Lise løb hen til ham. – Jeg vil kun jeres bedste, og nu smider hun mig ud! Er det sådan man behandler veninder? Vi har kendt hinanden siden børnehaven! Victor så længe på Lise. Så på Olga – og så hendes hænder dirre. – Lise, – sagde han roligt. – Du har 20 minutter. Hvis du ikke er ude om 20 minutter, samler jeg dine ting sammen. Og tro mig, det bliver ikke pænt. Jeg smider dem ud ad vinduet – vi bor altså på ottende. – I er… udyr! – råbte Lise. – Småsko! Nager jeres ting! Her vil jeg aldrig sætte min fod igen! Jeg fortæller alle, hvor sande I er! Til alle fælles venner! – Tiden starter nu, – sagde Victor og så på uret. – 19 minutter. Lise trampede og jamrede sig og gik over for at pakke. Man kunne høre, hvordan hun smed ting i kufferten, hvordan skufferne hamrede. Olga sank sammen på stolen. – Undskyld, Victor, – sagde hun lavt. – Jeg troede aldrig, det ville ende sådan. Victor lagde armen om hende og kyssede hende på hovedet. – Det er ikke din skyld. Nogle mennesker er som mug – hvis man ikke fjerner dem straks, breder de sig. Er det synd for gardinerne? – Ja, – græd Olga. – Jeg brugte et halvt år på at finde dem. Og gulvet har hun sikkert ridset. – Gulvet kan slibes. Gardiner køber vi nye. Det vigtigste er, at vi har overlevet “den tibetanske suppe”. Se lige den farve! Efter femten minutter trådte Lise ind i entreen, fuldt påklædt, læberne sammenpresset, næsen i vejret. – Nu går jeg, – erklærede hun dramatisk. – Men vid, I har mistet en, der kun ville jer det godt. Leve i jeres skidt og negative energi. Farvel! Hun rullede sin kuffert ud med brag. Olga lukkede døren efter hende. På dørtrinnet vendte Lise sig. – Og for resten, Olga, – sagde hun giftigt. – Din ansigtscreme til 5000 – totalt ubrugelig. Jeg smurte mine hæle med den i tre dage, intet skete. Køb hellere børnecreme, den er mere naturlig. Døren smækkede. Olga låste med to omdrejninger. Så blev hun stående med panden mod den kolde metaldør og begyndte at grine. Nervøst, med lettelses-hulk. Victor kom ud med skraldeposen. – Jeg har hældt suppen ud, – sagde han. – Toilettet var i chok, men det klarede det. Skal vi sætte sengen og blomsterne på plads? – Ja, – sagde Olga og tørrede tårerne væk. – Og tæppet og alt det andet. Hele aftenen brugte de på at få hjemmet til at ligne sig selv igen. Sengen havde ridset gulvet, men det var ikke til at se bagefter. Gardinerne blev hentet fra vaskemaskinen – nu mere som lommetørklæder. Lise havde faktisk valgt kogevask. – Skidt med det, – sagde Olga og smed dem ud. – Nu er her lyst. Da de endelig spiste – helt almindelig pasta med ost, uden “chakra-rensende” tilsætninger – peb Olgas mobil. Besked fra Lise. Billede fra en café: kaffe og kage. Og teksten: “Nyder friheden fra giftige mennesker. Fred og kærlighed til alle!” Olga blokerede hende uden et ord. – Ved du hvad, – sagde Victor eftertænksomt og snurrede pastaen. – Hun har faktisk ret i én ting. – I hvad? – spurgte Olga usikkert. – Vi burde få skiftet låsene. Bare for en sikkerheds skyld. Hun kunne have lavet en kopi, mens hun “balancerede energier”. Næste dag fik de låsen skiftet. Først da kunne Olga trække vejret frit igen. Nu duftede hjemmet som hjem, ikke fremmede parfumer og vanvittige ideer. En måned gik. Via fælles venner hørte Olga, at Lise bor hos en fjern slægtning nordpå. Hun har allerede omlagt hele køkkenhaven og smidt “forkerte” tomatsorter ud, og nu prøver slægtningen at sende Lise på sanatorium, helst til den anden ende af landet. Olga smilede ved tanken. Hun havde lært en lektie. Man skal hjælpe – men luk kun folk ind i sit fort, hvis man er sikker på, de ikke begynder at bygge om. Og hun fik nye gardiner. Med geometrisk mønster. Underligt nok var Lise faktisk lidt ret: de friskede op derhjemme. Men hun ville aldrig fortælle det til hende. Hvordan håndterer I påtrængende gæster, der vil bestemme hjemme hos jer? Del jeres historier i kommentarfeltet, giv et like og følg kanalen – der venter flere livsnære debatter!