Jeg holdt op med at lave mad til min mands bror, som boede gratis hos os
Hvor er frikadellerne? Jeg lavede jo en hel stor portion i går aftes, mindst tyve stykker, spurgte Astrid undrende, da hun stirrede ned i den tomme emaljeskål, der stod ensomt på den midterste hylde i køleskabet.
Hun så over på manden, der sad ved køkkenbordet. Henrik, hendes mands bror, sad og pillede sig i munden med en tandstik, mens han skubbede den tomme tallerken fra sig der var kun et par krummer og lidt fedt tilbage. Han gad ikke en gang stille servicen ud i vasken, selvom han var hjemme dagen lang.
Nå, jeg har da spist dem, svarede Henrik ligegyldigt uden at fjerne blikket fra sin telefon. De var gode, saftige. Lidt mere salt næste gang. Der manglede lidt tilbehør, måtte nøjes med brød til.
Astrid mærkede frustrationen boble op indeni. Hun var kommet hjem fra arbejde for bare femten minutter siden, følte træthed i benene efter tolv timers vagt på sygehuset, og ønskede kun ro og aftensmad. Hun havde dagen før stået ved komfuret i to timer for at sikre, at der var mad til familien de næste par dage. Hun ville gerne slippe for at lave det hele igen.
Henrik, det var mad til os alle. Til tre dage, sagde Astrid langsomt og forsøgte ikke at hæve stemmen. Vi er tre i lejligheden. Har du spist tyve frikadeller på én dag?
Ja, hvad så? undrede Henrik sig, nu med blikket oppe. Hans øjne var blottet for skam. Jeg er jo en stor mand, jeg har brug for kalorier. Det er din skyld, hvis portionerne er for små.
Små? Astrid lukkede køleskabet så hårdt, at magneterne klirrede. To kilo hakket oksekød små portioner? Ved du, hvor dyrt det er? Ved du, hvor meget tid jeg bruger?
Åh, nu stopper du, brummede Henrik, som om hun gav ham hovedpine. Astrid, vær nu ikke så nærig. Det er bare mad. Mads skal bare købe noget flere pølser, hvis du er træt af at lave mad. Jeg kan sagtens spise pølser bare det ikke er sojastykker.
Astrid gik uden et ord ud af køkkenet. Hun måtte trække vejret, ellers ville hun skabe et skænderi, og hun hadede konflikter. Inde i soveværelset satte hun sig på kanten af sengen og dækkede sit ansigt med hænderne.
Henrik havde boet hos dem i tre måneder. Midlertidigt, som hendes mand Mads sagde, dengang han hentede Henrik på stationen. Der var noget rod hjemme, enten med arbejde eller kone det hele var lidt uklart. Han var kommet til Aarhus for at søge muligheder. Men det gik sløvt. Mest af alt lå Henrik på sofaen i stuen, så fjernsyn eller skrev beskeder på nettet. Han gik ikke til samtaler, for der var ikke gode nok tilbud, og han ville ikke arbejde for småpenge.
Mads, hendes mand, følte sig skyldig, men kunne ikke gøre noget. Han er jo min bror, Astrid. Mit eget kød og blod. Kan jo ikke smide ham ud. Hav lidt tålmodighed, han finder nok et job og flytter snart. Astrid holdt ud. Hun var venlig og praktisk, og en suppe skål kunne hun godt undvære. Men det var blevet for meget.
Suppe skålen var nu blevet til fuld forsørgelse af en rask fyr på fyrre, der heller ikke købte så meget som et brød eller te. Han mente, at siden han boede hos broren, skulle broren sørge for mad og konen skulle lave den. For sådan gjorde de i hans verden.
Om aftenen kom Mads hjem, grå i ansigtet, helt udmattet efter sin vagt som værkfører på fabrikken der var travlt i efterårsperioden.
Hej, skat, sagde han og kyssede hende på kinden. Er der noget at spise? Jeg er sulten som en ulv.
Astrid pegede tavst på den tomme komfur.
Nej, Mads. Der er ingen mad.
Hvad? udbrød Mads. Du sagde i går, at du havde lavet frikadeller…
Din bror spiste dem. Alle sammen. Og tilbehøret, og pålægget. I køleskabet er kun en sennepsglas og en halv pakke margarine.
Mads sukkede tungt og gned sig i panden.
Igen? Jeg har jo sagt han skal lade noget blive til os.
Sagt? Astrid krydsede armene. Mads, det hjælper ikke. Vi arbejder begge, betaler af på huset, regninger og nu forsørger vi en voksen mand, der ikke laver noget. Jeg har regnet på udgifterne fra sidste måned. Vi har brugt halvanden gang mere på mad. Det var de støvler, jeg skulle have haft.
Astrid, rolig nu. Jeg snakker med ham. Rigtigt snakker. Skal jeg smutte i Netto, købe pølser og koge pasta?
Astrid så på ham, og hun havde ondt af ham. Han var splittet mellem familiepligten og broderkærlighed. Men medlidenhed hjælper dig ikke, når nogen bare udnytter dig.
Nej, sagde hun bestemt. Jeg vil ikke spise pølser. Og jeg laver ikke mere mad i dag. Jeg er træt. Jeg bestiller noget udefra. Salat og kyllingebryst. Vil du have noget?
Ja, sagde Mads opgivende.
Da måltidet blev leveret, dukkede Henrik straks op i entreen, snusede efter duften fra posen.
Sikke et festmåltid! udbrød han kækt. Nå, I har det hyggeligt? Restaurant hjemme? Rigtigt man skal forkæle sig selv. Pizza? Sushi?
Astrid gik forbi ham, tog to bakker og to gafler frem.
Det er til mig og Mads, sagde hun roligt og fjernede plastlåget.
Henrik stivnede i døren, smilet gled af hans ansigt.
Hvad med mig?
Til dig, Henrik, er der ikke noget, svarede Astrid uden at se på ham. Du spiste jo alle frikadellerne. Tyve styk. Det må være nok til i morgen.
Er det for alvor? Henrik så på sin bror. Mads, tillader du det her? Din kone nægter din egen bror mad? Vi er jo familie!
Mads, der allerede var begyndt at spise, stivnede med gaflen i luften. Stemningen var ubehagelig.
Henrik, du spiste alt Astrid lavede. Vi er trætte og sultne. Maden her er bestilt til to.
I kunne da bare have bestilt til tre! fnyste Henrik. Sparer I på mig? Familiens nærighed. Nå, jeg drikker en kop te. Hvis ikke teen er låst inde, forstås.
Med stort postyr hældte han te op og gik ind på værelset, smækkede døren.
Du var meget direkte, sagde Mads lavt. Han blev ked af det.
Lad ham være, svarede Astrid. Mads, jeg har besluttet mig. Jeg laver ikke mere mad til tre. Kun til dig og mig. Eller også spiser vi ude eller nemt hjemme. Jeg arbejder ikke som kok for din bror.
Men hvordan gør vi så? Vi bor jo sammen. Skal vi gemme gryderne?
Nej. Jeg laver bare ingen mad til ham. Vil han spise, må han købe ind og lave selv. Han har arme og ben og et hoved.
Næste morgen stod Astrid tidligt op. Hun lavede morgenmad: præcis to ostemadder og to kopper kaffe. Da Henrik dukkede op, var der kun krummer og tomme hylder.
Hvor er morgenmaden? spurgte han, da han åbnede køleskabet. Der var jo æg.
Ja, sagde Astrid, tømte kaffekoppen. Der var to. Jeg lavede dem til Mads og mig.
Nu starter du igen, Henrik lød irriteret. I går var du sur, men hvad nu? Skal jeg gå rundt og være sulten?
Henrik, Astrid begyndte at finde sin taske. Brugsen ligger lige rundt om hjørnet. Åbner klokken otte. Ti æg koster tyve kroner. Smør, brød, pålæg alt kan købes der. Komfuret virker, panderne er i skabet. God appetit.
Jeg har ikke penge, mumlede Henrik. Jeg leder jo stadig efter job.
Det er dit problem, sagde Astrid skarpt. Du er voksen. Du bor gratis, betaler ikke for strøm, vand eller internettet, bruger vores vaskemiddel. Jeg behøver ikke også give dig mad.
Astrid gik på arbejde, mens Henrik stod målløs tilbage. Han troede, hun blot var tvær og ville falde ned. Men om aftenen ventede ham en overraskelse.
Astrid kom hjem med sin lille håndtaske, ikke med store indkøbsposer. Da hun gik i køkkenet, sad Henrik allerede klar.
Hej, husmoder! prøvede han at bløde det op. Jeg er helt sulten, har kun drukket te i dag. Hvad spiser vi? Suppe? Risret?
Ingenting, svarede Astrid. Jeg spiste på café med en veninde. Mads spiser hos sin mor, han skulle ordne noget for hende.
Henriks ansigt blev langt.
Og mig?
Håber du har fundet arbejde eller lidt ekstrajob? Der er masser af muligheder lagerarbejde, cykelbud, taxachauffør. En dag mere, så kunne du have tjent nok til en pose frosne boller.
Mener du det? Henrik rejste sig vredt. Jeg har jo uddannelse! Jeg er ingeniør! Jeg tager ikke sådan noget arbejde!
Så må ingeniøren gå sulten, sagde Astrid og forsvandt ind på badeværelset.
Senere ringede Mads’ mor, Karen, til Astrid. Astrid tog en dyb indånding.
Astrid, kære, lød Karens bekymrede stemme. Henrik siger, han ikke får mad hos jer? Han siger, du sulter ham? Han er jo gæst.
Karen, sagde Astrid roligt. Henrik er ikke gæst. Gæster bliver en weekend og har kage med. Henrik har boet her tre måneder, han arbejder ikke, hjælper ikke til og lever af hele vores budget. Vi betaler af på huset vi kan ikke forsørge en voksen mand.
Åh, hvor meget kan han spise? En tallerken suppe… udbrød Karen. Han har det jo svært, har brug for støtte. Du som kvinde skal jo være den kloge, den blide.
Karen, jeg arbejder tolv timer på mine ben. Jeg har ikke overskud til at være klog kok for en doven mand. Har du ondt af ham, kan du sende ham penge til mad eller tage ham hjem til dig.
Karen blev tavs, sluttede samtalen hurtigt. Tage Henrik til sig ville hun ikke hans temperament kendte hun alt for godt. Det var nemmere at elske sin søn på afstand.
En uge gik. Stemningen i lejligheden var på kogepunktet. Astrid stod fast hun købte kun mad til én dag, lavede kun to portioner og mærkede resterne Mads frokost eller Astrids mad.
Henrik var rasende. Han prøvede at appellere til Mads, lavede drama, anklagede Astrid for kulde. Han klagede til sin bror, men Mads så sin kones vilje og var selv træt af situationen: Henrik, hun har ret. Få dig et arbejde hvilket som helst.
En aften kom Astrid hjem til køkkenkaos. Vasken flydt med service, fedtpletter på komfuret, mel over det hele. Midt på bordet stod en pande med noget brændt og uformeligt.
Hvad er der sket her? spurgte hun og trådte over en olielåg.
Henrik kom ud, tygge på et stykke brød.
Jeg måtte jo prøve selv, når du strejker, sagde han arrigt. Fandt mel og æg. Ville lave pandekager. Alt brændte på, din pande er elendig.
Astrid gik hen til komfuret. Hendes favorit, den med non-stick belægning, var ødelagt Henrik havde skrabet den med metalske for at få det brændte af.
Du har ødelagt min pande, sagde hun stille. Spist de sidste æg jeg købte. Og du har efterladt et svineri. Hvem skal gøre det rent?
Det må du da klare, råbte Henrik. Du lader manden sulte skal du også jamre over en pande!
I samme øjeblik trådte Mads ind og hørte det sidste.
Henrik, sagde han meget lavt, men fast. Kan du tale sådan til min kone?
Hun giver mig ikke mad og skælder ud over rengøring!
Pak dine ting, sagde Mads.
Hvad? Henrik troede ikke på det han hørte. Smider du mig ud? For en pande?
Nej. For din frækhed. For at du lægger dig selv op på os. Jeg har set på, så længe du bare lå på sofaen. Men du skal ikke råbe ad Astrid her. Hun slider, mens du ikke engang tager din tallerken med ud.
Hvor skal jeg gå hen?! Det er jo aften!
Klokken er syv. Busserne til mor kører indtil ti. Jeg giver dig penge til billetten. Kom nu.
Jeg ringer til mor! truede Henrik og tog telefonen frem.
Gør du bare, sagde Mads køligt. Hun kan tage imod dig. Eller komme og gøre rent her.
Henrik indså, at hans bluff ikke virkede. Den bløde Mads var nu blevet hård som sten sikkert takket være Astrids faste kurs. Eller han havde fået nok.
Henriks afsked var larmende. Han smed tingene i tasken, smækkede skabslåger, mumlede skældsord. Han råbte, at han aldrig ville komme tilbage, at Mads var under tøflen, og Astrid var en mordsk kone, der skilte familien ad.
Køb en ny pande! råbte han fra døren, mens han tog sko på. Når samvittigheden vågner!
Vi har ren samvittighed, sagde Astrid og rakte ham en pose med hans ting. Husk at lægge nøglen på kommoden og luk døren efter dig.
Da han var gået, blev der stille i lejligheden. Selv væggene syntes at sukkede. Lugten af dårlig tobak forsvandt Henrik røg altid på altanen, men duften bredte sig og spændingen i luften forsvandt.
Astrid så på Mads. Han sad med hovedet ned, på pufen i entreen.
Undskyld, Astrid, sagde han sagte. Jeg skulle have gjort det før. Jeg håbede bare…
Det er okay, hun gik hen og lagde armen om ham. Det vigtigste er, at det er overstået. Du gjorde det rigtigt.
Mor bliver sur. Længe.
Det går nok. Hun skælder ud og tilgiver. Nu bliver her hjem igen ikke et kollegie.
De gik i køkkenet. Sammen vaskede de op, gjorde rent, smed den ødelagte pande ud det var svært, men den blev et symbol på frihed.
Er du sulten? spurgte Astrid, da køkkenet var helt rent.
Vældig, indrømmede Mads. Men jeg orker ikke lave mad.
Skal vi ikke bare stege kartofler? Med løg på den gamle jernpande fra min mormor. Den kan ikke ødelægges.
Jo! Mads øjne lyste op. Og åbne syltede agurker.
De spiste sammen sent. Enkel mad smagte bedst i verden. De sludrede, lo, lagde planer for weekenden. Første gang i tre måneder var de alene. Og det føltes som lykke.
Henrik tog virkelig hjem til sin mor. Nogle dage senere ringede Karen til Mads og sagde kort, at Henrik var i dyb depression efter brorens svigt, og lå på sit gamle værelse for at genfinde sig selv. Astrid smilede: genfinde sig selv betød, at nu spiser han pensionistens mad op. Men det var Karens valg.
En måned senere hørte de, at Karen havde skældt Henrik hæder og ære fra, da hun så regningen for forbrug og hvor meget mad der forsvandt. At forsørge den dovne søn på pension var sværere end at ringe og belære svigerdatteren. Til sidst fik Henrik arbejde som vagt i en dagligvarebutik. Ikke direktør, men nok til mad.
Astrid købte sig en ny stegepande. Dyr, god og med tyk bund. Og hver gang hun lavede mad til sin elskede mand, glædede hun sig over, at det kun var til dem to. Hun havde lært: hjælpsomhed er smukt men kun indtil det bliver udnyttelse. Man skal holde sit køkken og sit liv frit for belastende folk.
Kan du lide denne slags historier fra hverdagen? Så husk at følg kanalen og giv et like, så du ikke går glip af flere fortællinger.







