Hvis jeg er sådan en elendig husmor, må I jo bo på hotel næste gang! sagde jeg til svigermor. Min mand fortrød lynhurtigt, at han havde slæbt sin familie med hjem til højtiden.
Åh, endelig fremme! Hvor er det dejligt at se jer, mine kære! Og dette er min veninde vi besluttede os for at tage af sted sammen, trænger til at skifte omgivelser lidt.
Min mand og jeg kiggede på hinanden. Naturligvis, det var det mest oplagte tidspunkt at afsløre, at vi altså kun havde regnet med hende og det var med nød og næppe, vi fik hende hentet, for hvis hun havde ringet lidt senere, kunne min mand ikke have været væk fra arbejde.
Men vores opdragelse er sådan, at man ikke laver scener foran fremmede. Vi smilede stift, hilste på veninden og fik dem ind i bilen.
På vej hjem snakkede svigermor uafbrudt, mens veninden stirrede mut ud af vinduet. I et øjeblik tænkte jeg: Nå, måske er hun ikke så slem alligevel. Ja ja, man har lov at drømme…
Problemerne startede allerede i entreen, da vores lille hund kom løbende.
ÅJ! hylede veninden sådan, at mine ører fik ringefest.
Hunden blev jo skræmt og begyndte at gø, og jeg sprang tilbage, bankede hovedet mod døren og fik nærmest slør for øjnene. Min mand sukkede irriteret og gav straks besked ingen grund til at skrige sådan, vi bor altså i lejlighed og så vil vi gerne beholde hørelsen et par år endnu.
Jeg har bare aldrig set sådan nogle hunde før, hun viftede det væk.
Min mand gentog tørt, at hun fremover gerne måtte forundres lidt mere afdæmpet, og vi inviterede flokket indenfor.
Jeg satte det frem, jeg nu havde fået bikset sammen.
Jeg spiser ikke fisk, sagde gæsten med et ansigtsudtryk, som om jeg lige havde serveret bleg selleri.
Okay, der er salat, kartofler, pålæg, og lidt af hvert.
Ej, jeg har egentlig ikke lyst til noget… stønnede hun så dramatisk, at de kunne have hyret hende til Krøniken.
Min mand og jeg sendte hinanden blikke og kiggede over på svigermor ingen reaktion. Som om det var helt normalt at opføre sig sådan som gæst hos andre.
Jeg ryddede af uden ord. Havde ikke kræfter til at tage kampen op allerede fra start.
Så blev det sovetid.
Vi bor jo i en lille lejlighed, men havde fundet en klapstol og to luftmadrasser frem just in case nogen skulle overnatte. Planen var: svigermor tager stolen, veninden madrassen i køkkenet.
Gæsten kiggede på madrassen som om, den var en eller anden form for ydmygelse.
Er det overhovedet til at sove på?
Min mand kom med et halvhjertet smil:
Vi har selv ligget på sådan en, og vi er da stadig i live.
Jeg nikkede bare. Virkeligheden var, at vi begge var millimeter fra at sige, hvad vi egentlig tænkte.
Som det viste sig, var det slet ikke nødvendigt at holde igen.
De næste par dage var ét langt trættende show med det er for salt, det smager ikke af noget, det er da ikke noget man serverer for gæster. Svigermor nikkede og føjede egne velmenende kommentarer til stik som nåle bag en pæn facade.
Da de havde forladt reden, fandt jeg ud af, at både et nyt sengesæt og flere håndklæder var pist væk. Køleskabet var ribbet for alt det lækre pålæg, kager, frugt. Men det, der kørte mig helt på pumperne, var samtalen bagefter.
Svigermor ringede for lige at skælde ud vi havde ikke været gæstfrie nok, og der havde manglet kulturelt program oven i hatten.
Præcis hende, der når vi kommer på besøg, får mig til at svede med rengøring, og min mand forvandles til handyman, for sådan plejer vi at gøre.
Og så sagde hun det, der fik lunten til at brænde:
Du er virkelig en ringe husmoder. Min veninde kunne slet ikke lide noget og jeg har ellers oplevet lidt af hvert, men det her…
Min mand blev gal:
For det første var der ingen, der havde inviteret veninden. For det andet skal man altså ikke finde sig i alle mulige luner fra folk i sit eget hjem.
Jeg kunne heller ikke holde mig mere.
Hvis jeg er sådan en dårlig vært, så må I bo på hotel næste gang. Både dig og din veninde. Så kan I jo selv bestille lige, hvad I har lyst til.
Fra den anden ende af røret lød der fornærmede protester det var altså værre end at overnatte på Hovedbanegården, at skulle sove på luftmadras, og for øvrigt var der kun ordentlige soveforhold for os selv, mens de andre måtte nøjes.
Diskussionen endte med et ordentligt skænderi og fjorten dages stilhed.
Ærligt? Min mand virkede nærmest lettet.
Mig? Jeg kunne endelig trække vejret.
Der gik et stykke tid, og så ringede min svigermor midt i det travleste.
Vi tager hen til jer med min veninde sagde hun, som om det var det mest naturlige i verden. Hvis I ikke er hjemme, kan vi bare blive i jeres lejlighed. Hvor ligger ekstranøglen?
Jeg stivnede et sekund. Og så fandt jeg ro. Klart. Lige til.
Der er skam en nøgle, svarede jeg. Notér lige adressen.
Ja, hvor er den?
Det er adressen til det nærmeste hotel. Der får I jeres nøgle i receptionen det kan blive til et værelse med luftmadras eller en med kingsize seng. Alt efter hvor mange kroner I smider efter det.
Der opstod en mærkelig stilhed, og så fulgte trusler, fornærmelser, og jeg inviterer jer aldrig mere.
Jeg lagde bare på og slukkede mobilen.
Hvordan de klarede sig, aner jeg ikke. Og for at være ærlig jeg er fløjtende ligeglad.
Én ting gjorde mig oprigtig glad: Ingen opringninger siden!
Og hvis svigermor en dag igen beslutter at dukke op med veninde, har jeg svaret klar allerede.
Spørgsmål til dig:
Ville du finde dig i en selvbestaltet gæst med krav og klager eller svare som en sand dansker: Hotellet venter på dig?
