Åh, pige, du spilder din tid på ham, han gifter sig aldrig. Og selv hvis han gjorde, ville du få grå hår af ham. Når sommeren kommer, vælter de københavnske skønheder ind, hvad vil du gøre? Du ville smelte i jalousi. Det er slet ikke sådan en dreng, du burde være ude efter, sagde tante Marie, som om hun havde patent på sandheden. Men forelsket ungdom har aldrig lyttet meget til gammel fornuft, vel?
Vita var knap fyldt seksten, da hendes mor gik bort. Faren tog til København for at tjene til dagen og vejen for syv år siden og blev hængende der. Ingen breve, ingen penge, bare helt og aldeles væk.
Hele landsbyen kom til begravelsen. Folk gav en hånd med, hvor de kunne. Tante Marie, som var Vitas gudmor, kom tit forbi, gav gode råd om det ene og det andet. Da Vita var færdig med skolen, fik Marie hende ind som bud på posthuset i nabobyen.
Vita var stærk, sådan en man siger om: hun er sund som en hest. Rundt ansigt, røde kinder, næsen let kartoffelformet, men øjnene grå og klare som Limfjorden en solskinsdag. Det lange lyse hår rakte hende næsten til balderne.
Byens mest eftertragtede dreng hed Joakim. To år siden han kom hjem fra værnepligten, og siden da var der kø af piger selv de fra København, der brugte sommeren i området, kastede også blikke efter ham.
Han burde nok ikke have været lastbilchauffør her Hollywood ville have passet bedre til den slags udseende. Joakim var ikke færdig med at feste, og havde ikke travlt med at finde en kæreste.
Så kom tante Marie til ham og bad om hjælp til Vitas stendige, der var ved at vælte. Uden mandsstyrke kan man ikke bo på landet. Vitas køkkenhave var hun ferm til, men huset var en helt anden sag.
Uden store ord sagde Joakim selvfølgelig ja. Han kom forbi, inspicerede, og gav sig til straks at dirigere: Find hammeren, hold det der, smut efter søm! Vita løb i pendulfart og gjorde som han sagde.
Hendes kinder blev kun rødere, og hestehalen piskede frem og tilbage. Når han blev træt, bød hun på kraftig hønsekødssuppe og skoldhed te, mens hun betragtede hans bid i det mørke rugbrød med de kridhvide tænder.
Tre dage byggede Joakim på hegnet, og den fjerde dag kom han bare på besøg. Vita serverede aftensmad, snakken gik, og pludselig blev han natten over. Det blev en vane han sneg sig ud før morgensol for at undgå sladder. Pyt intet er hemmeligt på landet.
Åh, pige, drop ham nu, han gifter sig jo aldrig. Og skulle han, får du kun bekymringer. Til sommer kommer bypigerne rullende, og hvad vil du gøre? Du bliver lige så grøn som græsset af misundelse, gentog tante Marie med varme i stemmen.
Men unge hjerter er som bagerbrød varme og bløde, ikke til at forme med en finger.
Så opdagede Vita, at hun var gravid. Først troede hun, hun havde fået en mavevirus utilpas, svimmel, og det ene og det andet. Men sandheden slog hende som en forsinket aprilstorm: baby på vej, med Joakims smukke gener.
Hun overvejede at slippe det hele, hun var alt for ung. Men så tænkte hun: Bedre da at blive mor nu end aldrig så er der i det mindste nogen at snakke med.
Mor havde opfostret hende alene, så det gik nok. Faren havde aldrig bidraget med andet end dumme drukfællesskaber. Folk ville snakke, men det ville hurtigt glide over.
Da foråret kom og Vita smed sin vinterfrakke, opdagede hele byen maven, der struttede under blusen. Ikke få rystede på hovedet og mumlede Det kunne jo ikke gå stille for sig med den pige. Joakim kom selvfølgelig for at høre, hvad hun ville gøre.
Hvad skulle jeg gøre? Få et barn. Rolig nu, jeg klarer det selv. Du kan leve dit liv, sagde Vita, mens hun rodede med ovnen. Flammerne dansede på hendes kinder og i de grå øjne.
Joakim stod og betragtede hende, men gik så. Vita havde altså truffet sin beslutning. Lige så ligeglad som en gås med vandet. Sommeren kom, bypigerne indtog området, og Joakim havde ikke tid til Vita mere.
Hun puslede med kartoflerne, og tante Marie kom forbi og hjalp med at luge. Det er svært at bukke ned med maven derude. Vand skulle hun hente i brønden, altid slæbende. Maven voksede, og nabokonerne proklamerede, at hun fik en rigtig kæmpebaby.
Vi får se hvad Gud har til mig, grinede Vita.
Midt i september vågnede Vita tidligt, maven gjorde ondt. Først troede hun, at nogen havde prøvet at flække hende midt over, men smerten forsvandt og kom igen. Hun løb til tante Marie, hvis store øjne straks forstod situationen.
Er det nu? Sæt dig! Jeg kommer om lidt! og straks forsvandt hun ud.
Hun løb over til Joakim. Han havde sin lastbil holdende udenfor huset, sommerhusfolkene var kørt hjem. Selvfølgelig havde han lige fået én øl for meget aftenen før.
Marie vækkede ham hårdhændet, og han gloede rundt som en vintertræt hare hvad, hvor, hvordan? Før han havde forstået det hele, råbte han:
Det er jo ti kilometer til sygehuset! Henter jeg en læge og kommer tilbage, har hun født inde i køkkenet! Jeg kører hende nu!
Med lastbilen? Du ryster hende, hun føder jo i første hul, skreg Marie som var det en katastrofe.
Så kommer du med bare for en sikkerheds skyld, sagde Joakim og så ud, som om han virkelig mente det.
Forsigtigt de næste to kilometer, hullerne på vejen større end bjerget Møllehøj. Marie sad klemt på et sækkelærred i ladet. Da de ramte asfalt, gik det endelig lidt stærkere.
Vita sad krøllet sammen på passagersædet, bid i læben, med hænderne på den store mave. Joakim var pludselig mere ædru end en kaffebrygger.
Han sendte hende stjålne blikke, mens hans knoer blev hvide af styret og tankerne gik i ring.
De nåede det. Satte Vita af på sygehuset og drønede tilbage. Marie brugte hele vejen hjem på at skælde Joakim ud:
Se nu, hvad du har gjort! Du har ødelagt pigens liv! Hun er alene, forældreløs, og du giver hende bare mere bøvl. Hvordan skal hun klare sig med baby?
De var knapt hjemme, før Vita allerede var blevet mor til en stærk og sund dreng. Næste morgen kom hun for at prøve at amme, og anede ikke, hvordan man gjorde eller hvor babyen skulle ligge.
Hun så på det lille, røde, rynkede ansigt med store, rædselsslagne øjne, bed sig i læben igen, og gjorde bare som sygeplejersken bad hende om.
Men det lille glædeshjerte baskede. Hun pustede ham på panden, hvor de finer lyse hår stod ud, og følte sig verdensmester eller måske verdens værste.
Kommer der nogen og henter dig? spurgte en alvorlig, gråhåret læge inden hun blev udskrevet.
Vita trak på skuldrene og rystede på hovedet:
Næppe.
Lægen sukkede og gik. Sygeplejersken pakkede babyen ind i hospitalstæppe, kun så det lige kunne lade sig gøre at komme hjem. Hun sagde strengt, at tæppet selvfølgelig skulle leveres retur.
Frederik kører dig hjem i ambulancen du kan da ikke tage rutebilen med spædbarn, sagde hun bestemt og med et strengt blik.
Vita takkede, og gik med undselige skridt ned ad hospitalsgangen, rød som en tomat af forlegenhed.
På vej hjem sad hun tæt med sin dreng, og spekulerede over, hvordan de nu skulle få livet til at hænge sammen.
Barselsdagpenge er jo kun det, katten græder over. Det var synd for hende og synd for den uskyldige søn. Hun så på den sovende, rynkede dreng, og følte kærlighed skylle ind over sig, og skubbede de mørke tanker bort.
Pludselig stoppede bilen. Vita kiggede nervøst på Frederik, en lille mand på omtrent halvtreds.
Hvad sker der?
Det har regnet i dagevis. Se de vandpytter der er hverken vej eller omvej igennem. Vi strander bare. Kun en traktor eller lastbil kan komme igennem det her.
Undskyld. Der er kun et par kilometer tilbage, kan du gå resten? Frederik pegede på den oversvømmede vej, der så ud til at gå hele vejen til Holstebro.
Barnet sov. Selv siddende var hun træt af at holde ham. Han var virkelig en ordentlig kleppert. Tro hvordan hun skulle gå med ham hele vejen.
Hun kravlede ud, tog knægten bedre, og gik langs kanten af den enorme vandpyt. Skoene sugede mudder som peberfrugter i grønlandsk jord skulle hun bare have taget gummistøvler på til sygehuset. Den ene sko blev siddende i mudderet, og med babyen på armen var det umuligt at hive den op. Så hun gik videre med kun én sko.
Da hun nåede landsbyen, var det allerede ved at blive mørkt, og benene var som iskolde kartofler. Hun var så udmattet at hun ikke engang kunne undre sig over, at der var lys i vinduerne.
Endelig på de tørre, glatte trappetrin. Benene var stivfrosne, mens hun selv svedte af anstrengelse. Hun åbnede døren ind og stivnede.
Ved væggen stod en vugge, en barnevogn og bunke af det flotteste babytøj. Ved bordet sad Joakim og sov, hovedet på hænderne.
Han må have mærket hendes blik, for han løftede hovedet. Vita stod der gennemblødt, pjusket, rød i hovedet med baby på armen og mudder til knæene.
Da han opdagede hun manglede en sko, fór han hen og tog babyen, lagde ham i vuggen. Smuttede til ovnen, hentede en gryde med varmt vand.
Han satte Vita på en stol, hjalp hende af tøjet og vaskede benene. Da hun skiftede tøj bag ovnen, havde han allerede kogt kartofler og sat mælk frem på bordet.
Så begyndte babyen at græde. Vita tog ham, satte sig, og ammede ham uden den mindste blusel.
Hvad har du kaldt ham? sagde Joakim med ru stemme.
Morten. Synes du, det er okay? Vita så op med sine klare grå øjne.
Der var så meget smerte og kærlighed i hendes blik, at Joakim fik ondt i hjertet.
Flot navn. I morgen går vi op og registrerer ham og bliver gift med det samme.
Det er ikke nødvendigt … begyndte Vita, kun øjnene på den lille.
Min dreng skal have en far. Nu er jeg færdig med slendrian så må jeg vel prøve at være en mand. Men min søn lader jeg ikke i stikken.
Vita nikkede uden at se op.
To år senere fik de også en datter, som de opkaldte efter Vitas mor: Ingelise.
Og hvad lærer man? Man kan lave nok så mange livsbommerter, men kurven kan altid rettes op…
Sådan en livshistorie! Hvad synes I? Smid en kommentar, eller et like, hvis I har lyst jeg lover, jeg læser det hele!







