Den rige mand gav en gård til den første person, han mødte. Da hans forretning gik i stå, gik han for at bede om et sted at bo, for at se hvordan de ville gengælde hans venlighed.
– Hvor tror du, du er på vej hen?!
Søren indså naturligvis, at han heller ikke var fejlfri, men kunne ikke lade være med at tænke over det. Hvad var det egentlig med hende, der gik så ubekymret på vejen? Hun gik over gaden på det forkerte sted og holdt en lille dreng på omkring fem år i hånden – det var dristigt, for at sige det mildt!
Gør dig klar til sæsonen!
Mini Sav
Røget laks og krabbekød
Gourmetglæde
Krabbekød og laks fra producenten
Gourmetglæde
Batteridrevet skruetrækker: 45 bits i ekstra etui
Skrutrekraft
En tung lastbil standsede kun en centimeter fra kvinden, der stod frosset med lukkede øjne. Barnet begyndte at skrige, og det rystede hende ud af forvirringen. Hun løftede drengen op i sine arme.
– Kan du ikke se, at der ingen fodgængerfelt er her?! – Søren forsøgte at tale roligt, men frustrationen brød igennem.
– Undskyld… Jeg så det ikke, – mumlede hun.
– „Jeg så det ikke“? Jeg kunne ende i fængsel for dig! Tænk i det mindste på barnet, hvis du ikke har omsorg for andre!
Hun vendte sig skarpt mod ham:
– Jeg sagde jo, jeg er ked af det! Det ville have været bedre, hvis du slet ikke var stoppet… – Så ville det have gjort det lettere for os begge…
Hun så hverken ud som om hun var beruset eller som om hun var tåbelig.
– Kom ind i bilen, – sagde Søren.
Hun så på ham, overrasket:
– Ja… Jeg giver dig en lift. Se, der er en trafikprop.
Proppen bestod kun af fem biler, men det skræmte hende. Søren gav hende et skævt blik – hun holdt drengen tæt, så ud som en kærlig mor. Men hvorfor reagerede hun så på ham? Noget måtte være sket…
– Hvorfor blander du dig i andres problemer? – sukkede hun, men steg alligevel ind.
Bilen stoppede ved en café.
– Kom, spis med mig, så kan vi snakke, – inviterede Søren.
– Åh nej, det er ikke nødvendigt, det er akavet…
– Det er i orden, det er min café. Vær ikke genert, betrag det som en undskyldning fra mig. Jeg var uopmærksom, jeg skræmte dig. For resten, lad os lære hinanden at kende. Jeg hedder Søren.
– Freja, og dette er Mikkel, – svarede hun.
Mens de ventede på deres mad, gik Frejas tanker i stå, indtil hun sagde:
– Alt er faldet fra hinanden… Indtil i går troede jeg, at alt var i orden. Men i går nat smed min mand os ud. Han sagde, han havde fundet en ny, rigtig kærlighed, og vi var ikke længere nødvendige… Jeg sidder hjemme med min søn, har hverken arbejde eller venner… Hvis dette er din café, kan du så hjælpe mig med et job? Jeg kan vaske gulve, opvask… hvad som helst, bare for at komme videre.
– Hvor skal du bo? Hvem skal passe på din søn mens du arbejder? – spurgte Søren.
Freja sænkede hovedet:
– Jeg ved det ikke… Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre…
Søren pegede på tallerkenerne:
– Spis, og giv din søn mad. Vi finder en løsning…
Han så på den unge, udmattede kvinde og kunne ikke forstå, hvordan hendes mand kunne behandle hende så. Hun var stolt, for hun havde ikke forsøgt at sagsøge ham eller skændes. Kun en taske med hendes ejendele… Hvordan kunne han hjælpe dem? Selvom Søren normalt undgik forpligtelser, ville han gerne gøre noget. Men hvordan? Det var endnu uklart.
Hans telefon vibrerede i lommen. Han så nummeret:
– Selvfølgelig… Hej.
– Søren Jensen, vi skal købe foder, du købte noget sidste måned.
– Ja, jeg sender pengene. Hvad er problemet? Ingen købere?
– Ingen har ringet… Stakkels dyr, det er ikke deres skyld…
– Okay, jeg tror, nogen kommer snart, så du kan aflevere det.
Stemmen i den anden ende lød lettere. Den ældre dame, som holdt huset, havde ikke set sine børnebørn i tre måneder.
Dette hele landbrugshus faldt pludselig i Søren’s hænder. Hans onkel, som han kun havde mødt et par gange, ejede en lille gård. Søren besøgte den en gang, så sig omkring – og så var det det. Han betalte den ældre nabo for at passe dyrene, men vidste ikke, hvad han skulle gøre med dem. Han lagde telefonen i lommen og så på Freja:
– Har du nogensinde set køer eller får?
– Jeg boede på landet indtil jeg var femten, så flyttede vi til byen, – svarede hun.
Søren lyste op:
– Hvad siger du til at tage tilbage til landsbyen? Jeg forklarer alt… – Han fortsatte: – Jeg giver dig alle papirer! Du kan gøre, hvad du vil med gården – udvikle den, sælge den, købe hvad du har brug for! Jeg vil ikke blande mig. Jeg behøver ikke noget. Jeg har bare ondt af at forlade den. Landsbyen er ikke lille; der er en skole, måske en børnehave, men alt er til stede. Jeg tror, du vil klare dig fint med Mikkel.
Freja så ham med store øjne:
– Er du alvorlig?! Men den er jo din…
Søren rakte ud med hænderne:
– Jo, hvis du kan tage den af mig, er jeg glad! At sælge den ville koste så meget papirarbejde, at den ville være værdiløs. Bare spild af tid.
Frejas øjne glimtede:
– Men vi er fremmede for dig…
– Freja, tænk ikke på det som en gave, men som en tjeneste! Jeg slipper for at tænke på det, og du får kontrol. Har du kørekort?
Hun nikkede.
– Der er også noget udstyr i garagen. Onklen sælgte noget. Brug hvad du finder! Det vigtigste er, at dette landbrug ikke dræner mig.
Freja smilede til Søren:
– For en halv time siden troede jeg ikke, at der stadig findes gode mennesker. Når den nærmeste behandler dig så, virker alting som om de andre er værre. Men nu ser jeg – ja, der er stadig gode mennesker, måske endda flere.
Søren kaldte administratoren:
– Oskar, tag nøglerne til min bil og kør dem til denne adresse. Nogen vil dække for dig. Der er ingen andre omkring.
Freja så marker og skove glide forbi og smilede. Hvor meget havde hun savnet landsbyen
