Uforglemmelig fejring: Restaurantens tilbagevenden
Mit navn er Henrik, og jeg har skrevet denne dagbogsberetning for ikke at glemme, hvor hurtigt et øjeblik kan ændre retningen på ens liv.
Det hele startede en maj-aften i København. Min kone, Sigrid, og jeg var netop kommet hjem fra restauranten, hvor vi havde fejret hendes fødselsdag. Aftenen havde været fantastisk restauranten var fyldt med familie, kolleger og venner. Mange af dem hilste Sigrid på for første gang, men hvis jeg havde inviteret dem, var det med god grund.
Sigrid var ikke typen, der satte spørgsmålstegn ved mine beslutninger. Hun hadede diskussioner og følelsesladede situationer for hende var det altid nemmere at acceptere, end at skulle bevise, hun havde ret.
Sigrid, har du nøglerne til lejligheden? spurgte jeg.
Hun stak hånden ned i sin taske for at finde dem, men pludselig bøjede hun sig forover med et skarpt smerteskrig, og tasken røg på gulvet.
Hvad sker der? spurgte jeg og så på hende.
Jeg har stukket mig på noget.
Din taske er jo altid et stort kaos, det overrasker mig egentlig ikke, svarede jeg lettere opgivende.
Hun sagde ikke mere. Hun samlede tasken op, fiskede forsigtigt nøglerne frem og vi gik ind i lejligheden. Smerten var hurtigt glemt Sigrid var udmattet, fødderne gjorde ondt, og alt hun ønskede var et langt, varmt bad og søvn.
Næste morgen vågnede hun med en dunkende smerte i fingeren, som nu var rød og hævet. Sigrid huskede aftenen før og rodede grundigt igennem tasken. Nederst fandt hun en gammel, rusten nål.
Hvordan er den endt dér? undrede hun sig.
Hun forstod ikke, hvor den kunne stamme fra, men smed den straks ud og fandt førstehjælpskassen frem for at rense såret. Hun forbandt fingeren og tog på arbejde, men allerede til frokost rasede feberen i kroppen.
Hun ringede til mig:
Henrik, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har feber, hovedpine, og min krop føles som om jeg har været oppe at slås. Jeg fandt en rusten nål i tasken i morges hvad nu hvis det er alvorligt?
Måske bør du tage til lægen, Sigrid. Det kunne jo være stivkrampe eller noget værre.
Rolig nu, jeg har renset såret. Det bliver nok fint.
Men uret arbejdede imod hende for hver time blev hun dårligere. Hun slæbte sig gennem arbejdsdagen og sendte mig en besked om, hun tog en taxa hjem, fordi bus eller tog ikke længere var en mulighed. Hjemme i lejligheden faldt hun om på sofaen og sov dybt.
Om natten drømte hun om sin afdøde mormor, Johanne, som døde, da Sigrid var barn. Hun kunne ikke forklare hvordan hun vidste det, men hun var sikker. Selvom mormor var gammel og krumbøjet i drømmen, kom hun for at hjælpe.
I drømmen førte mormor hende gennem et blomstrende dansk landskab og forklarede præcist, hvilke urter Sigrid skulle finde for at brygge en te, der kunne rense hende for sortheden, som voksede indeni. Hun advarede om, at nogen ønskede hende ondt og for at overvinde det, måtte Sigrid først overleve. Tiden var knap.
Sigrid vågnede badet i sved. Hun tænkte, at hun måtte have sovet i timevis, men da hun så på uret, var det kun gået et kvarter. Jeg kom ind ad døren og blev forskrækket.
Du ser skrækkelig ud Gå ud og se dig selv i spejlet, sagde jeg.
Hun tørrede sveden af panden og gik mod badeværelset. For bare et døgn siden havde hun smilet til sin egen spejlbillede nu så hun et blegt ansigt med indfaldne øjne og filtret hår. Hun vidste, noget var helt galt.
Hvad sker der med mig, Henrik? mumlede hun.
Så fortalte hun om drømmen.
Sigrid, læg det pjat væk vi tager på hospitalet!
Nej, mormor sagde, at lægerne ikke kan hjælpe.
Det blev til et af de mest voldsomme skænderier vi nogensinde har haft. Jeg blev frustreret, måske endda vred jeg tog fat i hendes arm for at trække hende mod døren, men hun rev sig løs og snublede ind i væggen. Jeg var så vred, at jeg greb tasken og smækkede døren efter mig.
Sigrid formåede kun lige at sende en besked om sygemelding til sin chef, før hun sank sammen igen.
Jeg kom først hjem ved midnat og bad om tilgivelse. Men Sigrid sagde blot: I morgen skal du køre mig ud til mormors gamle landsby.
Næste morgen var Sigrid nærmest blot skyggen af sig selv. Hun lignede slet ikke den unge kvinde, jeg havde giftet mig med. Jeg bad hende endnu en gang tage på hospitalet, men hun insisterede.
Vi satte kursen mod landsbyen. Hun sov det meste af turen, men vågnede pludselig da vi nærmede os, pegede og sagde: Derhen.
Ud af bilen og ud på engen. På trods af sit dårlige helbred kravlede hun rundt og fandt netop de urter, mormor havde vist hende i drømmen. Vi lavede teen hjemme i køkkenet, og hun drak den i små slurke. Hun samlede sig efterhånden, og med svag stemme løftede hun koppen:
Sortheden er på vej ud
Senere på natten drømte hun igen om mormor, som nu forklarede hende, at nogen havde kastet en forbandelse over hende, og den rustne nål var redskabet. Brygget ville kun hjælpe midlertidigt hvis hun ikke fandt synderen, ville hun ikke slippe fri. Mormor sagde, at jeg havde været involveret, men ikke med vilje havde Sigrid beholdt nålen, kunne hun sige mere.
Du gør sådan her, sagde mormor i drømmen, du skal købe en æske synåle, og på den største siger du: Nattens ånder, åbenbar jer! Fortæl sandheden, hjælp mig at finde min fjende. Læg så nålen i min taske. Den der har forvoldt skaden, vil stikke sig på den.
Da Sigrid vågnede, vidste hun at hun havde en chance. Jeg blev hjemme fra arbejde for at passe på hende, men hun insisterede på at gøre indkøb selv.
Sigrid, det kan du ikke klare.
Henrik, lav mig nu bare en suppe. Jeg er sulten efter det her virus.
Samme aften lagde hun nålen i min taske, præcis som drømmen havde foreskrevet. Før vi gik i seng, spurgte jeg hende:
Er du sikker på, du kan klare det her selv? Skal jeg ikke blive hjemme i morgen?
Det går nok, Henrik.
Det næste døgn var fulde af uro og bæven. Jeg kom hjem fra arbejde, og Sigrid spurgte straks:
Hvordan gik din dag?
Fint hvorfor spørger du? svarede jeg.
Da tilføjede jeg: Nå ja, du skulle have set det Freja ovre fra kontoret skulle hjælpe mig med at lede efter nøglerne i min taske. Hun stak hånden ned, og straks stak hun sig på en nål, blev vred og sagde en masse.
Er der noget imellem dig og Freja? spurgte Sigrid.
Jeg lo: Sigrid, selvfølgelig ikke! Du er den eneste for mig.
Var hun med til din fødselsdagsfest på restauranten?
Ja, hun er da en god kollega, men ikke mere end det.
Brikkerne faldt på plads. Sigrid forstod nu, hvordan den gamle nål var havnet i hendes taske. Freja havde forsøgt at skade hende for at få mig for sig selv, antageligt.
Natten bød på endnu et drømmesyn: mormor forklarede, hvordan Sigrid kunne sende ondskaben tilbage til Freja. Kort efter fik jeg besked om, at Freja lå sygemeldt ingen læger kunne forklare, hvad hun fejlede.
Sigrid bad mig køre hende ud til kirkegården i landsbyen. Vi købte et bundt blomster og gummihandsker til at rense graven. Efter lidt søgen fandt hun endelig mormors gravsten netop det samme smilende ansigt fra hendes drømme. Sigrid rensede stenen og lagde blomsterne.
Undskyld, mormor. Jeg skulle være kommet for længst. Jeg troede, det var nok med forældrenes julebesøg, men jeg tog fejl. Jeg lover, jeg kommer her oftere. Hvis ikke det var for dig, var jeg her nok ikke længere.
Hun følte et varmt pust over skuldrene, men da hun vendte sig, var der ingen kun en let, dansk sommerbrise.
Den aften lærte jeg, hvor vigtigt det er at lytte til dem vi elsker og at tage vores fornemmelser alvorligt, også selvom de ikke altid kan forklares rationelt. Og vigtigst af alt: I Danmark tager vi ikke kun vare på hinanden med sund fornuft og varme, men også med en smule respekt for det, vi ikke forstår.
Uforglemmelig Fejring: Restaurantens Genkomst
