Oktober er barskt. Udenfor fortsætter regnen, vinden suser gennem gården, piben brøler i skorstenen, og Søren Jensen sidder på køkkenet og stirrer ud i tomheden. I to år har hans dage været forudsigelige til minuttet: op på syv, morgenmad på otte, nyhederne på ni. Alt er ordnet, alt er på sin plads. Hjemmeskoene ved døren står i lige linje, krusene i skabet er vendt ens håndtagene peger alle samme vej. Så lever han efter sin kones død.
Skønhed, intet andet, siger han stille til sig selv. Liva ville have elsket det.
Om aftenen, som altid, går han i supermarkedet i Aarhus for at hente brød. Ved indgangen, lige på trappen, sidder en kat. En rød, skælgod, med et øje der er sløret af fugt. Den ryster let, som om den ikke ved, om det er den kolde regn eller frygt, der får den til at skælve.
Hej, kammerat, siger Søren, mens han sætter sig på trappen. Du ser ikke så godt ud.
Katten ser på ham, som om den vil sige: Det er hårdt, gamle mand. Livet er smertefuldt.
Kom her, så, rækker Søren ud sin hånd.
Dyret flygter ikke. Det lader som om det tillader sig at blive berørt. Det spinder blidt, næsten uhørligt.
Du er min lille isklods, nikker Søren og ryster på hovedet.
I det øjeblik høres trin fra trappen. Gitte Nielsen, naboen fra tredje sal, kommer ned for at smide affaldet.
Søren Jensen! råber hun højt. Hvad laver du med den den skabning?
Den er frossen, den stakkels.
Det er helt rigtigt! Den spreder lopper, infektioner og så videre.
Søren rejser sig. Han kigger først på naboen, så på katten.
Lad os gå ind, foreslår han lavt. Det er varmere derinde.
Du er skør! protesterer Gitte. Du kan ikke bare trække snavs ind i boligen!
Hvis den dør her, er det jo renere, svarer han.
Han går hjem med katten. Den følger ham, tøvende, men giver ikke slip. På dørtærsklen stopper den, snuser luften.
Bare rolig, kom ind, opmuntrer Søren. Det er ikke gaden udenfor.
Det første han gør, er at bringe den i badeværelset. Varmt vand og lidt katte-shampoo katten modsætter sig ikke, den lukker øjnene i ren nydelse.
Stakkels dig, mumler Søren, mens han betragter de gamle ar og ridser. Hvem har gjort dig sådan?
Han giver den pølse og ost; alt forsvinder på et øjeblik.
Du skal hedde Rødspætte, beslutter han. Det passer dig.
Han lægger et gammelt håndklæde på radiatoren, og katten krøller sig sammen til en lille bold og falder i søvn med det samme. Søren ser på den og tænker: Hvad skal jeg nu? Jeg har brug for mad og en dyrlæge.
Men der er noget levende i huset nu.
Det holder bare en nat, trøster han sig selv. Så ser vi, hvad der sker.
Morgenen vågner han til en larm. På køkkenet er kaos. Krydderurterne er væltet, jorden er på gulvet, en skål er smadret. Rødspætte sidder dignigt og slikker sin pote.
Hvad har du gjort?! udbryder Søren.
Katten løfter hovedet, kigger ligegyldigt: Godmorgen, hvordan har du sovet?
Det er nok, sukker Søren. Jeg sender dig tilbage. Jeg er ikke klar til det her.
Han står midt i den ødelagte køkken, og alt i ham koger. To år med perfekt orden, og så sådan et kaos på én nat. Det er som at bo i en lade.
Ven, han siger til katten, jeg klarer det ikke alene. Undskyld.
Han løfter den op og går mod døren. På dørtrinnet møder han Gitte, som samler affald.
Sådan! udbryder hun, da hun ser rodet. Jeg sagde jo, det ender dårligt!
Søren ser på hende, så på katten. Den gnider sig mod hans bryst og spinder stille.
Jeg giver den ikke væk, erklærer han pludseligt.
Hvad? Hvordan kan du ikke give den væk?
Det gør jeg. Den bliver hjemme. Jeg vil opdrage den.
Den vil bare ødelægge alt!
Lad den gøre, hvad den vil. Jeg har ikke et palads.
Gitte rynker brynet og smutter væk med en smæk i døren. Søren bliver tilbage med katten og den ødelagte køkken.
Okay, Rødspætte, sukker han dybt. Jeg tager ansvar, men lad os aftale: ingen flere bøller.
Han bruger en halv time på at rydde op, mens katten sidder ved siden af og betragter ham.
Har du set, hvordan det står til? spørger han, mens han fejer. Jeg er træt, du er bare en tilskuer. Hvad kan jeg forvente af dig?
Katten mjaver, som om den er enig.
Til frokost er alt skinnende igen. Men så sætter han sig ved bordet, og Rødspætte springer på hylden og vælter en bunke bøger.
Du driller mig! udbryder Søren.
Vreden er allerede forsvundet. Noget inde i ham klikker, eller måske falder på plads igen.
Om aftenen går han i supermarkedet for at købe kattefoder. Salgsassistenten løfter øjenbrynene:
Har du fået en kat?
Det ser ud til det.
Sådan noget derhjemme med et dyr? Du må være skør!
Jeg er i chok, svarer han.
Hjemme giver han Rødspætte den købt mad. Katten spiser med fornøjelse.
Kan du lide det? spørger Søren.
Katten gnider hovedet mod hans fod.
En uge senere kender Søren sit liv ikke længere. Han står ikke op på alarmen, men på grund af Rødspættens brystekspedition. Om aftenen ser han ikke længere nyhederne han leger med katten i snoren.
Liva ville grine, siger han. Se, hvad der er sket med den ordentlige mand.
Lejligheden får flere nipsere: et lille hus ved vinduet, en kradseplads, skåle. Den stille død af stilhed er væk. Hjemmet lever.
Gitte Nielsen tjekker ind som vanligt. En gang med en kniv i hånden, en anden gang med meningsløse spørgsmål. Hun stirrer altid på katten.
Du har nu et lille dyrerige! klynker hun. Du får snart rotter.
Hvilke rotter? griner Søren. Renere end hos mange.
Hun sukker, ryster på hovedet og går. I lejligheden hænger nu en ny duft: ikke den sterile tomhed, men varme og liv.
Efter tre uger sker der noget uventet: Søren maler radiatoren, mens han står på en lille barstol, og Rødspætte dyster under armen, slår med poten i malingen og løber rundt, så der er hvide striber overalt.
Åh, du kunstner! ler han, mens han løfter katten.
Der bankes på døren.
Hvad har du lavet igen? brøler Gitte.
Rødspætte laver kunst, viser han med et pegefinger på mærkerne.
Kaos!
Lad være, Gitte. Det er jo smukt!
I den fjerde uge tager han igen ind i supermarkedet og køber en ny legetøj. Salgsassistenten sukker:
I forkæler virkelig din kat.
Den er det værd, tøver Søren.
Rødspætte møder ham ved døren, spinder.
Savnet dig? hvisker han. Jeg har savnet dig også.
Han savner virkelig katten. Han skynder sig hjem, som om nogen venter. Pludselig forstår han, at han har brug for den.
Den orange tigerbring bringer ham tilbage til livet.
En måned senere kommer Gitte med en forespørgsel:
Må jeg tage et billede af ham? Jeg vil sende det til barnebarnet.
Selvfølgelig, svarer han.
De fotograferer. Katten poserer som en professionel model. Gitte ler hun har ikke hørt hendes latter så længe.
Efter hende går han i tanker: Gitte er også forandret. Bliver hun venligere, eller er det bare mig, der ser det?
Morgenen vækker ham igen den samme stille uro. Den samme tomhed.
Rødspætte? kalder han, mens han kæmper med at stå.
Intet svar. Ingen dyster på brystet. Ingen trin.
Hvor er du, min ven? han råber.
Han ser under sofaen, i skabet, bag køleskabet. Alt er tomt.
På køkkenet står en skål med foder, som ingen har rørt. Hans hjerte knytter sig.
Det kan ikke ske, hvisker han, med stemmen bristende.
Han gennemsøger hele lejligheden igen, og igen. Men ingen spor af Rødspætte.
Balkonen! råber han pludselig.
Han skynder sig ud på altanen. Den er indrammet i glas, men i går åbnede han vinduet måske glemte han at lukke det?
Vinduesåbningen er stadig på klem. På gulvet ligger smuldrede stykker af en keramisk potte fra en plante.
Åh Gud han tænker, han må være faldet!
Fjerde sal. Nedenfor er kun rå beton.
Han hiver på trøjen, løber ud på gaden, undersøger hver busk, hvert blomsterbed. Kigger under biler, i kældre.
Rødspætte! råber han. Hvor er du, lille røde?
Gennemgængere stopper op deres øjne udstråler medfølelse.
Far, hvad er der sket? spørger en ung mor med barnevogn.
Min kat er væk Søren prøver at holde tårerne tilbage.
Måske han bare går en tur? Det sker nogle gange.
Jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke
Han vandrer gennem hele gården, så i de nabolejligheder. Ingen spor af den orange pels.
Om aftenen, udmattet, vender han hjem, sætter sig ved køkkenbordet og stirrer på den uberørte skål med foder. Hjertet knuger.
Der bankes på døren. Gitte Nielsen står i døråbningen.
Søren Jensen, du råbte i gården Er der noget galt?
Rødspætte er væk, svarer han hæs.
Hvordan…?
Jeg vågnede, og han er ikke her. Måske faldt han, måske løb væk. Jeg ved det ikke
Gitte træder ind, kigger rundt.
Har du kigget i kældrene?
Ja.
Eller måske har nogen taget ham med? Givet han et hjem?
Tanken rammer Søren hårdt det gør det endnu værre.
Jeg ved det ikke, Gitte, siger han, og kalder hende ved navn for første gang. Jeg er forvirret.
Tag det roligt, han klapper hende på skulderen. Vi finder ham. Katte er smarte, de klarer sig.
Ordene giver ham ingen trøst.
Om natten kan han ikke sove. Han ligger og lytter ved døren håber på en velkendt miav, men kun stilhed svarer.
Om morgenen ved han, at han ikke kan leve uden katten. Om en måned er Rødspætte blevet en del af ham.
Den anden dag starter jagten. Fra daggry til skumring går han rundt i kvarteret, viser folk et billede.
Har I set ham? En orange kat med hvidt bryst?
Folk ryster på hovedet. I en dyrehandel tilbyder salgsassistenten hjælp:
Vil du lave en annonce? På internettet, på opslagstavler?
Jeg forstår ingenting af det, svarer han.
Jeg hjælper! smiler hun. Giv mig billedet, så spreder jeg det overalt.
På nettet dukker en meddelelse op: Forsvundet kat, Rødspætte. Gade Miras. Belønning garanteret. Telefonen ringer dog ikke.
Den tredje dag er han næsten ved at give op. Han sidder ved vinduet, stirrer tomt ud, og tænker på, hvor hurtigt livet kan dreje.
For en måned siden var alt forudsigeligt. Så kom Rødspætte kaos, varme, latter. Så forsvandt han og efterlod et hul, dybere end før.
Sådan skal det være, mumler han, mens han ser på sit spejlbillede. Gamle mænd fortjener ikke lykke. De skal sidde i ro og dø.
Men hans hjerte modsiger ham. Han vil høre spinden igen. Føle, at han stadig betyder noget.
Om aftenen på den tredje dag drikker han te mekanisk, kun for at holde hænderne beskæftigede.
Pludselig hører han et fjernt mjav.
Først tror han, det er indbildning. Men lyden gentager sig, sorgfuld og vedvarende.
Søren springer op, løber ned ad trappeopgangen:
Rødspætte?!
Stilhed.
Han går videre op på et højere sagn.
Rødspætte! Er du her?
Og så ser han den på andet plan, i vindueskarmen, rystende, så træt, med en sørgelig mjavning.
Gud han er næsten ude af stand til at tale. Hvordan kom du op her?!
Katten er tynd, beskidt, men i live.
Vent, hold ud, råber Søren, fingrene ryster. Åbner vinduet forsigtigt og løfter den frosne kat op.
Den bevæger sig næsten ikke. Men når Søren holder den mod sig, spinder den svagt.
Og Søren græder første gang i to år.
Dumme lille, hvisker han. Hvorfor gjorde du sådan mod mig? Jeg fandt dig, jeg fandt dig
Han giver katten varm mælk, giver den mad i små portioner. Om aftenen er den livlig igen, leger med poten.
Sådan er det, smiler Søren gennem tårerne. Det er så godt.
Nu er januar. Tre måneder er gået siden Rødspætte slog sig ned hos Søren, og en måned siden han forsvandt.
Søren står ved vinduet og varmer sig. Rødspætte ligger på vindueskarmen, spejlet i solens stråle, tyk og tilfreds.
Du har virkelig fortalt dig selv, driller han. Du er blevet helt hjemme.
Søren læner sig tilbage, lytter til Rødspættes blide spinden og ved, at selv den koldeste vinter kan varmes af et lille, orange hjerte.
