Vi var på vej til vores bryllup. Ved lyskrydset drejede min mand hovedet og spurgte: Er du helt sikker på det her? Jeg nåede ikke at svare.
Lyskrydset skiftede til grønt et sekund, før jeg åbnede munden.
Viktor trådte på speederen. Den beige Toyota rullede frem, gled med i trafikken, og spørgsmålet blev hængende i luften mellem ossom en svag røg, som duften af hans Hugo Boss-parfume, som alt det, vi ikke havde sagt de sidste seks måneder.
Viktor… begyndte jeg.
Grønt nu, sagde han. Vi kører.
Jeg så på hans hænder på rattet. Brede hænder, korte negle, den tynde guldring på venstre ringfingerhan satte den på for en time siden på rådhuset, og den virkede stadig fremmed. Min egen ring føltes også fremmed. Jeg havde drejet den rundt på fingeren adskillige gange, mens vi poserede på trappen.
På bagsædet sad min mor. Hun var helt stille hvilket ikke ofte sker og jeg kunne mærke hendes blik i nakken. Tungt, undersøgende, af en kvinde, der forstod alt, men aldrig sagde det, medmindre hun blev spurgt.
Der var syv minutter til restauranten.
Er du helt sikker på det her? gentog jeg hans ord højt, som om jeg ville tjekke, om jeg nu også havde hørt rigtigt.
Nanna…, sagde han dæmpet, mens han klemte rattet lidt hårdere. Ikke nu.
Hvorfor ikke?
Senere. Der er gæster, bordene er dækket, Tante Lise er kommet helt fra Aarhus.
Tante Lise, sagde jeg, nærmest til mig selv.
Mor hostede sagte på bagsædet.
Jeg vendte mig mod vinduet. København gled forbi udenforvåde veje, nøgne lindetræer langs boulevarden og en kvinde med barnevogn, der så lige igennem os. Jeg havde hvid kjole på, slør, som jeg hele vejen i bilen prøvede at tage af, mens mor insisterede på, at den skulle sidde der. For sådan gør man. Sådan er det smukt. Det ville jeg ikke fortryde, sagde hun.
Jeg så på kvinden med barnevognen og tænkte, hun så ud som om hun ikke havde spørgsmål ved lyskrydset. Måske var hun lykkelig. Eller ulykkelig. Eller bare en kvinde, der har sit at tænke på, og lægger ikke mærke til noget særligt.
Restauranten Nyhavns Sol bød os velkommen med biler udenfor, røde balloner ved indgangen og Viktors tante Lise i glimmer-sjal.
Ungdommen! råbte hun og slog hænderne sammen. Endelig! Vi har ventet!
Og spørgsmålet druknede igen. Nu i omfavnelser, i duften af champagne, i Kyss! Kyss! og den gode danske rugbrød på små tallerkener.
*
Restauranten summede.
Langbordet var dækket op til fyrre mennesker. Viktors familiehøjrøstede, gavmilde, sanggladevar i den ene ende. Min familiemere stille og lidt benovede over al larmenvar i den anden. I midten sad vores fælles venner: Rasmus og Anne, Søren, der arbejdede med Viktor på værftet, og så min veninde fra universitetet, Kirstine.
Kirstine fangede mit blik og nikkede spørgende: Er du okay? Jeg rystede let på hovedet. Senere.
Viktor sad tæt på mig, og vi spillede den perfekte rolle: Smilede, kyssede, når folk råbte Kyss, skålede med alle, der kom forbi med et glas. Han var god. Han havde altid været godog det var hele problemet, indså jeg pludselig klart.
Nanna, sagde Viktors mor, Inger, da hun satte sig ved min side og rørte ved min hånd. Du er så bleg. Har du fået noget at spise?
Ja, ja, alt er fint.
Bare rolig, hviskede hun. I vores familie er brudene altid blege på deres bryllupsdag. Det betyder et langt liv!
Tak, Inger.
Inger, ikke mere Inger Pedersen, sagde hun blidt. Nu er vi familie.
Hun så på mig med sådan en venlighed, at jeg fik en klump i halsen. Hun bar ingen skyld. Det gjorde Viktor heller ikke. Ingen skyldog det var det sværeste.
Inger Tak for alt.
Hun smilede og gik videre, fyldte vin, snakkede med Tante Lise, lo.
Fem minutter efter stod Kirstine bag min skulder.
Toilettet? sagde hun. Kom.
Det var ikke et spørgsmål.
*
Toilettet var marmor, men kun fliser med mønsterog lugtede af blomster-duftspray. Vi stod ved spejlet. Sløret hang skævt, mascaraen havde tværet lidt ud, læbestiften var kun en kontur.
Så sig det, sagde Kirstine.
Han spurgte mig, ved lyskrydset. Er du sikker på det her?
Kirstine sagde ingenting et sekund.
Og hvad svarede du?
Ingenting. Lyset skiftede.
Jeg forstår. Hun tog et rør læbestift op og rakte mig det. Tag den. Få lidt farve på læberne.
Kirstine…
Læberne først. Så snakker vi. Det hjælper.
Jeg smurte den påmørkere, end jeg plejede, men hænderne skulle lave noget.
Han tvivler, sagde jeg.
Du tvivler, rettede Kirstine.
Jeg
Nanna, vi har kendt hinanden i tolv år. Jeg har mærket det siden foråret.
Jeg stillede læbestiften fra mig.
Han er et godt menneske.
Ja.
Han elsker mig.
Så vidt jeg kan se: Ja.
Vi har været sammen tre år.
Tre år og fire måneder, sagde Kirstine. Det handler ikke om godt eller dårligt. Det handler om hvad du vil.
Udenfor spillede de dansemusiknoget med kærlighed, sikkert et Bamses Venner-nummer. En kvinde gik forbi ude på gangen, hæle hamrede og blev stille.
Jeg ved det ikke, sagde jeg.
For første gang den dag sagde jeg sandheden.
Kirstine nikkede bare. Ikke noget råd, ikke noget dom.
Okay. Nu går vi ud igen. Her er ikke et sted for snak. Men du fortæller mig det senere.
Senere.
Lover du?
Lover.
Og vi gik ud. Lige da begyndte de første danse.
*
Viktor kunne ikke dansedet indrømmede han altid selv med latter; jeg kunne faktisk godt lide det. Han havde sin hånd om min talje, trådte lidt rundt, og jeg lagde hovedet mod hans skulder. Vi snurrede rundt til en langsom vals, og jeg tænkte: sådan her ser det ud udefra. Flot. Rigtigt.
Nanna, hviskede han tæt ved mit øre.
Mmm?
Undskyld det spørgsmål før. Det var dumt at spørge i lyskrydset.
Hvornår skulle du ellers have gjort det?
Tidligere. Meget tidligere. Han tøvede lidt. Måske slet ikke.
Jeg kiggede op på ham. Hans skæg var blødt, brunt med grå stænk ved tindingerne, selvom han kun var toogtredive.
Viktor, hvorfor sagde du det?
Han kiggede væk til dansegulvet, hvor Tante Lise allerede hev Rasmus ud i kædedansen.
Du har haft det blik de sidste tre måneder, sagde han så. Du kigger forbi. Ikke på migbare forbi.
Jeg er bare træt. Arbejde, bryllupsplanlægning…
Nanna.
Han sagde mit navn, så jeg tav.
Jeg vil ikke holde dig fast, sagde han. Det var dét, jeg ville sige i lyskrydset. Hvis du har brug for det, går du. Jeg forstår.
Musikken sluttede. Folk klappede. Vi stod der midt på gulvet, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige.
Kom, lad os tage en smøg, sagde han.
*
Vi gik ud på den lille terrasse, hvor man kunne se ud over parkeringspladsen og mørket i baggrunden. Viktor røgjeg var holdt op for tre år sidenog jeg stod ved siden af ham, med hans jakkesæt over skuldrene.
Fortæl mig om Mikkel, sagde han.
Jeg svarede ikke lige med det samme.
Hvorfor?
Fordi det betyder noget for dig. Og så betyder det også noget for mig.
Mikkel. Vi arbejdede sammen på lokalavisen i otte månederhan kom som redaktør i februar, jeg var ledende journalist. Der var ingenting. Ikke ét eneste overtrådte ord eller blik. Men jeg tænkte på ham. Sådan som man tænker på byer, man aldrig har besøgt, men mærker man kunne lide.
Der er intet dér, sagde jeg.
Det ved jeg. Viktor pustede røg ud i mørket. Men det er ikke det, vel? Det handler ikke om ham.
Om hvad så?
Dig. Han tøvede. For tre år siden var du en anden. Sprudlende. Fuld af planerdu sagde, du ville skrive en bog, måske søge et job i København…
Drømme, Viktor. Bare drømme.
Hvorfor drømme? Du kan jo skrive. Du kunne altid skrive.
Jeg så ud på mørket. Dér sad en rød hund, våd, og ventede på sin ejer.
Jeg ved ikke, hvad jeg vil, sagde jeg. Helt ærligt. Det er skræmmende.
Jeg ved, du ikke ved det, sagde han. Derfor spurgte jeg.
Viktor, vi er lige blevet gift.
Ja.
Der sidder fyrre mennesker inde.
Toogfyrre, rettede han med et skævt smil. Tante Lise har taget sin nevø med.
Viktor… Hvorfor gør du det her?
Hvad?
Du siger altid det rigtige. Altid. Det er uudholdeligt. Havde du bare været forkert, var det lettere.
Han røg færdig, slukkede cigaretten mod gelænderet.
Nanna, se på mig.
Jeg så på ham.
Jeg elsker dig, sagde han helt enkelt. Rigtigt. Og derfor spurgte jeg. Ikke fordi jeg vil give dig væk det vil jeg ikke. Men jeg vil heller ikke holde dig fast, så du bliver ulykkelig.
Jeg er ikke ulykkelig.
Men heller ikke lykkelig.
Jeg sagde ingenting.
Det er ikke fair, sagde jeg til sidst. Man kan ikke spørge sådan noget på bryllupsdagen.
Måske ikke. Han fjernede en hårtot fra mit ansigtvinden havde rodet sløret til. Men hvis ikke nu, hvornår så? Om et år? Om fem? Det er værre.
Bag døren lo nogenhøjt, hjerteligt. Festen summede videre.
Kom, vi går ind. Det er koldt.
Han nikkede, åbnede døren og lod mig komme ind først.
Jeg gik ind og tænkte: Jeg skal beslutte noget. I aften. Inden festen er slut.
*
Mor nåede mig, da jeg var på vej mod bordet.
Nanna, må jeg lige få dig et øjeblik?
Hendes stemme var bestemt, så jeg fulgte med om bag en søjle pyntet med blomster.
Mor, ikke nu.
Lige præcis nu, sagde hun. Jeg så jer ude på terrassen. Jeg så dit ansigt.
Mor…
Lad mig tale færdig. Hun tog min hånd. Den var varm, let ruhænder fra et helt liv med symaskine, madlavning, papirarbejde, malerarbejde.
Da jeg blev gift med din far, var jeg 22. Jeg anede ikke, hvad jeg ville. Jeg troede det var normalt. At det nok skulle komme.
Gjorde det?
Hun tøvede.
Der kom noget. Bare ikke det, jeg ventede. Hun klemte min hånd. Nanna. Viktor er et godt menneske.
Det siger alle i dag.
Fordi det er sandt. Men god og din er ikke det samme.
Jeg så på hende.
Er du imod det?
Jeg er for dig. Hun sukkede. Jeg har levet tredive år ved siden af en mand, jeg respekterer. Det er meget. Men nogle gange følte jeg…
Hun blev tavs.
Hvad følte du?
At jeg levede et andet liv. Pænt. Rigtigt. Men ikke mit.
Vi stod uden ord. Tante Lise gik forbi ind i salen med en stor skål sild, nevøen fulgte lige efter med sløjfe på skjorten.
Mor… Jeg har jo skrevet under.
Jeg ved det.
Stemplet i passet.
Det ved jeg, skat. Men papir kan ændres. Livet kan ikke.
Hun gik. Jeg blev stående og så ud over lokalet. Så Viktor lo med Rasmus. Så Inger fylde kartoffelsalat op. Så Tante Lise, nevøen, Kirstine, der igen fangede mit blik.
Hvordan havnede jeg i dette kryds?
Det var ikke det rigtige spørgsmål. Det rigtige var et andet.
*
Kirstine blev ved min side den næste time. Sagde intet unødvendigt. Var bare der, hældte vand op til mig, dækkede for mig når Viktors fætter ville tale ejendomspriser.
Halv ti kom Viktor og satte sig.
Er du træt?
Lidt.
Vil du gå tidligt?
Det er vores bryllup.
Ved det. Vi kan blive. Eller gå. Eller… han tøvede. Eller snakke. Rigtigt snakke.
Her?
Nej. Kom.
Vi gik. Ikke ud på terrassen men om bag restauranten, hvor der var en lille gård med bænk og et gult lys i en lygtepæl. Vi satte os.
Viktor… Jeg skal sige dig noget.
Jeg lytter.
Jeg er ikke forelsket i Mikkel. Det har aldrig været andet end venligt. Men det betyder ikke, at alt andet er i orden.
Det ved jeg.
Jeg er 30. Jeg bor i København, arbejder på avisen, skriver artikler om byfornyelse og lokale erhvervsdrivende. Det er et fint liv. Et godt liv.
Men?
Men nogle aftener åbner jeg et dokument og skriver. Bare for mig selv. Og det er eneste tid, jeg… jeg stoppede. Jeg kan ikke forklare det.
Der lever du, sagde han.
Jeg så op.
Ja.
Jeg læste lidt, sagde han. Du lod computeren stå åben i februar. Jeg så indledningen. Læste det hele.
Viktor!
Undskyld. Skulle nok have ladet være. Men det var virkelig godt. Virkelig.
Jeg sagde intet. Vidste ikke hvad.
Hvorfor skriver du ikke mere? For alvor, mener jeg.
Fordi… Jeg kom ikke længere.
Fordi du er bange, færdiggjorde han. For hvis du prøver, kan du fejle. Eller få succesog så må du ændre alt.
Jeg svarede ikke. Det var svar nok.
Nanna, jeg ved godt det er sent at sige. Men hør nu… Hvis du er bange for, jeg vil stoppe dig, tager du fejl. Jeg kunne aldrig finde på det.
Det kan du ikke vide.
Jo. Hans stemme var lav men fast. For jeg har set dig slukke for dig selv. Lidt ad gangen. Og hver gang får du det bliksådan væk. Jeg ved nu, det ikke er mig. Det er dig selv, der stopper dig. Jeg er bare her.
Jeg opdagede først nu, at jeg græd. Roligt, uden snøft.
Det betyder ikke, at alt er godt, sagde jeg.
Nej. Men det betyder, at vi kan prøve at finde ud af det. Hvis du vil.
Hvad hvis jeg ikke vil?
Så slipper jeg dig. Det vil gøre ondt, men jeg slipper. Nanna, svar mig ærligt. Én gang. Vil du prøvesammen med mig?
Jeg tørrede tårerne væk. Sløret viklede sig om hans knap; jeg tog det helt af, lagde det på bænken.
Jeg tænkte på mortredive år ved siden af en respektabel mand. På Kirstine, som blev skilt som 28-årig og siger det var det bedste hun gjorde. På Inger, hendes milde øjne. På manuskriptet i februar. På det ubesvarede svar i lyskrydset.
Jeg vil gerne prøve, sagde jeg. Men på én betingelse.
Hvilken?
Jeg vil skrive. For alvor. Og du skal ikke sige, det ikke er en rigtig vej, ikke er fornuftigt eller hvad folk normalt siger.
Det ville jeg aldrig sige.
Jeg ved det. Det er heller ikke dig, jeg tænker på. Det er mig selv. Jeg skal give mig selv lov.
Han nikkede det helt rigtige stilhed.
Og én ting mere, sagde jeg. Vi skal blive ved med at snakke. Sådan. Ikke kun på bryllupsdag og i lyskryds.
Aftale.
Og om København. Jeg vil prøve at sende noget til redaktionerne dér. Eller rejse derover. Jeg ved ikke hvordan men jeg vil prøve.
Viktor så på mig. Så sagde han:
Okay.
Bare ‘okay’?
Okay, gentog han. Vi tager af sted. Sammen. Eller du først, så følger jeg efter. Vi løser det.
Jeg lo overrasket, lidt nervøst.
Viktor, du er umulig.
Måske. Han smilede bredere end hele aftenen. Men jeg er din umulige. Officielt nu.
Det er du, sagde jeg.
Vi sad i stilhed lidt. Inde spillede musikken igen, nogen råbte kyss! Festen gik videre uden os.
Skal vi gå ind? spurgte han.
Lad os gå.
Han rakte hånden frem. Jeg tog denog mærkede, at ringen nu faktisk ikke føltes fremmed. Hverken min eller hans.
*
Kirstine fangede mig i døren.
Nå? sagde hun.
Det føles normalt, sagde jeg.
Bare det?
Normalt er meget, svarede jeg. Tro mig.
Hun så på mig et øjeblik, nikkede så.
Fint. Nu spiser vi. Hovedretten er kommet.
Vi satte os til bords. Tante Lise fortalte historier om Aarhus, nevøen så bange ud, Rasmus og Anne dansede, og Inger tørrede øjneneman ved ikke om det var glæde eller noget andet.
Viktor satte sig ved siden af mig. Skænkede champagne til mig, vand til sig selv.
Hvad skåler vi på? spurgte Tante Lise og hævede glasset.
Viktor så på mig.
På ikke at være bange, sagde han.
Tante Lise hostede overrasketen anderledes skålmen drak. Alle drak. Også jeg.
Og jeg tænkte: Måske er det svaret. Ikke ja eller nej i lyskrydset. Bare: ikke være bangeog så se, hvad der sker.
*
Vi tog hjem omkring midnat. Gæsterne var der stadig, tant Lise så ud til at ville være til lukketid. Men Viktor sagde, det var tilladt for de nygifte, og ingen protesterede.
Bilen var stille. God stilhedikke tung, men let, som om vi havde åbnet noget, der længe havde været lukket.
Jeg kiggede ud. København gled forbi igende samme våde gader, de samme gadelygter. Men et eller andet var anderledes. Måske bare mig.
Viktor.
Mmm.
Hvornår opdagede du det? Mig og mit blik.
Han tænkte.
I juni. Da vi kørte til dine forældre. Du stirrede ud ad vinduet hele vejen. Jeg snakkede, du svarede pænt, på de rigtige stedermen du var et andet sted.
Og du sagde ingenting.
Vidste ikke hvordan. Han tøvede. Så vænnede jeg mig til at tie. Dårlig vane.
Det gør jeg også. sagde jeg.
Vi standsede for rødtet andet lyskryds.
Nanna, sagde han.
Hvad så?
Er du helt sikker på det her?
Jeg så på ham. Han så på migalvorlig, lidt træt, med det smil i øjnene, jeg havde forelsket mig i.
Ja, sagde jeg.
Lyset blev grønt.
Vi kørte.
*
Lejligheden bød os velkommen i mørket og med duften af kat. Vores Missemor sad i vinduet, og hendes blik sagde tydeligt: I er sent på den, det noterer jeg mig.
Hej, Missemor, sagde jeg.
Hun vendte sig fornærmet mod vinduet.
Helt fornærmet, sagde Viktor. En hel dag alene.
Lidt ligesom Missemor selvhun tager det nærmest personligt, hvis man ikke taler sammen.
Han grinede. Træt, men rigtigt.
Jeg sparkede skoene af i entreen. De var smukkehvide, lille hæl, mor havde fundet dem efter en måned i Sallingog jeg tænkte, at i morgen ville jeg tage sutsko på, og det ville være godt.
Viktor hang jakken op, løsede slipset.
Vil du have te?
Ja, tak.
Vi gik i køkkenet. Han satte vand over, jeg fandt kopperne fremhans blå med isbjørn, min med teksten: Ikke røre uden kaffe (og jeg drikker alligevel mest te). Mor gav mig den for tre år siden.
Nanna, sagde Viktor mens vandet kogte. Må jeg sige én ting?
Ja.
Jeg er glad for vi fik snakket. Jeg har tænkt på det længe. Manglede bare ord.
Det har jeg også.
Vi er begge to slemme til det, sagde hanikke dømmende, bare konstaterende.
Det er vi.
Kedlen kogte. Han hældte vand op, jeg fandt tebreve frem. Vi er ikke sådan nogen med løs te. Måske engang.
Missemor hoppede ned, strøg sig op ad mine ben.
Nu har hun tilgivet, sagde Viktor.
Katte er tilgivende. De lærer af de bedste.
Vi satte os ved det lille borddet hvor avisen og hans arbejdsnoter lå om morgenen, og vores kopper om aftenen. Helt almindeligt. Helt vores.
Viktor…
Mmm.
Jeg åbner det dokument i morgen. Skriver bare én side.
Han kiggede op.
Godt.
Du spørger ikke hvad?
Du viser mig det, når du har lyst.
Jeg nikkede.
Det gør jeg. En dag.
Vi drak te i stilhed. Missemor krøllede sig sammen ved radiatoren. Udenfor faldt regnen, små, oktobergrå dråber mod ruden.
Jeg tænkte på mor. Jeg skal ringe i morgen, før hun kører. Bare sige tak. Hun ved hvorfor.
Viktor, sagde jeg. Hvad tænker du på lige nu?
Han tænkte.
At vi er løbet tør for sukker.
Jeg grinede. Rigtigt grin.
Er det alt?
Og at jeg er gift, sagde han pludseligt alvorligt. Det er stadig mærkeligt.
For mig også. Jeg så på ringen. Den føltes næsten som min egen nu. Viktor Tror du, det bliver godt?
Han tøvede, men svarede ærligtdet kunne jeg lide ved ham.
Det ved jeg ikke, sagde han til sidst. Men vi prøver.
Ærligt svar. Det rigtige.
Vi prøver, sagde jeg.
*
En uge senere åbnede jeg dokumentet.
Der var atten siderjeg huskede slet ikke at have skrevet så meget. Jeg læste langsomt, rettede, slettede, skrev til. Sad tre timer uden aftensmad. Viktor kom til mig med en tallerken mad og sagde intet.
En måned senere sendte jeg de første fem sider ind til et litterært tidsskrift. Ikke københavnsklokalt, lille, men rigtigt. Bare for at prøve.
De svarede efter tre uger. Ville gerne se mere.
Jeg ringede til mor.
Mor, kan du huske det med andres liv, du sagde?
Ja?
Jeg skriver mit eget nu. Langsomt. Men jeg gør det.
Hun tav. Så sagde hun:
Det er godt, Nanna.
Bare Det er godt. Nogle gange er flere ord bare i vejen.
*
I november tog vi til Københavntre dage uden noget bestemt formål. Viktor tog fri, jeg havde min bærbar med.
Vi gik rundt i byen, drak kaffe på små caféer, jeg besøgte endda et tidsskrift og talte med redaktøren i to timer om muligheder. Hun sagde, de altid gerne ville have skribenter fra Jylland; jeg fik hendes mail.
Om aftenen sad vi på en café ved Nørreport, Viktor spiste suppe, og jeg sad og så ud i København og tænkte: her er den. Drømmebyen. Ikke helt som i drømmenlidt mindre, mere hektisk, dyreremen virkelig.
Hvad tænker du? spurgte Viktor.
Ingenting. Jeg ser bare.
Kan du lide det?
Jeg tænkte mig om.
Det skræmmer mig, sagde jeg. Men jeg kan lide det.
Det er et godt tegn, sagde han. Når man er lidt bange og lidt glad på én gang.
Jeg så på ham. Han spiste bare suppe, som om det bare var vejrudsigten, vi talte om.
Viktor. Fortryder du?
Hvad dog?
At du giftede dig med en rastløs.
Han satte skeen ned og lod tankerne flyve.
Nej, sagde han. De rolige er mere kedelige.
Du skal nok komme til at fortryde, sagde jeg og smilede.
Måske, sagde han og smilede tilbage. Men ikke endnu.
Udenfor begyndte det at sne. Første sne i årtungt, københavnsk, smeltede nærmest med det samme. Folk hev i frakkerne, nogle snakkede i telefon. En ganske almindelig aften i storbyen.
Jeg åbnede computeren. Ikke det manuskript jeg rettede. Et nyt. Tomt.
Skriver du? spurgte Viktor.
Jeg prøver.
Bestil bare mere suppe. Du har god tid.
Jeg skrev første sætning.
Så på den. Slettede den. Skrev en ny.
Viktor læste på sin mobil. København rullede forbi udenfor. Sneen smeltede. Og det var den mest almindelige aften.
Og måske er det sådan, det ser ud: lykke. Ikke et brag, ikke en åbenbaringbare ham overfor, der bestiller suppe, mens man skriver. Bare byen udenfor vinduet. Bare den første sætning, man stadig ikke helt ved, hvor skal hen.
Bare: ikke være bange. Og se, hvor det fører én hen.
Jeg skrev sætning nummer to.
