Han fortæller sin kone, at han er gået konkurs, og kræver, at de sælger lejligheden, men i virkeligheden vil han kun ét. Det ser ud til, at Mikkel har tænkt på alt: fiktiv konkurs, skilsmisse, hemmelige konti. Men han har glemt, at Signe ikke er en simpel husmor. Bag frikadellerne og babytæpperne gemmer sig en kvinde, der kan vende hans løgne til økonomisk ruin. Når de sidste illusioner falder sammen, står kun ét spørgsmål tilbage: hvad er værre – at miste sin virksomhed eller at opdage, at ens kone har spillet sit eget spil i årevis? Sådan bliver stille hævn højere end sammenbruddet af et imperium.
— Du bliver aldrig administrerende direktør for et stort firma, sværger jeg, — siger Mikkel spydigt, mens han ser på Signe med en psykologs skuffede blik. — Du forstår ingenting om forretning.
— Hvordan skulle jeg forstå? — trækker Signe på skuldrene, uden at vende sig fra komfuret, hvor hun rører i sin fars yndlingssuppe. — Jeg er ikke en superkvinde fra forretningsverdenen. Jeg er bare en ydmyg husmor med et hjem, et barn og dine sokker spredt ud over hele lejligheden.
Deres samtale har gentaget sig i køkkenet de sidste par år, så selv den ét år gamle lille Maja i højstolen rynker næsen, hver gang Mikkel begynder sin forelæsning om, hvor svært det er at drive sin egen virksomhed, især når hans kone ikke støtter ham.
Mikkel, som ser sig selv som en arvelig iværksætter, er i virkeligheden bare en heldig fyr, der vandt en udbudsrunde på levering af byggevarer til en offentlig myndighed, mens alle hans konkurrenter gik konkurs. Han elsker at understrege sin unikke status. Nogle gange får Signe indtrykket af, at han bærer en usynlig krone med indgraveret “Jeg er en forretningsgeni”, og venter på, at alle bukker.
— Se, — fortsætter Mikkel, mens han slår benene op på den tomme stol uden at spørge, om hun har brug for hjælp. — Hvis virksomheden går konkurs, skal du handle hurtigt og beslutsomt. Skær alt unødvendigt væk, minimer risiciene, bevar aktiverne… Du ville ellers være helt fortabt.
Signe rører stille i suppen, idet hun tænker på, at hendes madlavning aldrig bliver kritiseret, mens hendes økonomiske snilde konstant sættes på prøve, selvom lejligheden er arvet fra hendes bedstemor og dermed familiens rede. Hendes løn som klaverlærer er den eneste stabile indtægt, når Mikkel “starter sin forretning”.
— Heldigvis får du aldrig sådanne problemer, — siger hun, mens hun giver ham en skål dampende suppe. — Du er et forretningsgeni.
Mikkel bemærker ikke sarkasmen, han nynner bare tilfreds og tager sin ske.
En uge senere kommer Mikkel hjem, bleg som et lærred, med røde øjne og duften af billig snaps. Han smider sin taske i gangen og slår sig ned i en stol uden at tage skoene af.
— Vi er konkurs, — proklamerer han dramatisk med en stemme, der kunne vinde en Oscar. — Fuldt ud og irreversibelt.
Signe, som netop har lagt Maja i tremmer, fryser.
— Hvad er der sket?
— Alt! — slår han sin hånd mod armlænet. — En stor kunde har annulleret kontrakten, SKAT har pålagt os vanvittige bøder, banken vil have lånet indfriet med det samme… Vi er færdige, forstår du?
Hun forstår. Mest af alt forstår hun, at Mikkel, trods alle sine taler om at “skære det overflødige væk”, nu er i panik.
— Tag det roligt, — lægger Signe babyen i tremmerne og går hen til ham. — Lad os finde ud af det. Hvad er virksomhedens gæld præcis?
— Millioner! — gestikulerer han. — Leverandører har sagsøgt os, vi kan ikke betale lønninger, SKAT truer med at beslaglægge vores konti… Vi er færdige.
Hun studerer ham nøje. Efter fem år har hun lært at læse hans humør. Når han er ægte bekymret, ryster hans venstre øje let. Nu er hans øje roligt.
— Hvad foreslår du? — spørger hun forsigtigt.
— Den eneste udvej er fuldstændig likvidation af vores forpligtelser, — siger Mikkel pludselig afdæmpet og forretningsmæssig. — Vi må sælge alt, hvad vi ejer. Først lejligheden.
— Den lejlighed? — præciserer Signe. — Min bedstemor’s lejlighed, som intet har med din forretning at gøre?
— Ikke din, men vores, — retter han hende irriteret. — Vi er en familie. Hvis vi ikke sælger den frivilligt nu, kommer fogederne og smider os ud. Vil du have det?
Signe sætter sig på armlænet i den tomme stol.
— Hvad med pengene fra salget? Vil kreditorerne tage alt?
Mikkel bider sig i læben og kigger væk.
— Ikke helt… — tøver han. — Der er en mulighed. Hvis vi bliver skilt, før sagen behandles, forbliver en del af ejendommen din, fordi den ikke har noget med virksomheden at gøre. Det er en standard juridisk praksis.
— En skilsmisse? — løfter hun øjenbrynene. — Du foreslår, at vi skilles for at spare penge?
— Det er en fiktiv skilsmisse, fjols, — smiler han og tager hendes hånd. — Bare en juridisk formalitet. Vi sælger lejligheden, giver en del af pengene til kreditorerne, gemmer resten på din konto. Når alt er rodet af, gifter vi os igen. Simpelt!
Signe ser på hans hånd, der holder hendes så fast, at den virker som et greb fra en mand, hvis forretning er ved at falde sammen.
— Fine, — siger hun endelig. — Lad os tale med en advokat i morgen. Jeg vil have alle detaljer.
— Hvilke detaljer? — spørger han. — Vi har ikke tid til advokater. Vi må handle hurtigt.
— Jeg handler ikke hurtigt, når det gælder vores datters tag over hovedet, — afbryder Signe og trækker hånden væk. — Enten gør vi alt lovligt og konsulterer en specialist, eller så gør vi ingenting.
Mikkel kniber sammen, men giver sig. Han ved, at hans normalt lydige kone kan være lige så stædig som et æsel, når det gælder vigtige spørgsmål.
Advokaten, en ældre kvinde ved navn Kirsten, lytter omhyggeligt til Mikkels historie om konkursen.
— Interessant, — siger hun og gennemgår papirer. — På papiret ser jeres situation ud til at være stabil. I har gæld, men den er ikke kritisk for en virksomhed af jeres størrelse.
— Det er forældede tal, — afbry
