Slap af med det
Helt ærligt? Jeg tror dig ikke. Din mor kunne aldrig gøre sådan, sagde Lærke.
Det kunne hun, svarede Anders mørkt.
Men vi har jo talt om det så mange gange, planlagt
Vi! Ordet er vi! svarede Anders. Men hun har nok haft sine helt egne planer
Anders havde det selvsagt utrolig dårligt med Lærke. Men hvad kunne han gøre?!
***
Sikke et syn! Sommerhus! Kan du huske, Anders, hvor meget din far drømte om et sommerhus? drømte Birgitte, Anders mor og Lærkes svigermor, sig væk. Eller, hvad taler jeg om, du var jo næsten baby dengang! Men din far og jeg, vi sparede længe op til stedet her. Søde minder, ja
Birgitte sad i skyggen under det ældgamle æbletræ i sin elskede flettede havestol. Den havde hendes søn båret ud på græsplænen og placeret tæt ved huset, så hun kunne følge med i samtalen, selv når hun hvilede ryggen.
Hun genlevede gamle dage, mens hun begejstret betragtede hendes svigerdatter Lærke og sønnen Anders, der gik bøjet over kartoflerne, mens børnebørnene, fem og seks år gamle, legede fangeleg på havegangene. Solen var ved at gå ned; der var stadig meget at nå, men børnene hjalp heldigvis til det var jo derfor, de var taget derud.
Åh, børn, hvor er jeg taknemmelig! Hvad skulle jeg gøre uden jer? sukkede Birgitte. Hele dagen i går tænkte jeg, at nu ville jeg tage toget herud, det tager jo kun en halv time Men så låser ryggen sig fast i aftes, så jeg måtte have fat i jer. Kartoflerne skal passes, gulerødderne tyndes ud, der er tusind ting, og jeg duer jo ikke længere. Kan hverken bukke mig eller sætte mig ned.
Det skal du ikke tænke på, Birgitte, svarede Lærke med et forsigtigt smil. Selvfølgelig hjælper vi dig, vi er jo familie.
Men indeni havde hun mest af alt lyst til at skrige. Endnu engang skred Anders mor hele deres weekendplan! De havde aftalt, at familien skulle i vandland for første gang, børnene havde talt om det i ugevis, men Birgitte Ja, hun vejede tungere end vandlandet eller nogen anden plan. Man hjælper når det gælder, mente hendes søde, velopdragne, pligtopfyldende og enebarn Anders. Og Lærke bøjede sig. Hun orkede ikke endnu en diskussion.
Vandland?! havde Birgitte udbrudt i telefonen. Hvorfor i alverden det? At bade i klorvand? Den lille sø her ved sommerhuset er da fin! I kan bade her. Hvem tager dog på vandland midt om sommeren? Det giver da ingen mening.
Men bade fik de ikke gjort. Der var travlt, og søen var på ingen måde det samme som en forlystelse den var grumset og trist.
Hvad skulle I dog derhen for? sagde Birgitte, mens hun stak Anders og Lærke gamle rustne spader, så snart de stod ud af bilen. Fodre myg? Selv om alle i området tager derhen, bliver den sø mere beskidt hvert år. Der svømmer ænder, lige der hvor børnene bader. Jeg siger jer, i TV fortalte de i dag, at man ikke skal bade samme sted som ænder! Alle blev dækket af udslet, det så frygteligt ud. I byen er det sikkert, men herude nej tak.
Lærke bed sig i læben og svarede ikke på svigermorens lange rant. Børnene havde drømt om at bade, og det havde hun og Anders også. Men hvornår? Alt for meget ventede på dem. De var her trods alt for at hjælpe.
Sommerhuset var i elendig forfatning. Det gamle bindingsværkshus trængte til alverdens reparationer. Stakittet stod skævt, lågen hængte i en tråd. Vandtønderne var gennemtærede, hindbær, stikkelsbær og solbær var groet sammen i et vildnis, så man nærmest kunne forestille sig at være Tornerose. Ukrudt overalt, og bedene lå gemt i dyb skygge fra de gamle æbletræer, som ingen havde beskåret i årevis.
Siden Anders far, Henrik, gik bort, havde Birgitte nærmest opgivet haven og solgt hans bil, for det var nemmere, siden hun ikke selv havde kørekort, og Anders havde sin egen vogn.
Men for nyligt havde hun pludselig erklæret, at hun som en hyldest til Henrik ikke længere kunne lade huset og haven forfalde. Det var jo hans drøm! Hun følte, at hun forrådte hans minde, hvis hun lod sommerhuset i stikken. Så hun tog arbejdsbukserne på.
I starten bad hun ikke om hjælp, tog toget ud på egen hånd, klarede hvad hun kunne men det gik ikke så godt, for det var altid Henrik, der holdt styr på haveprojekterne. Birgitte havde aldrig interesseret sig for planter, men nu ville hun lære det, for Henriks skyld.
Ekstra penge har Birgitte aldrig haft, så hun lappede selv stakittet med hvad som helst et sted flettede hun endda en barriere af grene og pinde. Da Anders så det en dag, sukkede han blot og rystede på hovedet.
Samme aften besluttede han og Lærke at ofre lidt på et nyt, billigt stakit og bestille montering, for det var trods alt bedre end det, de havde. De lappede taget, skiftede døren, købte et nyt drivhus.
Det behøver I altså ikke, børn. Jeg roder jo bare for at have lidt at rive i, og for at kunne give jer lidt friske grøntsager og kartofler til ungerne det er da skønt. I skal ikke bruge jeres tid på det! I har jeres liv. Men man kan jo altid komme herud, grille, holde ferie En dag er det hele jeres. Altså, du er min eneste søn, Anders
Ej, mor, lad nu det ligge! stoppede Anders hende og gav hende et kys. Birgitte krammede sønnen og tørrede en tåre væk.
Sådan blev det, at arbejdet i Birgittes sommerhus langsomt begyndte at fylde hele Lærkes og Anders weekender. Og, som med en forbandelse, blev Birgitte altid syg, når de kom. Hun blev siddende i stolen, pakket ind i tæppe, holdt på hovedet, ryggen eller siden, og kommanderede venligt hele driften.
Anders! Tag den spade med det blå skaft, den er skarpest! Ja, den står ovre ved riven. Forresten står der maling på gulvet lågen skal have en omgang. Ikke at det haster, men hvis du får lyst, så har jeg købt alt ind.
Anders gjorde, hvad moren bad om og lod som om, han nød at rode i haven og male låger i sin fritid, selvom han drømte om helt andre ting. Men hans mor understregede jævnligt, at de gjorde det for sig selv og for børnene, ikke for hende.
Det hele bliver jeres engang, I arbejder for jer selv, fremsagde svigermoren gang på gang.
Med tiden fik familien sommerhuset på fode. De beholdt lidt jordbær, indskrænkede antallet af bede, plantede blomster og såede en grøn græsplæne. Nu kunne de rigtigt holde ferie og invitere venner.
Lærke, skal vi ikke fejre din fødselsdag herude? foreslog Anders til en weekend. Vi kan invitere venner, grille lidt, gå ned til søen og fiske.
Det lyder dejligt, svarede Lærke.
De havde brugt så mange kræfter og penge på stedet, at det var på tide at nyde det.
Lærke ringede straks og inviterede sin veninde gennem mange år, der også havde børn på samme alder. Hendes kusine og mand kom også.
De forberedte sig grundigt tog flere gange ud for at handle stort ind, og børnene talte om festen dag og nat. Alle glædede sig.
Men, da Anders og Lærke med børnene kørte derud dagen før festdagen for at stille ting på plads, mødte de et stort, fremmed hængelås på lågen.
Hvad sker der? Anders stod målløs med de gamle nøgler i hånden.
En ny grill stak ud fra bagagerummet, sammen med spyd, fiskegrej og andet udstyr. Børnene sprang allerede rundt som kåde kalve.
Lærke sagde ingenting.
Jeg kommer i tanke om mumlede Anders. Moren ringede i går, da jeg kørte bil og kunne ikke tage den. Og bagefter så jeg, hun havde skrevet, at hun havde en overraskelse til os, men jeg tænkte ikke mere over det Jeg må hellere ringe.
Mor! Har du sat nyt lås på lågen? spurgte han straks, så snart Birgitte tog telefonen.
Åh, Anders Du ødelagde hele overraskelsen. Hvorfor er I kørt derud?
Her kom chokket: Birgitte havde solgt sommerhuset to dage tidligere.
Fik et godt tilbud, sagde hun i telefonen. Jeg kunne ikke sige nej. I har jo aldrig været synderligt glade for stedet. Jeg kunne se I led mon ikke I har bandet mig langt væk? Nu slipper I. Det hele gik hurtigt, og køberne er ærlige det er en kollega fra min arbejdsplads. Han har klaret alt besværet.
Du har simpelthen solgt sommerhuset?! Anders kunne ikke tro sine egne ører.
Mit, søn, ikke jeres, mindede Birgitte ham om. Men nu skal du høre det bedste af det hele! For pengene tager jeg jer alle sammen med sydpå hele familien! Det var overraskelsen, som du ødelagde. Jeg ville ellers komme ud til jer og offentliggøre det, når Lærkes fødselsdag nærmede sig, som en festlig nyhed. I har jo aldrig været ude at rejse med børnene, arbejder hele tiden, nu får I chancen. Resten af pengene sætter jeg da bare i banken. Men hvad laver I overhovedet derude i dag?
Lærke begyndte at græde i bilen. Anders sad tyst bag rattet og trommede på det, mens han tænkte. Børnene løb ubekymret rundt udenfor og fandt hurtigt på leg.
Ved du hvad pyt nu med det sommerhus, sagde han endelig. Pyt med det.
Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på alt den tid og energi vi har lagt i det! Alle weekenderne herude uden rigtig at holde ferie, sagde Lærke sørgmodigt.
Gennem bilruden kunne de se hustaget, de på det seneste havde repareret, det store æbletræ fyldt med frugt, det nye stakit. Nu tilhørte det hele en anden.
Ja men nu er det sådan, svarede Anders. Og du? Jeg har faktisk ikke lyst sydpå, hun må selv tage afsted
***
De kom alligevel afsted sydpå sammen, på Birgittes insisteren hende, Anders, Lærke og drengene.
Sikke en gave jeg har givet jer! Det var altså for jeres skyld, børn, pralede Birgitte. Jeg er sikker på, Henrik ville have været enig.
Birgitte holdt aldrig op med at savne sin mand, men netop nu følte hun, at nok var nok; sommerhuset var ikke længere hendes pligt, men nu skulle hun også tænke på sig selv.
Man lever kun én gang. Eller Tag hvad du kan få, ikke sandt? udbrød Birgitte, mens hun betragtede de glade, solbrune børnebørn, der som altid legede vildt i lejligheden. Hun fortrød intet.
***
Jeg savner altså virkelig sommerhuset, sagde Lærke stadig til Anders flere uger efter. Jeg havde knyttet mig til stedet.
Hvordan kan man andet, når hver sten er lagt med egne hænder, og hver plante er omhyggeligt passet? sagde Anders. Men mor havde tydeligvis fået sin del. Hun kaldte det en byrde! Og pointerede lige, det aldrig var mit, at man skal tjene tingene selv
Jo, med sine egne mumlede Lærke.
Hun tænkte meget, men valgte at tie. Hvorfor gøre Anders mere ked af det?
