— Mener du virkelig, at min mand er dig imod? — hvæsede svigermor Anna stod ved vinduet og betragtede regnen, der silede ned. Bag hende herskede en trykket tavshed i den hyggelige stue. Hendes mand, Mads, gik rastløst frem og tilbage på gulvtæppet, hans bryn trukket sammen i bekymring. “Igen lørdag, igen dette cirkus,” fór det gennem Annas hoved, men hun sagde intet højt. Dørklokken lød skærende og spændingen steg. De vekslede korte blikke. Suk, og Mads gik ud for at åbne. På dørtrinet stod Inger Marie, hans mor. Hendes ansigt bar stadig præg af ungdommens skønhed, og de kastanjebrune øjne, magen til Mads’, lyste af ophidset forventning. Bag hende tronede skyggen af hendes nye ægtemand, Arne. Han var iført en dyr, men lidt kikset sweater. Hans tætklippede sølvgrå hår var omhyggeligt friseret. — Nå, så er vi her! — lød det muntert fra Inger Marie, da hun trådte ind i entreen og rystede regndråberne af frakken. — Arnebasse, jeg hjælper dig lige. — Jeg kan godt selv, Inger, bare rolig — svarede Arne med sin mørke, pæne stemme, lidt for blød i tonen. Han trådte af skoene, tog sine medbragte hjemmesko på og rakte Anna en æske eksklusive chokolader. — Anna, Mads — goddag. En lille gave fra os begge. — Tak, — sagde Anna køligt og tog imod æsken. — Kom ind og gør jer det behageligt. De gik ind i stuen. Inger Marie slog sig straks ned i sofaen som på en trone og lod hånden glide over det bløde betræk. Arne satte sig tæt ved siden af og lagde sin store hånd på hendes knæ. Anna syntes altid, det virkede teatralsk. — Nå, hvordan går det så med jer, mine kære? — begyndte Inger Marie, mens hun så på dem med blanding af moderlig omsorg og utålmodig forventning. — Arne og jeg var på “Den hvide Svane” i går. Sikke et hyggeligt sted! I burde tage derhen engang. Nå ja, jeg glemmer helt, I sjældent kommer ud for tiden… — Arbejde, mor, — sagde Mads med et træk på skuldrene. — Nyt projekt, alt for lidt tid… — Ja, ja, det forstår jeg nu, — sukkede hun, men hendes ansigt afslørede, at hun ikke forstod. Efter Inger Maries pension og mødet med Arne var hendes liv én lang fest. — Men I kan da godt tage med os næste weekend? Arne har fået nyt sommerhus, sauna, grill — og han laver de lækreste grillpølser! Arne nikkede samtykkende, øjnene blev smalle i de runde kinder. — Jeg har et trick i ærmet, — sagde han og skævede til Mads og Anna for at se deres reaktion. En anspændt tavshed lagde sig. Anna kiggede ned på sine hænder. Mads rømmede sig. — Mor, vi har måske allerede planer på lørdag… — sagde han tøvende. Inger Marie skød underlæben frem som et trodsigt barn. — Mads, I skal ikke bilde mig ind, at I skal til lægen igen. Kates tjek var jo i sidste uge. I vil bare ikke være sammen med os to — især ikke med Arne. — Inger, lad nu børnene bestemme, — indskød Arne blidt og aeede hendes hånd. — De er voksne. Vi klarer os fint alene. Men der lød en bemærkning under hans ord, som om: “Vi er vist en byrde for dem.” — Det handler ikke om det, Arne, — brød Mads ind. — Vi trænger bare til en weekend i fred. — Fred? — Inger Marie rejste sig. — Til hvad? Sidde og glo i lejligheden? Vi er jo familie! Arne er en del af familien nu. Jeg vil gerne have, I lærer ham ordentligt at kende — han har så meget at byde på! Han er erhvervsmand og har oplevet det meste. Han kan give jer så meget! Anna kunne ikke lade være længere. Hun løftede blikket, og stemmen var lav, men klar: — Inger Marie, vi ved, du ønsker et tæt forhold, men venskab kan ikke presses frem. Det skal vokse — eller ikke. Inger Maries øjne lynede. — Så du påstår, at min mand — mit valg — er dig imod? Du gider engang forsøge at lære ham at kende? — Det handler ikke om ham! — Annas stemme begyndte at dirre. — Det handler om, at vi nu gennem måneder hver lørdag må ofre vores egne planer for jeres skyld. Vi *skal* være sammen. Vi *skal* tage imod ham. Det føles som pres. Man får bare lyst til at flygte. Arne sad med stivnet ansigt, fingrene trommede let på Inger Maries knæ. — Jeg blander mig lige, — sagde han, og hans stemme fik et køligt skær. — Jeg forstår godt, det er svært med en “fremmed” i familien. Jeg tager aldrig din fars plads, Mads. Det lover jeg. Men din mor er lykkelig nu. Vil I ikke bare ønske hende det bedste? Hun glæder sig sådan. Jeres afvisning sårer hende. Ordene faldt roligt, men præcist. Mads blev mørk i blikket. Den dårlige samvittighed, som Inger Marie havde opelsket i ham hele livet, voksede. — Vi sårer ikke mor med vilje, — mumlede han. — Tingene skal bare komme naturligt… — Naturligt? — sagde Inger Marie spidst. — Ved at ignorere min mand? Lave som om han ikke findes? Vi har snart været gift et halvt år! — Vi ignorerer ham ikke, mor. Vi taler med ham. Men man kan ikke blive venner på kommando. Det tager tid. — Tid? Hvor meget, Mads? Et år? Fem? Til jeg dør? Stilheden blev tæt. Anna så, hvordan Mads krympede sig under presset og vidste, at han snart ville give køb og sige ja til endnu en tvungen tur, bare for at undgå scenen. Men så stod deres seksårige datter, Katja, søvnig og med sit slidte bamse i hånden, i døråbningen. — Bedste! — råbte hun glad og løb hen til Inger Marie. Spændingen forsvandt. Inger Marie blomstrede op og omfavnede sit barnebarn. — Min lille skat! Har du sovet godt? Bedste har savnet dig! Katja så forsigtigt på Arne, som smilede bredt og lidt kunstigt. — Hej, Katrine, — sagde han jovialt. — Jeg har en lille overraskelse til dig. Han rakte hende en chokolade fra lommen, som hun tøvende tog imod og så på sin mor. — Tak, — sagde hun stille. — Så lidt, prinsesse, — Arne rakte ud for at klappe hende, men Katja trak sig og klyngede sig til sin bedste. Hans hånd blev hængende i luften. Smilet stivnede, blev en maske. I et kort øjeblik anede Anna noget koldt i hans blik, men han genvandt sin ro. — Hun er vist genert, — sagde Arne for at lette stemningen. Anna bemærkede det. Hendes hjerte slog hårdt. Det var ikke bare kejtethed; der var noget uægte i den mand. Hun forstod pludselig: Det handler ikke kun om Inger Maries insisteren. Det handler om ham. Om denne mand, som prøver alt for hårdt på at blive en del af deres familie. Noget føltes forkert. Svigermor bemærkede intet, snakkede videre med Katja. Mads gik ud i køkkenet for at sætte vand over. Arne lænede sig tilbagelænet i sofaen med et uigennemtrængeligt ansigt. Anna blev siddende ved vinduet. Til sidst gik gæsterne. De vinkede køligt farvel og gik. — Vi ses, — sagde Inger Marie. — Overvej lige det med sommerhuset. — Ja, mor, — svarede Mads uden udtryk og fulgte dem til døren. Da døren var lukket, blev han stående, tungt lænet op ad karmen med lukkede øjne. — Hold op, hvor det dræner… — Jeg ved det. Men vi kan ikke fortsætte sådan. Vi *må* gøre noget. — Mor vil aldrig forstå, Anna. For hende betyder “nej” bare, at man skal prøve igen — hårdere. Og han… han gør det kun værre ved at puste til ilden. — Netop derfor skal vi stå fast, — sagde Anna bestemt. — Ikke for at såre hende, men for at beskytte vores familie. Og for Katjas skyld. Så du, hvordan hun reagerer på ham? Mads nikkede. Børn mærker instinktivt, hvis noget føles forkert. — Okay, — sukkede han. — Næste gang tager jeg snakken med hende – alene. Mand til mand. Anna nikkede og gik hen til vinduet. Ude foran holdt svigermors bil. Arne åbnede ridderligt døren for Inger Marie. Selv på afstand kunne Anna se, hvor teatralsk han gjorde det. Da hun sad inde i bilen, lukkede han efter hende, gik om bilen og standsede op et øjeblik — kiggede direkte op mod deres vindue. Så satte han sig ind, og bilen forsvandt ud i natten. Anna vendte sig bort. Der ventede svære samtaler, mulige skænderier og tunge beslutninger. Men der var kun én vej frem. Ægte venskab opstår ikke under pres, og de behøver ikke bøje sig for svigermors vilje.

Så du vil altså sige, at min mand ikke behager dig? bed svigermor af.

Signe stod ved vinduet og betragtede regndråberne, der silede ned ad ruden. Bag hende hang en tung stilhed i den ellers så hyggelige stue.

Hendes mand, Mads, gik langsomt frem og tilbage over tæppet. Brynene var samlet som en sur gammel lærer.

Endnu en lørdag, endnu en omgang familieforestilling, tænkte Signe, men hun bed sig i tungen.

Dørklokken lød som et sirene-hyl nu bryder helvede løs. De udvekslede et blik. Mads sukkede og traskede ud for at åbne.

På dørtrinnet stod Birthe, Mads mor. Hendes ansigt bar stadig præg af fordums skønhed, og øjnene ligeså blå som Mads glimtede af insisterende godt humør.

Bag hende tårnede den nye mand, Arne, op som en skygge. Hans ulastelige, men lettere smagløse, cashmeresweater sad lidt for stramt. Håret, stålgråt og tæt, lå sirligt redt som på et reklamefoto.

Nå, så kom vi endelig! lød Birthes stemme kraftfuldt, mens hun snuppede regndråberne af pelsen. Giv mig nu jakken, Arne.

Jeg klarer det selv, Birthe, skat, brummede han blødt og olieret.

Han fik møjsommeligt skoene af, rakte Signe en fin æske Summerbird-chokolade og trådte så ind i varmen.

Dav Signe, Mads. En lille sød hilsen fra os, sagde han med smil der kun lige nåede mundvigen.

Mange tak, sagde Signe og smilte anstrengt. Kom ind og sæt jer.

De trådte ind i stuen, hvor Birthe straks tronerede nederst i sofaen og nussede med puden i velour, som om hun sad på Amalienborg.

Arne satte sig ved siden af og placerede sin store hånd solidt oven på hendes. Signe syntes altid det virkede teatralsk, men måske var det bare sådan, han var.

Nå, hvordan går det med jer, mine kære? startede Birthe og kastede et blik, der blandede morslængsel med forventning. Arne og jeg var på Restaurant Svanen i går. Megahyggeligt! Den må I altså prøve. Nå-ja, men I går vel aldrig ud for tiden

Arbejde, mor, svarede Mads og trak på skuldrene. Nyt projekt. Der er fuldstændig run på.

Ja-ja, Birthe sukkede, overbærende det ansigt forstod ikke et kuk.

After Birthe var gået pension og fandt sammen med sin Arne, havde hverdagen forvandlet sig til et sammenhængende champagnebrus.

Men altså, man kan da sagtens tage sig tid i weekenden? Vi tænkte næste lørdag vi kunne tage op i sommerhuset hos Arne. Han har lige bygget ny sauna. Og grillen hans marinerede koteletter jamen, I fatter slet ikke hvor godt!

Arne nikkede, øjnene blev små bag de fyldige kinder.

Jeg har fundet på et gammelt familie-kneb til marinaden det bliver sjovt, han så skiftevis på dem, som om han ledte efter bifald.

Der opstod en pause: Den slags hvor man gennemgår mulige flugtruter mentalt. Signe sad og stirrede på hænderne i sit skød. Mads rømmede sig.

Mor, jeg tror vi har planer til næste weekend Tror vi skal til børnelæge, begyndte han forsigtigt.

Birthe skubbede læben frem på den meget fornærmede måde.

Mads spare mig for den historie. Jeg ved udmærket, at lilla Astrid var til kontrol sidste uge. I gider bare ikke bruge tid med os. Med Arne.

Birthe, ikke presse på, sagde Arne fedt og søvndyssende, mens han pillede ved hendes håndled. De er voksne, vi skal nok holde humøret selv.

Men under ordene lød bitterheden, sådan noget som: “Vi er kun en byrde.”

Det handler ikke om dét, Arne, forsøgte Mads at bløde op. Vi har bare brug for lidt ro i weekenden.

Ro? Birthe rejste sig halvt, til hvad? Sidde i den her lejlighed som fire kartofler? Vi er familie! Arne er familie nu. Jeg VIL gerne have I bliver venner. Han er forretningsmand, I kan virkelig lære noget af ham!

Signe mærkede lunten brænde ned. Hun løftede hovedet, stemmen var lav, men klar:

Birthe, vi forstår godt du vil have vi skal være tætte. Men venskaber kan ikke trækkes ned over hovedet. Det vokser eller gør det ikke.

Birthes øjne glimtede farligt.

Så du mener altså, min mand, MIT valg, ikke falder i din smag? Du gider engang lære ham at kende?

Det handler ikke om ham! Signe kunne mærke stemmen ryste. Det handler om at vores egne planer, uge efter uge, i månedsvis, ryger i vasken fordi vi skal være på familiepost. Det føles som tvang. Man får lyst til at rømme sig fra det hele.

Arne sad nu blot helt stille, men hans fingerbank bankede irriteret mod Birthes knæ. Han var tydeligvis træt af tonen.

Jeg bryder lige ind, sagde han, nu med en hård undertone. Jeg forstår, det kan være svært med en ny i familien. Jeg prøver ikke at tage din fars plads, Mads. Men din mor er glad. Er det ikke dét vigtigste? Hun glæder sig, gør sig umage så siger I nej Det rammer hende.

Ordene var dryppende rolige, men gik lige i solar plexus. Mads blev mørk i blikket.

Den nagende skyld, som Birthe altid havde kunnet fremkalde hos ham siden han var baby, rejste sig lydigt.

Ingen prøver at såre mor, fik han mumlet. Det hele skal bare føles naturligt.

Hvad er naturligt? skød Birthe tilbage. At ignorere min nye mand? Lade som om han ikke eksisterer? Halvt år er snart gået siden vi blev gift!

Mor, vi ignorerer ham ikke. Vi taler sammen. Men vi skal nok bruge lidt tid.

Tid? Hvor meget tid? Et år? Fem? Når jeg er død?

Nu blev der stille.

Signe så hvordan Mads nærmest krympede sig for presset.

Hun kendte sin mand; han ville snart bøje af. Snart ville han nikke automatisk til sommerhus, grill, eventuelt pølsesnak, bare for at undgå mere postyr.

Men så gled deres datter på seks, Astrid, ind fra gangen med det mærkede hår, søvn i øjnene, og en over-elskede Bruno-tøjbamse i favnen.

Bedste! kvækkede hun og kastede sig i armene på Birthe.

Alt spænding forsvandt som dug for solen. Birthe lyste op og svøbte barnebarnet ind i favnen.

Åh, lille kanin, er du vågen nu? hikstede hun sødt.

Mens Astrid gned næsen ind i bedste, kiggede hun forsigtigt på Arne. Han smilede stort og alt for bredt.

Hejsa, Astrid! sagde han jovialt. Jeg har sørme en lille overraskelse til dig.

Han gravede i lommen og trak en sølvpapir-indpakket chokolade frem. Astrid tog imod, men lod blikket glide mod mor for godkendelse.

Tak, mumlede hun sagte.

Det var da så lidt, prinsesse, sagde Arne, forsøgte at klappe hende på hovedet, men hun snoede sig udenom og puttede sig helt ind til bedste.

Arnes hånd hang et øjeblik i luften. Hans smil blev stramt, mundvigene hårde. Blikket frøs noget koldt, men hurtigt kontrolleret.

Lidt genert, sagde han, som om han talte med sig selv.

Signe så hele scenen, og hjertet sank. Det var ikke bare akavethed der var noget næsten unaturligt, skjult under det pæne ydre og den glatte stemme.

Hun vidste pludselig med al tydelighed, at det ikke kun handlede om Birthes insisteren.

Det var også Arne. Der var noget fremmed og påtaget over ham.

Birthe, uvidende, fortsatte sin kaglende snak til Astrid. Mads slap ud i køkkenet for at sætte vand over.

Arne lænede sig ubekymret tilbage i sofaen. Signe blev siddende og kiggede mere ud af regnen end ind i stuen. Da gæsterne endelig rejste sig, foregik afskeden koldt og rutinepræget.

Vi smutter nu, nynnede Birthe men tænk nu lige på det der sommerhus, ikke?

Jaja, mor, lød det sløvt fra Mads, mens han lukkede døren bag dem.

Efter de var gået, lænede han sig tungt mod væggen og lukkede øjnene.

Puha, hvor er det udmattende…

Jeg ved det. Men vi bliver nødt til at tage en snak med dem. Det bliver ved.

Birthe forstår det ikke, Signe. Hos hende er nej bare kode for prøv igen, men hårdere. Og Arne, han hælder olie på bålet, hver gang hun tøver.

Netop derfor SKAL vi holde fast. Ikke for at være onde, men for at beskytte vores egen lille fred. Og for Astrids skyld. Så du hendes reaktion på ham?

Mads nikkede. Børn opfanger falskhed hurtigere end voksne.

Okay, pustede han. Jeg skal nok tage snakken. Alene. Altså, mandfolk til mandfolk.

Signe nikkede og gik igen hen til vinduet. Udenfor holdt svigermors spritnye Suzuki. Arne åbnede galant døren for Birthe, men selv på afstand kunne Signe se at det var som at se Skuespillerforbundets årlige prisuddeling: så meget overspil.

Da hun var inde, lukkede Arne døren som en butler og gik langsomt rundt men standsede op og så direkte op mod deres vindue. Et sekund, så kørte han væk ind i den mørke regn.

Signe vendte sig væk fra ruden.

Forude ventede svære samtaler, sikre diskussioner lidt drama, måske et smækket dør eller to. Men andre valg eksisterede ikke.

Ægte venskab tvinges ikke ned over nogen og det havde de ingen gamle damers påtrængenhed pligt til at lade som om.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

17 + thirteen =

— Mener du virkelig, at min mand er dig imod? — hvæsede svigermor Anna stod ved vinduet og betragtede regnen, der silede ned. Bag hende herskede en trykket tavshed i den hyggelige stue. Hendes mand, Mads, gik rastløst frem og tilbage på gulvtæppet, hans bryn trukket sammen i bekymring. “Igen lørdag, igen dette cirkus,” fór det gennem Annas hoved, men hun sagde intet højt. Dørklokken lød skærende og spændingen steg. De vekslede korte blikke. Suk, og Mads gik ud for at åbne. På dørtrinet stod Inger Marie, hans mor. Hendes ansigt bar stadig præg af ungdommens skønhed, og de kastanjebrune øjne, magen til Mads’, lyste af ophidset forventning. Bag hende tronede skyggen af hendes nye ægtemand, Arne. Han var iført en dyr, men lidt kikset sweater. Hans tætklippede sølvgrå hår var omhyggeligt friseret. — Nå, så er vi her! — lød det muntert fra Inger Marie, da hun trådte ind i entreen og rystede regndråberne af frakken. — Arnebasse, jeg hjælper dig lige. — Jeg kan godt selv, Inger, bare rolig — svarede Arne med sin mørke, pæne stemme, lidt for blød i tonen. Han trådte af skoene, tog sine medbragte hjemmesko på og rakte Anna en æske eksklusive chokolader. — Anna, Mads — goddag. En lille gave fra os begge. — Tak, — sagde Anna køligt og tog imod æsken. — Kom ind og gør jer det behageligt. De gik ind i stuen. Inger Marie slog sig straks ned i sofaen som på en trone og lod hånden glide over det bløde betræk. Arne satte sig tæt ved siden af og lagde sin store hånd på hendes knæ. Anna syntes altid, det virkede teatralsk. — Nå, hvordan går det så med jer, mine kære? — begyndte Inger Marie, mens hun så på dem med blanding af moderlig omsorg og utålmodig forventning. — Arne og jeg var på “Den hvide Svane” i går. Sikke et hyggeligt sted! I burde tage derhen engang. Nå ja, jeg glemmer helt, I sjældent kommer ud for tiden… — Arbejde, mor, — sagde Mads med et træk på skuldrene. — Nyt projekt, alt for lidt tid… — Ja, ja, det forstår jeg nu, — sukkede hun, men hendes ansigt afslørede, at hun ikke forstod. Efter Inger Maries pension og mødet med Arne var hendes liv én lang fest. — Men I kan da godt tage med os næste weekend? Arne har fået nyt sommerhus, sauna, grill — og han laver de lækreste grillpølser! Arne nikkede samtykkende, øjnene blev smalle i de runde kinder. — Jeg har et trick i ærmet, — sagde han og skævede til Mads og Anna for at se deres reaktion. En anspændt tavshed lagde sig. Anna kiggede ned på sine hænder. Mads rømmede sig. — Mor, vi har måske allerede planer på lørdag… — sagde han tøvende. Inger Marie skød underlæben frem som et trodsigt barn. — Mads, I skal ikke bilde mig ind, at I skal til lægen igen. Kates tjek var jo i sidste uge. I vil bare ikke være sammen med os to — især ikke med Arne. — Inger, lad nu børnene bestemme, — indskød Arne blidt og aeede hendes hånd. — De er voksne. Vi klarer os fint alene. Men der lød en bemærkning under hans ord, som om: “Vi er vist en byrde for dem.” — Det handler ikke om det, Arne, — brød Mads ind. — Vi trænger bare til en weekend i fred. — Fred? — Inger Marie rejste sig. — Til hvad? Sidde og glo i lejligheden? Vi er jo familie! Arne er en del af familien nu. Jeg vil gerne have, I lærer ham ordentligt at kende — han har så meget at byde på! Han er erhvervsmand og har oplevet det meste. Han kan give jer så meget! Anna kunne ikke lade være længere. Hun løftede blikket, og stemmen var lav, men klar: — Inger Marie, vi ved, du ønsker et tæt forhold, men venskab kan ikke presses frem. Det skal vokse — eller ikke. Inger Maries øjne lynede. — Så du påstår, at min mand — mit valg — er dig imod? Du gider engang forsøge at lære ham at kende? — Det handler ikke om ham! — Annas stemme begyndte at dirre. — Det handler om, at vi nu gennem måneder hver lørdag må ofre vores egne planer for jeres skyld. Vi *skal* være sammen. Vi *skal* tage imod ham. Det føles som pres. Man får bare lyst til at flygte. Arne sad med stivnet ansigt, fingrene trommede let på Inger Maries knæ. — Jeg blander mig lige, — sagde han, og hans stemme fik et køligt skær. — Jeg forstår godt, det er svært med en “fremmed” i familien. Jeg tager aldrig din fars plads, Mads. Det lover jeg. Men din mor er lykkelig nu. Vil I ikke bare ønske hende det bedste? Hun glæder sig sådan. Jeres afvisning sårer hende. Ordene faldt roligt, men præcist. Mads blev mørk i blikket. Den dårlige samvittighed, som Inger Marie havde opelsket i ham hele livet, voksede. — Vi sårer ikke mor med vilje, — mumlede han. — Tingene skal bare komme naturligt… — Naturligt? — sagde Inger Marie spidst. — Ved at ignorere min mand? Lave som om han ikke findes? Vi har snart været gift et halvt år! — Vi ignorerer ham ikke, mor. Vi taler med ham. Men man kan ikke blive venner på kommando. Det tager tid. — Tid? Hvor meget, Mads? Et år? Fem? Til jeg dør? Stilheden blev tæt. Anna så, hvordan Mads krympede sig under presset og vidste, at han snart ville give køb og sige ja til endnu en tvungen tur, bare for at undgå scenen. Men så stod deres seksårige datter, Katja, søvnig og med sit slidte bamse i hånden, i døråbningen. — Bedste! — råbte hun glad og løb hen til Inger Marie. Spændingen forsvandt. Inger Marie blomstrede op og omfavnede sit barnebarn. — Min lille skat! Har du sovet godt? Bedste har savnet dig! Katja så forsigtigt på Arne, som smilede bredt og lidt kunstigt. — Hej, Katrine, — sagde han jovialt. — Jeg har en lille overraskelse til dig. Han rakte hende en chokolade fra lommen, som hun tøvende tog imod og så på sin mor. — Tak, — sagde hun stille. — Så lidt, prinsesse, — Arne rakte ud for at klappe hende, men Katja trak sig og klyngede sig til sin bedste. Hans hånd blev hængende i luften. Smilet stivnede, blev en maske. I et kort øjeblik anede Anna noget koldt i hans blik, men han genvandt sin ro. — Hun er vist genert, — sagde Arne for at lette stemningen. Anna bemærkede det. Hendes hjerte slog hårdt. Det var ikke bare kejtethed; der var noget uægte i den mand. Hun forstod pludselig: Det handler ikke kun om Inger Maries insisteren. Det handler om ham. Om denne mand, som prøver alt for hårdt på at blive en del af deres familie. Noget føltes forkert. Svigermor bemærkede intet, snakkede videre med Katja. Mads gik ud i køkkenet for at sætte vand over. Arne lænede sig tilbagelænet i sofaen med et uigennemtrængeligt ansigt. Anna blev siddende ved vinduet. Til sidst gik gæsterne. De vinkede køligt farvel og gik. — Vi ses, — sagde Inger Marie. — Overvej lige det med sommerhuset. — Ja, mor, — svarede Mads uden udtryk og fulgte dem til døren. Da døren var lukket, blev han stående, tungt lænet op ad karmen med lukkede øjne. — Hold op, hvor det dræner… — Jeg ved det. Men vi kan ikke fortsætte sådan. Vi *må* gøre noget. — Mor vil aldrig forstå, Anna. For hende betyder “nej” bare, at man skal prøve igen — hårdere. Og han… han gør det kun værre ved at puste til ilden. — Netop derfor skal vi stå fast, — sagde Anna bestemt. — Ikke for at såre hende, men for at beskytte vores familie. Og for Katjas skyld. Så du, hvordan hun reagerer på ham? Mads nikkede. Børn mærker instinktivt, hvis noget føles forkert. — Okay, — sukkede han. — Næste gang tager jeg snakken med hende – alene. Mand til mand. Anna nikkede og gik hen til vinduet. Ude foran holdt svigermors bil. Arne åbnede ridderligt døren for Inger Marie. Selv på afstand kunne Anna se, hvor teatralsk han gjorde det. Da hun sad inde i bilen, lukkede han efter hende, gik om bilen og standsede op et øjeblik — kiggede direkte op mod deres vindue. Så satte han sig ind, og bilen forsvandt ud i natten. Anna vendte sig bort. Der ventede svære samtaler, mulige skænderier og tunge beslutninger. Men der var kun én vej frem. Ægte venskab opstår ikke under pres, og de behøver ikke bøje sig for svigermors vilje.
Kagen til jubilæet satte prikken over i’et