– Nå, er han ude igen? – Kirsten hastigt lægger de cremede småkager med farverige smørcremeroser på bordet. – Skal vi tage en kop kaffe, eller vil du have en snaps?
– Mor, en snaps om morgenen? – Rigmor ryster på hovedet, men øjnene glitrer. – Men en lille smule kan vel gå, det er en speciel dag.
– Ja, en speciel dag! – udbryder Kirsten med armene i vejret. – Åh Gud, jeg har ikke set min datter i et halvt år!
Mads ruller øjnene ved vinduet, men hverken svigermor eller kone bemærker det. De har fra tidlig morgen kørt fra København til den lille by Roskilde. Rigmor vil se sin mor, som hun virkelig ikke har set i lang tid, og Mads vil holde sit ægteskabelige løfte. Kirsten modtager dem som forvildede børn, der vender hjem til reden. Kram, kys, glade råb…
– Mor, jeg har medbragt souvenirs, – Rigmor graver i tasken.
– Lad mig lige kigge på dig først! Mads, giver du hende mad? Hun er som en lille pind!
Mads ruller igen øjnene og smiler tvunget:
– Selvfølgelig, tre gange om dagen, præcis som aftalt.
– Sjov! – Kirsten peger på ham. – Du ser jo ikke ud til at tabe dig. Kom nu, lad os få den snaps frem!
Kirsten går i køkkenet, mens Rigmor læner sig ind mod sin mand og hvisker:
– Mads, lad være med at starte nu! Bare en uge, hold ud…
– En uge?! – Mads kniber næsen. – Vi talte om weekenden! I dag er lørdag, i morgen søndag, så er vi hjemme igen!
– Kære, mor har ventet så længe, planlagt alt, – tårerne triller ned ad Rigmors kinder. – Du kan jo arbejde hjemmefra, du sagde selv.
Mads trækker vejret tungt. Han ved, at diskussion er forgæves. Når Rigmor er rolig derhjemme, bliver hun hård ved sin mor.
– Rigmor, jeg vil gerne drikke, men du og din ægtemand har andre planer, – høres en dyb stemme fra gangen, og Nikolaj, Rigmors far, træder ind. – Kom, lad os tage på fisketur!
Mads springer op – både for at slippe den akavede snak med svigermoren og for at få tid med Nikolaj, som er en jordnær mand, i modsætning til sin højlydte kone.
– Det vil jeg gerne! – han gnider hænderne i forventning.
– Åh, hvilken fisketur! – Kirsten vender tilbage med et fad, hvor en flaske gylden snaps og små krystalglas venter. – De skal have noget at slappe af med på vejen!
– Mor, den bedste afslapning er at skifte aktivitet, – svarer Nikolaj roligt. – Vi er kun en times kørsel væk. Rigmor kan hjælpe dig med alt, og vi er tilbage til frokost, som et skud.
Mads har aldrig forestillet sig at være så taknemmelig over for sin svigermors mand, men han mærker allerede en lettelse.
– Nej, lad os sidde, drikke, jeg spørger dem om alt, og så kan du gå, hvor du vil, selv til Nordpolen, – Kirsten stiller glasene og ser på Mads.
– Så gør du, mor, kom og kommandér uden mig, – Nikolaj sukker og giver Mads et blink. – Bare rolig, dreng, vi klarer det. Jeg bliver også med efter frokost!
De sidder nu ved et rundt bord med en gammel, men skinnende hvid dug. Mads prøver at smile, men hvert minut bliver sværere.
– Husker du, da du i femte klasse reciterede digt til fest? – Kirsten begynder at mindes.
– Ja, mor, jeg husker, – svarer Rigmor med et smil. – Jeg vandt førsteplads dengang…
– Ikke første, men anden! – retter hun straks. – Første gik til Verka Samohina, fordi hendes mor var ven med rektoren.
Mads tænker: “Det begynder” og tager en slurk af snapsen, som overraskende smager ret godt. Han tæller ti i hovedet – sådan har hans gamle studiekammerat, en psykolog, anbefalet ham, når svigermoren bliver for meget.
Kirsten fortsætter med en ny erindring:
– Husker du, da du gik på universitetet, og jeg syede den smukke lilla nederdel til dig?
– Ja, mor, – nikker Rigmor. – Og den hvide cardigan med broderi…
– Ikke hvid, men creme! – retter hun igen. – Du har glemt alt, fordi du bor i København!
Mads tæller til tyve, men det hjælper kun lidt. Han lægger mærke til, at Nikolaj diskret tager avisen og vender den forkert, som om han er dybt optaget af nyhederne.
– Så, hvornår får vi børnebørn? – spørger Kirsten pludselig, og Mads næsten kaster sin snaps.
– Mor, vi har jo sagt… – Rigmor bliver rød. – Først vil vi styrke vores økonomi, udvide lejligheden…
– Ja, ja, i vores tid tænkte man først på penge, så på børn, – siger Kirsten ironisk. – Så får du ingen børnebørn med den hastighed!
– Gode ting kræver tid, – siger Mads overrasket.
Kirsten giver ham et skarpt blik:
– I mænd kan I blive fædre i en alder af seksoghalvtreds! Kvinder har deres naturlige tidsramme!
– Rigmor er kun 27, – svarer Mads roligt. – Vi har masser af tid.
– Masser af tid? – Kirsten svirrer med armene. – Jeg var mor, da jeg var ti! Da jeg var 28, var Rigmor kun tre!
Mads vil protestere, men Nikolaj folder avisen sammen og rejser sig:
– Så, svigersøn, lad os gå ud i frisk luft, lad dem snakke om kvinders…
– Præcis! – udbryder Kirsten. – Gå i gang! Vi skal have en alvorlig snak.
Udenfor møder Mads Rigmors bønnefulde blik, men han kan kun ryste på hovedet – hun er som en uovervindelig naturkraft.
Det er køligt og stille på gaden. M
