Jeg er 65 år gammel, og for første gang i mit liv stiller jeg mig selv spørgsmålet: Vores børn, som min kone og jeg har viet alt til, har ikke længere brug for os. De tre børn, vi har givet vores tid, energi og penge til, fik alt, de ønskede sig, og forlod os bare. Min søn tager endda ikke telefonen, når jeg ringer. Nogle gange tænker jeg: Vil ingen af dem engang byde os et glas vand, når vi bliver gamle?
Jeg blev gift som 25-årig. Henrik var min studiekammerat, og han kæmpede længe for min opmærksomhed. Han søgte endda ind på samme universitet som mig for at være tæt på. Et år efter vores lille, hyggelige bryllup blev jeg gravid, og vores datter blev født. Henrik måtte droppe sine studier for at arbejde, mens jeg tog orlov fra universitetet.
Det var nogle hårde år. Min kone knoklede næsten uafbrudt, og jeg forsøgte at lære at være mor, mens jeg blev færdig med min uddannelse. To år senere blev jeg gravid igen. Jeg gik ned på deltid på studiet, og Henrik arbejdede endnu mere for at få det hele til at hænge sammen.
På trods af alle vanskelighederne lykkedes det os at opdrage to børn: vores ældste datter, Line, og vores søn, Mads. Da Line startede i skole, lykkedes det mig endelig at få et job inden for mit fag. Livet blev så småt lettere: Henrik havde et stabilt arbejde med en god løn, og vi fik sat gang i etableringen af vores eget hjem. Men da vi endelig begyndte at kunne trække vejret lidt lettere, blev jeg gravid igen.
Fødslen af vores tredje barn blev endnu en udfordring for os. Henrik arbejdede endnu mere for at sikre os, og jeg brugte al min tid på at tage mig af vores yngste datter, Alberte. Jeg ved ikke helt, hvordan vi klarede det, men efterhånden vendte roen og stabiliteten tilbage. Da Alberte begyndte i børnehaveklasse, kunne jeg igen trække vejret.
Men vores bekymringer sluttede ikke der. Line, netop som hun begyndte på universitetet, fortalte os, at hun ville giftes. Vi sagde ikke nej, for vi giftede os også som unge. At arrangere brylluppet og hjælpe hende med at købe lejlighed tømte stort set vores opsparing.
Vores søn, Mads, ville også have sin egen bolig. Vi kunne ikke nægte ham, så vi tog endnu et lån og købte en lejlighed til ham. Heldigvis fik Mads straks et godt job i et anerkendt firma.
Da Alberte gik på sidste år af gymnasiet, sagde hun, at hun drømte om at studere i udlandet. Det var en svær tid for os, men vi skrabede pengene sammen, så hun kunne læse på sit drømmeuniversitet. Alberte rejste, og vi havde pludselig huset for os selv.
Med tiden begyndte de at kigge forbi sjældnere og sjældnere. Line, selvom hun bor i samme by, kommer stort set aldrig forbi. Mads solgte lejligheden, købte en ny i København og besøger os efterhånden kun sjældent. Alberte blev boende i udlandet efter studierne.
Vi gav alt til vores børn: vores tid, vores ungdom, vores penge og til sidst betød vi ingenting for dem. Vi forventer hverken hjælp eller økonomisk støtte. Vi ønsker kun én ting at høre fra dem af og til, få et besøg, eller bare høre et venligt ord.
Men nu virker det som om, det er fortid. I stedet går jeg og tænker: Måske er det på tide at holde op med at vente, og begynde at leve lidt for os selv? Måske har vi i en alder af 65 endelig fortjent en smule lykke, som vi altid har udskudt til senere?
