Og du laver mad uden kærlighed – Olga, hvad er nu det her? – Mikkel skubbede tallerkenen væk, som om han havde fået serveret gift. – Igen frikadeller. Igen kartofler. Hvad tænker du egentlig på, når du laver mad? Olga stivnede med gaffelen i hånden. Hele dagen på benene, rapport på rapport, så forbi SuperBrugsen, så hjem til køkkenet – og det her er takken. – Hvad skulle jeg tænke på? – hun lagde forsigtigt gaflen på kanten af tallerkenen. – Det er aftensmad, Mikkel. Helt almindelig, dansk aftensmad. – Almindelig? – han fnøs. – Jeg har glemt, hvordan det føles at få noget ordentligt. Noget med sjæl, forstår du? Jeg vil komme hjem til en kone, der gør sig umage – så man kan mærke kærligheden i maden. Olga lænede sig langsomt tilbage. Noget varmt og stikkende voksede i brystet. – Mener du det virkelig nu? – hendes stemme var rolig, men Mikkel fangede ikke advarslen. – Fuldstændig, – svarede han. – Jeg vil have gammeldags gryderet som min mor lavede. Jeg vil have hjemmebagte boller. Jeg vil komme hjem til duften af rigtig mad – ikke bare kartofler! – Stop, – sagde Olga og løftede hånden. – Du bor altså ikke på restaurant, kære ven. Og jeg er ikke nogen kok med høj hat. Mikkel rynkede panden og trak sig væk fra bordet. – Jeg vil bare spise ordentligt. Er det for meget forlangt? – Og jeg vil bare have, at vi er to om vores familie! – Olga rejste sig brat, stolen skurede mod gulvet. – To, Mikkel! Ikke kun mig! – Jeg arbejder! – han hævede også stemmen. – Jeg tjener trods alt pengene! – Og hvad tror du jeg laver? – Olga satte hænderne i siden. – Keder mig? Jeg arbejder også. Fuldtid. Og bagefter laver jeg mad, gør rent og vasker tøj. Alene. Mikkel åbnede munden, men Olga gav ham ikke en chance: – Hylden – pegede hun mod gangen. – Kan du huske hylden? Den du lovede at sætte op? – Hvilken hylde? – Den, der har ligget og samlet støv op ad væggen i en måned. En hel måned, Mikkel! Han trak lidt i ansigtet. – Jeg har ikke det rigtige værktøj… – Det har du! – Jeg har bare haft for travlt… – Og tror du jeg har masser af tid? – Olga lo kort og bittert. – Jeg ligger jo bare på sofaen hele dagen og ser Netflix, ikke? Mikkel krydsede armene og så væk. – Du vender altid tingene om. – Jeg? Vender om? – Olga rystede på hovedet. – Jeg laver mad til dig hver aften. Efter arbejde – træt. Og du sidder bare og brokker dig over, at der mangler kærlighed i frikadellerne. Tavshed. Mikkel stirrede tomt på væggen. – Ved du hvad, – han skubbede stolen tilbage, – jeg er ikke sulten. – Nå. – Ja, sådan er det. Han gik ind i stuen. Olga så efter ham og vidste ikke, om hun skulle grine eller græde over det absurde. Efter et minut tog hun mobilen. – Hej Tanja. Er du hjemme? Må jeg komme forbi? Veninden svarede, og Olga åndede tungt ud – for første gang den dag. – Alt er fint. Jeg skal bare ud lidt. Hun hev jakken på, uden at kigge ind til stuen, hvor fornærmede Mikkel sad. Hun lukkede døren sagte efter sig – ikke fordi hun ikke havde lyst til at smække, men hun havde ikke flere kræfter. …Tanja skænkede te, skubbede småkager over bordet og lyttede. Lyttede til alt det, Olga havde båret på i månedsvis. Om frikadeller og kærlighed. Om hylden, der bare støver til. Om hvordan hun kommer hjem hver dag og ikke har noget at sige længere – og egentlig heller ikke har lyst. – Olga, – sagde Tanja endelig, – skal du virkelig blive ved med at finde dig i det? Olga trak på skuldrene. En ærlig svar sad fast mellem ribbenene. Hun gik sent hjem. Mikkel sov allerede – eller lod som om. Olga lagde sig helt ude på kanten af sengen, vendt mod væggen. Længe lå hun vågen og stirrede ind i tapetet. Kærlighed? Hun prøvede at huske, hvornår hun sidst havde glædet sig over hans hjemkomst. Ventet på ham. Længtes. Det var længe, længe siden. Nu var det bare en vane – som morgenkaffe, som vejen til metroen. Noget man bare gør. De følgende dage var tyste. Mikkel talte kun, når det var nødvendigt – kort, koldt. “Ja.” “Nej.” “Hm.” Olga forsøgte ikke at tø isen. Hun havde hverken lyst eller overskud. Sidst på ugen lagde hun mærke til, at Mikkel begyndte at sende hende blikke. Betydningsfulde, afventende. Sådan lidt: kom nu, sig undskyld. Olga lod som ingenting. Hvad skulle hun sige undskyld for? For at være træt? For at ønske sig en rigtig mand, ikke bare én der brugte af hende? Fredag aften stod Mikkel pludselig med en papkasse og en flaske rødvin. – Pizza, – proklamerede han. – Din yndlings – med champignon. Olga løftede blikket fra mobilen. – Ser du, – han satte sig over for hende og skænkede vin op, – jeg prøver jo. For din skyld. For os. Der var noget halvfornærmet stolthed i stemmen. Olga tog glasset. – Du kunne da også godt bede om undskyld, – Mikkel lænede sig tilbage. – Du har jo været sur hele ugen. Jeg prøver, og du… – Stop, – Olga satte glasset fra sig. – Undskyld for hvad? – For alt! – han slog ud med armene. – Du bakker mig aldrig op. Kritiserer altid. Jeg kommer hjem, og så sidder du der med dit sure fjæs… – Mit hvilket fjæs? – Dit utilfredse! Du er altid utilfreds, jeg gør aldrig nok! Olga mærkede vreden boble op igen. – Hylden, – sagde hun stille. – Hvad? – Hylden er stadig på gulvet. Mikkel rykker på sig. – Nu starter du på den hylde igen! Jeg taler om forhold, og du snakker om en hylde! – Fordi hylden ER forholdet, Mikkel. Jeg beder dig – du ignorerer det. En måned. Og så taler du om støtte. Han rejste sig brat. Stolen gyngede faretruende. – Ved du hvad? Jeg kan ikke mere! – Mikkel… – Nej. Det er slut. Jeg går. Olga så ham gå i soveværelset, fandt tasken frem og smed ting i den. Et eller andet knækkede inde i hende – men ikke som hun havde frygtet. Det gjorde ikke ondt. Der var bare tomt. …En uge senere fik hun papirerne til skilsmisse… …Tre mærkelige måneder – både hurtigt og langsomt – gik. Olga vænnede sig til det nye liv. En aften rodede hun rundt i stuen med musik i baggrunden, da hun pludselig hørte en anden lyd. Bankede det på døren? Hun skruede ned, lyttede. Igen – et stille, insisterende bank. Hun kiggede i dørhullet – og stivnede. Mikkel. Stod der, trippede, et net i hånden. Olga åbnede, men blev stående i døråbningen. – Hvad vil du? – Olga… – han prøvede at træde ind, men hun rykkede sig ikke. – Jeg skal tale med dig. – Så sig det her. Mikkel sukkede, kørte en hånd igennem håret – den gestus kendte hun så godt. – Jeg har tænkt… – han famlede efter ordene. – Jeg har besluttet at tilgive dig. Og komme tilbage. Et sekund var der stille. Så lo Olga højt og frit, så tårerne løb. Mikkel fo’r sammen. – Tilgive mig? – hun tørrede øjnene. – Du vil tilgive MIG? – Ja, altså. Jeg kan godt se, du gik for vidt, sagde noget dumt… – Mikkel, – Olga afbrød, stadig smilende, – jeg har ikke brug for din tilgivelse. Behold den du bare. Den kan du selv få brug for. Hans ansigt blev langt. Han havde regnet med noget andet – tårer, kram, taknemmelighed. Blikket flakkede rundt i entreen og standsede brat. – Hvad er det? – han nikkede nedad. – Hvem har så store sko?! Olga vendte sig ikke om. Hun vidste præcis, hvad han så – Alex’ nike-sko i str. 43 ved skoskabet. – Ikke din sag. – Ikke min sag? – nu blev stemmen skarp. – Vi er altså stadig gift! – Til i morgen, – Olga krydsede armene. – Sidste retsmøde. Papirerne, stempel – så er vi fri. – Har du allerede slæbt en anden hjem? I vores lejlighed? – I min lejlighed. – Det er da ligegyldigt! – han råbte næsten. – Vi er stadig… – Olga, – lød det inde fra stuen, – aftensmaden er klar. Skal jeg hjælpe med gæsten? Alex dukkede op i døren – afslappet, hjemme i t-shirt, køkkenhåndklæde over skulderen. Han kiggede roligt på Mikkel, men uden fjendtlighed. Som man ser på et møbel. Olga rystede på hovedet: – Nej tak. Jeg klarer det. Alex nikkede og gik i køkkenet. Mikkel fulgte ham med øjnene, vendte sig vredt mod Olga. Hans kinder blev røde. – Det gik stærkt. Tre måneder. Allerede en ny fyr. Hvad kan han, jeg ikke kunne? Olga så længe på ham – manden, hun havde delt fem år med. Nu helt fremmed. – Han elsker mig, – sagde hun bare. – Og han viser det. Hver dag. Gør noget i stedet for at snakke om kærlighed i frikadeller. Mikkel åbnede munden, men Olga lukkede døren. Klik – låsen gik i. Fra køkkenet duftede der af noget helt fantastisk…

Signe, hvad sker der lige her? Jesper skubbede tallerkenen væk, som om jeg serverede noget, man kunne blive syg af. Frikadeller. Igen. Og kartofler. Igen. Når du laver mad, Signe, hvad tænker du egentlig på?

Jeg stoppede med gaflen i hånden. Hele dagen på benene, rapport efter rapport, derefter forbi Netto, så hjem og stå ved komfuret og så er det dét her, jeg får igen. Sikke en tak.

Hvad skulle jeg tænke på? Jeg lagde roligt gaflen på kanten af tallerkenen. Det er aftensmad, Jesper. Helt almindelig dansk aftensmad.

Almindelig? Han fnyste. Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg har fået noget ordentligt. Noget der smagte af hjemlighed, forstår du? Jeg gad godt komme hjem til en kone, der har gjort sig umage. At man kan mærke kærligheden i maden.

Jeg lænede mig tilbage mod stoleryggen. En varm, spids fornemmelse voksede i brystet.

Mener du det dér? Jeg sagde det stille, men Jesper hørte vist ikke advarslen.

Fuldstændig. Jeg vil bare gerne have tarteletter, som min mor lavede dem. Jeg vil have boller i karry. Noget, der får hjemmet til at dufte ikke bare kartofler!

Nu stopper du, sagde jeg og rakte hånden op. Du er altså ikke på restaurant, skat, og jeg har altså ikke kokkehue på.

Jesper kneb brynene sammen og skubbede sig væk fra bordet.

Jeg vil bare leve lidt godt. Er det virkelig så meget at bede om?

Jeg vil bare gerne have, at vi er to om at få det til at hænge sammen! Jeg rejste mig, stolen miavede hen over gulvet. To, Jesper! Ikke bare mig selv!

Jeg arbejder! Han hævede stemmen. Jeg tjener jo penge!

Og hvad laver jeg så, tror du? Jeg satte hænderne i siden. Slår jeg tiden ihjel hjemme på sofaen? Jeg har også job. Fuldtidsjob. Og bagefter laver jeg mad, rydder op, vasker tøj. Helt alene.

Jesper åbnede munden, men jeg stoppede ham.

Reolen, sagde jeg og pegede ud i gangen. Kan du huske reolen? Den, du lovede at hænge op?

Hvilken reol?

Den, der har stået op ad væggen og samlet støv i en måned. En hel måned, Jesper!

Han trak på det:

Jeg har ikke det rigtige værktøj …

Det har du!

Jeg har bare haft travlt, tiden har slet ikke været der …

Og jeg svømmer i fritid, måske? Jeg grinede tørt. Det er jo klart, jeg ligger bare og glor Netflix hele dagen, mens du slider dig op.

Jesper korslagde armene og glanede ned i bordet.

Du overdriver altid alting.

Gør jeg? Jeg rystede på hovedet. Hver dag laver jeg mad, selvom jeg er træt. Du sidder bare der og brokker dig over, at der mangler kærlighed i frikadellerne.

Stilheden lagde sig imellem os. Jesper kiggede ind i væggen, kindbenene spændte under huden.

Jeg er sgu ikke sulten, sagde han så, og skubbede stolen hårdt ud.

Nej, det regnede jeg heller ikke med, svarede jeg.

Han gik ind i den anden stue, og jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg skulle grine eller græde over det hele.

Lidt efter fandt jeg telefonen frem.

Mille, hej, er du hjemme? Tror du, jeg må kigge forbi?

Veninden sagde et eller andet i røret, og jeg sukkede for første gang den aften.

Ja, det hele er fint. Jeg skal bare lige ud herfra.

Jeg tog hurtigt jakken på uden at se ind til Jesper, der nok lå og surmulede. Døren lukkede jeg stille, det var hverken af hensyn eller vrede jeg havde bare ikke mere energi.

Mille lavede te, lirkede småkager frem og satte sig bare overfor med hånden under kinden. Hun lyttede bare, ikke en eneste åh nej eller hold nu op. Så jeg fik det hele ud om frikadeller og følelser, om den fordømte reol, om hvordan det føles at komme hjem hver dag og skubbe samtalen væk, fordi man alligevel intet har at sige.

Sig mig, Signe, sagde Mille efter en pause, hvorfor bliver du egentlig ved?

Jeg trak på skuldrene. Svaret lå trykket så tungt mellem ribbenene, at jeg ikke kunne få det ud.

Jeg kom hjem sent. Jesper sov allerede eller lod som om. Jeg lagde mig yderst på madrassen, vendt mod væggen, og lå bare og talte skygger på tapetet.

Kærlighed? Jeg prøvede at huske, hvornår jeg sidst havde glædet mig til, at han kom hjem. Hvornår jeg sidst havde savnet ham. Det var længe, længe siden. Tilbage stod bare vanen som morgenkaffen, som vejen til stationen. Alt blev automatisk, et punkt på huskelisten.

Ugen efter gik i stilhed. Jesper talte kun, når det var strengt nødvendigt. Ja. Nej. Mmm. Jeg havde hverken energi eller lyst til at bryde isen.

Da det blev fredag, opdagede jeg, at Jesper kiggede på mig med sådan nogle ventende, anklagende blikke. Som om han bare ventede på, at jeg skulle tage det første skridt og sige undskyld. Men for hvad? For at være slidt ned? For at drømme om en ægte mand ikke én, der bare forbruger?

Fredag aften dukkede Jesper op med en pizzaæske og en flaske rødvin.

Pizza, sagde han og satte det hele på bordet. Din yndlings, med champignon.

Jeg så op fra telefonen.

Se, sagde han, mens han hældte vin op, jeg gør mig da umage. For dig. For os.

Der lød både stolthed og noget bebrejdende i stemmen. Jeg nippede bare til glasset.

Du kan jo ikke engang finde ud af at sige undskyld, Jesper lænede sig tilbage. Du har tavshedskur i en uge, og jeg gør alt det her … og du …

Undskyld for hvad? satte jeg glasset ned.

For det hele! Du bakker mig aldrig op. Du hakker altid på mig. Jeg kommer hjem, og så sidder du der med det der ansigt

Hvilket ansigt?

Du ser træt ud! Du er altid utilfreds, alt hvad jeg gør, er forkert!

Jeg kunne mærke bølgen rulle op i mig igen.

Reolen, Jesper, hviskede jeg.

Hvad?

Reolen. Den står der stadig.

Han fór sammen.

Skal det nu handle om den reol igen? Jeg prøver at tale om os, og du nævner kun den skide reol!

Den reol ER vores forhold, Jesper. Jeg har bedt om hjælp, og du ignorerer mig. I en måned. Og bagefter skal du lære mig om støtte.

Han sprang op, stolen gyngede faretruende.

Ved du hvad? Nu er det nok. Jeg gider ikke mere.

Jesper …

Nej, det er slut. Jeg går.

Jeg så bare på ham, mens han tromlede ind i soveværelset, flåede tasken ned og smed ting ned i den. Der var et eller andet, der brast inde i mig bare ikke på den måde, jeg havde regnet med. Det gjorde ikke ondt.

Det var bare tomt.

En uge efter kom skilsmissepapirerne med posten

Tre måneder fløj afsted på mærkelig måde hurtigt og langsomt på samme tid. Jeg begyndte at finde mig til rette i mit nye liv.

En aften dansede jeg lidt rundt med noget musik i stuen, da jeg hørte noget skrabe på døren. Først troede jeg, jeg bildte mig det ind, men så kom et lavt lille bank.

Jeg slukkede lidt for musikken og sneg mig hen til døren, kiggede i dørspionen og stivnede.

Det var Jesper. Han stod derude og trampede, med en Netto-pose i hånden. Jeg åbnede døren, men blev stående.

Hvad vil du?

Signe … han prøvede at mase sig forbi mig, men jeg veg ikke. Luk mig ind, jeg vil tale.

Så tal her.

Han sukkede og kørte hånden gennem håret, som jeg kender ham så godt for.

Jeg har gået og tænkt … altså, jeg har besluttet at tilgive dig. Og jeg vil gerne starte forfra.

Jeg var stille et øjeblik. Så flækkede jeg af grin, nærmest med tårer i øjnene. Jesper stivnede.

Tilgive? Jeg tørrede øjnene. Du vil tilgive mig?

Ja, altså, jeg ved godt, du sagde nogle dumme ting …

Jesper, afbrød jeg ham stadig smilende, jeg har ikke brug for din tilgivelse. Du kan beholde den måske får du brug for den selv.

Han stirrede skuffet på mig, tydeligvis chokeret. Os to slæbende øjne hen over entreen, sådan som man leder efter en redningskrans. Pludselig stoppede blikket op.

Hvad er det der? Han nikkede mod skoene i gangen. Hvem ejer de der støvler?!

Jeg vendte mig ikke engang om. Vidste jo godt, at det var Alexanders store sko ved skoreolen.

Det rager dig ikke.

Hvordan ikke? Vi er stadig gift, for pokker!

Ja, indtil i morgen, sagde jeg. I morgen underskriver vi papirerne, så er vi begge fri.

Så du har allerede fundet en ny? I vores lejlighed?

I min lejlighed.

Som om det gør nogen forskel! Han var næsten oppe at råbe. Vi er stadig …

Signe, lød det nede fra køkkenet, maden er klar. Skal jeg hjælpe herude?

Alexander dukkede op iført hyggeshorts og viskestykke over skulderen. Kiggede på Jesper uden skyggen af fjendtlighed bare neutralitet, som var han et stykke IKEA-møbel.

Det er fint, sagde jeg. Jeg klarer den.

Alexander nikkede, forsvandt ind til maden igen. Jesper trackede ham med blikket, så vendte han sig desperat mod mig. Hans kinder blev røde.

Du var hurtig. Tre måneder, og du har allerede en anden. Hvad har han, jeg ikke har?

Jeg stod et øjeblik og kiggede på manden, jeg havde delt halvandet årti med. Nu bare fremmed.

Han elsker mig, sagde jeg stille. Og jeg mærker det. Hver eneste dag. Han gør ting i stedet for at snakke om kærlighed i frikadeller.

Jesper åbnede munden, men jeg lukkede bare døren. Låsen klikkede.

Fra køkkenet duftede det næsten for godt til at være sandt.