J eg husker, hvordan det hele begyndte at smuldre for så mange år siden. Dengang boede jeg i en lille lejlighed på Amager med mine to sønner og min daværende mand, Morten. Jeg, Kirstine Madsen, følte mig pludselig som et spøgelse i mit eget hjem. Morten var begyndt at blive fjern eller også havde jeg først lagt mærke til det da, tvillingerne var kommet til verden. I lang tid lod jeg som ingenting, men en aften, da han igen var kommet sent hjem og uden et ord var gået direkte ind i stuen for at sove, kunne jeg ikke mere.
Næste morgen satte jeg mig overfor ham ved bordet, mens vi spiste vores rugbrød og drak kaffe.
“Kan du ikke fortælle mig, hvad der sker Morten?” spurgte jeg.
“Hvad mener du?” svarede han, mens han kun så ned i sin kop.
“Siden drengene blev født, har du været en anden. Du trækker dig bare væk.”
“Det har jeg da ikke lagt mærke til,” sagde han tonløst.
“Ser du det ikke? Vi lever nærmest som fremmede. Har du slet ikke tænkt over det?”
Han sukkede, så satte han koppen fra sig. “Hvad vil du have jeg skal gøre? Her er aldrig stille der flyder med legetøj, grøden stinker, børnene skriger Hvem bryder sig om det?”
“Men det er jo dine børn!” udbrød jeg.
Nu blev han opfarende og travede rastløst rundt i køkkenet. “De fleste føder blot et barn, som de kan proppe i et hjørne, så man kan have lidt ro! Men du, du kom med to på én gang! Min mor advarede mig men jeg lyttede ikke. Sådan nogen som dig laver bare børn.”
“Sådan nogle som mig? Hvad mener du?” spurgte jeg.
“Du har ingen ambitioner,” sagde han koldt.
“Du bad selv mig droppe universitetet, så jeg kunne gå hjemme med vores familie,” blev jeg siddende og sagde, og efter endnu en stilhed røg det ud af mig:
“Jeg tror, vi skal skilles.”
Han løftede skuldrene, som om det var ligegyldigt. “Fint. Bare du ikke roder med børnebidrag jeg skal nok give dig penge, når jeg kan afse det.”
Så gik han. Jeg følte tårerne presse sig på, men kunne ikke give mig hen til det, for inde fra børneværelset kom larmen drengene var vågne og havde brug for deres mor.
En uge senere havde jeg pakket vores ejendele og forladt vores fælles hjem for at flytte ind i min mormors gamle lejlighed i Nordvest. Det var en mørk og lille lejlighed, men der var da tag over hovedet. I denne ejendom kendte jeg ingen, men besluttede, at jeg måtte præsentere mig.
På den ene side boede en indesluttet, endnu ikke gammel mand, på den anden side en kvinde midt i tresserne, der allerede i døråbningen lignede en, der havde set for meget af livet. Jeg bankede på først hos manden.
“Hej, jeg hedder Kirstine og er din nye nabo. Jeg har taget lagkage med kommer du ikke ind og får en kop kaffe?” spurgte jeg smilende.
Han så blot på mig, rystede på hovedet og sagde kort: “Jeg spiser ikke kage,” og smækkede døren.
Jeg trak på skulderen og gik i stedet ind til fru Grethe Hansen. Hun sagde ja til en kop kaffe men kun for at få afleveret en længere reprimande.
“Jeg ser gerne, at der er ro på i dagtimerne jeg følger med i mine tv-serier om aftenen. Dine unger må ikke rode eller larme i opgangen, og jeg ønsker ikke fedtede fingre på væggene eller ødelagte ting,” sukkede hun.
Det var ikke ligefrem en varm velkomst, og jeg mærkede allerede nu, at det ikke blev let.
Jeg fik drengene indskrevet i børnehaven på hjørnet, hvor jeg også selv fik et job som medhjælper. Ikke noget stort arbejde, men det gjorde det nemt at hente Andreas og Johan. Lønnen var beskeden, men Morten havde jo sagt, at han ville hjælpe.
De første par måneder betalte han da også lidt ind i ny og næ, men efter skilsmissen hørte hjælpen op. Jeg havde efterhånden to måneders ubetalte regninger fra HOFOR og kom bagud med huslejen.
Samtidig blev tonen med Grethe Hansen værre. En aften, mens jeg fodrede drengene ved spisebordet, dukkede hun op i sin vinrøde morgenkåbe.
“Har du fået styr på dine pengeproblemer, min pige? Jeg vil nødig stå uden varme til vinter grundet dårlige betalere.”
“Jeg kæmper for det,” sagde jeg træt. “I morgen prøver jeg at tale med Morten igen. Han virker dog til helt at have glemt sine børn.”
Hun kiggede misbilligende på mine makaroniers grå farve. “Du ved godt, at du er en elendig mor, ikke sandt?”
“Jeg er faktisk en god mor. Hold du dig til dit eget, ellers får du en over snuden!” udbrød jeg og så råbte hun højt, så det kunne høres ned på gaden. Ivan, min mandlige nabo, dukkede op med rynkede bryn. Han ventede til Grethe var færdig med sine eder, og så forsvandt han uden et ord. Et øjeblik efter kom han tilbage og slap penge på bordet foran hende.
“Her! Nu er der styr på varmen. Hold nu op,” sagde han tørt. Grethe tav, men sendte mig et isnende blik bagefter.
Dagen efter tog jeg hen til Morten. “Jeg er nødt til at have hjælp det her går ikke længere,” sagde jeg.
“Jeg har ikke noget tiderne er svære for mig,” sagde han blot og vendte sig bort.
“Så søger jeg børnebidrag,” sagde jeg beslutsomt.
“Du får ikke meget jeg har jo næsten ingen formel indkomst. Lad mig så være!”
Da jeg kom hjem, ventede endnu en overraskelse. Kommunens familieafdeling og en betjent stod foran min dør Grethe Hansen havde indgivet anmeldelse om trusler og vanrøgt af børnene. Inspektøren talte længe og afsluttede med at sige: “Vi bliver nødt til at give besked til kommunen.”
“Men jeg har jo ikke gjort noget galt?” protesterede jeg.
“Det er rutine der er kommet en advarsel, så må vi undersøge det.”
Grethe truede videre samme aften: “Hvis dine drenge larmer én gang til, går jeg direkte til kommunen!”
“De er børn! De kan ikke være stille hele tiden!” svarede jeg.
“Måske, hvis du gav dem ordentlig mad, så havde de været rolige.”
Hun forsvandt ud, og jeg satte mig hos børnene. “Spis nu, mine søde. Grethe laver bare sjov hun kan godt være rar,” løj jeg for dem, selvom jeg selv var ved at græde.
Pludselig kom Ivan ind i køkkenet med en plasticpose fuld af varer. Han stillede dem i mit køleskab uden et ord. Jeg forsøgte svagt: “Ivan, du har vist taget fejl af køleskabene…”
Han svarede ikke han fyldte det op og gik ud igen.
Endelig, da lønnen kom, bankede jeg på hos Ivan. “Her er to tusinde kroner, jeg skylder dig for maden,” sagde jeg.
“Det er ikke nødvendigt. Du skylder mig ikke noget,” sagde han og lukkede stille døren.
Inde fra køkkenet hørte jeg Grethe råbe: “Hvad bliver der af børn af sådan et opvækstmiljø? Vagabonder!”
Jeg sendte drengene ind på deres værelse, tørrede op, og faldt sammen af udmattelse. Hvordan skulle jeg nogensinde komme videre? Drengene sad stille på sengen. Jeg omsluttede dem og sagde: “Vi må holde ud lidt endnu, vi finder ud af det én dag flytter vi væk herfra.”
Den aften, sent, blev der banket på døren. Udenfor stod to kvinder fra kommunen, betjenten og endnu en mand.
“Vi er fra socialforvaltningen. Kan vi komme ind?”
De gik rundt, undersøgte, åbnede køleskabet, kiggede under dynen.
“Pak børnene de skal med os.”
“Er I sindssyge? I får aldrig mine børn!” råbte jeg, mens Johan og Andreas græd og klamrede sig til mig. Mændene trak dem væk, selvom jeg kæmpede. Til sidst sad jeg alene tilbage på gulvet og følte mig mere fortabt end nogen sinde før.
Som i trance tog jeg min gamle mormors økse den havde altid stået op ad brændekomfuret. Jeg gik ind til Grethes dør og hamrede den op. Hvis ikke Ivan straks havde revet øksen ud af hånden på mig, ved jeg ikke, hvad der ville være sket.
“Er du tosset, Kirstine? Hvem gavner det her?” Ivan førte mig ind i sin lejlighed, roligt, gav mig et beroligende middel, og jeg faldt i søvn på hans sofa.
Næste måned gik langsomt med sagsbehandling, tests, læger og uendelige papirer. Jeg var på nippet til at give op, men Ivan overvågede mig konstant, sørgede for jeg spiste og gik videre. Da der endelig var håb, følte jeg, at jeg vågnede op fra en drøm.
“Du har selv gjort det, Kirstine,” sagde Ivan, og for første gang så jeg ham smile et trist, men ægte smil.
“Jeg havde engang selv to børn og en kone. Jeg mistede dem alle sammen for fem år siden en vinter. Huset brændte ned om natten på min svigermors gård. Efter det gik det galt med mig: alkohol, slagsmål, fængsel… Men dig og dine drenge vil jeg gerne hjælpe.”
Natten før afgørelsen kunne ingen af os sove. Jeg sad ved hans side, og han fortalte mig om sit tab.
Den næste dag sad jeg på kommunen, og socialrådgiveren gav mig papirerne og sagde: “Kirstine Madsen her er beslutningen. Gør alt for at det ikke gentager sig.”
Jeg kunne knap holde mig oprejst, da Ivan tog min hånd i venteværelset. Børnene stormede ind, kastede sig om halsen på mig og Ivan vendte om, skjulte en tåre. Nu er det nok med gråd nu skal vi hjem, sagde jeg og prøvede at smile.
Dagligdagen blev nemmere. Grethe kom sjældent ud hun holdt sig nu for sig selv. Jeg fandt arbejde på en industrivirksomhed, og sammen med Ivan kunne jeg endelig være sikker på at have råd til dagligvarer og regninger. Jeg blev aldrig rig, men vi havde, hvad vi skulle bruge.
Kun én ting irriterede mig Ivan blev mere indelukket end før. En eftermiddag faldt hans jakke ned, og jeg så hans gamle telefon lyse op. På baggrunden var et billede af mig. Jeg tog den stille, gik ind til ham og satte mig på sofaen.
“Ivan jeg har været så bange for at åbne mit hjerte. Jeg har sagt for lidt til dem, der stod mig nær. Nogle forsvandt, før jeg fik sagt nok og det er tungt at bære rundt på.”
Han så spørgende på mig.
“Så måske prøver jeg. Ivan vil du gifte dig med mig?”
Han kiggede længe på mig, tog mit ansigt i sine hænder og sagde:
“Jeg siger aldrig meget, Kirstine. Men du kan regne med mig jeg skal nok gøre alt for dig og drengene.”
Hun ville ikke tie længere: Tabt kærlighed eller blot midlertidige udfordringer?
