7. september
Jeg havde aldrig forestillet mig, at mit ægteskab skulle ende på denne måde. Jesper forlod mig uden varsel, stille og roligt som om han gled væk uden et ord. Jeg opdagede det først, da jeg kom hjem fra arbejde. Garderobestangen var tom, hans klædeskab ligeså. Jeg gik rundt i lejligheden, forvirret, tom men også overvældet af tanker, jeg slet ikke kunne finde hoved eller hale i. Ingen note, ingen besked bare stilhed. Jeg havde ikke skyggen af idé om, at han planlagde at gå. Klog af skade satte jeg noget suppe over, mens jeg prøvede at fatte, hvad der var sket. Jeg kom uvilkårligt til at smile lidt bittert for mig selv: Nå, Jesper. Jeg kendte dig måske slet ikke alligevel. Og super kone har jeg da vist aldrig været! Mens jeg stod og vaskede op, cirklede tankerne rundt, ligesom sæbevandet spandt cirkler i vasken.
Vi havde været sammen næsten tredive år, Jesper og jeg. Vores eneste søn, Anton, blev voksen og flyttede til Spanien sammen med sin kæreste. Jeg kan stadig høre Rikke, min barndomsveninde, sige til mig dengang: Nu hvor Anton er fløjet fra reden, er det om at holde øje med Jesper. Mænd har det med at søge eventyr, når huset bliver tomt! Jeg grinede letvægtigt ad hende og sagde: Ej Rikke, du er altså så bekymret. Kender du mig ikke bedre?
Du tager let på det, men jeg kunne fortælle dig hundrede historier: Børnene ude af huset, manden finder nye interesser, og pludselig sidder konen efterladt tilbage ensom og usynlig! Jeg lo igen: Du er det samme, som da vi var små altid ude på ballade og evig sortsyn! Hvis ikke vi havde haft vores barndom sammen, gad jeg ikke høre på dig!
Efter Anton var rejst, brugte Jesper og jeg mere tid sammen end nogensinde. Vi gik i biografen, spadserede i Fælledparken, cyklede ud til kolonihaven, grillede sammen med gamle venner. Alt var trygt, roligt, fyldt med små glæder. Jeg troede, vi gik ind i en ny fase hvor man kan gamle sammen med sin partner, rejse ned og besøge sønnen og måske glæde sig til børnebørn.
Jesper fyldte 56, jeg selv havde passeret 50. Nu kunne vi endelig mærke roen, tænkte jeg nu kunne livet bare rulle afsted.
Det trak ud med børnebørnene. Hvad venter jeres Anton dog på? spurgte Rikke engang, mens vi faldt i snak i telefonen efter endnu en tur fra Spanien. Du, Rikke er det ikke lidt sjovere bare at glæde sig over livet, i stedet for at bekymre sig? Men hun blev ved: Er jeg urimelig? Tredje år sammen og stadig ingen børn! De skulle tage og komme videre.
De vil udforske verden og hinanden først, det er helt normalt nu, sukkede jeg. Mere skulle der ikke til, så kom der tvillinger til Emil og Frida. Smukke, sunde unger, og Anton og Karoline virkede lykkelige. Vi blev ringet op på FaceTime hver aften, børnene vinkede, og da Emil og Frida var otte måneder, tog vi endda ned for at se dem og holde dem i armene.
De er så bedårende, viste jeg Rikke billeder og sagde, prøv lige at se, hvor Frida ligner Anton! Nå, ligner og ligner, mumlede Rikke. De er vel for små til at ligne nogen endnu! Jeg himlede lidt med øjnene og lagde billederne væk, måtte smile over, hvor meget jeg nyder den gamle måde at lave fotoalbum på. Ud af tusind digitale billeder vælger jeg hvert år de mest betydningsfulde og får dem printet.
Rikke havde altid været selvstændig ja, hun pralede næsten med at have haft flere gifte kærester end de fleste. De er nemme de kræver ikke meget, og jeg får opmærksomhed, de får et pusterum fra hverdagen, sagde hun lunt.
Hun havde arvet en lille lejlighed med altan på Østerbro efter sin farmor flyttede ind, så snart hun havde fået nøglerne. Nu skal jeg fanme leve, som jeg vil! proklamerede hun, farvede håret ildrødt, købte sig en ordentlig læbestift og sine første stiletter. Jeg kan huske, hvordan hun inviterede mig til indflytterfest: Kom forbi, Ingrid, du vil ikke tro, hvilke mænd jeg får besøg af!
Det var faktisk hjemme hos hende, jeg lærte Jesper at kende. Ret hurtigt endte vi med at blive gift. Rikke rystede overbærende på hovedet: For søren da, Ingrid! Første mand og så direkte til bryllup? Hvor kedeligt kan det blive? Du burde prøve lidt forskelligt! Men jeg var sikker så sikker, at det føltes som om, Jesper og jeg skulle følges hele vejen.
Det gjorde vi også lige indtil nu.
Rikke Jesper er gået. Han har taget sine ting, efterladt det hele uden et ord. Det er tomt, du. Ingen besked. Hans telefon er slukket. Jeg ringede grådkvalt, og hun tog det næsten mageligt: Jamen, har du ikke lige været i sommerhus for nylig? spurgte hun overraskende.
Sommerhus?! Er du helt væk, Rikke? Jeg siger jo, han er forsvundet.
Sæt dig nu ned og skriv en ferieansøgning, Ingrid. Du og jeg tager til Georgien min tante bor der jo, husk?
Jeg tøvede, men mærkede pludselig lettelsen over at kunne flygte, bare lidt: Det lyder altså ikke dumt
Georgien. Et sted, man ikke så let glemmer for sin gæstfrihed og varme. Rikkes tante Anna havde giftet sig med georgieren Mikhail og boede nu i Tbilisi med deres store, larmende familie. Fire sønner, nu voksne, var blevet gift, havde selv børn, og pludselig blev Ingrid (mig) og Rikke trukket ind i denne myldrende varme familie.
Ferieplanen viste sig at være helt uundværlig. Efter få dage var det umuligt stadig at have ondt af sig selv. Jeg sad i den lune have, duftene fra gryderne svævede gennem luften, og jeg tænkte: Det er slet ikke så kompliceret. Jesper forelskede sig i en anden. Han turde bare ikke sige det højt. Mere er der ikke i det. Sådan går livet.
Her, drik noget juice! Rikke satte et glas friskpresset granatæblejuice foran mig. Hvad sker der med dig, Ingrid du stråler jo? spurgte hun, mens hun betragtede mig nysgerrigt. Jeg mærkede pludselig, hvordan ansigtet føltes anderledes afslappet. Jeg tog en slurk af den syrlige drik.
Senere den aften mødte jeg David. En ven til en af Rikkes fætre. Han havde sølvgrå hår, varme øjne, og vi blev siddende til langt ud på natten under havens store lygter, mens vi sang, drak tæt georgisk rødvin, smagte hjemmelavet ost, og lo til stemmen blev hæs. Der var et blik fra David, der blev hos mig.
Jeg hviskede stille til Rikke: Tak. Hun svarede med et klem om min hånd. Uden ord. Måske er det ikke slut endnu måske begynder noget nyt lige her.
Han forlod familien pludseligt og uden varsel: valgte skilsmisse bag konens ryg – en uventet afslutning på næsten tredive års ægteskab for Laima og Grigori i København
