BEDRE AT VÆRE EN ELSKET KONE END EN FØLGSGOM DATTER
Lene, du må vælge: enten mig eller dine forældre! Denne gang er min mand, Rasmus, fast og urokkelig.
Rasmus, du ved jo, at jeg følger dig, hele vejen til verdens ende. Men afvis ikke mine forældre. Du sagde det jo selv de er gamle. Hav lidt medfølelse
Jeg har ikke lyst til at have noget med dem at gøre! Men du kan jo besøge dem, hvis du sådan vil være en eksemplarisk datter, Rasmus ser bebrejdende på mig.
…Mit første ægteskab var med en mand, der havde været udsendt til Balkan. Simon virkede modig, frygtløs og han var det også. Major, med medaljer, erfaren soldat.
…Vores søn Malthe blev født. Mine forældre var ellevilde med både svigersønnen og barnebarnet.
Nu, Lenemor, kan din mor og jeg tage det roligt. Simon er en ordentlig mand. Du er i gode hænder. Skuff os ikke, min far mindede mig hele tiden om, hvor fantastisk min mand var.
Simon lagde aldrig mærke til vores søn. Malthe løb hen til sin far, men faren var enten på fisketur, til møde med gamle venner fra militæret, eller i dårligt humør
Efterhånden holdt Malthe op med at lede efter sin far.
Og så gik det værre. Simon blev ramt af voldsomme depressioner, og det var bedst at holde sig langt væk. Jeg begyndte at fjerne mig fra ham. Malthe var fem år, da Simon, beruset og iført sin uniform, begyndte at true drengen med sin pistol. Det blev afslutningen på ægteskabet. Jeg indså, at Simons sind var ustabilt krigen havde gjort et uopretteligt indtryk. Jeg ville ikke risikere Malthe eller mit liv. Vi blev skilt efter fælles aftale.
Mine forældre gav mig straks skylden.
Dårlig kone! Hvor finder du sådan en mand igen? Du kommer til, at fortryde det
Men jeg fortrød aldrig. Tværtimod, jeg blev mere og mere sikker på, at det var det rigtige valg. Simon blev en lukket bog i mit liv. Han ledte længe efter en ny kone og giftede sig til sidst med en døv kvinde.
…Min anden mand fandt mig hurtigt. Mit job førte mig ofte rundt i landsbyer og små byer, hvor jeg lavede kontrakter. I en landsby udenfor Roskilde mødte jeg Rasmus Pedersen, den lokale direktør. En smilende, flot og charmerende mand, som straks tiltrak mig. Den dag var vi uenige om nogle ting, så jeg kom flere gange tilbage til hans kontor. Vi blev godt bekendt.
Lene Jensen, vil du spise middag med mig i aften? I morgen kører jeg dig hjem personligt!
Rasmus kyssede min hånd som en gentleman.
Jeg nikkede stille. Malthe var hos mine forældre, så jeg kunne slappe af sammen med den mand, jeg fandt tiltrækkende.
Derfra gik det hurtigt.
Kærligheden blussede op og lidenskaben voksede.
Rasmus er seks år yngre end mig, fraskilt, med en datter på syv år.
Det var hurtigt tydeligt, at mine forældre ikke ville kunne lide ham. For ung, for fri, grønskolling. Men jeg var ligeglad. Jeg elsker Rasmus som aldrig før. Ligeglad med andres meninger.
Far og mor, jeg skal giftes. Rasmus og jeg inviterer jer på restaurant, det var svært at sige ordene.
Far og mor gispede:
Spøger du, Lene? Vi troede, du ville blive sammen med Simon. I har jo et barn.
Glem Simon, ligesom han har glemt Malthe. Slut. I morgen præsenterer jeg jer for min forlovede. Undlad at nævne min eksmand, jeg vidste, det blev svært.
Rasmus købte gaver til mine forældre og kom med et tilbud:
Efter brylluppet ville jeg gerne bo sammen, hele familien. Årene går, og I bliver ældre. Lene og jeg vil altid være tæt på. Vi kan handle, hente medicin, ringe efter Akuttelefonen Hvordan lyder det?
Far tænkte sig om og nikkede:
Måske har du ret. Men hvor skal vi bo? Din mor og jeg har kun en lille lejlighed. Lene har sin egen, som eksmanden efterlod, han kaster et blik på mig. Og du, svigersøn, hvad har du?
Jeg drømmer om et treetagers hus. Jeg bygger det flytter alle ind, Rasmus smiler og samler os med blikket.
…Vi holdt et muntert bryllup. Rasmus gav os en uforglemmelig rundtur i Middelhavet. Efterhånden rejste vi hele Europa rundt med Malthe og Rasmus datter. Rasmus ekskone lod gerne pigen rejse med os.
Rasmus tog sig af Malthe som sin egen. Men jeg kom aldrig på bølgelængde med hans datter, Kirstine. Hun så altid på mig med et underligt blik, sagde aldrig rigtig noget, hviskede uafbrudt til sin far.
…Efter tre år flyttede vi ind i et nyt treetagers hus på landet, hvor Rasmus kom fra. Masser af jord plads til urtehave, frugttræer hvad vi nu fandt på. Rasmus var en fantastisk svigersøn alt i huset var indrettet for mine forældres skyld. Køkken og soveværelse i stueetagen, så de gamle ikke skulle op og ned. Malthe havde værelse øverst, han er ung, han kan sagtens gå. Vi boede på anden sal. Ude var der et charmerende sommerkøkken og garage til tre biler.
…Senere fik Malthe en motorcykel som 20-års gave; jeg fik en ny bil til min runde fødselsdag; min mor fik et spaophold; min far fik en lille båd til fisketuren.
Mine forældre og Malthe tog alle gaverne for givet, uforstående overfor Rasmus gæstfrihed og generøsitet. Jeg hørte ofte brok og bitre bemærkninger mod Rasmus. Han tog det ikke nært:
Lene, jeg vil bare have fred. Hvis dine forældre hvisker bag min ryg, lader jeg dem. Jeg bringer alt til huset, viser de gamle ære. Hvad mere kan de forlange? Deres ideal er nok Simon. Men jeg kan ikke gøre mere.
Sådan gik tiden, vi blev fremmede. Mine forældre forstod aldrig, at forhold kræver to ikke én bulldozer, der kører den ene vej.
Tiden gik støt videre.
Malthe bragte en pige med hjem og sagde tydeligt:
Det er Vera. Hun bor på mit værelse nu.
Hvem er hun? Forlovede? Kone? jeg blev mistænksom.
Malthe tog Vera i hånden og gik med hende ind.
Nå, tænkte jeg, han er voksen. Lad pigens forældre bekymre sig. Mit ansvar er slut.
Men Vera var bestemt og skabte hurtigt uro.
Lene, Malthe og jeg vil bo på anden sal. Jeg er gravid, så snak lige med de gamle?
Vera sad i køkkenet, ben over kors, røg og drak kaffe og brugte kun navne, ikke efternavne:
Det er gammeldags. Alle er lige.
Vera, ro på. Det er stadig mig, der bestemmer her. Vær sød ved Malthes bedsteforældre. Hvis du ikke bryder dig om det døren er åben
Vera skreg:
Malthe, hører du? Lene smider mig ud selv om jeg er gravid!
Malthe kom løbende og skubbede hårdt til mig. Jeg faldt og slog hovedet på bordkanten og endte på hospitalet med hjernerystelse. Jeg lå og græd; den dreng, jeg kun har elsket og beskyttet, havde løftet hånd mod mig! Og alt pga. Vera som det senere viste sig ikke var gravid.
Rasmus kom hjem, hørte om det hele og blev rasende, ringede til politiet. Men jeg nægtede at anmelde Malthe. Sagde bare, jeg var selv faldet.
Jeg huskede Malthe, og blev såret han valgte en ussel tøs frem for sin mor.
Da jeg blev rask, glemte jeg stridighederne sådan er det jo med store familier. Hverdagen går videre. Jeg kom hjem, Malthe knælede:
Undskyld, mor! Jeg forstår ikke, hvad der skete.
Jeg kyssede ham og græd. Han havde forstået.
Jeg troede huset var fyldt med fred. Men nej…
Om aftenen i sengen siger Rasmus:
Ved du, V er a har ligget i vores seng mens du var på hospitalet?
Jeg blev chokeret:
Hvad?
Om natten vågnede jeg, og Vera stirrede tomt på mig. Hun og Malthe havde været til fest. Malthe sov tungt, og Vera lagde sig ved siden af mig og begyndte at kurre.
Og? jeg ventede.
Jeg bad hende gå og sov videre, Rasmus var ærlig.
Nu blev det for meget. Skulle jeg sige noget til Malthe? Han ville ikke tro mig, og så blev der mere ballade. Vera ville benægte alt og lade mig tage skylden. Jeg ventede og lod tiden gå.
Mine forældre begyndte at vende mig mod Rasmus:
Lene, din mand er utro, du tager på arbejde, han finder en luder. Smid ham ud!
Når man hører noget tit nok, tror man på det. Min forældre blev mere og mere modbydelige. Rasmus og jeg skændtes over bagateller til sidst flyttede han ud. Vi sås ikke en hel måned. Min veninde ringede til mig:
Lene, jeg så Rasmus med en fremmed kvinde de hilste og gik hver til sit. Ved du det?
Dumme mig! Man kan ikke lade sådan en mand gå alene han bliver straks snuppet. Man må kæmpe for ham.
Det viste sig, at det bare var Rasmus og datteren Kirstine, der gik tur hun vil ikke giftes, bygger karriere. Hun er 25 nu.
Efter en måneds tænkning sagde Rasmus:
Vælg, Lene: mig eller dine forældre. Ellers går vi snart hver til sit.
Jeg følte med mine gamle forældre men så snart samtalen gik på Rasmus, blev de aggressive og fyldte hele huset med modvilje. De fandt de værste ord om ham. Rasmus fik aldrig et ben til jorden hos dem.
Vi flyttede ud købte et lille hus til 2,5 millioner kroner i en forstad. Huset trænger til istandsættelse. Men det betyder intet. Vi har kun ti hundrede kvadratmeter, men ingen der overvåger os. Bedre med vand i glæde end honning i sorg.
Mine forældre ringer, forbander mig:
Du er ingen datter! Du har forladt os! Løbet efter din hanhund! Vera smider os ud, vil sætte os på plejehjem
Må din mand rådne op! Han har ødelagt vores liv!
…Men jeg og Rasmus lever fredeligt og lykkeligt, i kærlighed. Vi er blevet viet i den lokale kirke…
