Hjertet kan man ikke befale Efter en frisk gåtur gennem landsbyen til sit hjem, skubbede Peter lågen op og trådte ind i gården. Ud af huset kom hans mor Ellen løbende, omfavnede sin søn og tørrede tårerne væk. – Dreng, du er endelig hjemme fra værnepligten! Åh Gud, du ligner din far på en prik – hvor er det sørgeligt, han ikke ser dig nu, – snakkede Ellen ustoppeligt. – Hej mor, du kvæler mig med dine kram, – lo Peter, – kom, lad os gå indenfor. – Peter, min dreng, jeg har næsten ikke sovet hele ugen, bare ventet på dig. Men Gud ske tak og lov, du er hjemme – nu kan jeg også slappe lidt mere af. Peter kom hjem fra militæret stærkere og mere voksen. Han havde altid været robust, men nu var han også mere veltrænet. Før han drog afsted, havde han ikke haft et fast forhold, selvom landsbyens piger håbede. – Jeg vil ikke have noget seriøst før militæret – tænk, hvis hun ikke venter på mig, så bliver jeg ked af det… Nej, det må blive bagefter, jeg skal nok forelske mig og gifte mig, – sagde han til vennerne. – Måske er det det rigtige, – støttede vennen Mads, – du er sådan en seriøs fyr… Selv til det her går du seriøst til værks, – sagde han og klappede Peter på skulderen. – Kom nu, søn, sæt dig ved bordet, så kan du slappe af bagefter – og i aften… – nåede hun ikke at sige mere, før Mads stormede ind og kastede sig om halsen på Peter i glad gensyn. – Hold da op, du er blevet stor og stærk! Militæret har gjort dig godt, – grinede Mads. – Hej Mads, spis med os, – inviterede Peter. – Min mor så dig komme – hun var ude i gården. Hun sagde bare: Peter er hjemme igen. Så kom jeg straks efter. Hele dagen kom venner og bekendte på besøg – unge som gamle – alle ville tale med Peter. Senere tog Peter og Mads hen i forsamlingshuset, hvor musikken brølede og dansen var i fuld gang. Peter længtes lidt efter pigerne, stod og betragtede dem – øjnene flakkede, hvem skulle han invitere? Mens han tænkte, blev der annonceret pigernes dans, og straks kom Rita hen til ham. – Hej, skal vi danse? Jeg inviterer dig, – sagde hun selvsikkert og tog hans hånd. Peter dansede med Rita, men de fandt ikke megen fælles snak – hun så ham bare i øjnene, og han begyndte at svede og kiggede væk. – Har jeg helt glemt, hvordan man snakker med piger? – tænkte han, men Rita tog styringen, og de talte videre. Rita kendte han godt – hun var tre år ældre, kvik og køn. Hele aftenen holdt hun sig til ham, og han måtte følge hende hjem. De gik tavse, men så begyndte Peter at fortælle om militæret. Rita stoppede brat op, kyssede ham heftigt, og han blev helt paf. Hun lo. Peter blev pinlig berørt – Rita var mere ligefrem, end han var vant til, men på en måde passede det ham. – Peter, hvorfor er du så genert? – grinede hun, – er du blevet helt vildmand i militæret? Samme nat forstod han, at Rita ikke just var genert. Næste dag kom hun hjem til dem, talte med Ellen som en gammel ven, og tilbød at hjælpe til i huset. Ellen kunne lide hende, men Peter forstod ikke hvorfor Rita nu også kom om dagen, når de sås om aftenen. En dag sneg naboen, gamle Jørgen, sig ind i gården. Han bor på den anden side af hækken, og holder øje hver morgen for at se, at alt er i orden. Nysgerrig var han. Peter var tidligt i gang med at læsse hø på loftet, da Jørgen dukkede op. – Godmorgen, nabo! – sagde han, så Peter næsten sprang i vejret. – Hold da op, gamle Jørgen, du sneg dig ind på mig, – grinte Peter. – Ja, ja, rolig nu! – lo gamle Jørgen under sit grå overskæg. – Jeg kan se, Rita render meget ovre hos jer – hun har ikke fået fanget dig endnu? Du holder stand, men hun skal nok få narret dig med i seng, – han lo hjerteligt. – Hun er kvik, den pige, ikke som dengang jeg jagtede min kone – Rita skal nok selv sørge for det hele. Peter hørte på ham uden at svare. Han var træt af Ritas påtrængende opmærksomhed – hun havde ikke fanget hverken hans sjæl eller hjerte. – Du ser nu ikke ud som én, der er forelsket, Peter. Ritas snor strammer for meget… Drop det – det føles ikke rigtigt, – lød det fra gamle Jørgen. Peter indså, han havde ret, og sagde til sin mor: – Mor, jeg siger det til Rita i dag – jeg gider ikke mere. – Hvad nu, min dreng! Rita er sød, hjælpsom – hvem vil du ellers have? – Jeg vil have en, jeg elsker – én med lidt mystik, – svarede Peter – det her er for forudsigeligt. Om aftenen prøvede Rita endnu engang med hede kys, men Peter fik fortalt, det var sidste gang. Han kom ikke mere i forsamlingshuset, brugte aftenerne på bøger. Rita blev ved at opsøge ham, men han gik bare ud. Indimellem tog han på fisketur med Mads eller ind til Aarhus for at besøge en soldaterkammerat. Når han mødte Rita, nikkede han knap og gik videre, men hun gav ikke slip. Så kom den nye unge sygeplejerske til byen, Pauline. Helt enkel – ingen make-up, beskeden, blid og beslutsom, med øjne så blå, man kunne drukne i dem. Hun gik ikke i klubben og havde endnu ingen veninder. Men gamle Jørgen fik ondt i ryggen og måtte til Pauline, og blev straks betaget af hende, fortalte overalt: – Vores sygeplejerske er lille, men streng! Gav mig medicin og beordrede, jeg skulle komme fast til sprøjter. Og de øjne – der er glimt i dem, man får ikke lyst til at gå igen! Peter kendte hende ikke – han arbejdede fra morgen til aften på marken, var smadret om aftenen, men så fik han selv ondt i ryggen og kunne ikke rejse sig. Ellen fortalte det til Jørgen, som straks lovede: Jeg henter Pauline til dig. Pauline dukkede op hurtigt, og Peter tænkte: – Hun er da bare en pige, kan hun overhovedet finde ud af noget? – Men hendes blik var fast, hendes stemme blid, og da hun rørte ved hans ryg, stod tiden stille for ham. – Jeg skriver medicin og kommer selv med sprøjterne, – sagde hun bestemt. Nu ventede Peter utålmodigt på hende hver dag – og da han fik det bedre, greb han hende pludselig og ville kysse hende. Han fik én på hovedet, så han nærmest blev døv et øjeblik. Paulines øjne lynede, hun samlede sprøjterne sammen uden et ord og gik. – Hvad tænkte jeg dog på? – bebrejdede Peter sig selv – jeg troede, alt kunne gå let og glat, men nej… Fik én på hovedet, og det fortjente jeg. Så kom Pauline kun for at give sprøjter, sagde ikke et ord; han undskyldte dagen efter, men hun svarede ikke. Alligevel kunne hun mærke på ham, at han holdt af hende, og han så samme følelser genspejlet i hendes øjne. Snart var behandlingerne slut, Peter kom sig og gik på arbejde – høsten var overstået, så der var mindre at lave. En aften kom han med i forsamlingshuset igen. Rita dukkede straks op, men så så han Pauline med en veninde, og han blev overrasket. Da musikken spillede, inviterede han hende til dans. Perfekt figur, elegant rundet ryg, yndig og forsigtig – de dansede som svævende fjer, og Peter følte sig let som aldrig før. Efter dansen hviskede han: – Skal vi stikke af? – hun smilede frækt og nikkede. Snart fejrede hele landsbyen deres bryllup – alle morede sig, bare Rita var bitter, men på Pauline hang der ikke noget dårligt ved. En morgen vågnede Peter tidligt, gik ud på trappen, den friske luft omfavnede hans stærke krop. Han ville næsten løbe barfodet i græsset, men gik indenfor og smuttede ind under dynen til sin kone, så hun udbrød et lille gisp over hans kolde krop, men så puttede hun sig tæt ind til ham. Han gav hende et kram, men Pauline lo og sagde: – Forsigtig nu… – Hvorfor det? Jeg knækker dig ikke! – lo Peter. – Fordi… jeg ikke længere er alene – vi skal have en baby! Peter sprang op af sengen. – Er det rigtigt? Mener du det virkelig? – Ja, ja, – lo Pauline, og han var helt forvirret af lykke. – Kom, du får morgenmad, så malker jeg koen, og du lukker den ud. Senere stod der en lille stak pandekager med creme fraiche og duftende te på bordet. Han kyssede sin kone på kinden, skævede mod sengen og antydede, at de havde lidt tid endnu. Pauline fulgte Peter ud, og pludselig løftede han hende op og svingede hende rundt i gården. Gamle Jørgen så det hele fra sin veranda og glædede sig. – Se lige ham – det er vist sødt at være gift med en ung kone… Peter var i strålende humør hele dagen. Han havde lyst til at omfavne hele verden og råbe, at de skulle have et barn. Tak for læsningen, din støtte og fordi du følger med. Held og lykke i livet!

Hjertet bestemmer selv

Med energiske skridt gik Poul hjem gennem landsbyen. Han åbnede lågen til sin barndomsgård og trådte ind på gårdspladsen. Fra huset løb hans mor, Else, ham i møde, greb ham i et fast kram og tørrede tårerne væk.

Min dreng, du har klaret din værnepligt. Gud, hvor du dog ligner din far på en prik nu, det er bare synd, han ikke kan se dig, snakkede Else og kunne ikke lade være med at se på ham.

Hej mor, du klemmer mig helt grinede Poul lad os gå indenfor.

Poul, min dreng, jeg har næsten ikke sovet hele ugen, har bare ventet på dig. Men nu hvor du er hjemme, kan jeg endelig slappe af.

Poul var blevet stærkere og mere mandig af tiden i hæren. Han havde altid været robust, men nu endnu mere. Før han blev indkaldt, havde han ikke haft nogen kærester, selvom landsbyens piger havde håbet.

Jeg gider ikke begynde på noget seriøst før hæren. Hvis pigen ikke kan vente, så vil jeg bare gå og være ked af det Det må blive bagefter når jeg har aftjent min tid, så finder jeg én at blive forelsket i og gifter mig, sagde han ofte til sine venner.

Måske det er det bedste nikkede hans gode ven, Mads du er altid så seriøs, Poul Ja, også når det gælder det her, grinede han og klappede Poul på skulderen.

Dreng, kom og sæt dig, så kan du slappe af lidt bagefter, og i aften nåede Else ikke at sige mere, for Mads stormede ind, kastede sig om Poul og jublede.

Hold op, hvor du er blevet stor! Soldaten Poul! Det har gjort dig godt!

Godt at se dig, Mads! Kom og sæt dig ved bordet foreslog Poul.

Min mor så dig gå forbi udenfor hun sagde straks, at Poul er tilbage! og så kom jeg løbende.

Hele dagen kom venner og naboer forbi unge som gamle alle ville hilse på Poul og høre nyt fra ham.

Senere gik Poul og Mads sammen over til forsamlingshuset, hvor musikken dundrede og dansen for længst var i gang. Poul, der i al tiden havde savnet fællesskabet, lod blikket glide fra den ene pige til den anden hvem skulle han mon invitere? Mens han tænkte, blev der annonceret pigernes valg til dans, og straks greb Rikke hans hånd.

Kom, vi danser sagde hun bestemt og trak ham ud på gulvet.

De dansede sammen, men manglede rigtigt at finde et fælles emne. Hun kiggede tavst ham i øjnene, og han følte sig utilpas og svedte, så han måtte se væk.

Har jeg helt glemt, hvordan man snakker med piger? tænkte Poul, men Rikke tog styringen, og til sidst snakkede de ubesværet.

Poul kendte Rikke fra før. Hun var tre år ældre, kvik og køn. Hele aftenen holdt hun sig til ham, og han måtte følge hende hjem. Undervejs var der igen tavshed, indtil Poul begyndte at fortælle om livet i hæren. Pludselig stoppede Rikke op, kyssede ham fast på munden, og han stod helt paf og kunne ikke sige et ord. Hun lo bare ad ham.

Poul syntes, det var pinligt, men han mærkede, Rikke var ligefrem uden blusel. Det var han ikke helt tryg ved, men alligevel havde det sin charme.

Poul, hvad er du dog genert grinede hun har du glemt alt blandt soldaterne?

Samme nat fandt han ud af, at Rikke ikke lagde fingrene imellem. Tidligt næste morgen listede han hjem. Dagen efter opsøgte Rikke ham hjemme, snakkede med Else, som om de havde kendt hinanden hele livet. Det havde de jo også, sådan er det på landet. Else syntes straks godt om Rikke, for hun gik til hånde, fejede gårdspladsen, gjorde sig nyttig og virkede kvik og flittig.

Men Poul blev forvirret.

Hvorfor kommer Rikke egentlig om dagen, når vi alligevel ses i forsamlingshuset om aftenen?

En dag kom nabogamle Hans forbi, de boede næsten dør om dør. Hver morgen kiggede Hans over hækken til Pouls gård, og hvis alt så ud, som det plejede, brummede han tilfreds. Hans kunne ikke lade nysgerrigheden ligge.

Poul var i gang med at lægge hø under taget, så han så ikke Hans snige sig ind.

Nå, godmorgen, nabo, sagde Hans, så Poul fór sammen.

Godmorgen, Hans du lister dig ind på folk, lo Poul.

Jo, sikkert du jeg ville nu bare se, om ikke du snart er blevet giftemand. For Rikke render godt nok ofte her, og hvis du ikke passer på, så får hun dig i sengen før du får set dig om sagde Hans og grinede. Hun er vaks, hende Rikke, hun skal nok få dig overbevist! For mig tog det halve livet at vinde min kone, men du din Rikke klarer det hele selv! Hun snakker din mor om fingrene og gør sig nyttig.

Poul tog imod bemærkningerne i stilhed. Han var allerede blevet træt af Rikkes insisteren han var ikke forelsket og havde egentlig fået nok. Hans fortsatte:

Poul, du ser ikke særlig forelsket ud. Smid den spændetrøje; man skal ikke holde fast i noget, hjertet ikke vil have

Poul var enig. Han sagde til sin mor:

Mor, jeg må have talt ud med Rikke. Jeg orker ikke flere aftener med hende jeg får det gjort i dag.

Hvad snakker du dog om! Rikke er en god pige, hjælper mig og alt! Hvem vil du dog ellers have?

Jeg vil have en, jeg elsker en, der er lidt af en gåde for mig. Her er det hele forudsigeligt, sagde Poul.

Else sukkede og forstod ikke sit barns ønsker. Om aftenen klamrede Rikke sig endnu en gang til Poul og kyssede ham, hver gang han ville sige noget. Men til sidst fik han fremstammet, at det var sidste aften for dem.

Derefter holdt Poul sig fra forsamlingshuset, lå og læste om aftenen. Rikke kom forbi, men han gik hjemmefra. Nogle gange tog han med Mads ud at fiske, eller besøgte en kammerat i byen. Hver gang han mødte Rikke, nøjedes han med et nik og gled videre. Men hun lod ham aldrig være helt i fred.

Sådan gik tiden, indtil en ung, ny sygeplejerske Frida kom til landsbyen. Simpel og naturlig, uden kraftigt makeup, sød, ranglet, men bestemt og målrettet. Hendes øjne var som to klare danske søer; kiggede man ind i dem, kunne man drukne. Hun kom ikke til forsamlingshuset og havde endnu ingen veninder.

Men da nabohans fik ondt i ryggen, gik han til Frida, og bagefter fortalte han begejstret til alle:

Vores sygeplejerske er ung, men du milde, hvor hun sætter én på plads! Hun skrev medicin ud og insisterede på, at jeg kom til tiden til mine indsprøjtninger for jeg er jo kendt for at glemme det, så snart det går lidt bedre. Hun er bestemt, men de øjne… Når hun smiler, lyser de, og man har ikke lyst til at gå igen.

Poul kendte ikke Frida, han var i marken hele dagen høsten ventede. Men så fik han en dag ondt i ryggen, og kunne ikke stå op næste morgen. Hans havde hurtigt hørt det fra Else og lovede at hente Frida.

Frida kom straks næste dag:

Nå, en lille bøf tænkte Poul kan hun nu også hjælpe?

Hendes blik var alvorligt, men bag de blå øjne lå et smil. Hendes stemme var blid, og da hun lagde hænderne på hans ryg, flød roen i hele kroppen.

Jeg giver dig medicin og kommer selv og giver sprøjter sagde hun fast.

Poul begyndte at se frem til hendes besøg hver dag. Da det begyndte at gøre mindre ondt, kunne han ikke holde sig tilbage han greb hende om livet og ville kysse hende. Men han fik et dask så eftertrykkeligt, at der ringede for ørerne.

Frida samlede roligt sit udstyr sammen og gik uden et ord.

Hvad fanden laver jeg skammede Poul sig jeg troede, det var let, men det var det ikke! Hun satte mig på plads det var velfortjent.

Frida blev mere kortfattet efter den hændelse, ordnede hurtigt sin sygepleje og gik. Han undskyldte dagen efter, men hun sagde intet. Alligevel kunne hun ikke undgå at se, at Poul blev varm om hjertet ved synet af hende og det var gensidigt. I hans blik var der mildhed og kærlighed.

Injektionerne slap op, Poul blev rask. Kornet var høstet, og dagene gik lidt mere stille. En aften gik han igen i forsamlingshuset. Straks svingede Rikke forbi, men Poul så Frida stå der, diskret, med sin veninde, og han blev varm indeni. Musikken begyndte, og han gik hen og bød hende op.

Hendes figur var rank, hendes bevægelser lette, den lille generte smil gjorde hende endnu smukkere. Pouls hjerte lettede, og han kunne ikke tage øjnene fra hende. Efter dansen hviskede han:

Skal vi snige os væk?

Hun grinede og nikkede.

Det varede ikke længe, før hele landsbyen festede til deres bryllup. Alle glædede sig, kun Rikke forsøgte at sværte Frida, men det bed ikke hun var ligesom renvasket for sladder.

En tidlig morgen, da solen strøg over engen, stod Poul barfodet på verandaen og mærkede den friske luft om sine skuldre. Han havde lyst til at løbe ud i duggen, men gik så i stedet indenfor og lagde sig ved siden af sin kone. Hun udbrød et lille gisp over hans kolde hud, men lagde sig så tæt ind til ham.

Han krammede hende, og Frida sagde leende:

Tag det nu roligt

Du går ikke i stykker! lo Poul.

Nu må du passe lidt på, for jeg er ikke alene længere vi skal have en baby.

Poul satte sig op, lamslået.

Spørger du mig? udbrød han. Frida nikkede og smilede Op, op, jeg malker koen, så kan du sætte hende ud på græs.

Ved morgenbordet ventede hjemmelavede pandekager og te. Poul kyssede sin hustru på kinden, blinkede og nikkede mod sengen der var stadig tid tilbage af dagen.

Senere bar han Frida rundt på gårdspladsen, hvor gamle Hans så det og lo for sig selv.

Det ser godt ud, tænkte han der er lykke i det hus!

Hele dagen mærkede Poul glæde og lethed i kroppen, han havde lyst til at tage hele verden i favn og råbe, at han snart skulle være far.

I livet må man lytte til sit hjerte og turde vente på den kærlighed, som rører én. Kun den kærlighed kan gøre livet fuldendt.