Da hun gik med børnene og solgte huset, fandt jeg lyset i mørket
Sigrid følte sig som om verden splintredes, da hendes mands nevø, Mads, stak hende en sammenfoldet seddel og forsvandt lydløst som en vind igennem Skagen-dug. Hun fornemmede straks uvejret. Hun vidste, Anders var blevet fremmed; han havde længe overnattet hos sin bror og talt om svinefarme ved Brønderslev. Hendes hænder rystede, mens hun åbnede sedlen: Sigrid, jeg går. Tilgiv mig. Jeg forlader ikke børnene, men bor ikke mere med dig. Huset er solgt, her er din del. Tag hjem til din mor. Pengesedler faldt som dæmpede regndråber til parketgulvet, og hun stod midt i stuen, svajende, som blæsten havde slukket hendes liv.
Bedstemor Dorthe trådte ind, stemmen havde bristet: Sigrid, hvad sker der? Hun slugte tårerne. Det er ingenting, mor, sæt dig med teen, småkagerne brænder vist på. Vaniljeduften blev udkæmpet af den bitre luft fra brændt bagværk. Hun havde mærket det komme hvisken fra Astrid, Anders svigerinde, kradsede ved kanten, men Sigrid havde skubbet det væk. Nu lå sandheden på gulvet, skarp som isslag.
Valdemar kom brasende fra haven: Mor, onkel Peter kalder! Hun tog frakken og gik ud. Naboen kiggede ned: Hej, Sigrid Jeg har købt huset, det er til Frederikke, men du kan blive lidt endnu. Sigrid rettede ryggen: Giv mig tre dage, så er vi væk. Hun smækkede døren, ignorerede hans hvor drager I hen. Valdemar fulgte efter, kinderne røde: Mor, hvor er far? Hun knugede ham, indåndede duften af uld og varm leg, og lod tårerne løbe lydløst. Han er gået, skat. Jeg sparker ham ud! Det skal du ikke tænke på. Vi klarer den, sammen.
Margrethe græd. Sigrid satte børnene ved bordet og gik ind til Dorthe, der sad ved vinduet, skuldrene rystede. Sigrid, skriv mig ind på plejehjem. Lad være, vi finder ud af det sammen. Hvor? Jeg ved det ikke endnu. Hun ringede til sin mor, der klagede: Tag hjem til ham slynglen, kast pengene efter ham! Aldrig. Moren kunne ikke tage børn, hun havde en ny familie. Sigrids stedfar havde fortrængt hende fra hjemmet for længst. Dorthe, morens søster, var blevet til overs siden kommunen nedlagde landsbyen og havde boet hos Sigrid i seks år. Nu var de sammen, som en familie.
Telefonen blinkede igen. Mor: Hvor vil du tage hen med Dorthe? Ikke til dig. Sigrid lagde på, hev fat i morfars gamle adressebog, og tastede. Sigrid, jeg er skilt med Anders, må jeg tage Dorthe til dig? Nej, mit blodtryk! Stilhed. Sigrid så på børnene og Dorthe: Et tog, en ranglet kvinde med triste øjne, en tapper dreng, en livlig pige, en gammel kvinde der græd. Hjulene begyndte at rulle de skulle videre; ud i det blå.
Hej, far, sagde Sigrid, mens hun stod i døråbningen. Faren forvirret: Børnene? Dorthe? Giv mig nøglerne til lejligheden, mormor Marie testamenterede til mig. Han fik våde øjne: Kom ind, Lise, det er da herligt! Stedmoren smilede: Her er alle hjemme. Efter tre dage hviskede stedmoren: Hvornår rejser gæsterne egentlig? Far, hvor er lejligheden? Lise tabte skeen: Der er ingen lejlighed; vi har solgt den, pengene delt! Faren kiggede væk. Tre dage, sagde Sigrid, tørt.
At leje et sted var et mareridt. Vi lejer ikke ud til børn. Enlig mor? Tjah. Tre måneders depositum. At finde job? Endnu sværere. Ingen erfaring, ingen stilling. Små børn undskyld! Så kom Boris. Ung, hun lærer hurtigt. Tre dages oplæring, så udlejning. Sigrid greb chancen. De flyttede ind i et lille værelse med toilet og brus hos naboen. Børnene jublede: Har vi egne værelser? Dorthe græd: Du må ikke bære mig. Vi er en familie. Du er min højrehånd, hører du?
Boris Arkadiev ringede: Vil du læse jura? Firmaet vokser. Sigrid spurgte Dorthe i hviskende: Skal jeg? Selvfølgelig, kære. Tiden løb. Valdemar voksede op, Margrethe gik ud af folkeskolen. De købte en lejlighed deres egen. Mor, er det hele vores? Ja, og et gæsteværelse! Så ringede faster Sigrid: Har fødselsdag hvor var du? Jeg ringede, men du vendte ryggen til. Har du penge på kistebunden? Det får du ikke at vide. Sigrid lagde røret. Ved Dorthes grav hviskede hun: Kan du huske Søren? Han gav mig tre dage til at sige ja. Jeg siger ja nu.
Solen trængte gennem skyerne og varmede hende. Sigrid mærkede, Dorthe var nær. Vi klarede den, mor. Hjemme ventede børnene, et nyt liv, en mand der elskede hende. Et sted derude sad Anders, med sine penge og sin tomhed. Hvem havde mistet mest? Hun kiggede op, tænkte: Tak for de tre dage. Måske var intet forgæves. Mørke kræver mod, hvis man vil se lyset.
