Forældreløs – Nå, så du har pakket dine ting og gør klar til at smutte? Marina stod i døråbningen med hænderne i siden. Morgenkåben strammede over kroppen, og ansigtet var blussende rødt. – Forstår du overhovedet, hvad jeg har gjort for dig? Jeg reddede dig fra børnehjemmet, da din mor forsvandt i tågen, og mormor døde! Vika vendte ikke engang hovedet, mens hun maste sine jeans ned i den slidte skoletaske. Lynlåsen satte sig fast, og det irriterede hende næsten mere end hendes mosters skingre stemme. – Bad jeg overhovedet om at blive reddet? – svarede hun lavmælt, da lynlåsen endelig gav efter. – Du tog mig kun ind for at se god ud over for familien og præstefrueveninderne. Se lige, Marina – så godhjertet, hun tog sig af et forældreløst barn! – Hvad bilder du dig egentlig ind!? – Marina trådte arrigt ind i værelset. – Vi havde ellers planer om at tage i sommerhus til Kristi Himmelfartsferien, gril og hygge med vennerne. Og hvad gør du? Du sidder bare der og laver sure miner igen – aldrig tilfreds med noget! – Det handler ikke om dét, Marina. Jeg har bare ikke lyst til at skulle sidde og se på dine – tja, glade – drukvenner. Jeg har matematikprøve i morgen. Jeg skal altså læse. – Matematikprøve! – tanten slog dramatisk ud med armene og var lige ved at ramme den lave loftslampe. – Hun tror vel, hun er noget særligt! Hvis ikke det var for mig, havde du gnedet gulve på et børnehjem og spist grød uden smør! Jeg er din værge, jeg har ansvaret – det burde du være taknemmelig for! Vika vendte sig brat om. – Så lad være! Ring til kommunen og sig: “Tag hende, jeg magter det ikke.” Hvad, tør du ikke? Er du bange for, hvad folk skal tænke? – Nå, så skal du sætte betingelser nu? – rasede Marina. – Jeg smider dig gerne ud. Ansøgningen ryger afsted i morgen. Jeg har fået nok. Bare utaknemmelighed det hele! Søg selv efter din mor, der ikke har kontaktet dig i syv år! – Måske vælger jeg faktisk selv at forlade jer! – råbte Vika. – Tror du, det er nemt at bo her? Jeg vil hellere bo på institution end med dig! Marina stivnede, munden åben. Inde fra køkkenet lød tunge skridt – det var Jens, Vikas far, som var kommet tilbage fra fængslet sidste sommer, og nu bare boede der på nåde, uden job eller rettigheder over hende. – Hvad skændes I over? – spurgte han hæst og gned den ubarberede hage. – Snart ringer naboerne efter politiet. – Helt ærligt, så kneb du bare kaje! – råbte Marina over skulderen. – Fars fine ord – datteren ryger på kommuneinstitution, og han bekymrer sig om naboerne. Vika så på sin far og følte sig kvalm. Hun huskede, da hun var tre, og betjente førte faren væk, og hvordan moren bare lukkede døren og gik “ud efter brød” – for først at vende tilbage ugen efter, og senere forsvinde helt. Det hele begyndte allerede da Vika kom hjem fra hospitalet. Moren, ung og evigt på vej videre ud i livet, så knap på hende. – Mor, kan du ikke lige passe hende? Jeg skal lige noget, – sagde hun til mormoren og forsvandt til en kæresteaftale. Den aftale trak ud i tretten år. Mormor var af den gamle skole: ingen pjank, ingen ekstra legetøj, men hun vidste altid, hvornår Vika var sulten eller begyndte at få hovedpine. Da faren blev taget væk og moren forsvandt for at “søge lykken”, sukkede mormoren bare og gik i gang med papirerne. – Du må forstå, Vika, – sagde hun, mens hun redte barnebarnets hår. – Folk skal sommetider bruge tid på at indse, hvad de har mistet. Indtil da er vi to sammen. Til skolestarten blev det besværligt. Moren var væk for altid. Mormor måtte igennem systemets mølle for at få frataget forældrene rettighederne. – Det er ikke let, – snakkede hun med naboen, imens Vika legede i sandkassen. – At frakende sin egen datter retten over barnebarnet… Men ellers kan pigen ikke starte i børnehave eller skole. Vika hørte det hele. Hun var ikke vred på moren – hun havde ikke lært at had endnu. Moren var som en glemt figur i en gammel tegnefilm – man kan ikke huske plottet. De seks første skoleår klarede Vika sig flot. Mormor var stolt, dagbogen stod fremme. Men så… Om efteråret kom faren hjem fra fængsel. Mormor lod ham flytte ind, skønt hun og han aldrig havde kunnet sammen. Og et halvt år efter døde mormor. Hun var længe væk, på hospital, hvor Vika ikke måtte komme på besøg. I forhallen sad Vika på en plastikstol og krammede en pose appelsiner, hun aldrig fik afleveret. Da lægen kom ud og bare nikkede, græd Vika ikke rigtig. For det skete uden, hun forstod det. Begravelsen blev ordnet af Marina, farens søster. Hun anstrengte sig: græd højere end alle, rettede på tørklædet, tog imod kondolencer, som havde hun mistet selve livsmeningen. – Vi svigter dig ikke, – hviskede hun til Vika over frokosten og lagde ekstra kage på tallerkenen. – Jens er ligesom et barn, men jeg er din familie. Vi ordner midlertidig værgemål, du bor hos os. Mormors lejlighed lukker vi af, så der ikke løber gæld på. Vika forstod ikke, at “lukke” betød, at de lejede den ud og stak lejen i egen lomme. Hun ville bare være i fred. *** Livet hos Marina var langt fra billedet af lykkelige familier. Mosteren boede i en treværelses med sin mand, der hadede at have niecen boende. Vika fik det gennemgangsværelse med en gammel sovesofa. – Har du vasket op? – stak Marina hovedet ind, mens hun tog gummihandskerne af. – Ja, – svarede Vika uden at slippe historiebogen. – Og panden? Den skal stå i blød! Du er ikke på hotel, Vika. Vi er familie, og alle har deres pligter. Jeg knokler på arbejde, din far ligger bare på sofaen. Kan du ikke i det mindste bidrage! Faren lå faktisk mest bare. Han sagde aldrig imod – han lavede bare ingenting. Nogle gange prøvede han: – Hvordan går det i skolen? – Fint. – Ja, bare bliv ved, du. Så stoppede samtalen. Vika vidste, han var ligeglad – ligesom moren, der bare var væk. Han gik mere op i, hvornår Marina gav ham penge til smøger, eller hvornår der igen kom krimidokumentarer i tv. Spændingerne voksede over måneder. Marina blev mere og mere hånlig over mad, tøj og hele Vikas tilstedeværelse. – Du ved slet ikke, hvad det koster at købe sko til en teenager nu om dage! – klagede hun til en veninde i telefonen. – Hendes fødder vokser jo helt vildt! Og børnetilskuddet er ingenting. Jeg betaler selv – men taknemmelig er hun ikke. Går bare rundt og glor ondt. Vika hørte det gennem den tynde dør. Hun vidste, tanten fik penge for hende, og at mormors lejlighed blev lejet ud for pænt beløb. Men at sige det højt – så blev Marina hysterisk med det samme. *** Så brød det for alvor op til Kristi Himmelfart: – Jeg siger, du kommer med i sommerhus til familien Petersen! – råbte tanten. – Vi skal se ordentlige ud. Du tager den blå kjole på. – Jeg tager ikke med, – svarede Vika roligt. – Jeg skal forberede mig til matematikprøven. Jeg mangler stadig meget, fordi jeg var syg i marts. – Eksamen kan vente! – skreg tanten. – Du ødelægger min facade udadtil. Alle spørger: “Hvor er Vika? Hvorfor er hun så indadvendt egentlig?” De tror, vi mishandler dig! – Er det ikke også sandheden? – sagde Vika og så op. – Du har kun købt et par nye sko til mig på et halvt år, og endda to numre for store, “så de passer længe”. Hvor går lejen fra mormors lejlighed hen? Marina blev bleg. – Hvordan tør du… De penge sætter vi til side til din fremtid! Og det med mormor har du da intet med at gøre! Vika rejste sig. – Jeg nægter at tage med. Og kjolen passer mig slet ikke i skuldrene. Så eksploderede Marina. – Pak dine ting! – råbte hun, kylede tasken efter Vika. – Jeg ringer til kommunen nu – får dig hentet i aften! Så får vi da at se, om du brokker dig over lejligheden dér! – Gør det bare, – sagde Vika og pakkede roligt skolebøgerne ned. – Det er bedre end at høre dig klage over, hvor dyr jeg er… Jens kom ud. – Hold nu, Marina… Hvor skal hun dog gå hen midt om natten? – Ti nu stille! – hvæsede tanten til ham. – Du er lige så meget en byrde. Hun minder om sin mor, lige så stolt. Vika gik ud i entréen. Hun var faktisk klar til at gå. Hun havde allerede en plan. – Jeg smutter nu, – sagde hun og tog jakke på. – Skrid! – skreg tanten, skubbede hende ud på trappen og smækkede døren hårdt. Vika gik ikke på institution. Hun gik et par gader hen til fru Nielsen, mormors gamle veninde og tidligere kollega. Fru Nielsen var en myndig kvinde, pensioneret fra skoleforvaltningen, der kendte reglerne bedre end Marina kendte kogebogen. – Kære Vika? Hvad laver du ude så sent? – spurgte fru Nielsen og åbnede halvt. – Marina smed mig ud, – sagde Vika kort. – Må jeg overnatte? Jeg går selv til socialforvaltningen i morgen. Damen så grundigt på hendes blege ansigt, den slidte rygsæk og de brugte tennissko. – Kom ind. Lad os få en snak… Over en kop te fortalte Vika alt. Om lejligheden, om pengene, om faren, der tav, mens hans søster chikanerede datteren. Fru Nielsen lyttede. – Så de lejer lejligheden ud? – spurgte hun. – Og hvilken form for værgemål har hun? – Midlertidig. Hun siger altid, den snart bliver permanent, men det sker aldrig. – Selvfølgelig ikke – der er strengere tilsyn ved permanent værgemål, – nikkede fru Nielsen. – Og med midlertidig virker det, som om hun gør samfundet en tjeneste. Hør her, pige. I morgen går vi ikke til socialforvaltningen. Vi tager direkte ned til min gamle elev, som nu arbejder i familieafdelingen på kommunen. Og mormors lejlighed er din – jeg har selv set testamentet. Marina har skjult det for dig. *** Næste dag kom tanten stormende. – Giv mig pigen! – råbte hun op i opgangen. – Vika, kom med hjem! Jeg gik bare lidt for langt, det kan ske for enhver. Vi er jo familie! Fru Nielsen åbnede døren, men lod kæden blive på. – Du snakker om familie? For sent! Kommunen er allerede sat på sagen! – Kommunen? – Marina gik i stå. – Ja – de undersøger nu, om det var lovligt at udleje et barns bolig uden samtykke og forbrug af penge til forkert formål. – Men vi brugte da alt på hende! Jeg har jo gjort alt… – Hold nu op, – sagde fru Nielsen koldt. – Vika kommer aldrig tilbage til dig. Jeg anmelder dig. Få straks flyttet lejerne ud – ellers ender det galt for dig. Mormor efterlod lejligheden til sit barnebarn! Og du udnytter en forældreløses ejendom, skam dig! Marina skældte stadig, truede og prøvede at åbne døren, men Vika kom ikke ud til hende igen. *** Marina blev frataget sin værgerolle med skandale. Lejerne røg ud af mormors lejlighed. Jens stak halen mellem benene, tog et midlertidigt arbejde i en anden by og sendte kun en kort SMS til Vika: “Det er bedst for alle.” Fru Nielsen fik ikke værgemålet – hun var for gammel. Vika kom på børneinstitution, hvilket hun faktisk hurtigt kom til at holde af. Fru Nielsen besøgte hende ofte, og Vika fik nye veninder. Skolen gik bedre, og hun fik det mentalt godt igen. Nu kunne hun endelig slå sig til ro.