— Jeg vil ikke se dine slægtninge herhjemme mere – det her er ikke et hotel! Min kone er træt af gæsternes krav og invasion… Da Kristina endelig fik sit psykologi-diplom, friede Igor til hende, som hun så inderligt ønskede. Brylluppet var beskedent. Igors tante og onkel foreslog, at de brugte deres opsparede og gavepenge på at forbedre deres eget hjem. På den måde blev Igor ejer af en lille grund tæt ved byen. Kristinas forældre solgte deres bil og gav pengene til det unge par til husbyggeriet – i byen havde de alligevel ikke så meget brug for bilen. Kristina var lidt utryg ved livet udenfor byen; hun frygtede ubehag og bøvl med brøndvand, strømudfald, hønsehold og brændeovn. Igor grinede og sagde, at det jo ikke var 1950erne længere: de ville få masser af komfort og plads billigere end en lejlighed i byen. Huset blev overraskende hurtigt færdigt – Igor var netop blevet forfremmet, og Kristina arbejdede hjemmefra med online rådgivning. Forældrene hjalp så meget, de kunne, og tante og onkel hjalp også til. Elena Alexandrovna dukkede ofte op på grunden med alskens råd om indretning og valg af lamper. Hendes intentioner var gode, men Kristina følte gradvist, at deres privatliv svandt ind. Og så en dag forsvandt det helt, da Makar Jurjevich blev og overnattede uanmeldt i det næsten færdige hus – han havde været til møde i nærheden og syntes det var praktisk bare at blive. Hvis han bare havde advaret dem! Men han skræmte Kristina så meget, at hun sidenhen altid tjekkede, om nogen skjulte sig i et værelse, inden hun trådte ind. — Børn, bær tingene derind! — Elena Alexandrovna beordrede sine børnebørn og dirigerede dem til gæsteværelset. — Skynd jer nu, ellers bliver jeres mad dårlig, mens I trækker tiden! Kristina, ryd nogle hylder i køleskabet til børnene – de skal have deres mad, — befalede hun. Kristina syntes, det var mærkeligt, at folk tog mad med selv til gæstevisit, men tænkte, at de måske bare ville dele ud ved middagsbordet. — Kom nu børn, ind og føl jer hjemme. Kristina sørger for, I har alt, I skal bruge, — Elena Alexandrovna fortsatte ufortrødent. Makar Jurjevich lå allerede og zappede TV-kanaler i stuen. Han spurgte Igor, om han havde lidt cognac, for han huskede, at Igor havde fået en dyr én på jobbet. Igor kom tilbage med en flaske og to glas. — Vytja, kom herind, lad pigerne hjælpe hinanden – her i stuen har vi den rette atmosfære! — råbte Makar Jurjevich til sin søn. Da alle havde pakket ud og fundet sig til rette, var det blevet sent på aftenen. Kristina fór omkring for at finde hjemmesko til gæsterne, et ekstra tæppe og tykke sokker i tilfælde af kulde eller varme. Hun huskede med gru, at Olga havde nævnt, at de kun ville være der “kort tid”, og håbede, det var en talemåde – hvem holder indflytterfest i et helt uge? Hun brød sig ikke om, at de egenhændigt havde indtaget det værelse, der var tænkt som børneværelse. — Kristina, mangler du hjælp? — spurgte hendes mand. — Endelig spørger én, — hviskede Kristina. — Dem der, de byder ikke ind. — Lad gå, hold ud — de er jo ikke SÅ påtrængende, — smilte Igor, mens han gik i gang med kartoflerne. — Tak, — svarede Kristina lettere og blinkede til ham. Inden middagstid kedede gæsterne sig, gik en tur i skoven og trak sig derefter ind på deres værelser for “at hvile sig”, som Elena sagde. — Igor, bank lige på hos os, hvis vi ikke vågner inden fem, så vi alle kan spise sammen klokken seks, — sagde Elena Aleksandrovna træt og forsvandt ind på værelset. Ved middagen opstod mange mærkelige krav – allergier, særlige ønsker og forespørgsler om køleskab og børneværelser. Snart diskuterede de sågar indkøb af et ekstra køleskab, frit tøj, hjemmesko til alle og forslag om et mini-bar område “så vi kan slappe af som familie under samme tag.” Til sidst brød Kristina sammen og kyldede svigermors frakke ud af døren: — Ud af mit hus! Jeg betaler jer de penge I har givet, men kom aldrig mere! Efter fødslen kom svigerforældrene på visit én gang, ydmyge og undskyldende. Kristinas egen mor blev den der hjalp mest med barnet. — Jeg vil ikke se dine slægtninge her mere – her er ikke et hotel! Min kone er træt af gæsternes krav og invasion…

Jeg orker altså ikke at se flere af dine slægtninge i vores hjem, det er jo ikke et hotel her.
Nu må det altså være nok med din familie her i vores hus, det er ikke noget pensionat, min kone var ved at være træt af alle deres krav
Folk havde ikke specielt travlt med noget, men straks da Katrine fik sit psykologi-diplom, friede Henrik til hende, som hun længe havde ønsket sig. Brylluppet var stille og roligt, ikke noget stort. Henriks moster og onkel foreslog, at de brugte deres opsparing og bryllupsgaver på forbedringer af deres eget hjem.
Sådan endte Henrik med en lille grund lige uden for Aarhus. Katrines forældre solgte deres gamle bil og gav alle pengene til det unge par en bil var alligevel ikke så nødvendig, nu hvor de boede i byen.
Katrine var lidt nervøs ved tanken om at bo ude på landet, hun frygtede, det ville blive besværligt: vand fra brønden, ustabil strøm, høns i baghaven og brændeovn, der skulle passes. Henrik grinede bare og sagde, at vi altså ikke boede i 1950, og at de kunne få langt mere plads og komfort for færre kroner end for en lejlighed midt i byen.
Huset blev faktisk bygget overraskende hurtigt. Det hjalp at Henrik var blevet forfremmet, og Katrine begyndte at tage klienter online. Forældre hjalp med, hvor de kunne økonomisk, og moster og onkel kom skam også med et bidrag.
Elisabeth så ofte forbi byggeriet med alskens undskyldninger. Nogle dage skulle hun pege på farver til væggene, andre gange komme med forslag til lamper hun mente det jo bare godt, men Katrine begyndte at føle, at deres privatliv langsomt blev mindre og mindre. Og til sidst forsvandt det helt, da Peter uden varsel blev hængende og sov i det næsten færdige hus. Han havde nogle ærinder i nærheden, men endte med at overnatte.
Hvis han bare lige havde sagt til, havde det ikke været så slemt, men Katrine blev så forskrækket over at finde ham i huset, at hun siden da altid tjekkede, om der var nogen, før hun gik ind i et rum.
Børn, stil nu jeres ting derind, styrede Elisabeth rundt med børnenes tasker og sendte dem ind i gæsteværelset, kom nu, ellers bliver jeres mad dårlig, inden I får sat det på køl! Katrine, ryd lige lidt hyldemeter i køleskabet, så kan de få plads til deres varer, kom hun med næste ordre.
Katrine syntes det var lidt skørt, at gæster havde madvarer med, men tænkte, at de måske havde tænkt sig at bidrage lidt til aftensmaden.
Børn, gør nu bare som jeg siger, Elisabeth travede rundt, Katrinedukke hjælper jer, I skal bare føle jer hjemme.
Peter havde allerede slået sig ned foran fjernsynet i stuen. Han spurgte Henrik, om ikke han havde en sjat whisky han kunne lige huske, at han havde fået en dyr én på arbejdet. Henrik hentede flasken og to glas.
Viktor, lad nu damerne stå for resten, du kommer bare med ind, vi laver lidt herreværelse, sagde Peter lattermildt til sin søn.
Først sent på aftenen havde gæsterne fået pakket ud. Katrine løb rundt for at finde sutsko og uldne sokker, hvis det blev fodkoldt, og et tæppe, hvis nogen nu blev for varme. Hun huskede med gru Olgas bemærkning om, at de jo ikke skulle være der længe hun håbede det bare var noget, man sagde. Hvem fejrer indflytningsfest i en uge? Katrine brød sig overhovedet ikke om, at gæsterne bare havde indtaget det rum, hun egentlig selv ville lave til børneværelse. Gæsteværelset var jo klar oppe på første sal.
Katrine, mangler du en hånd? spurgte Henrik roligt.
Endelig spørger nogen, hviskede Katrine, for du får nok ikke hjælp fra dem der, hun nikkede mod køkkenet.
Tålmodighed, de er ikke så slemme, smilede Henrik, og begyndte at skrælle kartofler.
Tak, svarede Katrine og sendte ham et kærligt blik.
Hen ad formiddagen begyndte familien at kede sig og gik en tur i skoven, hvorefter de fordelte sig på værelserne, så de kunne slappe af, som Elisabeth udtrykte det.
Henrik, bank lige på, hvis vi ikke er oppe klokken fem, så vi kan nå at samle os om aftensbordet til klokken seks, sagde Elisabeth træt, og forsvandt ind på værelset.
Det her er en fiskeanretning, forklarede Katrine glad, lidt som postej, lidt soufflé, meget mild. Prøv en smule, hun rakte en tallerken til Olga.
Åh, nej, det kan Villy ikke tåle, og Sasha er jo allergisk overfor laks!
Der er laks i sagde Katrine overrasket.
Og det gælder alle røde fisk, supplerede Olga, rystede på hovedet, hvad er det her så for nogle lækre sager?
Det er kyllingevinger i sur-sød sauce, svarede Katrine forsigtigt.
Jaja, sagde Olga og undersøgte bordet, Villy, hent lige kalkunen fra køleskabet. Den er indpakket i sølvpapir, du kan ikke overse den!
Viktor gik pænt ud og fumlede lidt i køleskabet, men kom tilbage med en stor klump kød i folie, pakkede den ud og gik i gang med at skære den i skiver.
Apropos mad, Katrinedukke, jeg synes altså, I burde købe et ekstra køleskab til køkkenet. Jeres er alt for lille til tre familier, og jeg har set et godt et på tilbud jeg sender Henrik et link. smilede Elisabeth.
Hvorfor skulle vi dog få et ekstra køleskab, og hvad mener du med tre familier? spurgte Katrine, ægte forvirret.
Ja, altså, det er jo på mange måder vores alles huse, vi byggede det sammen, alle bidrog, jeg hjalp med indretningen, og vi samles jo tit her til familie-komsammen. For at alle har det rart, har jeg samlet lidt idéer, Elisabeth rodede i tasken efter mobil, skal lige finde noterne.
Katrine så spørgende på Henrik, men han var lige så forundret.
Ja, hvad var det nu svigermor tog brillerne på, rynkede panden og pegede på mobilen, hvor er det nu
Mor, det er inde i lister-appen, hjalp Olga hende, mens hun serverede mere kalkun for Villy.
Ah, der var den! udbrød Elisabeth, altså: køleskab, hjemmesko, varmt overtøj så man ikke skal slæbe sit eget, lidt individuelle toiletsager, sutsko til alle selvfølgelig, så kiggede hun på manden, Peter, havde du noget at tilføje?
Peter hældte whisky i glasset og sagde kort:
En minibar!
En minibar? Hvorfor dog det, spurgte Henrik.
Jamen når vi nu holder ferie her, så kan man jo lige hygge om aftenen med et lille glas, mens din mor skælder mig ud, han smilede drillende til sin kone, der gengældte smilet.
Mor, vi snakkede om Sashas værelse, mindede Olga hende om.
Ja, forresten! Det glemte jeg helt skal jo gerne på listen! Sasha skal jo have børneværelset, det de unge bor i nu.
Men det var egentlig vores plan for vores eget barn, sagde Katrine med rystende stemme.
Jaja, det sker jo snart, min pige, sagde Elisabeth blidt, min søn vil jo også have børn.
Men du sagde jo, det ikke hastede, jeg skulle gøre min uddannelse færdig! Katrine rødmede og mærkede sit hjerte hamre.
Nu er du jo færdig, men så skulle du hellere fokusere på børn end at arbejde.
Vi sled for at bygge huset og få alt på plads, så vi kunne have et rigtigt hjem
Og nu er det hjem på plads, så er det tid til børn, inden vi andre rykker ind, ikke, min lille snapsebolle? Elisabeth begyndte straks at kysse på barnebarnet.
Katrine kunne ikke klare mere og stormede op på første sal, låste sig inde i soveværelset og brød sammen i gråd.
Efter lidt tid kom Henrik op til hende.
Nå, Katti, hvad går der på?
Når man lige har oplevet det der kunne du ikke høre hvor sindssygt det var? sagde hun gennem tårer.
Det var helt gak-gak. De mener det vel ikke seriøst? Minibar og hjemmesko? Det er jo for sjov
Henrik fattede vist slet ikke alvoren.
Henrik, de mener det faktisk. Lad os høre dem lige nu. Hvis det er for sjov, undskylder jeg.
Og hvis ikke? spurgte Henrik forsigtigt.
Så skal jeg ikke se flere af dine slægtninge i mit hjem det er ikke et hotel!
Okay. Du har ret, Henrik tørrede Katrines tårer væk, hun vaskede ansigtet, tog sig sammen, og sammen gik de ned.
Undskyld at vi reagerede så voldsomt, sagde Henrik med et smil, men vi troede bare, I lavede lidt sjov. Lad os glemme det og slappe lidt af. Skal vi måske tage lidt kage og te?
En joke skal være sjov, og jeg ser altså ikke noget sjovt ved, at et hus ikke er forberedt på familiehygge, sagde Elisabeth skarpt, irriteret over svigerdatterens opførsel.
Så I mener egentligt, vi skal købe alle de ting fryser, minibar, hjemmesko, jakker, og hvad ved jeg Eller mangler I mere? Katrine kunne ikke skjule sine følelser mere.
Hvis jeg mangler noget, siger jeg til, svarede Elisabeth køligt, men start med børneværelset, vi kommer snart igen, til vores fælleshus.
Resten husker Henrik som en mærkelig tåge. Katrine rasede over hans mor, svigermor anklagede Katrine for at være psykolog uden selvkontrol, Peter hældte mere whisky op, Olga trak Sasha ud for at pakke tasker, og Viktor stirrede bare forvirret rundt.
Til sidst greb Katrine Elisabeths jakke, åbnede hoveddøren og smed den ud.
Ud af mit hus. sagde hun stille men bestemt, I får jeres penge tilbage, og ellers vil jeg ikke se jer her igen.
Vi ses nok igen, hvæsede Elisabeth, Peter, tag mine ting!
Senere blev Katrine gravid, og hun gik all in på at gøre børneværelset klar. Hun arbejdede næsten frem til termin og begyndte bagefter at arbejde med børn. Hendes egen mor kom og hjalp til fra nabobyen, da den lille kom.
Elisabeth og Peter besøgte dem én gang efter fødslen. De var venlige, beskedne og meget nemme at have, og spurgte pænt, om de måtte lære deres barnebarn at kende.
Katrine sagde ikke nej.