18. marts
I dag sagde min svigermor højt: Hør, du får altså ikke den her lejlighed.
Min svigermor, Birte, har altid været den, der kunne råbe højest. Hør her, du får ikke den her lejlighed, brølede hun, da hun trådte ind. Jeg ved ikke, hvordan du passede på farfar, eller hvilken fidus du brugte for at få ham til at skrive lejligheden over på dig men det sker ikke. Og for det andet: du forsvinder ud af min søns liv. Endelig har han mødt en ordentlig pige fra en ordentlig familie. Så du må pakke dine børn og forsvinde. Forstår du?
I ti år har jeg passet min mands farfar, samtidig med at jeg boede til leje med børnene. Min mands søster, Lykke, boede også hos farfar indimellem. Birte havde aldrig tid til sin svigerfar hun kunne ikke rigtig snakke med ham. Jeg har aldrig fået en høj uddannelse, og karriere har jeg aldrig tænkt så meget på. Hele mit liv har handlet om børnene og om at sørge for farfar.
Min mand bedragede mig ofte. Hans families situation udspændte ham meget, og andre kvinder havde ikke rigtig seriøse intentioner hvem vil have en mand med børn og uden penge? Så han kom altid tilbage til mig. Jeg tilgav det for børnenes skyld. Vi fik aldrig købt vores eget det meste af lønnen gik til husleje og til pleje af farfar. Hvis Lykke dukkede op, var det kun for at bede om en bid af farfars folkepension, fordi hun havde økonomiske problemer. På trods af det havde Lykke og hendes familie råd til ferie hvert år og kunne endda skifte familiebil en gang imellem.
For fem år siden skrev farfar lejligheden over på mig. Han sagde:
Du betyder mere for mig end hele min familie tilsammen. Dit barn er en forræder, og denne lejlighed ville ende hos hans mor eller søster, hvis det stod til ham. Jeg vil gerne sikre mig, at mine oldebørn får det bedre. Du skal have en form for tak for alt dit arbejde. Så kan du ikke bagefter sige, at du har spildt dit liv på os.
Ingen vidste noget om testamentet jo færre der ved noget, jo bedre sover de om natten. Da farfar blev endnu mere syg, blev familien pludselig meget interesseret i ham. De besøgte ham, spurgte ind til hans helbred, tilbød at hjælpe for første gang i årevis! Men farfar var ikke dum, han vidste godt, hvad de var ude på. Han tog deres interesse med et smil og blinkede til mig.
Pludselig havde jeg tid til mig selv. Jeg kan næsten ikke forklare, hvor befriende det er at gå alene rundt i byen uden børn eller en rollator at tage sig af. Jeg nød min frihed. Farfar levede ikke meget længere. Jeg var oprigtigt ked af at miste den gamle mand. Og næsten med det samme begyndte arvestriden. Birte og Lykke pressede på:
Giv nu Astas, undskyld, Lykkes, din svigerindes lejlighed videre. Hun har jo boet der i mange år, og det er hendes hjem nu. Du får din mors lejlighed senere, hvis du bare skriver under på arvefraskrivelse. Så har du det hele, men på sigt.
Min mand troede på sin mors ord og gav afkald på lejligheden. Men jeg tog aldrig Birtes løfter alvorligt hun interesserer sig for Lykke og hendes børn, intet andet. Det gjorde mig trist, at jeg havde passet farfar i så mange år, og nu betød han ikke andet for dem end hans lejlighed.
Jeg respekterede farfars klogskab. Han fik ordnet papirerne hos notaren i god tid.
Samme aften kom min mand hjem fra arbejde og begyndte at pakke.
Hvor skal du hen? spurgte jeg.
Jeg er træt. Jeg går fra dig og børnene. Jeg har kun været hos dig, fordi du tog dig af min farfar. Nu er han væk, så er det dit problem. Jeg gider ikke længere betale husleje. Jeg har haft en anden i lang tid, sagde han, og smækkede døren.
Så gik jeg i gang med at forberede flytning og ledte efter arbejde. Nogle dage senere dukkede hele min mands familie op selv Lykkes mand og børn. De råbte, skældte ud og afbrød hinanden hele tiden. Birte råbte højest:
Nu skal vi alle være stille! Og du, hør nu efter! For det første får du ikke lejligheden. Jeg ved ikke, hvad du har snydt med for at få farfar til at give dig den, men det kommer ikke til at ske. Vi skal nok bevise, at du svindlede. For det andet skal du væk fra min søns liv. Han har fundet en ordentlig pige fra en god familie, og snart får han et barn med hende. Så du forsvinder ud af vores liv med dine børn. Har du forstået det? Jeg siger det én gang til: du giver lejligheden til min datter og lader min søn være i fred!
Jeg indså noget vigtigt: At jeg faktisk var fri til at smide dem alle sammen ud af mit liv.
Jeg lukkede døren for dem og ignorerede deres råb. Børnene og jeg skal nok få et godt liv: Jeg har fundet et job, vi har vores bolig, og jeg er evigt taknemlig for alt, farfar gjorde for os. Min eksmand forsvinder fra vores tilværelse, og vi begynder på en frisk. Jeg er sikker på, at det nok skal gå alt sammen.
Min svigermor råbte højt: Hør her, den lejlighed får du ikke!
Min svigermor var den mest højlydte af alle og brølede: Hør nu her, den der lejlighed får du aldrig. Jeg ved ikke, hvordan du fik dig listet ind hos min svigerfar, eller med hvilket kneb du fik ham til at skrive lejligheden over på dig, men den kommer du ikke til at beholde. Og for det andet: Du forsvinder fuldstændig ud af min søns liv! Endelig har han fundet en smuk kvinde fra en ordentlig dansk familie. Så du og dine børn kan skride ud af vores horisont. Forstår du det?
I ti år tog jeg mig af min mands farfar og boede med børnene i en lejelejlighed. Min mands søster, Anne, boede også hos farfar. Min svigermor havde heller ikke tid til sin egen mand – de kunne aldrig tale ordentligt sammen. Jeg havde ikke fået en videregående uddannelse og havde ingen karriere. Al min tid gik til børnene og den gamle farfar.
Min mand var mig utro gang på gang, hans families problemer stressede ham totalt. De andre kvinder ville ham ikke – en mand med børn og ingen penge, så han kom altid krybende tilbage til mig, og jeg tilgav ham for børnenes skyld. Vi fik aldrig købt vores egen lejlighed – det meste gik til husleje og til farfar. Hvis Anne besøgte, var det kun for at bede om penge fra farfars pension, og hun beklagede sig altid over sin økonomi. Alligevel havde de altid råd til ferier og at skifte bilen ud i ny og næ.
For fem år siden skrev farfar lejligheden over på mig. Han sagde:
– Du er blevet mig nærmere end hele resten af familien tilsammen. Barnebarnet har forrådt mig, lejligheden går enten til hans mor eller søster. Mine oldebørn skal have det godt. For alt dit arbejde får du din belønning. Så du senere ikke siger, at du spildte dit liv på at være her.
Ingen kendte til testamentet: jo færre der ved noget, jo bedre sover folk. Da farfar blev mere syg, blev familien pludselig meget interesseret. De begyndte at besøge ham, spørge til hans helbred, og tilbød for første gang nogensinde at hjælpe! Men farfar var ikke dum – han vidste udmærket, hvad de ville have. Han tog deres nyfundne omsorg med et smil og kiggede på mig.
Endelig havde jeg tid – du kan ikke forestille dig, hvordan det føles at slentre gennem Københavns gader alene: ingen barnevogn, ingen børn, ingen gamle mand. Jeg nød min frihed. Farfar levede ikke meget længere efter det. Jeg sørgede oprigtigt over det modige gamle menneske. Arven skulle deles næsten med det samme. Svigermor og Anne pressede min mand:
– Du giver farfars lejlighed til Anne. Hun har boet der længe, så det føles som hendes hjem. Så får du din mors lejlighed bagefter. Du behøver ikke andet end at frasige dig arven. Du får alting til sidst, bare vent.
Min mand troede på sin mors løfter og gik med til ikke at kræve lejligheden. Jeg tog aldrig svigermors løfter alvorligt: min mands mor var kun optaget af Anne og hendes børn. Jeg blev ked af det – jeg havde passet farfar i ti år, og nu var alt, de ville, at slås om hans formue.
Jeg respekterer farfars visdom. Han gik tidligt til notar og fik styr på tingene.
Så kom min mand hjem fra arbejde den dag og begyndte at pakke.
– Hvor skal du hen? spurgte jeg.
– Jeg er træt. Jeg vil skilles fra dig og børnene. Jeg blev hos dig, fordi du passede min farfar. Nu hvor han er væk, er det dit problem. Jeg vil ikke betale husleje mere. Jeg har for længst fået en anden kvinde – sagde han og gik, blinkede frækt til afsked.
Fair nok, tænkte jeg og begyndte selv at pakke og lede efter job. Et par dage senere dukkede hele min mands familie op. Også Annes mand og børn. De råbte og skældte ud, en stor familiekrig – og svigermor råbte højest af dem alle:
– Alle holder mund! Og du, hør godt efter! Først og fremmest: Du får ikke lejligheden. Jeg ved ikke, hvordan du “passede” farfar, eller med hvilket trick du fik den skrevet over på dig, men du får den ikke. Vi skal nok bevise, at du har snydt. For det andet: Du forsvinder ud af min søns liv! Endelig har han mødt en pæn pige fra en ordentlig dansk familie, de får snart barn sammen. Så du og ungerne forsvinder fra vores liv. Har du forstået? Jeg gentager: Lejligheden skal gå til min datter, og du skal lade min søn være i fred!
– Ved I hvad jeg har fundet ud af? At jeg endelig kan smide jer ud af mit liv.
Jeg lukkede døren efter mig, uden at skænke deres råb en tanke. Mine børn og jeg fik endelig et normalt liv: jeg har et job og vi har vores eget hjem. Jeg er evigt taknemmelig for farfar. Min mand forsvandt ud af vores liv, og vi lever endelig lykkeligt. Jeg er sikker på, at vi nok skal få det godt.
