“Hun er bare uudholdelig! – min ven rynkede panden – En frygtelig kvinde. Jeg vil slet ikke tænke på hende!” Min ven er for nyligt blevet skilt. Og selvom han påstår, at han ikke vil tænke på ekskonen, kan han ikke lade være. Han fortæller om, hvordan hun altid skulle diskutere, hvordan det nærmest var umuligt at tage hende med i Bilka uden, at hun lavede en scene; hvordan hun aldrig fik maden klar til tiden, og han var ved at dø af sult; hvordan hun brugte penge på ligegyldige ting, selvom hun næsten ingen tjente; og hvordan hun blev tykkere, hvilket drev ham til vanvid: en kvinde bør være slank! Han sagde ting, så jeg blev nødt til at bede ham om at lægge bånd på sig. “Det er nemt for dig at være så pædagogisk, din fine herre! – udbrød min ven – Du burde prøve at leve med hende i bare én uge. Jeg holdt ud i syv år. Godt, vi aldrig fik børn. Stakkels børn ville det være.” “Okay, ro på,” sagde jeg, “slap nu af!” Men min ven blev ved: “Og ved du, hvor hun kunne drive mig til vanvid med alle sine opkald! Jeg tager hjem til vennerne – hun ringer hvert femte minut: ‘Hvornår kommer du hjem?’ Det var pinligt, altså.” “Ja, det lyder forfærdeligt,” sagde jeg, “men nu er du jo fri…” Den samtale kom jeg til at tænke på tre år senere, da jeg besøgte en anden ven. Han sagde: “Skal vi ikke i Fælledparken og trille med klapvognen?” Hans datter var et halvt år, og han elskede at gå tur med hende. Vi gik i parken, datteren sov, og min ven fortalte lavmælt om, hvor lykkelig han var. I dag hører man sjældent sådanne simple og gode ord, så jeg lyttede opmærksomt. Der var også en lille intrige, der nærede min nysgerrighed. Han fortalte om sin kone… De har været sammen i over to år, og mødtes første gang til en stor fest, som min ven egentlig ikke havde lyst til at tage til. “Nu tænker jeg med gru, – lo han – hvis jeg ikke var taget med, havde jeg jo aldrig mødt Lene…” Lene var den perfekte kvinde, hvis man troede vennen. Hun lavede fantastisk mad, hjemmet strålede, han glædede sig over enhver kop kaffe; hun brugte penge fornuftigt, og han havde givet hende adgang til hans bankkonto og tjekkede ikke engang regningerne. De var nærmest aldrig adskilt. “Du ved, – sagde han – hvis jeg er væk fra hende, begynder jeg allerede at savne hende efter en time. Jeg siger hurtigt farvel og skynder mig hjem. Vi har kun været uenige én gang – om datterens navn. Hun ville kalde hende Tine, jeg sagde Rita. Det blev Tine, som du jo ved. Ja, jeg muggede lidt, men så tænkte jeg: hvad er problemet? Det er faktisk et godt navn. Lene havde ret.” Han tilføjede: “Og hendes figur er virkelig flot. Selvom Lene altid går og brokker sig over, at hun burde tabe sig.” — Så du er egentlig stadig helt forelsket, selvom I har været sammen længe? spurgte jeg. “Selvfølgelig! Og jeg elsker hende mere og mere for hver dag…” Så forskellige koner har mine to venner… Men det mærkelige er, at det er samme kvinde. Lene var gift med den ene, som kom til at hade hende – og nu er hun gift med den anden, der forguder hende… Nu går jeg og undrer mig: hvordan kan det lade sig gøre?”

“Du aner ikke, hvor umulig hun var! min ven rynkede panden En frygtelig kvinde. Jeg får det dårligt, bare jeg tænker på hende!”

Min ven var netop blevet skilt fra sin kone. Selvom han bedyrede, at han ikke ville mindes tiden med hende, kunne han slet ikke lade være. Han fortalte mig, hvordan hun altid skulle diskutere om alt muligt, hvordan det var umuligt at tage hende med i Brugsen uden hun lavede ballade; hvordan hun aldrig kunne få maden klar til tiden, og han kunne være ved at dø af sult. Hun brugte penge på mærkelige ting, selvom hun næsten ingen kroner tjente, og han blev irriteret over, at hun var blevet så kraftig for ifølge ham skulle en kvinde være slank!

Han sagde endda nogle ting, så jeg bad ham tage lidt fra.

“Det er nemt nok for dig at sidde og moralisere, din fine herre!” udbrød han. “Du skulle prøve at bo sammen med hende bare en uge. Jeg holdt i syv år, tro det eller ej. Det er nu godt, vi ikke fik børn. De ville ikke have haft det godt.”

“Nu må du prøve at slappe af,” sagde jeg.

Men det ville han ikke. “Du aner ikke, hvor meget hun plagede mig med alle de opkald! Tog jeg ud med vennerne, ringede hun hvert femte minut: ‘Kommer du snart hjem?’ Det var pinligt!”

“Ja,” sagde jeg, “det lyder forfærdeligt. Men du er jo fri nu…”

Tre år senere kom jeg i tanker om den samtale, da jeg var på besøg hos en anden god ven i Odense.

“Skal vi ikke tage tur i Kongens Have med barnevognen?” foreslog han.

Hans datter var et halvt år gammel, og han elskede at gå lange ture med hende. Mens vi gik, sov lillepigen trygt, og min ven fortalte stille, hvor glad han var. Sådan en enkel og varm glæde hører man sjældent om, så jeg lyttede nysgerrigt især fordi der var én ting, jeg spekulerede over.

Han fortalte om sin kone… De har været sammen lidt over to år og mødtes til et stort fællesarrangement i Aarhus, som min ven egentlig slet ikke gad gå til.

“Og nu tænker jeg med skam og smil tilbage: Havde jeg ikke været med den dag, havde jeg aldrig mødt Mette…”

Hvis man altså skal tro ham, så var Mette bare perfekt. Hun lavede vidunderlig mad, hjemmet var så hyggeligt, at han nød hver eneste kop kaffe, og hun var utrolig fornuftig med hvad hun brugte pengene på. Han havde givet hende en kopi af sit Dankort og så aldrig på regningerne.

De var næsten altid sammen. “Ved du hvad,” sagde han, “hvis jeg endelig er et sted uden hende, begynder jeg at savne hende efter en time. Jeg siger hurtigt tak for i dag og tager hjem. Vi har kun været uenige én gang om vores datters navn. Hun ville kalde pigen Mette, og jeg ville kalde hende Sofie. Ja, det blev altså Mette, som du ved. Jeg brokkede mig lidt, men tænkte bagefter: Hvorfor dog? Mette er et skønt navn. Hun har jo ret.”

Han smilede: “Og hun har altså en flot figur, selvom hun altid siger, hun burde tabe sig!”

Så du er altså stadig forelsket, selvom I har været sammen længe? spurgte jeg.

“Selvfølgelig! Jeg elsker hende mere og mere for hver dag der går.”

To venners vidt forskellige hustruer eller rettere, det mærkelige er, at det er den samme kvinde! Mette var først gift med min første ven, der ikke kunne holde hende ud, og blev siden gift med min anden ven, som forguder hende.

Nu så mange år efter sidder jeg stadig og spekulerer på, hvordan sådan en historie overhovedet kan finde stedJeg kunne ikke lade være med at grineog samtidig undres. Hvordan kan den samme kvinde være en plage for én, og et mirakel for en anden? Måske handler det mindre om Mette end om dem, hun lever sammen med; om blikket, der ser og vokser, eller blikket, der fordømmer og svinder.

På vej hjem den dag, mens træerne blafrede sagte i Kongens Have, tænkte jeg over det. På os alle sammen. Nogle gange er vi heldige nok til at møde skønhed og lykke, andre gange ser vi kun skyggerne. Mette var hverken helgen eller troldhun var bare menneske. Og det er måske netop magien: De mennesker vi elsker, kan synes umulige for andre, og de umulige kan pludselig blive nogen, man elsker.

Da jeg kom hjem, lagde jeg mærke til, hvordan min egen kæreste smilede til mig, da jeg trådte ind ad døren. Og jeg tænkte, at måske skulle jeg lade være med at tage nogen for givet. Måske var det hverdagens valg, der gjorde os til hinandens mirakler.

Jeg kyssede hende, før hun nåede at spørge, om jeg ikke snart skulle lave kaffe.