Sommerhusejeren Zoya Timofejevna var en bemærkelsesværdig dame. Trods sin høje alder vækkede hun stadig interesse hos det modsatte køn. Hun satte pris på opmærksomheden, men hun havde ingen hast med at gengælde den. Efter mange år som enke var hun blevet vant til at være alene, og på en måde kunne hun godt lide det. Mere fritid, færre bekymringer. – Men Zoya, du er jo altid alene! – sukkede naboen og veninden Anna Nikolajevna. – Du har ikke engang en kat! Hvis du skulle dø, ville ingen opdage det! – Hvad med dig da? – undrede Zoya Timofejevna sig over den slags “omsorg”. Vi ses jo hver dag! Ser du mig ikke, så er jeg nok død! Så ved du det! Du har jo nøglerne til min lejlighed. Men til Zoya Timofejevnas store sorg blev Anna Nikolajevna alvorligt syg. Hendes børn tog hende med hjem til dem. Zoya Timofejevna blev tilbage helt alene. – Mor, kom og bo hos os! – sagde den ældste søn. – Du kan da ikke være helt alene her! Vi skal nok tage os af dig, og du får mere tid med børnebørnene! Men Zoya Timofejevna ville ikke forlade sin elskede lejlighed, heller ikke for at bo hos sin søn. Hun vidste, de ikke havde plads til et separat rum, og hun ville ikke være til besvær – selv for sine egne børn og børnebørn. Den yngste søn var soldat og rejste rundt fra kaserne til kaserne, så det var helt udelukket at flytte til ham. Efter lidt betænkning gik Zoya Timofejevna ned i dyrebutikken. Mens hun valgte sig en pelsklædt ven, opdagede hun pludselig, at hun stødte ind i en mand, der var ved at købe fuglefoder. – Undskyld! – udbrød hun. – Det var virkelig ikke meningen! – Nej nej, ingen grund til at undskylde! – sagde den ældre, sirligt klædte mand i moderne frakke, skinnende sko og en gammeldags hat, mens han vurderende kiggede Zoya Timofejevna op og ned. – En så smuk dame behøver slet ikke sige undskyld! Det var min fejl – jeg stod i vejen! Lad mig præsentere mig: Mark Anatoljevich! – sagde han galant og bukkede for Zoya Timofejevna. – Zoya Timofejevna! – rødmede hun. De forlod butikken sammen. Zoya Timofejevna bar kurven med sin nye killing, og Mark Anatoljevich støttede hende nænsomt under armen. De havde overraskende meget tilfælles. Begge elskede teater, serier om stærke kvinder, gåture i parken og udflugter i naturen. – Ved du hvad, Zoya Timofejevna, – fortalte Mark Anatoljevich begejstret, – jeg har et vidunderligt sommerhus! Nu er der ikke så meget at lave – det er jo sent efterår, men til foråret… Hvis du vil, kan jeg invitere dig med? – Hvor er det sødt af dig! – blev Zoya Timofejevna glad. De aftalte at gå i teatret næste weekend. Mark Anatoljevich kom med en lille buket fine gerberaer. – Jeg ville gerne være lidt romantisk – måske med margueritter. Men der var kun de her, mere eksotiske, – sagde Mark Anatoljevich lidt genert. – Åh, Mark Anatoljevich! Det behøvede du slet ikke! – svarede Zoya Timofejevna lidt forlegent. I ugens løb gik de tur i parken. Og denne gang havde Mark Anatoljevich medbragt en gren af krysantemum. De slentrede længe gennem stierne, indtil de næsten var frosset. Og snakkede, snakkede… Som om de havde kendt hinanden hele deres liv! Næste weekend var der igen teatertur og gerberaer, og i løbet af ugen endnu en parkspadsering med krysantemum. Sådan fortsatte det i næsten en måned, indtil Mark Anatoljevich blev forkølet. – Zoya, jeg må desværre melde afbud i dag – jeg er blevet syg! – lød hans hæse stemme over telefonen. – Hvor frygteligt! – udbrød Zoya Timofejevna. – Sig mig din adresse, så kommer jeg med min berømte hønsebouillon! Den frisker enhver op! – Nej, Zoya Timofejevna, det er helt unødvendigt! Jeg er slet ikke i form til gæster – og jeg vil ikke smitte dig! – Det accepteres ikke! – erklærede Zoya Timofejevna bestemt og begyndte straks på sin bouillon. Hun tog også et glas hindbærsyltetøj med. Mark Anatoljevich modtog hende i flot frottébadekåbe og stribet pyjamas, om halsen et stort halstørklæde. Han tog taknemmeligt imod og inviterede hende ud i køkkenet. – Jeg har lige kogt vand, men jeg har desværre intet til teen – jeg kommer jo næsten ikke ud! – beklagede han. – Det gør slet ikke noget! Bare spis bouillonen, mens den er varm! – sagde Zoya Timofejevna og så til, mens han spiste. Og hun drak sin te alene. Efter bouillon og hindbærte blev han træt og faldt i søvn. Hun lagde et tæppe over ham og gik hjem. Mark Anatoljevich var syg i lang tid. Og hver dag kom Zoya Timofejevna med suppe og lidt til kaffen. Han tog imod med taknemmelighed og undskyldte, at han ikke kunne byde hende på noget. – Bare vent, Zoya, så snart jeg bliver frisk, laver jeg et sandt festmåltid! – lovede han med begejstring. Da han endelig blev rask, inviterede han straks Zoya Timofejevna i teatret. Buketten med gerberaer var med, og de nød endnu en forestilling. Zoya troede, deres hyggestunder ville fortsætte, men Mark Anatoljevich rystede bedrøvet på hovedet. – Ved du, Zoya, jeg er ikke ung længere og tåler ikke sygdomme. Hvis jeg fortsætter med at gå ture, ender jeg nok snart syg igen! Det er jo vinter nu. – Så må du komme hjem til mig? – foreslog Zoya Timofejevna forsigtigt. – Det er nu lidt akavet… – svarede Mark Anatoljevich. – Det går nok! Efter nogle måneder begyndte Zoya Timofejevna at føle sig træt. Mark Anatoljevich kom næsten dagligt, og hun gjorde sig umage for at lave god mad til ham. Hun vidste, at en enlig mand ikke spiser lige så godt som en gift, og ville forkæle ham. Mark Anatoljevich spiste glad hendes kager, borsjtj og frikadeller. Han sagde heller ikke nej til dagligvarer med hjem, men… han gengældte ikke rigtig hendes omsorg. Blomsterne kom sjældnere, og i stedet for god chokolade til kaffen, var det tit bare en billig, tør pakke kiks. Hun forstod godt, han udnyttede hende – og på samme tid skammede hun sig over at være smålig. Han forstod vist ikke, at når man gæster en kvinde, tager man ikke altid tomhændet med! Men at sige det direkte turde hun ikke. Det eneste, der glædede hende, var at Mark Anatoljevich utålmodigt ventede på foråret, så han kunne vise sommerhuset frem. – Du skal bare se, Zoya, du vil elske det! Frisk luft, fuglesang, skønhed! Så kom foråret. En aften, efter at Mark Anatoljevich havde fået en solid omgang suppe og kage, halvliggede han på Zoya Timofejevnas sofa og meddelte endelig, at til weekend skulle de ud til hans sommerhus. “Endelig!” – sukkede Zoya Timofejevna lettet. Tidligt lørdag morgen tog hun sit flotte buksetsæt på og den brede hat – og ventede på Mark Anatoljevich. Han så lidt underligt på hendes tøj, men sagde ikke noget. Selv var han trukket i arbejdsdragt, gummistøvler og gammel solhat. De kørte længe. Til sidst kom de til et sommerhusområde. Zoya Timofejevna så måbende på det skæve stakit, nogle sølle små træer og en halvt faldet træbygning. – Hvad er det? – spurgte hun overrasket. – Det er mit sommerhus! – svarede Mark Anatoljevich stolt. – Du kan klæde om i skuret. Vælg bare en spade, du kan lide! – Hvilken spade?! – var Zoya Timofejevna ved at råbe. – Hvorfor har du taget mig med HER? – Hvorfor!? – Mark Anatoljevich var oprigtigt forbavset. – For at grave have! Hvad andet tager man på sommerhus for? Vi graver, planter, og til efteråret deler jeg gerne høsten med dig! Zoya Timofejevna kiggede på ham og begyndte at le. Hun lo højt og længe, indtil tårerne løb ned ad kinderne. – Nej tak! Det er nok, Mark Anatoljevich, jeg tager hjem! Du boede nok hele vinteren på min regning – nu skal jeg ikke også grave din have! – sagde hun og gik ad stien mod busstoppestedet, stadig grinende. – Så skulle jeg bare tage dig med til sommerhus for sjov?! – råbte Mark Anatoljevich efter hende. – Utrolige damer nutildags! Jeg tager hende med i teater, på gåtur, deler min høst… Skal det altsammen være gratis? Zoya Timofejevna kom hjem, lavede sig en stor kop te og fandt det sidste års hindbærsyltetøj. Den store, pelsede kat hoppede straks op på skødet og begyndte at spinde. – Sådan, Barsik, – klappede hun katten, – i min alder er det bedst at holde sig til at være ven med katten!