MAN KAN IKKE TRÆDE I DEN SAMME FLOD TO GANGE
“Hej, min dejligste!” – Jens plantede et højlydt kys på min kind, som om alt var, som det skulle være.
Jeg rykkede mig væk, væmmes ved lugten af en uges gammel sprut, der hang om min mand.
“Så, hvor har du rendt hele ugen, din dranker?” prøvede jeg endnu en gang at tage vores forhold op.
“Jeg var hos en ven. Trøstede ham. Hans kone er stukket af,” løj Jens, mens han fandt på en ny undskyldning.
“Interessant… Er du ikke bange for, at din egen kone pakker kufferten, mens du trøster drukvenner?” tændte jeg med det samme.
“Nej, det bekymrer mig ikke. Min kone elsker mig, det ved jeg. Hør nu, Lykke, giv mig lidt mad, min ven bød kun på blommer fra sin have,” sagde han forsonligt.
… Mit ægteskab med Jens var det andet for os begge. Vi havde forelsket os i første blik; det var vanvittigt og opslidende.
Vi var lige fyldt lidt over tredive.
Hans første kone, der havde lugtet lunten, kom til min arbejdsplads og fortalte med intime detaljer om deres hede nat:
“Jens var helt vild i nat. Han kyssede så godt… Så inderligt… Han var ved at miste forstanden!”
Jeg svarede roligt:
“Godt for dig! Fortsæt endelig!”
Men jeg vidste, at Jens var min og kun min. Jeg havde ondt af hans kone; hun havde givet ham to sønner og elskede ham. Jeg tog ham fra hende uden overhovedet at ville det.
… Vores stormfulde affære varede tre år. Ingen af os havde overvejet at forlade vores familier. Men båndet blev stærkere og stærkere. Alt rullede ned ad bakke, og det var umuligt at stoppe. Vi kunne ikke komme ud af det. Jens gav mig blomster i store bundter, inviterede mig på caféer og restauranter. Timer fløj i små bistroer, hvor vi bare holdt i hånden og så hinanden i øjnene. Vi gik fra hinanden og fandt sammen igen. Vi kendte konsekvenserne for vores familier. Skulle vi standse lavinen?
… Min første mand led under mine affærer og ønskede mig lykke i mit nye liv. Jeg forstod ham; alle vil have ro, hjemlig hygge, kærlighed. Hvem vil have en kone, der driver omkring?
Han prøvede ikke at gøre mig fornuftig, tværtimod ønskede han mig lykke og bebrejdede sig selv:
“Jeg fortryder, jeg ikke kunne holde dig fast…”
Snart sagde vores datter:
“Far skal giftes med en anden. De er vist forelskede. Snart bryllup. Han vil skilles fra dig, mor.”
Jens kone opdagede, at han gik til mig, og flåede hans pas i stykker, som om det skulle ændre noget.
Men jeg vidste ikke det vigtigste. Jens var alkoholiker, og hans mor hev mig til side og hviskede sammensvorent:
“Lykke, hvis du vil bo med min søn, så giv ham aldrig penge uden grund. Kun til cigaretter og busbilletter. Ikke mere. Lad ham ikke få adgang til husholdningsbudgettet. Han ødelægger alt på et øjeblik.”
Dengang tænkte jeg ikke videre over det en fejl, skulle jeg snart erkende.
Da Jens og jeg endelig blev gift, begyndte jeg at se sandheden.
Nu ved jeg alt om at leve med en alkoholiker.
Først troede jeg, at min kærlighed ville kunne forvandle ham, få ham til at droppe flasken og de dårlige venner. Min tro smuldrede dag for dag. Nu ønskede jeg bare, at Jens kunne gå hjem på egne ben og ikke krybe.
Jens kunne drikke i ugevis. Han stjal mine penge igen og igen. I mit første ægteskab lå pengene fremme; nu måtte jeg gemme dem. Jens pantsatte alle mine smykker gaver fra min første mand. At indløse dem, kunne han selvfølgelig ikke, for han arbejdede aldrig.
Den livsstil sled mig op… Jeg betalte for min stjålne kærlighed.
Jens manglede altid penge til sprut. Han kendte alle mine gemmesteder. Jeg skjulte, han stjal, sådan kørte det rundt. Løgne blev hans livsstil grov og gennemskuelig. Han svor troskab den ene dag, og næste dag var han væk. Jeg lette efter ham hos venner, slæbte ham hjem, tiggede, truede… Alt forgæves.
Jeg var desperat og vred på mig selv min første mand var afholdsmand. Hvad manglede jeg? Jeg blev ramt af kraftig allergi, måtte indlægges. Hjertet begyndte at slå uroligt, hovedpine hele tiden. Jeg gik i stykker, mens Jens bare drak videre.
Ti år gik i den pine. Til sidst havde jeg læst så mange kloge bøger, at jeg blev rolig og satte et ultimatum:
“Vælg mig eller drukvennerne. Jeg orker ikke mere!”
Jens svarede ikke med det samme. Valget var svært. Jeg pressede ikke på. Jeg var ligeglad, og smerten var borte. Kærlig lidenskab var sluppet op. Ærligt talt håbede jeg, Jens ville være mig utro så ville jeg have en undskyldning for at smide ham ud for altid. Men han var urokkeligt tro. Han sagde ofte:
“Lykke, en dranker har ikke brug for kvinder!”
Og det bekræftede han gang på gang
Da Jens fyldte fyrre, gik vi sammen til folkekirken. Han blev døbt. Jens ville det nu også selv han vidste, han gled mod afgrunden. Noget måtte gøres.
Efter dåben begyndte Jens at ændre sig, langsomt. Vennerne forsvandt; mange døde af sprutten, andre drev væk. Vores omgangskreds blev ordentlig.
Måske er det alderen, måske har Gud fået Jens forstand på rette spor, men nu drikker han kun med måde. Når han taler om sin store kærlighed til mig, siger jeg bare:
“Hold hellere mund. Jeg er ikke seksten, tror ikke på ord, kun på handlinger.”
Min sjæl er brændt ud, afkølet, lagt til ro.
Vi har skændtes utallige gange! Jens smed nøglerne i vrede, smækkede med døren og gik for altid. Jeg jagtede aldrig efter ham. Går du, så gå. Ofte drak han for 10 kroner, men sagde for 100. Men hver gang kom han tilbage, tryglede, tiggede om tilgivelse, gik på knæ og kyssede mine hænder.
Vin og fornuft følges ikke: Rusen larmer, forstanden tier.
En gang kom Jens hjem med en buket tørrede blomster.
“Her, Lykke, en gammel dame stoppede mig og insisterede på, at jeg skulle købe dem til min elskede,” prøvede han at forklare mit overraskede blik.
“Din gamle dame ramte plet. Se, det er som vores kærlighed. Tørret.” Jeg kunne ikke lade være med at håne ham.
“Men evig,” mumlede Jens fornærmet.
Jeg tilgiver Jens alt, og jeg har ondt af ham. Hvorfor gemme på gamle sorger? Det går jo kun ud over mig selv…
Men jeg tænker man kan godt gå tilbage, men det gamle kan aldrig genvindes.
Vi er stadig sammenJeg åbner vinduet og hører regnen tromme rytmisk på ruden. Luften er tung af forårsduft og forventning, som om noget nyt er på vej, men jeg mærker samtidig vægten af alt, der har været. Jens sidder i lænestolen med tomme øjne, og jeg kan næsten se hans gamle liv svæve omkring ham som tåger, der aldrig helt opløses.
Jeg lægger hånden på hans, og han ser op, øjnene fulde af håb, blandet med resignation.
“Ved du hvad, Jens? Nogle floder kan man ikke krydse to gange. Men vi kan stadig sætte os på bredden og mærke vandet glide forbi. Det er nok,” siger jeg, med en ro, jeg ikke troede jeg havde.
Han smiler svagt og lader en tåre glide ubemærket ned ad kinden.
Uden ord lover vi begge, at vi ikke vil prøve at genoplive det tabte. Vi samler tørrede blomster i en skål, stiller den midt på bordet. Den minder os om, at kærlighed kan fortsætte, selvom den ændrer form.
Og sådan lever vi videreikke fordi vi har glemt, men fordi vi endelig har lært at se hinanden, som vi er. Ikke den evige forelskelse, men den rolige accept. Floden glider stille forbi, og vi sidder sammen på breddeninderligt taknemmelige for, at vi stadig kan dyppe foden i nuet.
