Forskellige mennesker – Allan voksede op som en helt særlig pige. Både Simon og Maren vidste udmærket, at det var deres egen skyld. De forkælede hende alt for meget. Men hvordan kunne de lade være? Hun var så smuk, så nænsom, og hun havde været så svær at få. Maren havde ikke kunnet blive gravid. Det var de igennem alle læger for, endda i København. Men alle sagde, at alt var i orden. Hvis alt var i orden, hvorfor kom der så aldrig et barn? En gammel læge foreslog dem at prøve folkemedicin. Det gjorde de – fandt en klog kone, som gav Maren en stærkt lugtende urtedråbe. Hun drak den trofast, og blev til sidst gravid. Simon var så overvældet af lykke, at naboerne kunne høre ham. Graviditeten var så vanskelig, at Simon flere gange frygtede, at Maren ikke ville klare den. Hun var konstant syg, kunne hverken spise eller tåle lugte, og hænder og fødder svulmede op. Maren sov dårligt og gik sjældent udenfor. Da fødslen endelig gik i gang, var Simon lettet – men det blev kun sværere. Over 10 timers kamp, og til sidst kejsersnit. Pigen kom svag til verden og Maren mistede meget blod, var tæt på at dø. Men det gik. Maren kom sig, og efter en måned på børneafdeling vendte de hjem. Nu ventede endelig et rigtigt familieliv, som Simon altid havde drømt om. Da Allan var fem, sagde Simon: – Maren, vi skal bygge hus. En etværelses lejlighed går ikke, Allan vokser jo. Hun skal have sit eget værelse. Maren var enig, men pengene var knappe. Simon havde plan: “Bygger vi lidt ad gangen, skal det nok gå.” Men drømmen blev ikke til virkelighed. Allan blev alvorligt syg, først almindelige forkølelser, så komplikationer – en tur fra hospital til hospital. Familien tog store lån for at få hende rask, og behandlingen varede ca. tre år. Huset blev glemt, gælden pressede hele tiden. Da Allan blev mere selvhjulpen, tog Maren arbejde på fabrik. Lønnen var bedre, måske kunne de så en dag bygge. De blev først gældfrie, da Allan var 14. Og hun ville nu have nye kjoler, frakker. Da der nærmede sig studentereksamen, sparede forældrene sammen. Allan kom på universitetet, og Simon begyndte på husets vægge. Vinduer og døre var stadig brædder, men huset stod snart. To år senere, da de kom hjem fra byggepladsen, bankede det på – Allan stod i døren, højgravid, med en langhåret fyr ved sin side. – Mor – maven her, det er min og Ruslans barn. Nu skal vi bo sammen, og giftes. Ruslan nikkede og tyggede tyggegummi. Simon spurgte: – Allan, hvorfor har du ikke fortalt os noget? – Hvorfor, så I kan komme med jeres moralprædikener? – Hvad med studiet? – Det klarer jeg, Ruslan droppede ud, og han har det fint. Ingen af de unge arbejdede. Allan regnede med, at forældrene ville forsørge dem. Simon og Maren besluttede at flytte ud i det ufærdige hus – og give lejligheden til de unge som bryllupsgave. Der var intet i huset, men Maren var ukuelig. De arbejdede hver dag, Simon skånede hende for det tunge, men hun ville hjælpe. Indimellem kom Allan og tiggede penge. Simon mistede tålmodigheden og spurgte, hvorfor Ruslan ikke arbejdede. Han var ikke interesseret i hårdt arbejde, mente, at livet skulle være let. Anton, en nabo-dreng på 10-11 år, begyndte at hjælpe dem. Han boede med sin gamle bedstemor og blev hurtigt en del af familien. Bedstemoren, Petronella, blev også ven med Maren. Da Allan fik barn, fejrede Simon og Maren det sammen med naboerne. Men Ruslan begyndte nu at holde Maren væk. Allan blev irriteret over sin mors hyppige besøg. Simon og Anton blev tætte venner. Da Anton mistede sin bedstemor, overtalte Simon myndighederne til at lade Anton blive hos dem. Anton blev som en søn. Da Simon og Maren gik på pension, besluttede de at støtte Anton i uddannelse, og han overraskede dem ved selv at finde arbejde og altid besøge dem. Men så blev Maren alvorligt syg. Lægerne gav hende kun måneder at leve i. Simon ringede til Allan, som kun sjældent kom og hjalp. Da Maren blev sengeliggende, bad Simon om hjælp – Allan ville ikke, hun havde for travlt. Simon passede Maren til det sidste. Efter Marens død blev Anton familie, mens Allan kun kom for penge eller ejendele. Simon blev syg, ringede til Allan, men hun var ligeglad. Anton og hans kæreste, Alena, hjalp Simon og lavede mad. Til sidst bad Simon Anton om at skaffe en notar. Han ville give huset til Anton som bryllupsgave. Simon døde. Anton fandt et brev: “Anton, hvis du læser dette, er jeg borte. Jeg giver dig huset som gave. Du er min søn.” Allan og Ruslan gik rundt med et målebånd for at vurdere huset. Allan blev rasende, da hun fandt ud af, hun intet fik. – Den gamle idiot er helt fra forstanden! Vent bare, det her er ikke slut! Hun forlod huset, fyldt af had.

Forskellige mennesker

Mette voksede op som et ekstraordinært barn. Søren og Malene vidste godt, at det var deres egen skyld. De forkælede hende alt for meget. Men hvordan kunne de lade være? Hun var så smuk, så sart, og hendes tilblivelse havde været en kamp. Malene havde ikke kunnet blive gravid, lige meget hvad de prøvede. Alle læger, selv i København, sagde, at alt så fint ud. Alligevel kom der ingen barn.

En gammel læge i Odense foreslog dem til sidst at prøve en gammel huskur. Malene fik en ildelugtende snaps af en kone i Ringe det skulle hun tage nogle dråber af dagligt. Hun væmmedes, men gjorde som hun blev sagt, og så blev hun faktisk gravid. Søren var så glad, at hele opgangen i deres lejlighedshus hørte ham juble.

Men graviditeten blev næsten umulig at bære. Malene havde det så skidt, at Søren flere gange frygtede, om barnet ville overleve. Hun kastede op, kunne ikke engang tåle lugte, og hævede op overalt. Søvn var sporadisk, hun gik sjældent ud. Da veerne satte ind, åndede Søren lettet op, men det blev bare værre. Efter ti timers pinsler, måtte lægerne lave kejsersnit. Den lille pige, Mette, var svag og træt. Malene mistede meget blod og svævede mellem liv og død i to dage. Men hun kom sig, og efter næsten en måned på H.C. Andersen Børnehospital, kom mor og datter endelig hjem. Søren var lykkelig.

Nu skulle de endelig være en rigtig familie. Nu kunne Søren mærke, at hans drøm gik i opfyldelse.

Da Mette fyldte fem, kom Søren hjem og satte sig overfor Malene:
Malene, vi skal bygge hus. Hvordan skal vi leve tre personer på et værelse? Nu er Mette lille, men hun vokser jo, og alle piger bør have deres eget værelse.
Malene så forskrækket på ham hvor skulle de få penge? Søren havde en plan. Hvis de byggede lidt ad gangen, kunne det lade sig gøre. Man skulle bare ikke skynde sig. Malene lyttede og blev enig et hus var familien værdig.

Men det blev ikke til noget. Et halvt år senere blev Mette alvorligt syg. Først forkølet, så mellemørebetændelse, og snart var de faste gæster på hospitaler rundt om på Fyn. Familien kom i dyb gæld. Tre år tog det, før Mette var helt rask.

Drømmen om hus gled i baggrunden. Nu galdt det om bare at komme ud af gælden. Malene forstod, Søren stadig drømte, men det lå blomstrende i tavsheden.

Da Mette blev mere selvstændig, tog Malene arbejde på slagteri i Svendborg. Pengene var bedre, og hvis begge knoklede, kunne Søren måske få sit hus. Gælden blev først betalt, da Mette var fjorten. Og som piger vokser, vokser også deres ønsker: en ny kjole, en frakke som veninden Agnes havde. Snart var studentergildet på trapperne. Malene og Søren sparede lidt op, og tænkte: Når Mette er færdig, skal hun sikkert flytte hjemmefra, og så starter vi.

Men igen blev alting anderledes. Mette kom ind på universitetet i Aarhus, og flyttede. Forældrene var stolte. Søren begyndte langsomt at bygge huset op på egen hånd. Vinduer og døre var stadig bare plader, men huset stod med mure og tag.

To år senere, en søndag efter byggedag, ringede det på døren. Malene gik ud og dér stod Mette, højgravid, flankeret af en langhåret fyr.
Mette, hvad sker der? spurgte Malene forfærdet.
Slap nu af, mor. Der er en baby i maven! Og det her er Rune. Vi flytter sammen og gifter os.
Rune nikkede og gumlede på tyggegummi.

Søren gik ind i stuen. Ved bordet talte han først.
Mette, hvorfor har du ikke sagt noget?
Jeg gider ikke høre moralprædikener.
Hvad med studiet?
Studiet Rune droppede på første år, og klarer sig. Så kan jeg også.
Hvor skal I arbejde? Skal I bo på gaden med et barn?
Jeg har da jer! sagde Mette lidt trodsigt.
Søren gik ud i køkkenet for at undgå at sige noget han ikke kunne tage tilbage. Senere kom Malene. De faldt tavse i søvn på gulvet under et uldtæppe de unge sov på sofaen.

Om morgenen foreslog Søren:
Malene, vi flytter ud i huset. Gør et rum klar, resten kommer lidt efter lidt. Lejligheden giver vi de unge som bryllupsgave.
Malene sagde ja, og de unge blev glade. Søren og Malene tog kun det nødvendige med, så de unge kunne få lidt møbler. Da flyttemanden skulle køre, sagde Søren til Mette:
Nu er lejligheden din. Vær en god værtinde.
De krammede, og Søren og Malene tog ud til det halvfærdige hus.

Der var intet i huset, men Malene mistede ikke modet. Hun arbejdede, lavede mad, vaskede tøj i balje, bar vand over fra brønden, og hjalp Søren med sten og cement. Søren prøvede at skåne hende for det hårde, men hun ville bare hjælpe. Af og til dukkede Mette op og bad om penge. Forældrene hjalp, men byggeriet slugte alt.

En dag besøgte Søren og Malene de unge:
Så, arbejder Rune stadig ikke? spurgte Søren.
Nej, han har ikke fundet noget relevant. Byggepladser, der slider man sig op for småpenge, sagde Mette.
Men han må da forsørge sin familie? Søren ville høre det direkte fra Rune. Rune kiggede på Mette. Hun tav. Han så på svigerforældrene:
Jeg troede ikke, jeg skulle bære mursten resten af livet.
Nej, men du stifter familie! Der falder ikke bare guldpenge ned fra himlen. Voks op, sagde Søren.

Da de gik, gik Mette med ud til grinden.
Far, Rune gider ikke hjælpe jer med huset. Det er jeres projekt!
Søren tav bare. Malene trykkede nogle sedler i datterens hånd kroner, ikke rubler uden Søren gjorde ophævelse.

En uge efter fik Rune et job ikke på byggepladsen, men som altmuligmand oppe på kommunekontoret. Lønnen var mindre, men han virkede tilfreds. Søren og Malene var lettede.

Mellem havearbejdet og cementen kom nabodrengen ind på matriklen. Han hed Anders, boede med sin bedstemor Fru Jensen i et lille hus bag æbletræerne. Anders var genert, men ville gerne hjælpe. Han fortalte, hans forældre var døde, og Fru Jensen var svagelig.

Må jeg komme og hjælpe jer nogle gange, når der ikke er skole?
Søren og Malene smilede og sagde ja. Fru Jensen var glad: Bedre end at sidde og kæle for katten. Ler at arbejde! Din mand kan noget, Malene.

Om aftenen inviterede Malene Fru Jensen til te. Man skal være gode venner med sine naboer, sagde hun.

Efterhånden blev Anders et familiemedlem. Søren lærte ham murarbejde, og Malene og Fru Jensen snakkede om strik og barndom. Da Anders skulle begynde i skolen, tog Søren ham til Odense og købte jakkesæt og skoletaske Min Anders, du er som min søn!

En vinteraften flere år senere løb Anders til huset. Han var bleg, og Malene forstod straks at Fru Jensen lå for døden. Malene gik over; den gamle lå i sengen, og Malene mærkede, at nu var det tid. Begravelsen blev ordnet, og Anders flyttede ind til Søren og Malene. Kommunen accepterede, at Søren blev hans værge, og de fik lidt støtte.

Samtidig kom Runes søster og hendes baby på besøg manden havde smidt dem på porten. Lejligheden blev et kaos. Men Mette klagede ikke, og Søren og Malene holdt sig væk. Anders blev mere og mere familiens søn, bar indkøb, passede på dem.

Da Søren og Malene blev pensionister, besluttede de at Anders skulle have en uddannelse. De ville støtte ham. Men Anders overraskede dem med det samme han begyndte at læse, fandt han et arbejde om aftenen. Weekenderne tilbragte han hos Søren og Malene, med små gaver og kram.

Så blev Malene syg. Hun tabte sig, blev træt. Søren var nervøs 60 er ingen alder! Han overtale hende til hospitalet, og lægen sagde:
Malene har kræft. Fremskreden. Højst et halvt år tilbage.
Søren følte verden styrte sammen. Han ringede til Mette.
Mette, mor er syg.
Det er trist, men hvad kan jeg gøre?
Hun har kræft, og der er kun få måneder tilbage, græd Søren.
Jeg kommer i morgen, sagde Mette og lagde på. Søren følte noget mørkt presse sig på.

Mette kom én gang på besøg. Da Malene blev sendt hjem, sagde lægen, hun snart skulle have hjælp til alt. Søren var klar. Han håbede, deres voksne datter ville træde til. Men da dagen kom, og han ikke kunne klare badet alene, ringede han til Mette.
Mette, kan du komme og hjælpe?
Åh, far, er det nu igen? Skal jeg også rendte frem og tilbage hver dag? Måske, men jeg lover intet.
Søren ventede hele dagen, men hun kom ikke. Det er vores egen skyld tænkte han.

Til sidst gjorde han det selv, langt ud på natten, mens Malene græd:
Hvorfor er det sådan her? For dig er det jo også en pinsel!
Malene, uden dig har jeg jo intet.
Skal du ikke gifte Anders bort?

En måned senere døde Malene. Anders græd åbent han var bare 22 og lige færdig på gymnasiet. Søren havde holdt sygdommen skjult så længe han kunne.

Anders flyttede til sin hjemby, fandt en lille lejlighed og arbejde som ingeniør. Søren vidste, chefen kunne lide ham, og ønskede ham alt godt. Søren var ensom, men huset var nu smukt varmt, velholdt, med Marlenes planter i haven. Anders kom ofte forbi bare for te og snak. Søren foreslog ham mange gange at flytte ind, men svaret var altid: Jeg klarer mig selv.

Mette kom sjældent enten for at låne penge eller tage noget med hjem. Hun forestillede sig, hvordan huset kunne rumme dem alle. Rune og Søren kunne ikke sammen, så hun blev boende på 30 kvadratmeter.

Søren blev gammel, og Malenes død havde gjort noget ved ham hjertet begyndte at drille, åndenød kom snigende. Han tog piller som naboen anbefalede, mod Anders’ protester: Du må da til læge. Søren slog det hen: Det er bare alderen.

En aften blev det slemt. Søren tog sin nitroglycerin, men intet hjalp så ringede han til Mette.
Mette, mit hjerte svigter…
Tag en pille eller ring efter lægevagten! Jeg har travlt!
Hun lagde på. Søren ringede så til Anders.
Anders, jeg har det dårligt.
Jeg kommer straks, sagde Anders.

Han kom med sin kæreste, Lene, ambulanceassistent. Hun undersøgte Søren og ringede til Falck. Anders var der, og de kom igen hver dag på skift. Søren så på Lene: Du er den rigtige for Anders! Men de ville vente lidt, til de kunne spare op til eget hus.

Da Søren skulle hjem fra sygehuset var det Lene og Anders, der kom. Mette havde ikke tid Tag en taxa, far. Lene lavede mad til ham for to dage, så han bare skulle varme op.
Det er ikke noget, Søren. Bare spis og hvil dig.
Søren smilede. Det var kærligt.

Næste dag kom Mette. Hun spurgte, hvordan han havde det. Søren kunne ikke lade være:
Du kom ikke på sygehuset…
Der var jo læger nok. Skulle jeg have spurgt fri? Ville det gøre en forskel?
Ja, selvfølgelig. Du er min datter.
Hold op med at klynke! sagde Mette og hævede stemmen.
Skælder du også ud? Din mor lå her, du kom ikke. Nu heller ikke til mig. Er du overhovedet vores barn?

Nu eksploderede Mette: Jeg er så træt af dig! Hvornår dør du? Du sidder her alene i et palæ, mens vi ligger oven på hinanden! Pinligt! Du lever ikke rigtig, du er bare til besvær!

Nå, så det er huset du vil have? Hvorfor hjalp du aldrig med byggeriet? Hver dag knoklede vi, mens du og Rune sov. Da var huset ikke værd noget!

Mette stormede ud og smækkede døren. Søren mærkede kun ro han havde ventet noget lignende. Nu måtte han beslutte sig.

Han lagde sig til at sove, og håbede Malene ville dukke op igen i drømmen. Natten blev stille. Om morgenen ringede Anders:
Søren, hvordan går det?
Fantastisk, Anders. Jeg vågnede frisk. Lene er en fantastisk kok!
Tak, jeg ved det.
Anders, kan du finde en notar, der kommer ud til huset?
Ja, men hvorfor?
Der er nogle papirer jeg skal ordne.
Okay, jeg finder ud af det.

Klokken tre kom notaren. Han undrede sig over dispositionen, men gjorde sit arbejde. Da han gik, følte Søren sig lettet. Han skrev et brev:

Anders, hvis du læser det her, er jeg borte. Lad ikke sorgen tage dig, jeg er hos Malene nu. Lene er fantastisk, og du er som min egen søn. Få dig et godt liv, gift dig snart huset er din bryllupsgave. Du fortjener det, og du må ikke sige nej. Dine hænder har formet dette hus, og du har holdt af mig som din far. Malene har altid sagt vi skulle gøre det sådan.

Søren lagde brevet i konvolutten med et billede af ham og Malene, lagde sig på divanen og mindedes deres liv.

Anders hjalp Lene ud af bilen, med en pose frugt under armen. De gik ind ad havelågen, og undrede sig normalt stod Søren og ventede. Døren var åben. Anders gik hurtigt ind, og så Søren på divanen, med billedet i hånden. Frugterne trillede ud over gulvet.

Far…

Lene var allerede henne, og rystede på hovedet. Anders græd, knælende ved siden af Søren. Lene lod ham være. Hun vidste, hvor tæt de var.

Senere kom Mette og Rune. Anders fandt brevet, og læste det til Lene. Hun pegede på Mette:
Mette, din far har skrevet et brev. Det er til mig, men I skal nok læse med.
Mette læste, blev rød i hovedet og råbte højt:
Den gamle stakkel! Han har mistet hovedet fuldstændigt! Skulle være død for længst mens han stadig kunne tænke!
Hun fór ud af huset som en kugle fuld af vrede og misundelse.

Alt gled ind i mærkelige farver, æbleblomst og cement, barndommens lyse og mørke var som granit og sukker, og over alt det svævede Mettes barndom, Anders’ følelser og Marlenes latter, mens husets mure mindede om et drømmeslot i evigt forandring, og Søren gled stille til ro.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

3 × four =

Forskellige mennesker – Allan voksede op som en helt særlig pige. Både Simon og Maren vidste udmærket, at det var deres egen skyld. De forkælede hende alt for meget. Men hvordan kunne de lade være? Hun var så smuk, så nænsom, og hun havde været så svær at få. Maren havde ikke kunnet blive gravid. Det var de igennem alle læger for, endda i København. Men alle sagde, at alt var i orden. Hvis alt var i orden, hvorfor kom der så aldrig et barn? En gammel læge foreslog dem at prøve folkemedicin. Det gjorde de – fandt en klog kone, som gav Maren en stærkt lugtende urtedråbe. Hun drak den trofast, og blev til sidst gravid. Simon var så overvældet af lykke, at naboerne kunne høre ham. Graviditeten var så vanskelig, at Simon flere gange frygtede, at Maren ikke ville klare den. Hun var konstant syg, kunne hverken spise eller tåle lugte, og hænder og fødder svulmede op. Maren sov dårligt og gik sjældent udenfor. Da fødslen endelig gik i gang, var Simon lettet – men det blev kun sværere. Over 10 timers kamp, og til sidst kejsersnit. Pigen kom svag til verden og Maren mistede meget blod, var tæt på at dø. Men det gik. Maren kom sig, og efter en måned på børneafdeling vendte de hjem. Nu ventede endelig et rigtigt familieliv, som Simon altid havde drømt om. Da Allan var fem, sagde Simon: – Maren, vi skal bygge hus. En etværelses lejlighed går ikke, Allan vokser jo. Hun skal have sit eget værelse. Maren var enig, men pengene var knappe. Simon havde plan: “Bygger vi lidt ad gangen, skal det nok gå.” Men drømmen blev ikke til virkelighed. Allan blev alvorligt syg, først almindelige forkølelser, så komplikationer – en tur fra hospital til hospital. Familien tog store lån for at få hende rask, og behandlingen varede ca. tre år. Huset blev glemt, gælden pressede hele tiden. Da Allan blev mere selvhjulpen, tog Maren arbejde på fabrik. Lønnen var bedre, måske kunne de så en dag bygge. De blev først gældfrie, da Allan var 14. Og hun ville nu have nye kjoler, frakker. Da der nærmede sig studentereksamen, sparede forældrene sammen. Allan kom på universitetet, og Simon begyndte på husets vægge. Vinduer og døre var stadig brædder, men huset stod snart. To år senere, da de kom hjem fra byggepladsen, bankede det på – Allan stod i døren, højgravid, med en langhåret fyr ved sin side. – Mor – maven her, det er min og Ruslans barn. Nu skal vi bo sammen, og giftes. Ruslan nikkede og tyggede tyggegummi. Simon spurgte: – Allan, hvorfor har du ikke fortalt os noget? – Hvorfor, så I kan komme med jeres moralprædikener? – Hvad med studiet? – Det klarer jeg, Ruslan droppede ud, og han har det fint. Ingen af de unge arbejdede. Allan regnede med, at forældrene ville forsørge dem. Simon og Maren besluttede at flytte ud i det ufærdige hus – og give lejligheden til de unge som bryllupsgave. Der var intet i huset, men Maren var ukuelig. De arbejdede hver dag, Simon skånede hende for det tunge, men hun ville hjælpe. Indimellem kom Allan og tiggede penge. Simon mistede tålmodigheden og spurgte, hvorfor Ruslan ikke arbejdede. Han var ikke interesseret i hårdt arbejde, mente, at livet skulle være let. Anton, en nabo-dreng på 10-11 år, begyndte at hjælpe dem. Han boede med sin gamle bedstemor og blev hurtigt en del af familien. Bedstemoren, Petronella, blev også ven med Maren. Da Allan fik barn, fejrede Simon og Maren det sammen med naboerne. Men Ruslan begyndte nu at holde Maren væk. Allan blev irriteret over sin mors hyppige besøg. Simon og Anton blev tætte venner. Da Anton mistede sin bedstemor, overtalte Simon myndighederne til at lade Anton blive hos dem. Anton blev som en søn. Da Simon og Maren gik på pension, besluttede de at støtte Anton i uddannelse, og han overraskede dem ved selv at finde arbejde og altid besøge dem. Men så blev Maren alvorligt syg. Lægerne gav hende kun måneder at leve i. Simon ringede til Allan, som kun sjældent kom og hjalp. Da Maren blev sengeliggende, bad Simon om hjælp – Allan ville ikke, hun havde for travlt. Simon passede Maren til det sidste. Efter Marens død blev Anton familie, mens Allan kun kom for penge eller ejendele. Simon blev syg, ringede til Allan, men hun var ligeglad. Anton og hans kæreste, Alena, hjalp Simon og lavede mad. Til sidst bad Simon Anton om at skaffe en notar. Han ville give huset til Anton som bryllupsgave. Simon døde. Anton fandt et brev: “Anton, hvis du læser dette, er jeg borte. Jeg giver dig huset som gave. Du er min søn.” Allan og Ruslan gik rundt med et målebånd for at vurdere huset. Allan blev rasende, da hun fandt ud af, hun intet fik. – Den gamle idiot er helt fra forstanden! Vent bare, det her er ikke slut! Hun forlod huset, fyldt af had.
Knuste forventninger