Knuste forventninger
Simon stod i stuen og kneb nervøst den lille fløjlsæske i hånden. Han havde gennemgået sin tale utallige gange indeni hvert ord, hver pause, præcis som han havde planlagt det. I dag skulle alt lykkes, helt perfekt! Ikke plads til slinger i valsen
Han trak vejret dybt og forsøgte at tøjle uro i kroppen, men hjertet bankede alligevel helt oppe i halsen. Han forestillede sig lige, hvordan han ville åbne æsken, hendes blik, ringen der glimtede
I det samme lød en velkendt, let stemme ude fra entreen:
Simse, er du hjemme?
Simon fór sammen. Tiden stoppede nærmest op. Uden at tænke stak han æsken ned i jeanslommen og tørrede de svedige hænder i buksebenet med lidt for hastige, urolige bevægelser.
Er lige her, fik han presset frem, lidt hæst og alt for spændt. Han hostede for at samle sig lidt og tilføjede roligere: Jeg kom hjem for ikke så længe siden.
Da Simon mødte Signe i døren, kyssede han hende blidt på kinden. Den lune hud og den svage parfume duft bragte ham kort ud af balancen men hurtigt gled blikket ned til posen hun bar på. Den så ærlig talt tung ud. Simon rynkede panden og mærkede et stik af bekymring for hende.
Åh Signe dog, hvorfor slæber du selv rundt på alt det der? Du ved jo, du skal passe på dig selv, sagde han dæmpet og tog posen ud af hendes hånd.
Hun smilede skævt, sådan på den der vide måde og lod blikket glide hen over ham. Signe registrerede straks hvor nervøst han sank en klump og hvordan fingrene rystede let over posen. Der var noget under opsejling.
Hvad foregår der? spurgte hun og vippede hovedet lidt. Du virker urolig, Simon.
Han rystede på hovedet, men så hurtigt, at Signe kun blev endnu mere sikker.
Næ, slet ikke bare en arbejdsting, det hele hænger lidt i luften. Altså, ikke noget alvorligt bare lidt stress. Kender du ikke det?
Han snuppede sin egen arm forkert, fornemmede at han snakkede sig ud af det, og skyndte sig at skifte emne:
Er du sulten? Jeg har lavet lasagne, den du elsker tænkte jeg, det ville være hyggeligt, når du kom hjem.
Emnet mad var et sikkert land. Her kunne han mere end kontrollere situationen. Han sendte hende et oplivende smil og håbede, det dækkede over den indre uro.
Nej tak, jeg spiste lige med en kollega på caféen. Men en kop te siger jeg ikke nej til. Vi skal også snakke sammen, sagde hun stille.
Ordene ramte ham som et stød. Han tænkte straks, har hun luret mig? Sveden sprang frem i håndfladerne, klumpen satte sig fast i halsen. Simon nikkede, gestikulerede hurtigt for at få hende ud i køkkenet og prøvede at få styr på sig selv. Bare rolig, Simon, ellers går det hele skævt. Han frygtede, han ville komme til at hakke i det, rødme, kigge vækog så ville intet blive sagt, efter alt det forberedelse!
De gik ud i køkkenet sammen. Simon satte kedlen overlidt for voldsomtog rodede formålsløst med kopper og dækkeservietten på bordet, som om den pludselig var i vejen.
Er det noget alvorligt? fik han endelig frem, prøvede at lyde afslappet, men stemmen blev lige høj nok og det sidste næsten for hurtigt. Eller skal du hellere have en øl i stedet for te?
Han prøvede at smile, men det blev stramt og lidt krampagtigt. Hvad mon hun vil sige?
Te er fint, sagde hun roligt og satte sig ved bordet. Det er bedst at holde hovedet koldt til den slags samtaler.
Simon stivnede med koppen i hånden. Kedlens stille fløjten lød hammrende højt. Han satte koppen tilbage, vendte sig mod Signe og tog en dyb indånding for at kontrollere rystelserne i hænderne. Nu afgøres det hele. Nu eller aldrig
Han blev usikker af et eller andet i hendes stemme. For alvorlig pauserne for veje. Hvad vil hun sige? Måske har hun endelig tacklet det der nye jobtilbud? Han så det straks for sig: hende på forretningsrejser, ses sjældnere, notifikationer fra fremmede i hendes telefon nej, det havde han svært ved at håndtere.
Du ved begyndte Signe, kiggede ned i sin tekop der er sket noget, der fik mig til at tænke over hele min fremtid. Hvad jeg egentlig vil? Om jeg skal bo her hele livet? Har jeg lyst til familie og børn? Trives jeg i mit job? Jeg har overvejet det længe. Og jeg har besluttet mig: jeg vil lave om på det hele.
Hun sagde det stille, men med overbevisning han kunne høre viljen tone igennem. Hendes blik veg ikke fra ham, som om hun ville sikre sig, han virkelig forstod alvoren i hendes ord.
Simon mærkede munden blive tør. Han tog en hurtig slurk af teen, men den smagte pludselig modbydeligt bittert. Han satte koppen fra sig så stille, han kunne. Udad virkede han rolig; skuldrene lige, blikket frem, munden spændt i et svagt smil. Men indeni hamrede tankerne rundt, hvad mente hun egentlig?
Hvad mener du, Signe? stemmens sidste del vibrerede alligevel lidt, men han rettede sig hurtigt op.
Han kiggede, ventede, prøvede at aflæse hendes ansigt, øjne, alt. Alle de spørgsmål i hovedet
Signe talte lavt, næsten som hvis ordene hang i luften og var svære at sige. Hun kiggede ned i bordet, trak og drejede på teskeen, som om det hjalp hende at finde ordene.
Jeg har besluttet at skifte job, skifte by, finde nye venner og ja, også nye relationer. Simon, du er en god fyr, virkelig men du kan ikke give mig det, jeg vil have. Ja, du tjener fint, har din lejlighed, bil, det hele. Men du er for tilfreds! Jeg vil have mere stor villa med udsigt, fremmede lande, guld og pelse!
Simon lyttede, og med hvert ord knækkede noget inde i ham. Han håbede at høre bare en snert af usikkerhed, måske at hun ikke selv troede på det hun sagde. Men nej, det kom overbevisende. Han ville protestere, men i stedet greb han det mest absurde, spontant:
Du hader jo ægte pels? sagde han og løftede brynet. Kan du huske, da jeg købte den pelsvest til dig? Du var rasende! Du talte om hvor synd det var for dyrene
Han trak på smilebåndet, tænkte på dengang. Det havde været lidt af en scene. Nu virkede det nærmest rørende, at han klamrede sig til sådan en detalje.
Signe så pludselig såret og vred ud hun havde ventet alt andet end netop det. Hun havde forberedt denne samtale, og Simon sad fast i detaljer.
Hvor er det typisk Er det alt, du har at sige? hun knyttede næverne, åbnede dem igen, prøvede finde sit fodfæste. Hun ville have ham til at forstå, ville have en reaktion, diskussion, noget!
Simon lænede sig lidt tilbage, nærmest rolig.
Det er ikke ingenting. Men hvorfor lige i dag? Og hvorfor slæbe varer hjem, hvis du alligevel forlader os senere? Altså, jeg klarer fint dagligvarer selv, sagde han almindeligt.
Det gjorde hende rasende. Hun havde brugt al sin energi på denne afskedog han spurgte ind til aftensmad?
Signe rejste sig brat, stolen skred langs gulvet med et bump. Hendes øjne skinnede af gråd, raseri, eller begge.
Følelseskold idiot! Hvorfor i dag? Fordi jeg har mødt en, der kan give mig det, jeg ønsker mig! Han er driftig, ambitiøs ikke som dig, der sidder her og bliver i det samme!
Hun åbnede op for alt, hun havde gået med, gik tættere på, næsten desperat efter at se ham reagere.
Men Simon sad helt stille, arme over kors. Hans udtryk var urørligt, han var revet midt over indeni, men lod intet slippe ud.
Et par sekunder gik og så spurgte han stille:
Og varerne?
Det ramte Signe som en lussing. Hun rystede på hovedet i vantro.
Kan du ikke høre dig selv?! skreg hun næsten. Er du ligeglad?!
Han løftede blikket, kiggede hende direkte i øjnene, uden vrede, uden tårer.
Ja, faktisk. Tror du jeg kaster mig på knæ, lover at ændre alt for din skyld, Simon bliver workaholic, bare for dit næste infald? Synes du ikke, det er lidt meget?
Hun stod stum, mistede ordene, hun opdagede pludselig: han vil ikke kæmpe for hende. Ikke trygle, ikke forandre sig. Og på en eller anden måde brast noget indeni.
Du prøver slet ikke? hviskede hun, forvirret.
Hvorfor? Du har jo besluttet dig, sagde han roligt. Jeg går ikke på knæ, og jeg ændrer mig ikke for dig. Hvis du vil væk, er det din beslutning.
Hun knyttede hænderne så hårdt, at neglene sank ind, ansigtet blussede. Hun havde forventet drama, skænderi, at han ville hun skulle blive. Men han lignede bare én, der var ligeglad.
Det kunne du da prøve ræsede hun ud, mere vred end ked af det.
Simon løftede brynene let, næsten ked af det på hendes vegne.
Du har vist lovlig høje tanker om dig selv, Signe. Det var bekvemt, klart. Men det er mange ligesom dig i København, tro mig. Måske var det meget rart, at du tog beslutningen først så slap jeg for at fremstå som en idiot.
Hans rolige stemme var værre end alt det andet for Signe. Hun tog et skridt frem, næverne knyttede sig igen.
Hvordan kan du sidde der så roligt?
Skulle jeg græde? Hvis vi skal skilles, så hellere nu end om fem år, sagde han stille og modigt.
Tung tavshed, kun uret tikkede køligt tidens gang. Signe stod, åndede tungt, kunne ikke finde ord den der blanding af vrede og tomhed. Det hele var så anderledes, end hun havde forestillet sig. Ingen tårer, ingen indvendinger
Et skarpt smæk; for sent mærkede hun sin hånd ramme hans kind. Han bevægede sig ikke meget, vendte bare hovedet og så på hende uden et ord.
Han sad der stadig, da hun stormede ud i værelset, fandt sin kuffert frem og begyndte at kyle sine ting ned i den. Bluser, jeans, sko alt råt for usødet, nærmest forundret over, hvor hurtigt det gik.
Simon sad stadig i køkkenet, bøjet hen over bordet, fingerspidserne presset mod tindingen. Indeni havde han mest af alt lyst til at sparke til noget. Men han måtte ikke tabe kontrollen havde forberedt dette øjeblik så længe, og nu løb det ud mellem hænderne. Han elskede Signe. Han havde sparet op i månedsvis for den ring Æsken, nu gemt i lommen, havde han båret rundt på hele ugen.
Han havde hørt, hvordan hun trak skabe op, lynede kufferten, smed rundt med tøjet. Han tænkte på hendes drøm huset i Holte eller måske lige nord for Østerbro. Hun havde beskrevet haven, værelserne, lukket kvarter, grænsende op til skoven. Og han havde sagt ja, Simon havde fantaseret videre kigget på boligsider, regnet på lån, sparet op, arbejdet over flere og flere aftener, men aldrig fortalt hende det. Han ville overraske hende. Engang.
Nu, midt i køkkenet med hele fremtiden styrtet sammen, kunne Simon kun tænke på ét spørgsmål:
Hvorfor sker det her nu, hvor jeg næsten har nået målet?
Han slæbte sig ud på badeværelset. Blodet dunkede mod tindingen. Han så mærket fra hendes lussing i spejlet det svulmede let, sved. Du slår stadig hårdt, Signe, tænkte han. Han kastede koldt vand i ansigtet. Så lød døren i entreen hun var væk.
Simon gik ud i gangen, kiggede ind i soveværelset åbne skabe, vasketøj, lommetørklæde på gulvet. Hurtigt var hun gået! Stort set intet var tilbage. Han kørte hånden ned i lommen, fandt den bløde æske, klemte den hårdt. Så, stadig uden at tænke, kastede han æsken hårdt mod skraldespanden, så det ramte kanten og faldt ned i rummet sammen med reklameaviser og gulerodsskræller.
Der hører den hjemme, tænkte han. Nu var det bare tomhed, ingen gråd, ingen vrede kun det, at noget var tabt.
Ude på gaden gik verden viderecyklerne kørte, børn legede fange. Men Simons egen verden var faldet fra hinanden.
************************
Signe gik med hovedet højt, overbevist om, at nu blev livet noget andet. Hendes rige beundrer var dog væk på få uger, hadede drama og skred uden at sige et ord. Ignorerede hende fuldstændig.
Hun skældte ud, ærgrede sig, græd. Igen og igen dukkede Simon op i tankerne hans rolige stemme, det mådeholdne smil, den varme, der havde ligget i hans ord den sidste aften. Pludselig virkede det ikke koldt, men som respekt for sig selv og for hende.
Efter en måned trak hun vejret dybt, tog sin pæneste kjole på, dækkede trætte øjne med mascara og gik op til hans opgang. Fingerspidserne gled over stoffet, mens hun samlede mod. Hun ringede på.
Simon var lang tid om at åbne. Sjusket hår, badekåbe, morgenbrød og te i hånden. Han ændrede ikke en mine, da han så hende.
Simon, jeg begyndte hun, men han afbrød:
Lad nu være.
Må jeg sige noget? Jeg indrømmer alt. Jeg fejlede. Jeg vil gerne komme tilbage.
Han stillede tekruset, lagde armene over kors.
Tilbage? ordet lød mærkeligt, næsten fremmed for ham. Til hvad, Signe? Os findes ikke længere.
Man kan jo begynde forfra! Jeg mener det virkelig. Jeg kræver ikke mere end dig. Bare én chance
Han rystede på hovedet, trak på smilebåndet på den triste måde.
En chance for hvad? At du render, når nogen hvisker om muligheder et andet sted? Nej. Jeg spiller ikke det spil.
Jeg købte faktisk en ring til dig den dag. Havde endda tænkt mig at fri røg i skraldespanden, skulle du vide. Men nu beholdt jeg den. Som en påmindelse. Om hvor materialistiske nogle kan være.
Signe sagde ikke mere. Øjnene blev blanke, men hun tog sig sammen. Hun nikkede, vendte om og gik.
Simon lukkede døren, gik ind i køkkenet og fandt æsken igen. Han holdt den lidt, mærkede det bløde fløjl, så lagde han den tilbage.
Det var forbi.
