Svigerdatteren, Ingrid, kunne ikke døje sin svigerdatter. Nej, det var ikke den evige kamp mellem svigermor og svigerdatter hun følte bare ingen varme for hende.
Hvad var der at holde af ved sådan én? Når hun åbnede munden lød det som et gammelt horn under storm, det ene øje kiggede lidt skråt, ansigtet var dækket af fregner, puh, hvad var det for en kvinde, sådan én? Håret lignede en blakket hestehale, groft og stridt, hun selv ranglet som et siv, arme som grene, ben lige så stive, og øjnene, lyse og svømmende, store og stive…
Nej, Ingrid syntes ikke om hende, hun faldt ikke i hendes smag.
Det var sønnen, Mads, som havde hentet hende, fra langt borte, sikkert fra en fremmed egn i Jylland hvor alle måske så sådan ud. De var jo anderledes her, små, mørkøjede, blødt lyst hår som hør, hud så ren, bygget noget tættere, som naboens datter, som Ingrid havde lagt mærke til tenkte hende som svigerdatter, hun hed Solveig Mørk, kunne synge, altid fuld af latter og aldrig for doven. Den pige, det var noget ved.
Selv med Solveigs far, Hans, var de blevet enige, Ingrid havde truffet forlige; ingen protest mod at de to familier blev bundet sammen. De ventede blot på, at Mads skulle komme hjem fra militæret, så de kunne fejre bryllup på god gammeldags manér. Solveig var ung, ja, men hun var heller ikke fordærvet, lige fra moders kjortel direkte til mandens sådan førte det sig hør og bør.
Hvad mere? En god husholderske ville hun blive! Når hun kastede hø, blev Ingrid helt varm om hjertet. Solveig kom selv med friskbagt brød til hende og kærnede sit eget smør, hun gjorde alt for at falde i svigermors smag, og respekt fik hun.
Allerede i tankerne bar Ingrid på børnebørnene, plejede dem sagte hun havde selv fem børn, fire døtre og så den yngste, Mads. Hendes mand døde tidligt, svære tider, og Ingrid stod alene tilbage men hun klarede det, ingen sultede, gården voksede kun, hun gav pigerne ordentlig medgift, ikke på trillebør, men på et rigtigt vognlad.
Kun tilbage at gifte Mads bort. Solveig passede til ham hendes mor, Karen, samlede medgift fra hun var spæd, og hos dem var det kun drenge, Solveig den sidste.
Hele gården, alt kvæget, ville tilfalde Mads. Døtrene havde fået deres, Ingrid havde ikke behov for mere blot et hjørne af huset og en plads ved bordet, det var lykken…
Ingrid drømte om, hvordan hun med svigermor ville drikke te og sladre om ungdommen; deres to slægter sammenlagt i én stor gård. Måske kunne de gamle endda bo under samme tag hvad så? Lidt isolering og alt var godt.
Hun lod dagdrømmene slippe løs, som et barn så levede hun i regnbuefarver i søvnen. Hun løb gennem engen, strakte armene, ingen smerte i benene, og mod hende kom en mørkøjet dreng, det lyse hår dansede i vinden. Bedste, bedste, kom! råbte han.
Hun vågnede smilende. Hun havde drømt om et barnebarn hvilket mærkeligt held…
Hun ventede på Mads, bare han snart kom hjem.
Han kom hjem men ikke alene. En høj, næsten magert grundtvigiansk kvinde fulgte ham, hår som kobbertråd, øjne store som vinduer. Ingrid håbede næsten det var en spøg, at Mads prøvede hende hvordan kunne han dog elske sådan én?
Men nej, Mød min forlovede, mor. Hun hedder Katrine.
Ingrid tabte pusten, som var hun væltet omkuld. Han havde jo en brud, der ventede! Hvad var nu det?
Hun kaldte på Niels, nabodrengen, greb ham i øret.
Av, fru Ingrid, hvad laver du?
Fortæl mig nu, hvad du skrev til Mads?
Som du sagde! Skrev om Solveig den pige der. Men hun er jo kun femten, Mads er voksen nu.
Det er tid for piger at blive gifte, sagde Ingrid.
Det var dengang. Nu er det ikke sådan længere. Hvis man presser, bliver det anmeldt.
Så hvad? For at dreje dit øre, for at arrangere en børnebrud?
Det var ulovligt, fru! For at slå på børn og love voksne mænd væk til piger!
Forsvind! Solveig er klar til at gifte sig. Eller måske prøver DU nabofrieriet selv? Du snyder, så brevet var ikke sandt…
Alt var sandt, spørg onkel Mads!
Jeg gør! Men Solveig får du ikke.
Niels stormede væk, gnubbede sit røde øre Ingrid så efter ham, mumlede om den lange, rødhårede lige som en trold, hun skulle hurtigt smides ud herfra …
Mads, må jeg spørge dig om noget?
Ja mor.
Fik du mine breve i hæren?
Ja, det gjorde jeg, mor. Fik dem alle.
Skrev jeg ikke om Solveig?
Jo, hun klarede sig godt, vil på universitetet at læse til læge, hjælpe folk, jeg støtter det.
Læge? Hvad med bryllup?
Hvilket bryllup, mor?
Med Solveig, søn.
Mor… Solveig er jo et barn, og vi må ikke gifte os med flere. Katrine er min eneste lovlige hustru…
Åh Gud vi to havde jo AFTALT det, har du glemt? Kast hende rødhårede ud nu, ingen spørger, og gift dig ordentligt, på dansk vis!
Mor, hold op! Jeg gider ikke høre på det mere. Katrine er min hustru! Hvis ikke du vil bo med os, så flytter vi. Hun er læge, hun skal arbejde her i landsbyen…
Gavekort til boghandleren.
Det er hende? Den rødhårede? Hun har vendt dig imod mig! Det var såmænd dét!
Ingrid sank sammen på gulvet, ansigtet skævt, rystede over det hele.
Men den rødhårede gjorde et eller andet, og hun fik det bedre.
Men hun kunne stadig ikke lide hende. Ikke et hak.
Mads og Katrine fik ikke børn længe, og Ingrid gned sig i hænderne hun vidste det, hvis Mads havde giftet sig med Solveig, ville der allerede løbe unger på gårdspladsen.
Solveig tog til byen for at studere, med sine flyveører men Ingrid håbede, hun ville komme hjem, jage den rødhårede væk, så Mads kunne få børn og blive lykkelig.
Men Katrine blev så bleg, så selv fregnerne forsvandt var hun syg? Hvad er der galt, Mads? Han smilede bare, glimt i øjet.
Du bliver snart mormor, mor…
Ingrid fnøs alt var tabt. Ikke flere Solveig-børnebørn, og den rødhårede… hende ville hun ikke engang røre.
Katrine gik tungt hun led synligt. Sønnen blev døbt Hans.
Ingrid holdt ord, kom ikke tæt på. Nær så bare selv, I to
Fire måneder gik.
Mads kom sent fra arbejde, Katrine klarede det hele, både madlavning, barnet og dyrene.
Ingrid blandede sig ikke. Hun lå vågen den nat, barnet skreg hvor var den klodsede pige nu?
Mads, hvorfor skriger ungen?
Stilhed.
Hun vaklede op, mor, drengen hylede i vuggen. Katrine sov på gulvet, midt i stuen. Hvor var Mads? Katastrofe?
Katrine! Hvorfor siger du ingenting? Skubbede hende, hun stønnede bare, hele gulvet mørkt, blod over det hele
Åh Gud, hvad har du gjort, pige? Hva, ka jeg gøre?
Hun trak vejret svagt. Ingrid dækkede hende til, løb for naboen…
Døren knirkede Mads sneg sig ind, smilende.
Hvor har du været?
På arbejde, mor.
Din kone ligger for døden! Tag hende til hospitalet med det samme, ellers…
Katrine lå på sygehuset, månelyset skar igennem ruderne da døren knirkede. Svigermor. Ingrid med et lille klæde.
Hun satte sig, lillebitte, tavs, talte sagte.
Jeg gav lille Hans mad, børnene bliver passet af naboen hun har selv syv, kan sagtens passe én mere.
Det ord, vores, tændte varme i Katrines hjerte. Her ligger du nøgen, her har jeg tøj, jeg henter vask, vasker dig, har de ikke engang gjort det? Kunne næsten ikke engang rejse sig…
Ingrid læssede over for hende som en general for soldater, men hun svøbte hende, satte sig og sagde lavt: Lig nu stille, hvor længe du har brug for. Jeg kommer hver dag, så længe du vil.
Vi taler derhjemme, hvis du tror du bare kan rejse. Drengen og jeg skal ikke efterlades. Mænd kan ikke klare sig alene børnene er vores, jeg er din familie, hør mig. Svigerdøtre er også døtre…
Hun mente det, og Katrine smilede svagt. Tak… mor.
Ingrid standsede, så ud, smilede som en lille pige. Hvilken mor du har, Katrine!
Ja, sådan er hun, men hun er ikke min mor, det er min mands mor.
Svigermor? spurgte alle undrende kvinder.
Ja, min svigermor, men hun har været som en mor for mig…
Sådan sad sandheden og sådan skulle det være.
Næste dag kom Mads, satte sig tøvende ved sengen. Undskyld, kære…
Det er ok, Mads, men tænk dig om, hvad vil du?
Familie, ikke arbejde, kære dig…
Og mor, hviskede Katrine.
Så klodset var Ingrids svigerdatter. Hvad var der at holde af? Høj, rungende stemme, rødhåret, store øjne Men Ingrid holdt alligevel af hende for længst, selvom hun var stejl, vågede hun over dem om natten, bekymrede sig.
Hun bar sit barnebarn i armene, puslede med Hans, mens ingen så det. Ingrid havde ondt af Katrine, som hun først troede hun ikke kunne lide men nu… Nu elskede hun hende.
En nat døsede Ingrid, og den syge Katrine, svag af blodtab, mistede et barn, heldigvis skete der ikke noget varigt.
Da Mads kom hjem fra hospitalet, sagde Ingrid: Vælg selv, familie eller fest. Jeg tåler ikke uorden i huset. Katrine og barnet må blive, vil du ud, så gå, men kom på besøg, hvis din nye kvinde vil tillade det. Jeg kaster ikke Katrine på porten…
Der var jo heller ikke noget at elske ved Katrine, jo, for så meget! For hendes smil, for hendes sang, for hendes flittighed, hendes arme, alt brændte når hun tog fat og især for børnebørnene, Hans, Mikkel, Andreas, Svend og lille Marie…
Heldigvis gik alt godt. Flere børn kom til, og Katrine fortrød den nat bittert resten af sine dage.
Ingrid så kun nøgternt på sin svigerdatter, men hun elskede hende så meget, at døtrene blev sårede. Er hun nu mere din én af os, mor?
Hvordan skulle hun ikke være? De levede side om side, næsten tredive år.
Ingrid blev gammel, nussede alle børnebørn, forkælede oldebørn og gik bort med et stille smil og et rent sind.
