Sanne trådte ud af toget på Hovedbanegården og kiggede sig hurtigt omkring. Der var ingen spor af hendes mand, Morten. Ingen, der stod og ventede på hende
Jamen altså, kunne han ikke engang tage sig sammen til at hente mig? tænkte hun for sig selv. Han kunne da godt være kørt ind på stationen!
Sanne hev mobilen op af tasken og ringede til Morten igen, men der var hverken svar eller lyde fra ham. Hun sukkede, greb sin kuffert og satte kurs hjemad med S-toget. Da hun kom op ad trappen til opgangen, lagde hun mærke til, at Mortens cykel ikke stod, hvor den plejede.
Hun låste døren op og trådte ind. I entréen opdagede hun straks, at der ikke stod et eneste par herresko på skoreolen. Let forvirret gik hun videre ind i stuen, hvor hendes blik straks faldt på en seddel på stuebordet. Da hun læste den, satte hun sig tungt i sofaen med hjertet i halsen.
Jeg forlader dig. Har taget mine ting. Du må selv ordne skilsmissen. Sille ved intet. Morten, stod der.
Hun læste den lille seddel tre gange, før det for alvor gik op for hende.
Han havde altså i ro og mag samlet sine ting og forladt hende, mens hun var på konference i Aarhus, uden hverken snak eller forklaring.
Men egentlig var det ikke så overraskende. Han havde altid haft svært ved at engagere sig i problemerne derhjemme.
Sanne faldt tilbage i lænestolen, øjnene begyndte at svie. Lejligheden var så stille, at hun kunne høre, hvordan vandhanen på køkkenet dryppede.
Han fik aldrig repareret den sukkede hun stille. Og hvad pokker, der er lys på badeværelset?
Hun gik ud på badeværelset, og opdagede at det kun var det lille lys over spejlet, der virkede. Den nye hylde, hun havde købt måned før og bedt Morten hænge op under spejlet, stod stadig i pakken ovenpå vaskemaskinen.
Ekstra grundigt tjekkede hun også låsen i hoveddøren som selvfølgelig stadig ikke kunne låses helt.
Tårerne forsvandt næsten af sig selv. Det var nærmest forventet, at han ikke havde fået fixet noget, mens hun var væk Hvad skulle han også lave det for, hvis han alligevel havde regnet med at stikke af? Man kunne vel lige så godt bo med dryppende vandhane, dørlås der ikke virker, og et mørklagt badeværelse det havde de jo fået til at fungere indtil nu.
Bare sådan har han tænkt, mens han pakkede sit liv. Nå
Sanne rystede på hovedet for at jage tankerne væk, tog mobilen og ringede til sin gamle ven, Poul, der altid var god til at hjælpe hende, når der skulle fikses småting om det var brevsprækken, stikkontakten i køkkenet, eller cisternen på toilettet.
Godmorgen, Poul, sover du stadig? spurgte hun i et lidt muntert toneleje.
Nej, du godeste Sanne, jeg har været vågen længe. Hvad kan jeg hjælpe dig med? svarede Poul varmt.
Tja, det sædvanlige: vandhanen drypper, der er dødt lys på badeværelset, og den hylde står stadig i kassen. Og vil du ikke skifte begge låse i døren? I dag hvis det kan nås, og resten kan du tage i morgen.
Nå da, nå da er der noget med Morten? spurgte Poul undrende, for han havde da oplevet, at Morten kunne finde ud af det meste selv, hvis han gad.
Ham? Han er pist væk grinede Sanne, overraskende glad for situationen.
Nå, nå! Ja, Sanne, hvis jeg var lidt yngre, så var jeg gået efter dig men jeg har en nabo, Knud, han er ung og ferm, og hans kone stak af med en eller anden crossfit-instruktør. I kunne da hygge jer ungerne er voksne, I kan bare glæde jer over hinanden.
Arh, Poul dog! Lad mig nu lige nyde friheden lidt. Ikke allerede en ny på nakken du er ikke til at holde ud! lo Sanne.
Det er nu trist at være alene, sanne
Jeg har ikke engang nået at trække vejret frit endnu så jeg venter med ensomheden! Jeg regner med at se dig om en times tid, ikke? og så lagde hun røret på.
Mens Poul gik i gang med skruetrækkeren og gik til hånde rundt i lejligheden, gik Sanne ud i køkkenet for at ringe til sin gode veninde og få bekræftet sin mavefornemmelse. Hun fik hurtigt af vide, at Morten havde fundet sammen med en ældre dame fra hans arbejde lidt over 40, ingen børn, men med en flot ejerlejlighed på Østerbro.
Mere havde Sanne nok ikke behøvet at vide. Det var hverken overraskende eller trist.
Hvad er der at være ked af? tænkte hun, mens hun begyndte at samle Mortens ting sammen, lagde dem i en hvid indkøbspose og smed også det indrammede billede af Morten fra den famøse tur med Stena Line derned.
Da hun efterfølgende ringede til sin gamle veninde, Birgitte, foreslog hun glad:
Birgitte, hvad siger du til at vi tager ud og spiser lækkert i aften og får vendt verden lidt?
Er der mon en særlig grund? lød det nysgerrigt.
Åh ja, men det fortæller jeg senere! svarede Sanne med et grin.
Du giver, du bestemmer hvor! grinede Birgitte. Skriv tid og sted!
Poul var færdig med låse og rørarbejde netop som det begyndte at være sent på eftermiddagen. Han blev glad for sin løn 1000 kroner lige i hånden.
Jeg når badeværelset i morgen, men ellers ring endelig, hvis der er mere, du mangler.
Tak, Poul! Hvis du gider, så smid lige denne hvide pose ud ved containeren, når du går og Sanne rakte ham posen med Mortens ting.
Der var ikke grund til at ringe til datteren endnu det kunne vente til den planlagte lørdagsvisit, hvor hun havde gaver med til både barnebarn og svigersøn. I aften, der skulle den bare have lidt sjov og fejring!
Lidt før hun skulle ud, fandt Sanne en flaske bobler frem, hældte lidt op, nød den gyldne farve og duften, og løftede glasset mod køkkenvinduet med et lille smil:
Skål for et nyt friere liv, fyldt med skønne overraskelser og gode minder!
